1Tidligt næste morgen kyssede Laban sine døtre og børnebørn farvel, gav dem sin velsignelse og rejste hjem igen.2Da Jakob fortsatte sin rejse, kom Guds engle ham i møde.3Da han fik øje på dem, udbrød han: „Gud har selv slået lejr her!” Derfor kaldte han stedet Mahanajim.[1]4-5Jakob sendte nu nogle folk i forvejen med besked til Esau, hans bror, som havde sin lejr i Seirs bjerge i Edom: „Din tjener Jakob hilser dig ærbødigst! Indtil for nylig har jeg boet hos vores onkel Laban.6Jeg har samlet mig en pæn flok køer, æsler, får, geder og mange slaver, både mænd og kvinder. Jeg har sendt disse folk i forvejen, for at du kan vide, at jeg snart kommer, og jeg håber, at du vil tage godt imod mig.”7Sendebudene kom tilbage med følgende besked: „Vi tog hen til din bror, og nu er han på vej herhen med 400 mand!”8Jakob blev grebet af panik, og han besluttede at dele sin husstand og sine husdyr i to lejre,9for han tænkte: „Hvis Esau angriber den ene gruppe, kan den anden vel reddes.”10Derefter bad han følgende bøn: „Åh, min farfar Abrahams og min far Isaks Gud. Åh Herre, du sagde jo, at jeg skulle vende tilbage til mit land og min slægt, og du lovede at være med mig og hjælpe mig!11Jeg er overhovedet ikke værdig til den trofasthed og uendelige godhed, du gang på gang har vist mig. Da jeg i sin tid gik hjemmefra og satte over Jordanfloden, ejede jeg ikke stort andet end min rejsestav, men nu ejer jeg de her to store lejre.12Åh, Herre, red mig fra Esau. Jeg er bange for, at han kommer og slår mig ihjel tillige med mine koner og børn.13Men du har jo lovet at være med mig og gøre mine efterkommere talrige som sandet på stranden, der umuligt kan tælles!”14Jakob blev på det sted om natten, og han udvalgte følgende dyr som en gave til Esau:15200 geder, 20 bukke, 200 får, 20 væddere,1630 hunkameler med føl, 40 køer, 10 tyre, 20 hunæsler og 10 hanæsler.17Så gav han sine slaver besked på at gå i forvejen med dyrene og sørge for en vis afstand mellem hver enkelt gruppe af dyr.18Til den mand, som førte den første gruppe, sagde han: „Når I møder Esau, og han spørger: ‚Hvor skal I hen? Hvem er jeres herre? Hvis er dyrene?’19skal I svare: ‚De tilhører din tjener Jakob og er en gave til hans herre, Esau. Han kommer selv bagefter.’ ”20Dernæst sagde Jakob til de andre mænd, der skulle drive hver deres gruppe af dyr til Esau: „I skal alle sige det samme til Esau, når I ser ham.21Og husk at sige: ‚Din tjener Jakob kommer lige bagved!’ ” Hans plan var at formilde Esau, før han mødte ham ansigt til ansigt. „Måske han så tager venligt imod mig,” tænkte han.22Så blev gaverne sendt i forvejen, mens Jakob blev tilbage og gik til ro i lejren.
Jakob kæmper med Herren
23-24Senere på natten stod Jakob op og førte sine to koner, deres slavepiger og sine 11 sønner over floden Jabbok. Derefter bragte han også alle sine ejendele i sikkerhed på den anden side af floden.25Men selv blev han alene tilbage. En mand kom hen til ham, og de begyndte en brydekamp, der varede indtil daggry.26Da manden indså, at han ikke kunne få overtaget over Jakob, gav han ham et slag på hoften, så den gik af led.27Så sagde han: „Lad mig gå, for det begynder at blive lyst!” Men Jakob gispede: „Jeg slipper dig ikke, med mindre du velsigner mig!”28„Hvad er dit navn?” spurgte manden. „Jakob,” svarede han.29„Du skal ikke længere hedde Jakob—men Israel,[2]” sagde manden. „For du har udfordret både Gud og mennesker, og du har vist din styrke.”30„Hvad er dit navn?” spurgte Jakob ham. „Hvorfor spørger du?” svarede manden. Så velsignede han ham der.31Jakob kaldte stedet Peniel,[3] for han sagde: „Jeg har set Gud ansigt til ansigt—uden at miste livet!”32Solen stod op, idet Jakob forlod Peniel, og han haltede på grund af slaget på hoften.33Derfor undlader Israels folk den dag i dag at spise musklen ved hofteskålen. Det var nemlig der, Jakob blev ramt.
1. Mosebog 32
Gute Nachricht Bibel 2018
fra Deutsche Bibelgesellschaft1Am anderen Morgen küsste Laban seine Töchter und Enkel zum Abschied und segnete sie. Dann kehrte er in seine Heimat zurück.
Jakob bereitet sich auf die Begegnung mit Esau vor
2Als Jakob weiterzog, begegneten ihm Engel Gottes.3Erstaunt rief er: »Hier ist das Lager Gottes!« Deshalb nannte er den Ort Mahanajim (Doppellager).4Dann sandte er Boten voraus zu seinem Bruder Esau, der sich im Gebirge Seïr im Land Edom aufhielt.5Sie sollten Esau, seinem Herrn, ausrichten: »Dein ergebener Diener Jakob lässt dir sagen: ›Ich bin die ganze Zeit über bei Laban gewesen und komme jetzt zurück.6Ich habe reichen Besitz erworben: Rinder, Esel, Schafe und Ziegen, Sklaven und Sklavinnen. Ich lasse es dir, meinem Herrn, melden und bitte, dass du mich freundlich aufnimmst.‹«7Die Boten kamen zurück und berichteten Jakob: »Wir haben deinem Bruder Esau die Botschaft ausgerichtet. Er ist schon auf dem Weg zu dir; vierhundert Mann hat er bei sich.«8Als Jakob das hörte, erschrak er. Er verteilte seine Leute und das Vieh und die Kamele auf zwei Karawanen;9denn er dachte: Wenn Esau auf die eine trifft und alles niedermetzelt, wird wenigstens die andere gerettet.10Dann betete Jakob: »HERR, du Gott meines Großvaters Abraham und meines Vaters Isaak! Du hast zu mir gesagt: ›Kehr in deine Heimat und zu deiner Familie zurück; ich beschütze dich und lasse es dir gut gehen.‹ (1.Mos 31,3)11Ich bin es nicht wert, dass du mir, deinem Diener, so viel Gutes getan und deine Zusage wahr gemacht hast. Ich besaß nur einen Wanderstock, als ich den Jordan überschritt, und nun komme ich zurück mit zwei großen Karawanen.12Rette mich doch jetzt vor meinem Bruder Esau! Ich habe solche Angst vor ihm. Er wird uns alle umbringen, auch die Frauen und Kinder.13Du hast mir doch versprochen: ›Ich beschütze dich; ich lasse es dir gut gehen. Deine Nachkommen sollen wie der Sand am Meer werden, den niemand zählen kann.‹« (1.Mos 12,2; 1.Mos 28,13)14Jakob blieb die Nacht über an diesem Ort. Dann stellte er aus seinem Besitz ein Geschenk für seinen Bruder Esau zusammen.15Er nahm 200 Ziegen und 200 Schafe, dazu 20 Ziegenböcke und 20 Schafböcke,1630 Kamelstuten mit ihren Jungen, 40 Kühe, 10 Stiere, 20 Eselinnen und 10 Esel.17Die gab er seinen Hirten, jedem eine Herde, und befahl ihnen: »Zieht voraus und lasst einen Abstand zwischen den Herden!«18Zum ersten sagte er: »Wenn mein Bruder Esau dir entgegenkommt, wird er dich fragen: ›Wer ist dein Herr? Wohin ziehst du? Wem gehört das Vieh, das du vor dir hertreibst?‹19Antworte ihm: ›Es gehört Jakob, deinem ergebenen Diener. Er möchte es dir, meinem Herrn, schenken; er selbst kommt gleich hinterher.‹«20Dasselbe befahl er auch dem zweiten und dritten und allen übrigen, und er schärfte ihnen ein: »Ihr müsst zu Esau sagen:21›Dein ergebener Diener Jakob kommt gleich hinter uns her.‹« Er dachte nämlich: Ich will zurückbleiben und ihn erst mit meinen Geschenken günstig stimmen; vielleicht nimmt er mich dann freundlich auf.22Jakob blieb also die Nacht über am Lagerplatz, während die Herden, die er als Geschenk für seinen Bruder bestimmt hatte, vorauszogen.
Jakob ringt mit Gott
23Mitten in der Nacht stand Jakob auf und nahm seine beiden Frauen und die beiden Nebenfrauen und seine elf Söhne und brachte sie an einer seichten Stelle über den Jabbok; (Hos 12,4)24auch alle seine Herden brachte er über den Fluss.25Nur er allein blieb zurück. Da trat ihm ein Mann entgegen und rang mit ihm bis zum Morgengrauen.26Als der andere sah, dass sich Jakob nicht niederringen ließ, gab er ihm einen Schlag auf das Hüftgelenk, sodass es sich ausrenkte.27Dann sagte er zu Jakob: »Lass mich los; es wird schon Tag!« Aber Jakob erwiderte: »Ich lasse dich nicht los, bevor du mich segnest!«28»Wie heißt du?«, fragte der andere, und als Jakob seinen Namen nannte,29sagte er: »Du sollst von nun an nicht mehr Jakob heißen, du sollst Israel[1] heißen! Denn du hast mit Gott und mit Menschen gekämpft und hast gesiegt.« (1.Mos 35,10)30Jakob bat ihn: »Sag mir doch deinen Namen!« Aber er sagte nur: »Warum fragst du?«, und segnete ihn. (2.Mos 3,13; Dom 13,17)31»Ich habe Gott von Angesicht gesehen«, rief Jakob, »und ich lebe noch!« Darum nannte er den Ort Penuël.[2] (2.Mos 33,20)32Als Jakob den Schauplatz verließ, ging die Sonne über ihm auf. Er hinkte wegen seiner Hüfte.33Bis zum heutigen Tag essen die Leute von Israel, wenn sie Tiere schlachten, den Muskel über dem Hüftgelenk nicht, weil Jakob auf diese Stelle geschlagen wurde.