Dommer 3

Bibelen på hverdagsdansk

fra Biblica
1 Herren lod altså nogle folk blive i landet for at sætte den nye generation af israelitter på prøve, dem, der ikke selv havde været med i krigen mod kana’anæerne.2 Det gjorde han, for at de kunne lære at kæmpe og blive erfarne krigere.3 De folk, som var tilbage i landet, var: filistrene i deres fem byer, kana’anæerne, sidonierne og hivvitterne i Libanons bjerge fra Ba’al-Hermon til Lebo-Hamat.4 Dem ville Herren bruge til at sætte den nye generation af israelitter på prøve for at se, om de ville adlyde de befalinger, han havde givet deres forfædre gennem Moses.5 Israelitterne levede altså side om side med kana’anæerne, hittitterne, amoritterne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne,6 og de blandede sig med dem ved at lade deres sønner og døtre gifte sig ind i deres familier, og de dyrkede deres guder.7 Israelitterne gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne. De vendte sig fra Herren, deres Gud, og dyrkede i stedet afgudsbilleder af Ba’al og Ashera.8 Da blussede Herrens vrede op imod Israel, og han tillod kong Kushan-Rishatajim af Aram-Naharajim[1] at besejre dem, så de var underkastet hans herredømme i otte år.9 Men da Israels folk råbte til Herren om hjælp, sendte han en befrier, nemlig Otniel, der var søn af Kalebs yngre bror, Kenaz.10 Herrens Ånd kom over ham, og han blev befrier i Israel. Han gik til angreb mod kong Kushan-Rishatajim og besejrede ham ved Herrens hjælp.11 De næste 40 år var der fred i landet, indtil Otniel døde.12 Igen gjorde israelitterne, hvad der var ondt i Herrens øjne. Så lod Herren kong Eglon af Moab erobre landet.13 Sammen med ammonitterne og amalekitterne besejrede han israelitterne og indtog Palmernes By, Jeriko.14 De næste 18 år var israelitterne underkastet kong Eglon.15 Men da Israel råbte til Herren om hjælp, sendte han dem en ny befrier: Ehud, Geras søn af Benjamins stamme. Han var venstrehåndet. Engang skulle Ehud lede en delegation, der skulle overbringe den årlige skatteafgift fra israelitterne til kong Eglon af Moab.16 Inden han tog hjemmefra, lavede han sig et tveægget sværd, der var en halv meter langt, og spændte det fast ved sin højre side, så det var gemt under hans kappe.17 Han afleverede afgiften til kong Eglon, der var en meget tyk mand,18 og begav sig derefter på vej hjem sammen med de mænd, som havde hjulpet ham med at transportere pengene.19 Men da de nåede til billedstøtterne ved Gilgal, vendte han om og gik tilbage. Ved ankomsten gav han melding om, at han havde et hemmeligt budskab til kongen. „Lad ham komme til mig alene!” befalede kongen, og alle de tilstedeværende gik ud af kongens værelse.20 Da Ehud kom ind i det kølige værelse ovenpå, hvor kongen sad alene, sagde han: „Jeg har et budskab til dig fra Gud.” Idet kong Eglon rejste sig fra sin stol,21 trak Ehud med venstre hånd sværdet, som sad ved hans højre side, og stak det dybt ind i maven på kongen,22 så dybt, at skæftet forsvandt sammen med klingen under fedtlaget. Ehud lod sværdet blive siddende.23 Så gik han ud i søjlegangen, lukkede og låste døren til værelset efter sig og gik sin vej.24 Da han var gået, kom kongens tjenere og så, at døren var låst. „Han er nok gået på toilettet,” tænkte de.25 De ventede længe, men da han ikke åbnede døren til værelset, blev de bekymrede og hentede en nøgle. Da de åbnede døren, fandt de deres herre liggende død på gulvet.26 Mens tjenerne stod og ventede, slap Ehud bort forbi stenstøtterne og videre til Seira.27 Da han var nået sikkert til Efraims højland, satte han vædderhornet for munden og blæste signalet til krig.28 „Følg efter mig!” råbte han. „For Herren vil give jer sejr over vores fjender, moabitterne.” Hæren fulgte ham, og de besatte vadestederne ved Jordanfloden, så moabitterne ikke kunne komme over.29 Derefter gik de til angreb og dræbte 10.000 af moabitternes tapre og stærke krigere, ikke en eneste undslap.30 Den dag led Moab et sviende nederlag til Israel, hvorefter der var fred i landet de næste 80 år.31 Den næste befrier var Shamgar, Anats søn, som engang reddede Israel ved at slå 600 filistre ihjel med en pigstav.

Dommer 3

English Standard Version

fra Crossway
1 Now these are the nations that the Lord left, to test Israel by them, that is, all in Israel who had not experienced all the wars in Canaan. (Dom 2,21; Dom 3,4)2 It was only in order that the generations of the people of Israel might know war, to teach war to those who had not known it before.3 These are the nations: the five lords of the Philistines and all the Canaanites and the Sidonians and the Hivites who lived on Mount Lebanon, from Mount Baal-hermon as far as Lebo-hamath. (Josva 13,2)4 They were for the testing of Israel, to know whether Israel would obey the commandments of the Lord, which he commanded their fathers by the hand of Moses. (Dom 3,1)5 So the people of Israel lived among the Canaanites, the Hittites, the Amorites, the Perizzites, the Hivites, and the Jebusites. (2.Mos 3,8; Salm 106,35)6 And their daughters they took to themselves for wives, and their own daughters they gave to their sons, and they served their gods. (2.Mos 34,16; 5.Mos 7,3; Ez 9,12)7 And the people of Israel did what was evil in the sight of the Lord. They forgot the Lord their God and served the Baals and the Asheroth. (2.Mos 34,13; Dom 2,11; Dom 6,25)8 Therefore the anger of the Lord was kindled against Israel, and he sold them into the hand of Cushan-rishathaim king of Mesopotamia. And the people of Israel served Cushan-rishathaim eight years. (Dom 2,14; Hab 3,7)9 But when the people of Israel cried out to the Lord, the Lord raised up a deliverer for the people of Israel, who saved them, Othniel the son of Kenaz, Caleb’s younger brother. (Dom 1,13; Dom 2,16; Dom 3,15; Dom 4,3; Dom 6,7; Dom 10,10; Neh 9,27)10 The Spirit of the Lord was upon him, and he judged Israel. He went out to war, and the Lord gave Cushan-rishathaim king of Mesopotamia into his hand. And his hand prevailed over Cushan-rishathaim. (Dom 6,34; Dom 11,29; Dom 13,25; Dom 14,6; Dom 14,19; Dom 15,14)11 So the land had rest forty years. Then Othniel the son of Kenaz died. (Josva 11,23; Dom 3,30; Dom 5,31; Dom 8,28)12 And the people of Israel again did what was evil in the sight of the Lord, and the Lord strengthened Eglon the king of Moab against Israel, because they had done what was evil in the sight of the Lord. (Dom 2,19; 1.Sam 12,9)13 He gathered to himself the Ammonites and the Amalekites, and went and defeated Israel. And they took possession of the city of palms. (5.Mos 34,3; Dom 1,16; Dom 6,33; Salm 83,7)14 And the people of Israel served Eglon the king of Moab eighteen years.15 Then the people of Israel cried out to the Lord, and the Lord raised up for them a deliverer, Ehud, the son of Gera, the Benjaminite, a left-handed man. The people of Israel sent tribute by him to Eglon the king of Moab. (Dom 3,9; Dom 20,16; 1.Krøn 12,2)16 And Ehud made for himself a sword with two edges, a cubit[1] in length, and he bound it on his right thigh under his clothes.17 And he presented the tribute to Eglon king of Moab. Now Eglon was a very fat man.18 And when Ehud had finished presenting the tribute, he sent away the people who carried the tribute.19 But he himself turned back at the idols near Gilgal and said, “I have a secret message for you, O king.” And he commanded, “Silence.” And all his attendants went out from his presence. (Josva 4,20; Dom 3,26)20 And Ehud came to him as he was sitting alone in his cool roof chamber. And Ehud said, “I have a message from God for you.” And he arose from his seat. (2.Sam 20,9; Amos 3,15)21 And Ehud reached with his left hand, took the sword from his right thigh, and thrust it into his belly.22 And the hilt also went in after the blade, and the fat closed over the blade, for he did not pull the sword out of his belly; and the dung came out.23 Then Ehud went out into the porch[2] and closed the doors of the roof chamber behind him and locked them. (2.Sam 13,17)24 When he had gone, the servants came, and when they saw that the doors of the roof chamber were locked, they thought, “Surely he is relieving himself in the closet of the cool chamber.” (1.Sam 24,3)25 And they waited till they were embarrassed. But when he still did not open the doors of the roof chamber, they took the key and opened them, and there lay their lord dead on the floor.26 Ehud escaped while they delayed, and he passed beyond the idols and escaped to Seirah. (Dom 3,19)27 When he arrived, he sounded the trumpet in the hill country of Ephraim. Then the people of Israel went down with him from the hill country, and he was their leader. (Josva 24,33; Dom 6,34; 1.Sam 13,3)28 And he said to them, “Follow after me, for the Lord has given your enemies the Moabites into your hand.” So they went down after him and seized the fords of the Jordan against the Moabites and did not allow anyone to pass over. (Josva 2,7; Dom 4,7; Dom 4,14; Dom 7,9; Dom 7,15; Dom 7,24; Dom 12,5; 1.Sam 17,47; 1.Kong 22,12; 1.Kong 22,15; 2.Krøn 16,8)29 And they killed at that time about 10,000 of the Moabites, all strong, able-bodied men; not a man escaped.30 So Moab was subdued that day under the hand of Israel. And the land had rest for eighty years. (Dom 3,11)31 After him was Shamgar the son of Anath, who killed 600 of the Philistines with an oxgoad, and he also saved Israel. (Dom 2,16; Dom 5,6; Dom 5,8; 1.Sam 13,19; 1.Sam 13,22)