fra Biblica1Et menneskeliv er kun ganske kort, men alligevel har vi masser af problemer.2Jeg er som en blomst, der vokser op og visner, livet passerer forbi som en skygge og er væk.3Jeg er så ringe og ubetydelig. Hvorfor ignorerer du mig ikke bare?4Findes der et menneske helt uden synd? Er der nogen, som er fuldstændig fejlfri?5Du har fastsat et menneskes levetid, den kan tælles i dage og måneder, den tidsfrist, du har sat, kan ingen af os ændre.6Giv mig en smule fred, så jeg kan hvile mig, som en arbejder, der slapper af efter dagens slid.7Der er mere håb for et træ end for et menneske. Hvis et træ bliver fældet, skyder det friske skud igen.8Selv om rødderne i jorden er gamle, og stubben synes død i markens muld,9skal der kun en smule vand til for at hjælpe de nye skud på vej.10Men når mennesker dør, er det ude med dem. Når de udånder, er alt forbi.11Som en sø kan udtørres under tørke, og en flod kan svinde ind til ingenting,12sådan er et menneske borte, når livet først rinder ud. Det rejser sig ikke fra graven, så længe himlen og jorden er til.13Gid du straks ville sende mig ned i Dødsriget og lade mig hvile der, til din vrede er forbi. Når den rette tid så er inde, kan du komme og føre mig op igen.14Hvis der var håb om at komme tilbage til livet, kunne jeg bedre holde lidelsen ud og tålmodigt vente på, at livet blev værd at leve.15Så ville du kalde på mig, og jeg ville svare, for du længes efter at se din skabning igen.16Da ville du overvåge mine skridt, men ikke tage dig af mine overtrædelser.17Mine synder bliver gemt i en sæk, du tilregner mig dem ikke.18Men som et bjerg kan skride sammen, som et klippestykke kan slå revner,19som vand kan udhule en sten og skylle jorden væk, sådan brister menneskets forhåbninger.20Det endelige slag mod os mennesker er døden, med stivnet ansigt går vi bort.21Børnenes fremtid får vi ikke at se, vi ved ikke, om det går dem godt eller skidt.22Vi mærker kun vores egen smerte, føler kun vores egen sorg.”
1“Man who is born of a woman is few of days and full of trouble. (1.Mos 47,9; Job 5,7; Job 10,20; Job 15,14; Job 16,22; Job 25,4; Salm 39,5; Salm 89,47; Matt 11,11)2He comes out like a flower and withers; he flees like a shadow and continues not. (Job 8,9; Job 17,7; Salm 37,2; Salm 90,6; Salm 103,15; Salm 109,23; Es 40,6; Jak 1,10; 1.Pet 1,24)3And do you open your eyes on such a one and bring me into judgment with you? (Job 22,4; Salm 8,4; Salm 143,2; Salm 144,3)4Who can bring a clean thing out of an unclean? There is not one. (Job 15,14; Salm 51,5; Joh 3,6)5Since his days are determined, and the number of his months is with you, and you have appointed his limits that he cannot pass, (Job 7,1; Job 21,21; Salm 39,4)6look away from him and leave him alone,[1] that he may enjoy, like a hired hand, his day. (Job 7,1; Job 7,19)7“For there is hope for a tree, if it be cut down, that it will sprout again, and that its shoots will not cease.8Though its root grow old in the earth, and its stump die in the soil, (Es 11,1)9yet at the scent of water it will bud and put out branches like a young plant. (Job 29,19)10But a man dies and is laid low; man breathes his last, and where is he? (Job 29,7)11As waters fail from a lake and a river wastes away and dries up, (Es 19,5)12so a man lies down and rises not again; till the heavens are no more he will not awake or be roused out of his sleep. (5.Mos 11,21; Salm 72,5; Salm 89,29; Matt 5,18; Joh 11,11)13Oh that you would hide me in Sheol, that you would conceal me until your wrath be past, that you would appoint me a set time, and remember me! (Job 21,13; Salm 27,5; Salm 31,20; Es 26,20)14If a man dies, shall he live again? All the days of my service I would wait, till my renewal[2] should come. (Job 7,1; Job 13,15)15You would call, and I would answer you; you would long for the work of your hands. (Job 10,3; Job 13,22)16For then you would number my steps; you would not keep watch over my sin; (Job 10,6; Job 31,4; Job 34,21)17my transgression would be sealed up in a bag, and you would cover over my iniquity. (5.Mos 32,34; Hos 13,12)18“But the mountain falls and crumbles away, and the rock is removed from its place; (Job 18,4; Es 34,4)19the waters wear away the stones; the torrents wash away the soil of the earth; so you destroy the hope of man.20You prevail forever against him, and he passes; you change his countenance, and send him away.21His sons come to honor, and he does not know it; they are brought low, and he perceives it not. (Præd 9,5)22He feels only the pain of his own body, and he mourns only for himself.”