1En mand, som hed Nabot, havde en vingård i Jizre’el i nærheden af et af kong Ahabs paladser.2En dag sagde kongen til ham: „Jeg vil have, at du sælger mig din vingård! Jeg har planer om at bruge den til køkkenhave, for den ligger jo lige ved mit palads. Jeg kan give dig en bedre vingård i bytte eller betale for den kontant, hvis du ønsker det.”3Men Nabot svarede: „Gud forbyde, at jeg skulle sælge min slægtsgård!”4Så måtte Ahab gå hjem til paladset med uforrettet sag. Han var godt sur over Nabots afslag, og han ville ikke spise, men lagde sig i sin seng og vendte ansigtet ind mod væggen.5„Hvad i alverden er der i vejen med dig?” spurgte hans kone, Jezabel. „Hvorfor har du mistet appetitten? Hvad er du så vred over?”6„Jeg snakkede med Nabot om, at jeg ville købe hans vingård eller bytte den med en anden,” forklarede Ahab. „Men han ville ikke af med den!”7„Ahab!” udbrød Jezabel. „Er det dig, der er konge i Israel, eller hvad? Hvis du ikke kan få fat i en sølle vingård, så skal jeg nok sørge for at få den til dig! Spis nu og hold op med at være sur.”8Derpå skrev Jezabel et brev i Ahabs navn, forseglede det med det kongelige segl og sendte det til de ledende mænd i byen.9I brevet stod der: „Udråb en fastedag og sørg for at anbringe Nabot på en fremtrædende plads i forsamlingen.10Sørg for at få to slyngler til at sidde over for ham og få dem til at anklage Nabot for at have forbandet Gud og kongen. Før ham derefter bort og sten ham til døde.”11Byens ledere fulgte Jezabels instrukser.12De sammenkaldte til et møde og anbragte Nabot på en fremtrædende plads.13Så kom de to slyngler, og efter at have sat sig over for Nabot fremførte de deres anklager, som gik ud på, at han skulle have forbandet Gud og kongen. Derefter førte man ham uden for byen, stenede ham til døde14og underrettede straks Jezabel om hans død.15Så snart Jezabel hørte, at Nabot var død, gik hun til kong Ahab og sagde: „Nu kan du godt stå op. Nabot er nemlig død, så du kan roligt gå ned og overtage den vingård, han ikke ville sælge til dig!”16Så gik Ahab ned til vingården for at overtage den.17Men Herren sagde til Elias:18„Opsøg kong Ahab! Du vil finde ham i færd med at overtage Nabots vingård.19Giv ham så følgende budskab fra mig: Er det ikke nok, at du har myrdet Nabot? Vil du gøre ondt værre ved at stjæle hans ejendom? Som straf for din synd skal hundene slikke dit blod uden for byen, ligesom de slikkede Nabots!”20Elias gik derfor hen til kongen. „Nå, så min gamle fjende er ude efter mig!” sagde Ahab gnavent til Elias. „Ja,” svarede Elias, „jeg er ude efter dig, fordi du har solgt din sjæl til at gøre, hvad der er ondt i Herrens øjne!21Herren vil ramme dig med ulykke og fjerne din slægt som affald. Han vil udrydde hver og en af dine mandlige slægtninge, uden undtagelse!22Herren vil udrydde din slægt, som han udryddede Jeroboams slægt og Bashas slægt, for du har gjort oprør mod ham og ført Israel ud i synd.23Herren har også fortalt mig, at hundene skal æde Jezabels lig ved Jizre’els bymur.24Dem fra din slægt, der bliver dræbt i byen, vil hundene æde, og dem, som bliver dræbt på landet, vil fuglene æde.”25Aldrig har der været nogen konge, der som Ahab solgte sin sjæl til at gøre, hvad der var ondt i Herrens øjne. Det var hans kone Jezabel, der forførte ham til det.26Hans skyld blev ikke mindre ved, at han tilbad de samme afskyelige afguder som amoritterne—det folk, som Herren engang havde jaget ud af landet for at skaffe plads for Israels folk.27Da Ahab hørte Elias’ profetier, rev han desperat sit tøj i stykker, tog en sæk om sig på den bare krop og fastede. Han sov endda med sækken på og gik tavs og nedtrykt omkring.28Da sagde Herren til Elias:29„Har du set, hvordan Ahab ydmyger sig for mig? Fordi han ydmyger sig, vil jeg ikke udrydde hans slægt i hans egen levetid, men vente til hans søn overtager magten.”
Nabots Weinberg: Ein König missbraucht seine Macht
1Nach einiger Zeit geschah Folgendes: König Ahab von Samaria hatte in der Stadt Jesreel einen Palast. Unmittelbar daneben lag ein Weinberg, der einem Einwohner der Stadt namens Nabot gehörte.2Eines Tages sagte der König zu Nabot: »Überlass mir deinen Weinberg! Er grenzt direkt an meinen Palast und wäre gerade der rechte Platz für einen Gemüsegarten. Ich gebe dir dafür einen besseren, oder wenn es dir lieber ist, bezahle ich ihn dir in gutem Geld.«3Aber Nabot erwiderte: »Der HERR bewahre mich davor, dass ich dir den Erbbesitz meiner Vorfahren gebe!« (4.Mos 36,7; Ez 46,18)4Der König war verstimmt und zornig, weil Nabot ihm eine solche Antwort gegeben hatte. Er ging in den Palast, legte sich auf sein Bett und drehte sich zur Wand; er rührte keinen Bissen an.5Seine Frau Isebel ging zu ihm hinein und fragte: »Warum bist du so verstimmt? Warum isst du nichts?«6Ahab antwortete: »Mehr als einmal habe ich Nabot aus Jesreel zugeredet und gesagt: ›Gib mir deinen Weinberg! Ich bezahle ihn dir, oder wenn es dir lieber ist, gebe ich dir einen andern dafür.‹ Aber er bleibt dabei: ›Meinen Weinberg bekommst du nicht!‹«7Da sagte seine Frau Isebel zu ihm: »Bist nicht du der König im Land? Steh auf, sei wieder vergnügt und lass es dir schmecken! Ich werde dir Nabots Weinberg schon verschaffen.«8Sie schrieb im Namen Ahabs an die Ältesten und die einflussreichen Männer in Jesreel, Nabots Mitbürger, und versah die Briefe mit dem königlichen Siegel.9Die Briefe lauteten: »Ruft einen Bußtag aus! Lasst die Bewohner der Stadt zusammenkommen und gebt Nabot einen der vordersten Plätze.10Setzt ihm zwei gewissenlose Männer gegenüber, die als Zeugen gegen ihn auftreten und sagen: ›Du hast Gott und dem König geflucht!‹ Dann führt ihn vor die Stadt hinaus und steinigt ihn.« (5.Mos 19,15)11Die Ältesten der Stadt und die einflussreichen Männer, Nabots Mitbürger, machten alles genau so, wie Isebel es in ihren Briefen verlangt hatte.12Sie riefen die Bürger der Stadt zu einer Bußfeier zusammen und ließen Nabot ganz vorne sitzen.13Ihm gegenüber saßen die beiden Schurken. Sie standen als Zeugen gegen Nabot auf und erklärten: »Nabot hat Gott und dem König geflucht!« Nabot wurde vor die Stadt hinausgeführt und gesteinigt.14Dann ließen die Ältesten der Stadt Isebel melden: »Nabot ist tot, man hat ihn gesteinigt.«15Als Isebel die Nachricht erhielt, sagte sie zu Ahab: »Auf, nimm den Weinberg in Besitz! Dieser Nabot aus Jesreel, der sich geweigert hat, ihn dir zu verkaufen – er lebt nicht mehr, er ist tot!«16Als Ahab hörte, dass Nabot tot war, ging er sofort hinunter, um Nabots Weinberg in Besitz zu nehmen.
Elija kündigt Ahab und Isebel die Bestrafung an
17Da erging das Wort des HERRN an den Propheten Elija aus Tischbe. Der HERR sagte zu ihm:18»Auf, geh zu Ahab, dem König von Israel, der in Samaria regiert! Er ist gerade in den Weinberg Nabots hinuntergegangen, um ihn in Besitz zu nehmen.19Sage zu ihm: ›Erst mordest du und dann raubst du! So spricht der HERR: Wo die Hunde das Blut Nabots aufgeleckt haben, dort werden sie auch dein Blut auflecken.‹« (1.Kong 22,35; 2.Kong 9,25)20Als Ahab den Propheten kommen sah, rief er ihm entgegen: »Hast du mich gefunden, mein Feind?« Elija erwiderte: »Ja, ich habe dich ertappt! Du hast dich dazu anstiften lassen, zu tun, was dem HERRN missfällt.21Darum lässt er dir sagen: ›Ich werde dich und deine Familie ins Unglück stürzen. Du selbst musst sterben, und alle deine männlichen Nachkommen werde ich ausrotten, die mündigen wie die unmündigen. (2.Kong 9,7)22Weil du meinen Zorn herausgefordert und die Leute im Reich Israel zum Götzendienst verleitet hast, werde ich deiner Familie das gleiche Schicksal bereiten wie den Familien von Jerobeam und von Bascha.‹ (1.Kong 15,29; 1.Kong 16,11)23Der Königin Isebel aber lässt der HERR sagen: An der Stadtmauer von Jesreel werden die Hunde ihren Leichnam fressen. (2.Kong 9,10; 2.Kong 9,36)24Wer von deiner Familie in der Stadt stirbt, den fressen die Hunde, und wer auf dem freien Feld stirbt, den fressen die Geier.«25In der Tat gab es keinen, der so bereitwillig wie Ahab tat, was dem HERRN missfällt. Seine Frau Isebel hatte ihn dazu verleitet.26Seine schlimmste Sünde war, dass er die Götzen verehrte, genau wie die Amoriter, die der HERR vor den Israeliten aus dem Land vertrieben hatte.27Als Elija zu Ende gesprochen hatte, zerriss Ahab vor Entsetzen sein Gewand. Er zog den Sack an, trug ihn auf der bloßen Haut und legte ihn selbst zum Schlafen nicht ab. Bedrückt ging er umher und wollte kein Essen anrühren.28Da erging das Wort des HERRN an den Propheten Elija, er sagte:29»Hast du bemerkt, dass Ahab sich vor mir gebeugt hat? Weil er das getan hat, lasse ich das Unheil noch nicht zu seinen Lebzeiten über seine Familie hereinbrechen, sondern erst wenn sein Sohn König ist.« (2.Sam 12,13; 1.Kong 11,12)