1Herren sagde til mig,2at jeg skulle gå ud i Jerusalems gader og bekendtgøre følgende budskab: „Hør hvad Herren siger: Israel, mit folk, jeg husker, hvor hengiven du var i begyndelsen. Som nygift brud var du fuld af kærlighed til mig, og du fulgte mig gennem den golde ørken.3Dengang tilhørte du mig alene, ligesom førstegrøden af høsten, og jeg sendte min straf over alle, som ville gøre dig fortræd.”4Hør godt efter, alle Israels slægter og familier.5Hør, hvad Herren har at sige: „Hvorfor vendte jeres forfædre ryggen til mig? Hvilken fejl har jeg begået, siden de forkastede mig? De begyndte at dyrke tomme afguder, indtil de selv blev lige så tomme.6Hvordan kunne de glemme, at det var mig, Herren, som førte dem ud af Egypten og gennem den golde ørken, en vildmark med farlige kløfter, med tørke og håbløshed, hvor ingen kunne drømme om at slå sig ned?7Det var mig, som førte dem ind i et frugtbart land, så de kunne glæde sig over en god høst. Men de ødelagde mit land med deres synd og ondskab.8Selv deres præster søgte mig ikke. De, der skulle undervise i mine love, kendte mig ikke. Landets ledere vendte sig fra mig, og deres profeter indviede sig til Ba’al og dyrkede afguder, som ikke kunne hjælpe dem.9Jeg bliver nødt til at konfrontere jer med det, siger Herren. Og jeg bliver ved fra den ene generation til den anden.10-11Prøv at rejse mod vest og spørg befolkningen på Cypern. Send bud mod øst og spørg jer for i Kedars ørken. Har et folk nogen sinde udskiftet deres guder? Og det selv om deres såkaldte guder blot er bedrag. Men mit folk har forladt mig, deres mægtige Gud, til fordel for tomme afguder.12Hvilken himmelråbende dumhed.13To frygtelige ting har mit folk gjort: De har forladt mig, som er kilden med det friske, livgivende vand, og de har hugget sig vandreservoirer, der er så fulde af revner, at de ikke kan holde vand.14Israels folk var ikke bestemt til at leve i trældom. Hvorfor tror I, de blev ført bort som slaver?15Deres fjender brøler som en løve, der står over et fældet bytte, deres sejrsråb gjalder gennem luften. Landet ligger i ruiner, byerne er brændt ned og står tomme tilbage.16Egyptiske hære fra Memfis og Takpankes har slået jer til jorden, Israels folk.17Det er straffen, som rammer jer, fordi I har svigtet mig, selv om jeg ønskede at lede jer og vise jer den rette vej.18Hvad får I ud af at søge hjælp hos egypterne? Hvad hjælper det at gå i forbund med assyrerne?19Jeg er nødt til at gribe ind over for jeres oprør. Jeg er nødt til at straffe jer for jeres synder. Da vil I forstå, hvilken frygtelig fejl I begik, da I gjorde oprør imod Herren, jeres Gud, og holdt op med at have ærefrygt for mig—siger Herren, den Almægtige.20Det er snart længe siden, I brød løs og sprængte alle bånd, for I ønskede ikke at være undergivet mig. Nu dyrker I frugtbarhedsguder på hver en bakketop i skyggen af de grønne træer. I opfører jer som en skøge, der giver sig hen til fremmede.21Det var en ædel vinsort, jeg plantede i landet. Hvordan kunne I blive til en vildvin med sure og elendige druer?22Selv den kraftigste sæbe kan ikke rense jeres synder væk.23Hvordan kan I påstå, at I aldrig har gjort jer urene med afgudsdyrkelse, at I aldrig har ofret til Ba’al? Tænk dog på, hvad I gjorde i Hinnoms dal.[1] I farer fra den ene afgud til den anden som en brunstig hunkamel. (2.Krøn 28,3; Jer 32,35)24I er som et vildæsel, der er opvokset i ødemarken og vejrer i luften efter en han. Intet kan holde hende tilbage, og hannerne behøver slet ikke at jagte hende, for hun kommer selv.25Åh, Israels folk, hold op med at løbe efter afguderne, indtil I slider skoene op og er ved at gå til af tørst. Men I siger: ‚Du kan lige så godt opgive at standse os, for vi elsker de fremmede guder og bliver ved med at gå til dem.’26-27Som en tyv, der bliver fanget, må afsone sin straf, sådan kommer Israels folk med deres konger og embedsmænd, præster og profeter til at mærke min straf. I siger til en træklods: ‚Jeg vil ære dig som min far,’ og til en sten: ‚Jeg vil ære dig som min mor, der gav mig livet.’ I har vendt mig ryggen. Men så snart I har problemer, råber I til mig om at redde jer.28Hvorfor råber I ikke til de guder, I selv har lavet? Hvorfor lader I ikke dem løse jeres problemer? I har jo lige så mange afguder, som der er byer i Juda.29Hvorfor beklager I jer over den straf, I får? I har jo alle gjort oprør imod mig.30Jeg har åbenbart straffet jer til ingen nytte, for I er stadig lige ulydige imod mig. Som en sulten løve har I gjort det af med mine profeter.31Hør efter, hvad jeg siger, mit oprørske folk: Hvorfor betragter I mig som en gold ørken? Hvorfor ser I på mig som et skræmmende mørke? Hvorfor løber I jeres vej i stedet for at komme til mig?32Glemmer en brud at tage sin brudekjole på? Glemmer en ung pige sine bryllupssmykker? Men mit folk har fuldstændig glemt mig.33Hvor er I blevet gode til at finde nye elskere! Selv en erfaren luder kunne lære noget af jer.34Jeres hænder er røde af blod fra uskyldige og forsvarsløse mennesker, som ikke havde begået nogen forbrydelse.35Alligevel siger I: ‚Vi har ikke gjort noget forkert. Gud kan da ikke være vred på os.’ Men jeg vil straffe jer strengt, fordi I påstår, at I ikke har syndet.36I har så travlt med at søge hjælp hos alle andre end mig. Men jeres venner i Egypten vil svigte jer, ligesom I blev svigtet af assyrerne.37I fortvivlelse vil I skjule ansigtet i hænderne, for jeg, Herren, vil sørge for, at ingen hjælp når frem fra dem, I sætter jeres lid til.”
1The word of the Lord came to me, saying,2“Go and proclaim in the hearing of Jerusalem, Thus says the Lord, “I remember the devotion of your youth, your love as a bride, how you followed me in the wilderness, in a land not sown. (5.Mos 2,7; 5.Mos 8,2; Jer 3,4; Ez 16,8; Ez 16,43; Ez 16,60; Åb 2,4)3Israel was holy to the Lord, the firstfruits of his harvest. All who ate of it incurred guilt; disaster came upon them, declares the Lord.” (1.Mos 12,3; 2.Mos 4,22; 2.Mos 19,5; 2.Mos 28,36; Jer 12,14; Ez 25,12; Jak 1,18)4Hear the word of the Lord, O house of Jacob, and all the clans of the house of Israel.5Thus says the Lord: “What wrong did your fathers find in me that they went far from me, and went after worthlessness, and became worthless? (2.Kong 17,15; Es 5,4; Jer 2,31; Jer 10,15; Jer 14,22; Jer 16,19; Mika 6,3)6They did not say, ‘Where is the Lord who brought us up from the land of Egypt, who led us in the wilderness, in a land of deserts and pits, in a land of drought and deep darkness, in a land that none passes through, where no man dwells?’ (5.Mos 8,15; 5.Mos 32,10; Es 63,11; Hos 13,4)7And I brought you into a plentiful land to enjoy its fruits and its good things. But when you came in, you defiled my land and made my heritage an abomination. (3.Mos 18,24; 5.Mos 8,7; Salm 106,38)8The priests did not say, ‘Where is the Lord?’ Those who handle the law did not know me; the shepherds[1] transgressed against me; the prophets prophesied by Baal and went after things that do not profit. (Jer 5,5; Jer 5,31; Jer 18,18; Jer 23,13; Hab 2,18; Mal 2,7; Rom 2,20)9“Therefore I still contend with you, declares the Lord, and with your children’s children I will contend. (2.Mos 20,5; Jer 2,35; Ez 17,20; Ez 20,35)10For cross to the coasts of Cyprus and see, or send to Kedar and examine with care; see if there has been such a thing. (1.Mos 10,4; Es 21,16)11Has a nation changed its gods, even though they are no gods? But my people have changed their glory for that which does not profit. (Salm 106,20; Es 37,19; Jer 2,8; Jer 16,20; Jer 18,13; Mika 4,5; Gal 4,8)12Be appalled, O heavens, at this; be shocked, be utterly desolate, declares the Lord, (Es 1,2)13for my people have committed two evils: they have forsaken me, the fountain of living waters, and hewed out cisterns for themselves, broken cisterns that can hold no water. (Salm 36,9; Jer 17,13; Joh 4,10)14“Is Israel a slave? Is he a homeborn servant? Why then has he become a prey? (2.Mos 4,22)15The lions have roared against him; they have roared loudly. They have made his land a waste; his cities are in ruins, without inhabitant. (Es 5,29; Jer 4,7; Jer 9,11; Jer 46,19)16Moreover, the men of Memphis and Tahpanhes have shaved[2] the crown of your head. (5.Mos 33,20; Jer 43,7; Jer 44,1; Jer 46,14; Ez 30,16)17Have you not brought this upon yourself by forsaking the Lord your God, when he led you in the way? (Jer 2,6; Jer 4,18)18And now what do you gain by going to Egypt to drink the waters of the Nile? Or what do you gain by going to Assyria to drink the waters of the Euphrates?[3] (1.Mos 31,21; Es 7,20; Es 8,7; Es 23,3; Es 30,1; Es 31,1; Jer 2,36; Hos 7,11)19Your evil will chastise you, and your apostasy will reprove you. Know and see that it is evil and bitter for you to forsake the Lord your God; the fear of me is not in you, declares the Lord God of hosts. (Es 3,9; Jer 2,13; Jer 2,17; Jer 3,22; Jer 4,18; Jer 5,6; Jer 14,7; Hos 5,5)20“For long ago I broke your yoke and burst your bonds; but you said, ‘I will not serve.’ Yes, on every high hill and under every green tree you bowed down like a whore. (Es 1,21; Jer 2,31; Jer 3,1; Jer 3,2; Jer 5,5; Jer 17,2; Jer 30,8)21Yet I planted you a choice vine, wholly of pure seed. How then have you turned degenerate and become a wild vine? (2.Mos 15,17; 5.Mos 32,32; Salm 44,2; Salm 80,8; Es 5,2; Es 5,4)22Though you wash yourself with lye and use much soap, the stain of your guilt is still before me, declares the Lord God. (Jer 17,1)23How can you say, ‘I am not unclean, I have not gone after the Baals’? Look at your way in the valley; know what you have done— a restless young camel running here and there, (Jer 2,35; Jer 7,31; Jer 19,2; Jer 19,6)24a wild donkey used to the wilderness, in her heat sniffing the wind! Who can restrain her lust? None who seek her need weary themselves; in her month they will find her. (Jer 14,6)25Keep your feet from going unshod and your throat from thirst. But you said, ‘It is hopeless, for I have loved foreigners, and after them I will go.’ (2.Mos 17,6; 5.Mos 29,5; 5.Mos 32,16; Jer 3,13)26“As a thief is shamed when caught, so the house of Israel shall be shamed: they, their kings, their officials, their priests, and their prophets, (Jer 8,1; Jer 13,13; Jer 32,32)27who say to a tree, ‘You are my father,’ and to a stone, ‘You gave me birth.’ For they have turned their back to me, and not their face. But in the time of their trouble they say, ‘Arise and save us!’ (Dom 10,9; Es 26,16)28But where are your gods that you made for yourself? Let them arise, if they can save you, in your time of trouble; for as many as your cities are your gods, O Judah. (5.Mos 32,37; Es 45,20; Jer 11,13)29“Why do you contend with me? You have all transgressed against me, declares the Lord.30In vain have I struck your children; they took no correction; your own sword devoured your prophets like a ravening lion. (Neh 9,26; Es 1,5; Es 9,13; Jer 5,3; 1.Thess 2,15)31And you, O generation, behold the word of the Lord. Have I been a wilderness to Israel, or a land of thick darkness? Why then do my people say, ‘We are free, we will come no more to you’?32Can a virgin forget her ornaments, or a bride her attire? Yet my people have forgotten me days without number. (5.Mos 32,18; Salm 106,21; Es 3,20; Es 17,10; Es 61,10; Jer 3,21; Jer 18,15; Hos 8,14)33“How well you direct your course to seek love! So that even to wicked women you have taught your ways.34Also on your skirts is found the lifeblood of the guiltless poor; you did not find them breaking in. Yet in spite of all these things (2.Mos 22,2; 2.Kong 21,16; 2.Kong 24,4; Salm 106,38; Jer 19,4)35you say, ‘I am innocent; surely his anger has turned from me.’ Behold, I will bring you to judgment for saying, ‘I have not sinned.’ (Salm 143,2; Ord 28,13; 1.Joh 1,8; 1.Joh 1,10)36How much you go about, changing your way! You shall be put to shame by Egypt as you were put to shame by Assyria. (Es 30,3; Jer 31,22)37From it too you will come away with your hands on your head, for the Lord has rejected those in whom you trust, and you will not prosper by them. (2.Sam 13,19)