1I byen Ikonion gik det på samme måde. Paulus og Barnabas gik hen i synagogen og talte med en sådan gennemslagskraft, at mange af tilhørerne kom til tro, både jøder og grækere.2Men de jøder, der ikke ville lade sig overbevise, gik i gang med at vække misstemning og uvilje mod Paulus og Barnabas hos den græske befolkning.3Det afholdt dog ikke de to apostle fra at blive i længere tid på stedet og frimodigt fortsætte deres forkyndelse. Og Herren bekræftede budskabet ved at give dem kraft til at udføre store undergerninger.4Byen delte sig i to lejre. Nogle holdt med de jødiske ledere, andre holdt med apostlene.5En gruppe ledere blandt jøderne og grækerne fik samlet nogle folk, der skulle mishandle og stene Paulus og Barnabas.6Da de to apostle blev klar over det, skyndte de sig bort til området omkring Lystra og Derbe, to byer i provinsen Lykaonien.7Der vandrede de nu omkring og forkyndte det glædelige budskab.
En lam mand helbredes i Lystra
8-9Imens Paulus talte i Lystra, var der blandt tilhørerne en mand, der havde været lam fra fødslen. Han havde aldrig kunnet stå eller gå. Han lyttede meget opmærksomt til, hvad Paulus sagde. Paulus kiggede nøje på ham og forstod, at manden havde tro til at blive helbredt.[1]10Derfor sagde han til ham med høj røst: „Rejs dig og stå på dine ben!” Straks sprang manden op og begyndte at gå omkring.11Da folkemængden så, hvad Paulus havde gjort, råbte de på deres eget lokale sprog: „Guderne er kommet ned til os i menneskeskikkelse.”12De mente, at Barnabas var den græske gud Zeus, og at Paulus var Hermes, fordi det var ham, der førte ordet.13Præsten ved Zeustemplet, som lå uden for byen, kom med nogle tyre draperet med blomsterkranse. Han gjorde sig klar til at ofre tyrene til deres ære på den offentlige plads ved byporten under deltagelse af en stor folkemængde.14Da det gik op for Barnabas og Paulus, hvad der var ved at ske, blev de forfærdede. De rev en flænge i deres kjortler og sprang ind blandt folkemængden,15mens de råbte: „Hvad er det dog, I gør? Lad være med det! Vi er ikke guder! Vi er ganske almindelige mennesker som I selv. Vi er her for at fortælle jer, at I skal vende om fra det nytteløse afguderi og komme til den levende Gud, som har skabt himlen og jorden og havet og alt, hvad der findes.16Han har indtil nu ladet de forskellige folkeslag passe sig selv,17men der har altid været nogle ting, der har vidnet om hans godhed mod alle mennesker: Han har sendt regnen fra himlen og givet vækst til jeres afgrøder, så I har kunnet glæde jer over at have mad at spise.”18Selv efter den forklaring var det kun med nød og næppe, at de to apostle fik folkeskaren til at lade være med at ofre til dem.19Senere kom nogle jøder fra Antiokia og Ikonion til Lystra, og de fik befolkningen over på deres side. De stenede Paulus, og derefter slæbte de ham uden for byen, for de var overbevist om, at han var død.
Paulus og Barnabas vender tilbage til Antiokia
20Men da disciplene slog kreds om ham, rejste han sig op og gik tilbage til byen. Den næste dag tog Barnabas og Paulus videre til Derbe,21hvor de forkyndte budskabet om Jesus og vandt mange disciple. Derefter begyndte de på hjemturen og lagde vejen om ad Lystra, Ikonion og Antiokia i Pisidien.22De tilbragte nogen tid hvert sted sammen med disciplene og opmuntrede dem til at holde fast ved troen, selv om de blev forfulgt: „Vi skal gennem mange trængsler, før vi når frem til det kommende Guds rige!” sagde de.23I hver af menighederne indsatte[2] apostlene et lederteam under bøn og faste, og de overgav så lederne og menigheden i den Herres varetægt, som de var kommet til tro på. (2.Kor 8,19)24Derpå rejste de videre ned gennem Pisidien til Pamfylien.25De forkyndte ordet i Perge og tog så videre ned til havnebyen Attalia.26Derfra sejlede de til Antiokia, hvor deres rejse var begyndt, og hvorfra de var blevet udsendt med Guds velsignelse til det arbejde, som de nu havde fuldført.27Efter hjemkomsten kaldte de menigheden sammen og aflagde rapport om, hvad Gud havde udrettet gennem dem, og om, hvordan Gud også havde givet de ikke-jødiske folkeslag adgang til troen på Jesus.28Derefter blev de et godt stykke tid hos disciplene i Antiokia.
1Now at Iconium they entered together into the Jewish synagogue and spoke in such a way that a great number of both Jews and Greeks believed. (Ap G 13,5)2But the unbelieving Jews stirred up the Gentiles and poisoned their minds against the brothers.[1] (Joh 3,36; Joh 21,23; Ap G 13,50; Ap G 19,9; Rom 15,31)3So they remained for a long time, speaking boldly for the Lord, who bore witness to the word of his grace, granting signs and wonders to be done by their hands. (Mark 16,20; Ap G 4,29; Ap G 15,8; Ap G 20,32; Heb 2,4)4But the people of the city were divided; some sided with the Jews and some with the apostles. (Ap G 17,4; Ap G 19,9; Ap G 23,7; Ap G 28,24)5When an attempt was made by both Gentiles and Jews, with their rulers, to mistreat them and to stone them, (Ap G 14,19; 2.Kor 12,10; 1.Thess 2,2)6they learned of it and fled to Lystra and Derbe, cities of Lycaonia, and to the surrounding country, (Matt 10,23; 2.Tim 3,11)7and there they continued to preach the gospel.
24Then they passed through Pisidia and came to Pamphylia.25And when they had spoken the word in Perga, they went down to Attalia,26and from there they sailed to Antioch, where they had been commended to the grace of God for the work that they had fulfilled. (Ap G 13,3; Ap G 15,40)27And when they arrived and gathered the church together, they declared all that God had done with them, and how he had opened a door of faith to the Gentiles. (Hos 2,15; Ap G 11,18; Ap G 15,3; Ap G 15,4; Ap G 15,12; Ap G 21,19; 1.Kor 16,9; 2.Kor 2,12; Kol 4,3; Åb 3,8)28And they remained no little time with the disciples.