fra Biblica1Herren lod altså nogle folk blive i landet for at sætte den nye generation af israelitter på prøve, dem, der ikke selv havde været med i krigen mod kana’anæerne.2Det gjorde han, for at de kunne lære at kæmpe og blive erfarne krigere.3De folk, som var tilbage i landet, var: filistrene i deres fem byer, kana’anæerne, sidonierne og hivvitterne i Libanons bjerge fra Ba’al-Hermon til Lebo-Hamat.4Dem ville Herren bruge til at sætte den nye generation af israelitter på prøve for at se, om de ville adlyde de befalinger, han havde givet deres forfædre gennem Moses.5Israelitterne levede altså side om side med kana’anæerne, hittitterne, amoritterne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne,6og de blandede sig med dem ved at lade deres sønner og døtre gifte sig ind i deres familier, og de dyrkede deres guder.
Otniel som befrier
7Israelitterne gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne. De vendte sig fra Herren, deres Gud, og dyrkede i stedet afgudsbilleder af Ba’al og Ashera.8Da blussede Herrens vrede op imod Israel, og han tillod kong Kushan-Rishatajim af Aram-Naharajim[1] at besejre dem, så de var underkastet hans herredømme i otte år.9Men da Israels folk råbte til Herren om hjælp, sendte han en befrier, nemlig Otniel, der var søn af Kalebs yngre bror, Kenaz.10Herrens Ånd kom over ham, og han blev befrier i Israel. Han gik til angreb mod kong Kushan-Rishatajim og besejrede ham ved Herrens hjælp.11De næste 40 år var der fred i landet, indtil Otniel døde.
Ehud som befrier
12Igen gjorde israelitterne, hvad der var ondt i Herrens øjne. Så lod Herren kong Eglon af Moab erobre landet.13Sammen med ammonitterne og amalekitterne besejrede han israelitterne og indtog Palmernes By, Jeriko.14De næste 18 år var israelitterne underkastet kong Eglon.15Men da Israel råbte til Herren om hjælp, sendte han dem en ny befrier: Ehud, Geras søn af Benjamins stamme. Han var venstrehåndet. Engang skulle Ehud lede en delegation, der skulle overbringe den årlige skatteafgift fra israelitterne til kong Eglon af Moab.16Inden han tog hjemmefra, lavede han sig et tveægget sværd, der var en halv meter langt, og spændte det fast ved sin højre side, så det var gemt under hans kappe.17Han afleverede afgiften til kong Eglon, der var en meget tyk mand,18og begav sig derefter på vej hjem sammen med de mænd, som havde hjulpet ham med at transportere pengene.19Men da de nåede til billedstøtterne ved Gilgal, vendte han om og gik tilbage. Ved ankomsten gav han melding om, at han havde et hemmeligt budskab til kongen. „Lad ham komme til mig alene!” befalede kongen, og alle de tilstedeværende gik ud af kongens værelse.20Da Ehud kom ind i det kølige værelse ovenpå, hvor kongen sad alene, sagde han: „Jeg har et budskab til dig fra Gud.” Idet kong Eglon rejste sig fra sin stol,21trak Ehud med venstre hånd sværdet, som sad ved hans højre side, og stak det dybt ind i maven på kongen,22så dybt, at skæftet forsvandt sammen med klingen under fedtlaget. Ehud lod sværdet blive siddende.23Så gik han ud i søjlegangen, lukkede og låste døren til værelset efter sig og gik sin vej.24Da han var gået, kom kongens tjenere og så, at døren var låst. „Han er nok gået på toilettet,” tænkte de.25De ventede længe, men da han ikke åbnede døren til værelset, blev de bekymrede og hentede en nøgle. Da de åbnede døren, fandt de deres herre liggende død på gulvet.26Mens tjenerne stod og ventede, slap Ehud bort forbi stenstøtterne og videre til Seira.27Da han var nået sikkert til Efraims højland, satte han vædderhornet for munden og blæste signalet til krig.28„Følg efter mig!” råbte han. „For Herren vil give jer sejr over vores fjender, moabitterne.” Hæren fulgte ham, og de besatte vadestederne ved Jordanfloden, så moabitterne ikke kunne komme over.29Derefter gik de til angreb og dræbte 10.000 af moabitternes tapre og stærke krigere, ikke en eneste undslap.30Den dag led Moab et sviende nederlag til Israel, hvorefter der var fred i landet de næste 80 år.31Den næste befrier var Shamgar, Anats søn, som engang reddede Israel ved at slå 600 filistre ihjel med en pigstav.
Dommer 3
English Standard Version
fra Crossway1Now these are the nations that the Lord left, to test Israel by them, that is, all in Israel who had not experienced all the wars in Canaan. (Dom 2,21; Dom 3,4)2It was only in order that the generations of the people of Israel might know war, to teach war to those who had not known it before.3These are the nations: the five lords of the Philistines and all the Canaanites and the Sidonians and the Hivites who lived on Mount Lebanon, from Mount Baal-hermon as far as Lebo-hamath. (Josva 13,2)4They were for the testing of Israel, to know whether Israel would obey the commandments of the Lord, which he commanded their fathers by the hand of Moses. (Dom 3,1)5So the people of Israel lived among the Canaanites, the Hittites, the Amorites, the Perizzites, the Hivites, and the Jebusites. (2.Mos 3,8; Salm 106,35)6And their daughters they took to themselves for wives, and their own daughters they gave to their sons, and they served their gods. (2.Mos 34,16; 5.Mos 7,3; Ez 9,12)
Othniel
7And the people of Israel did what was evil in the sight of the Lord. They forgot the Lord their God and served the Baals and the Asheroth. (2.Mos 34,13; Dom 2,11; Dom 6,25)8Therefore the anger of the Lord was kindled against Israel, and he sold them into the hand of Cushan-rishathaim king of Mesopotamia. And the people of Israel served Cushan-rishathaim eight years. (Dom 2,14; Hab 3,7)9But when the people of Israel cried out to the Lord, the Lord raised up a deliverer for the people of Israel, who saved them, Othniel the son of Kenaz, Caleb’s younger brother. (Dom 1,13; Dom 2,16; Dom 3,15; Dom 4,3; Dom 6,7; Dom 10,10; Neh 9,27)10The Spirit of the Lord was upon him, and he judged Israel. He went out to war, and the Lord gave Cushan-rishathaim king of Mesopotamia into his hand. And his hand prevailed over Cushan-rishathaim. (Dom 6,34; Dom 11,29; Dom 13,25; Dom 14,6; Dom 14,19; Dom 15,14)11So the land had rest forty years. Then Othniel the son of Kenaz died. (Josva 11,23; Dom 3,30; Dom 5,31; Dom 8,28)
Ehud
12And the people of Israel again did what was evil in the sight of the Lord, and the Lord strengthened Eglon the king of Moab against Israel, because they had done what was evil in the sight of the Lord. (Dom 2,19; 1.Sam 12,9)13He gathered to himself the Ammonites and the Amalekites, and went and defeated Israel. And they took possession of the city of palms. (5.Mos 34,3; Dom 1,16; Dom 6,33; Salm 83,7)14And the people of Israel served Eglon the king of Moab eighteen years.15Then the people of Israel cried out to the Lord, and the Lord raised up for them a deliverer, Ehud, the son of Gera, the Benjaminite, a left-handed man. The people of Israel sent tribute by him to Eglon the king of Moab. (Dom 3,9; Dom 20,16; 1.Krøn 12,2)16And Ehud made for himself a sword with two edges, a cubit[1] in length, and he bound it on his right thigh under his clothes.17And he presented the tribute to Eglon king of Moab. Now Eglon was a very fat man.18And when Ehud had finished presenting the tribute, he sent away the people who carried the tribute.19But he himself turned back at the idols near Gilgal and said, “I have a secret message for you, O king.” And he commanded, “Silence.” And all his attendants went out from his presence. (Josva 4,20; Dom 3,26)20And Ehud came to him as he was sitting alone in his cool roof chamber. And Ehud said, “I have a message from God for you.” And he arose from his seat. (2.Sam 20,9; Amos 3,15)21And Ehud reached with his left hand, took the sword from his right thigh, and thrust it into his belly.22And the hilt also went in after the blade, and the fat closed over the blade, for he did not pull the sword out of his belly; and the dung came out.23Then Ehud went out into the porch[2] and closed the doors of the roof chamber behind him and locked them. (2.Sam 13,17)24When he had gone, the servants came, and when they saw that the doors of the roof chamber were locked, they thought, “Surely he is relieving himself in the closet of the cool chamber.” (1.Sam 24,3)25And they waited till they were embarrassed. But when he still did not open the doors of the roof chamber, they took the key and opened them, and there lay their lord dead on the floor.26Ehud escaped while they delayed, and he passed beyond the idols and escaped to Seirah. (Dom 3,19)27When he arrived, he sounded the trumpet in the hill country of Ephraim. Then the people of Israel went down with him from the hill country, and he was their leader. (Josva 24,33; Dom 6,34; 1.Sam 13,3)28And he said to them, “Follow after me, for the Lord has given your enemies the Moabites into your hand.” So they went down after him and seized the fords of the Jordan against the Moabites and did not allow anyone to pass over. (Josva 2,7; Dom 4,7; Dom 4,14; Dom 7,9; Dom 7,15; Dom 7,24; Dom 12,5; 1.Sam 17,47; 1.Kong 22,12; 1.Kong 22,15; 2.Krøn 16,8)29And they killed at that time about 10,000 of the Moabites, all strong, able-bodied men; not a man escaped.30So Moab was subdued that day under the hand of Israel. And the land had rest for eighty years. (Dom 3,11)