1-2Til sidst brød Job tavsheden:3„Forbandet være den nat, jeg blev født, det øjeblik man udbrød: ‚Se, det blev en dreng!’4Lad den nat forblive i det skjulte, blive skubbet ud i den gudsforladte intethed. Lad den blive dækket af glemslens mørke,5ja, gid mørket ville tage den i sig igen. Gid tågen ville skjule den, og skyerne dække den.6Gid mulm og mørke ville opsluge den helt, ja, rive den ud af kalenderen. Lad den ikke tælles blandt årets dage, lad den ikke høre hjemme i nogen måned.7Lad den blive til trøstesløs tomhed, en nat, hvor ingen glæder sig.8Lad troldmændene forbande den, de, som tør vække Livjatan.[1]9Lad dens morgenstjerne formørkes, lad den forgæves vente på daggry, lad den aldrig få morgenrøden at se.10For den hindrede ikke min fødsel, skånede mig ikke for ulidelige smerter!11Hvorfor døde jeg ikke i min mors liv eller udåndede, så snart jeg var født?12Min mor burde aldrig have taget sig af mig. Hun burde aldrig have lagt mig til sit bryst.13Jeg ville hellere have været død, så jeg kunne sove i fred i min grav,14blandt konger og jordens herskere, der byggede sig gravkamre i ørkenen,15blandt fyrster, der var rige på guld og fyldte deres huse med sølv.16Var jeg dog bare et dødfødt barn, som aldrig havde set dagens lys.17I døden bliver de gudløse stille, dér kan de trætte hvile ud.18Dér har selv fangerne fred, hører ikke længere vagternes råben.19Dér deler de fattige skæbne med de rige, slaven er sin herres lige.20Hvorfor holder Gud liv i de mennesker, der lever i smerte og elendighed?21De søger uden held efter døden, som var den en sjælden skat.22De råber højt af glæde, når de endelig når deres grav.23Hvorfor lader Gud mig leve, når jeg er uden fremtid og håb?24Jeg sukker dagen lang i min elendighed, kun jamren kommer over mine læber.25Det, jeg frygtede allermest, er sket, mine værste drømme er blevet til virkelighed.26Jeg er rastløs og uden ro, dybt begravet i min smerte.”
1After this Job opened his mouth and cursed the day of his birth. (Job 33,2; Salm 78,2)2And Job said:3“Let the day perish on which I was born, and the night that said, ‘A man is conceived.’ (Job 10,18; Jer 20,14)4Let that day be darkness! May God above not seek it, nor light shine upon it.5Let gloom and deep darkness claim it. Let clouds dwell upon it; let the blackness of the day terrify it. (Job 10,21; Job 12,22; Job 24,17; Job 28,3; Job 34,22; Job 38,17; Salm 23,4; Es 9,2; Matt 4,16)6That night—let thick darkness seize it! Let it not rejoice among the days of the year; let it not come into the number of the months.7Behold, let that night be barren; let no joyful cry enter it.8Let those curse it who curse the day, who are ready to rouse up Leviathan. (Job 41,1)9Let the stars of its dawn be dark; let it hope for light, but have none, nor see the eyelids of the morning, (Job 41,18)10because it did not shut the doors of my mother’s womb, nor hide trouble from my eyes.11“Why did I not die at birth, come out from the womb and expire? (Job 10,18)12Why did the knees receive me? Or why the breasts, that I should nurse? (1.Mos 30,3; 1.Mos 50,23; Es 66,12)13For then I would have lain down and been quiet; I would have slept; then I would have been at rest,14with kings and counselors of the earth who rebuilt ruins for themselves, (Es 58,12)15or with princes who had gold, who filled their houses with silver.16Or why was I not as a hidden stillborn child, as infants who never see the light? (Salm 58,8; Præd 6,3; 1.Kor 15,8)17There the wicked cease from troubling, and there the weary are at rest. (Job 17,16)18There the prisoners are at ease together; they hear not the voice of the taskmaster. (2.Mos 3,7)19The small and the great are there, and the slave is free from his master.20“Why is light given to him who is in misery, and life to the bitter in soul, (Ord 31,6)21who long for death, but it comes not, and dig for it more than for hidden treasures, (Ord 2,4; Åb 9,6)22who rejoice exceedingly and are glad when they find the grave?23Why is light given to a man whose way is hidden, whom God has hedged in? (Job 1,10; Job 19,8; Es 40,27)24For my sighing comes instead of[1] my bread, and my groanings are poured out like water. (Salm 22,1; Salm 38,8; Salm 42,3; Salm 80,5; Salm 102,9)25For the thing that I fear comes upon me, and what I dread befalls me. (Ord 10,24)26I am not at ease, nor am I quiet; I have no rest, but trouble comes.”