1Herren sendte så profeten Natan til David, og Natan fortalte ham følgende historie: „Der var to mænd, som boede i samme by.2Den ene var rig og havde masser af køer, får og geder.3Den anden var fattig. Han ejede kun et eneste lille lam, som det var lykkedes ham at købe. Han elskede det lam, som han elskede sine børn. Han lod det spise af sin egen tallerken, drikke af sit eget krus, og han sad med det på skødet, som var det hans egen datter.4En dag fik den rige mand besøg, men han nænnede ikke at slagte et af sine egne dyr for at beværte gæsten. I stedet tog han den fattige mands lam, slagtede det og serverede det for sin gæst.”5-6Det blev David rasende over at høre: „Jeg sværger ved den levende Gud, at den mand, som har gjort det, skal betale fire lam i erstatning. Ja, sådan en hjerteløs person fortjener at dø!”7„Det er dig, der er den rige mand!” sagde Natan. „Hør, hvad Herren, Israels Gud, siger til dig: ‚Jeg udvalgte dig til at blive Israels konge og reddede dig fra Sauls angreb.8Jeg gav dig hans rige og hans koner og gjorde dig til konge over både Nordriget og Juda, og hvis det var for lidt for dig, havde jeg gerne givet dig meget, meget mere.9Hvorfor gør du oprør imod, hvad jeg har sagt, og handler så ondt? Du har stjålet Urias’ kone, og du har fået ham dræbt for at dække over din synd.10Du har vist foragt for mig ved din skændige opførsel, og derfor vil der blive splid i din egen familie.11Hør efter, hvad jeg nu siger: En af dine nærmeste vil gøre oprør imod dig. Han vil tage dine koner for øjnene af dig og forlyste sig med dem ved højlys dag.12Du handlede i det skjulte. Men det her vil ske ved højlys dag og for øjnene af hele Israels folk!’ ”
David erkender sin skyld og får sin straf
13Da gik David til bekendelse: „Jeg har syndet imod Herren!” Natan svarede: „Så har Herren også tilgivet dig, og du skal slippe for at dø for din synd!14Men det nyfødte barn, som er resultatet af din synd, skal dø, for du har bragt skam over Herrens navn.”15Derefter gik Natan hjem. Kort efter ramte Herren det barn, som Batsheba havde født, med sygdom.16Da gik David i forbøn for barnet. Han nægtede at spise på grund af sorg, og selv om natten blev han liggende udstrakt på gulvet i bøn.17Hans rådgivere forsøgte forgæves at få ham til at rejse sig og tage føde til sig.18På den syvende dag døde drengen, men Davids tjenere turde ikke fortælle ham den sørgelige nyhed, for de tænkte: „Han var helt knust før! Hvis vi nu kommer og fortæller ham, at drengen er død, kunne han gå helt amok!”19Da David så dem stå og hviske sammen, gik sandheden op for ham. „Er drengen død?” spurgte han. „Ja, han er,” svarede de.20Så rejste David sig op fra gulvet, gik i bad, gned sig med en vellugtende olie og tog rent tøj på. Derefter gik han ind i Herrens hus for at tilbede, hvorefter han vendte tilbage til paladset og bad om at få noget mad sat frem.21Hans tjenere var forbløffede over hans reaktion. „Forstår man nu det?” udbrød de. „Mens drengen endnu var i live, græd du og nægtede at spise, men så snart han er død, holder du op med at sørge og begynder at spise igen!”22David svarede: „Jeg fastede og græd, så længe drengen var i live, for jeg tænkte, at Herren måske ville vise mig nåde og lade ham leve.23Men nu, hvor han er død, er der ingen grund til at faste mere. Kan jeg måske bringe ham tilbage til livet? Jeg kan følge ham i døden, men han kan ikke komme tilbage til mig!”24David trøstede sin kone Batsheba, så godt han kunne, og hun blev igen gravid og fødte endnu en søn, som hun gav navnet Salomon. Herren elskede den dreng,25og gennem profeten Natan sendte han bud om, at drengen skulle kaldes „Herrens elskede”.
David fuldfører erobringen af ammonitternes byer
26-27I mellemtiden var det lykkedes Joab og Israels hær at indtage ammonitternes hovedstad Rabba, og Joab sendte følgende sejrsbudskab hjem til David: „Vi er gået ind i Rabba og kontrollerer byens vandforsyning.28Før nu resten af hæren hertil, så du selv kan sætte kronen på værket og få æren for sejren i stedet for mig.”29Så førte David resten af hæren til Rabba og fuldførte indtagelsen af byen.30Han fjernede kronen fra ammonitterkongens[1] hoved og satte den på sit eget. Den vejede over 30 kg og var lavet af guld med ædelsten på. Desuden tog han et stort krigsbytte. (1.Kong 11,5; 1.Kong 11,7)31Byens befolkning tog han som krigsfanger og satte nogle af dem til at arbejde med save, hakker og økser, mens andre kom til at arbejde i teglværkerne. På samme måde gik det indbyggerne fra de øvrige byer i ammonitternes land. Derefter vendte David og hæren tilbage til Jerusalem.
1And the Lord sent Nathan to David. He came to him and said to him, “There were two men in a certain city, the one rich and the other poor. (Dom 9,8; 2.Sam 7,2; 2.Sam 7,4; 2.Sam 7,17; 2.Sam 12,7; 2.Sam 12,13; 2.Sam 12,15; 2.Sam 12,25; 2.Sam 14,5; 1.Kong 1,10; 1.Kong 1,22; 1.Kong 1,34; 1.Kong 4,5; 1.Kong 20,35; 1.Krøn 29,29; 2.Krøn 9,29)2The rich man had very many flocks and herds,3but the poor man had nothing but one little ewe lamb, which he had bought. And he brought it up, and it grew up with him and with his children. It used to eat of his morsel and drink from his cup and lie in his arms,[1] and it was like a daughter to him.4Now there came a traveler to the rich man, and he was unwilling to take one of his own flock or herd to prepare for the guest who had come to him, but he took the poor man’s lamb and prepared it for the man who had come to him.”5Then David’s anger was greatly kindled against the man, and he said to Nathan, “As the Lord lives, the man who has done this deserves to die, (Ruth 3,13)6and he shall restore the lamb fourfold, because he did this thing, and because he had no pity.” (2.Mos 22,1; Luk 19,8)7Nathan said to David, “You are the man! Thus says the Lord, the God of Israel, ‘I anointed you king over Israel, and I delivered you out of the hand of Saul. (1.Sam 16,13)8And I gave you your master’s house and your master’s wives into your arms and gave you the house of Israel and of Judah. And if this were too little, I would add to you as much more.9Why have you despised the word of the Lord, to do what is evil in his sight? You have struck down Uriah the Hittite with the sword and have taken his wife to be your wife and have killed him with the sword of the Ammonites. (4.Mos 15,31; 1.Sam 15,19; 2.Sam 11,15; 2.Sam 11,17; 2.Sam 11,27)10Now therefore the sword shall never depart from your house, because you have despised me and have taken the wife of Uriah the Hittite to be your wife.’11Thus says the Lord, ‘Behold, I will raise up evil against you out of your own house. And I will take your wives before your eyes and give them to your neighbor, and he shall lie with your wives in the sight of this sun.12For you did it secretly, but I will do this thing before all Israel and before the sun.’” (2.Sam 16,22)13David said to Nathan, “I have sinned against the Lord.” And Nathan said to David, “The Lord also has put away your sin; you shall not die. (1.Sam 15,24; 2.Sam 24,10; Salm 32,1; Salm 32,5; Salm 51,4; Mika 7,18; Zak 3,4)14Nevertheless, because by this deed you have utterly scorned the Lord,[2] the child who is born to you shall die.” (Es 52,5; Ez 36,20; Ez 36,23; Rom 2,24)
David’s Child Dies
15Then Nathan went to his house. And the Lord afflicted the child that Uriah’s wife bore to David, and he became sick.16David therefore sought God on behalf of the child. And David fasted and went in and lay all night on the ground. (2.Sam 13,31; 1.Kong 21,27)17And the elders of his house stood beside him, to raise him from the ground, but he would not, nor did he eat food with them.18On the seventh day the child died. And the servants of David were afraid to tell him that the child was dead, for they said, “Behold, while the child was yet alive, we spoke to him, and he did not listen to us. How then can we say to him the child is dead? He may do himself some harm.”19But when David saw that his servants were whispering together, David understood that the child was dead. And David said to his servants, “Is the child dead?” They said, “He is dead.”20Then David arose from the earth and washed and anointed himself and changed his clothes. And he went into the house of the Lord and worshiped. He then went to his own house. And when he asked, they set food before him, and he ate. (Ruth 3,3; Job 1,20)21Then his servants said to him, “What is this thing that you have done? You fasted and wept for the child while he was alive; but when the child died, you arose and ate food.”22He said, “While the child was still alive, I fasted and wept, for I said, ‘Who knows whether the Lord will be gracious to me, that the child may live?’ (Jonas 3,9)23But now he is dead. Why should I fast? Can I bring him back again? I shall go to him, but he will not return to me.” (Job 7,8)
Solomon’s Birth
24Then David comforted his wife, Bathsheba, and went in to her and lay with her, and she bore a son, and he called his name Solomon. And the Lord loved him (1.Krøn 22,9; Matt 1,6)25and sent a message by Nathan the prophet. So he called his name Jedidiah,[3] because of the Lord.
Rabbah Is Captured
26Now Joab fought against Rabbah of the Ammonites and took the royal city. (5.Mos 3,11; 2.Sam 11,1; 1.Krøn 20,1)27And Joab sent messengers to David and said, “I have fought against Rabbah; moreover, I have taken the city of waters.28Now then gather the rest of the people together and encamp against the city and take it, lest I take the city and it be called by my name.”29So David gathered all the people together and went to Rabbah and fought against it and took it.30And he took the crown of their king from his head. The weight of it was a talent[4] of gold, and in it was a precious stone, and it was placed on David’s head. And he brought out the spoil of the city, a very great amount.31And he brought out the people who were in it and set them to labor with saws and iron picks and iron axes and made them toil at[5] the brick kilns. And thus he did to all the cities of the Ammonites. Then David and all the people returned to Jerusalem.