1Da sagde Herren til Moses: „Gå igen til Farao og stil dit krav! Jeg har gjort ham og hans rådgivere stædige, så jeg fortsat kan vise min magt på dem og udføre mirakuløse tegn iblandt dem.2Hvilke fantastiske beretninger dine børn og børnebørn skal få at høre om alle de undere, jeg gjorde i Egypten for at vise, at jeg er Herren.”3Så gik Moses og Aron igen til Farao og sagde: „Herren, hebræernes Gud, spørger dig nu: Hvor længe vil du nægte at adlyde mig? Lad mit folk rejse for at tilbede mig.4Hvis du stadig modsætter dig, vil jeg i morgen lade græshoppesværme invadere dit land.5Græshopperne vil fuldstændig dække jorden og fortære den smule, som er tilbage efter haglvejret, så der intet grønt bliver tilbage hverken på træer eller marker.6De vil fylde dit palads, dine hoffolks boliger og hvert eneste hus i Egypten. Aldrig tidligere i historien har en sådan katastrofe ramt dette land. Ingen af dine forfædre har nogensinde set noget lignende.” Derefter drejede Moses om på hælen og forlod Farao.7Nu henvendte hoffolkene sig til Farao i protest. „Hvor længe vil du lade de her katastrofer fortsætte?” klagede de. „Lad dog de mennesker rejse, så de kan tilbede deres Gud! Kan du ikke se, at hele Egypten ellers går til grunde?”8Så blev Moses og Aron hentet tilbage til Farao. „Så tag da af sted og dyrk jeres Gud,” sagde Farao. „Men sig mig lige, hvem er det nu, der skal rejse?”9„Alle som en,” svarede Moses. „Vi tager børn og gamle med, alle vores sønner og døtre og alle vores husdyr. Vi tager det hele med os. Alle skal deltage i denne højtid for Herren.”10„Ikke på vilkår!” råbte Farao. „Hvis I prøver at slippe væk med jeres kvinder og børn, så får I sandelig brug for jeres Guds hjælp! Jeg kan godt se, hvad I er ude på!11Nej, kun mændene må rejse af sted for at tilbede Jahve—det var jo det I bad om!” Så blev Moses og Aron smidt ud af paladset.12Derefter sagde Herren til Moses: „Ræk din hånd ud over Egypten, så græshopperne kan invadere landet. Lad dem æde alt, hvad der blev levnet efter haglvejret.”13Moses rakte nu sin stav ud, og Herren lod en østenvind blæse hele den dag og den følgende nat. Da det blev morgen, havde østenvinden bragt græshopperne til landet.14Enorme sværme af græshopper dækkede hele landet. Aldrig havde der været så mange græshopper i Egyptens historie. Og aldrig igen skal noget lignende ske.15Græshopperne dækkede jordens overflade, så den blev helt sort, og de åd alle planter og frugter, der var tilbage efter haglvejret. De efterlod ikke noget grønt overhovedet—ikke et træ, ikke en plante var tilbage i hele Egypten.16Farao fik hurtigt fat i Moses og Aron. „Jeg har syndet imod Herren, jeres Gud, og imod jer!” sagde han.17„Tilgiv mig bare denne ene gang og bed jeres Gud om at tage den her dødbringende plage fra mig.”18Moses forlod derefter Farao og bad til Herren.19Da sendte Herren en storm fra vest, som blæste græshopperne ud i Det Røde Hav.[1] Ikke en eneste græshoppe blev tilbage i hele Egypten.20Men Herren lod Farao blive stædig igen, så han alligevel ikke ville lade israelitterne rejse.
Niende katastrofe: Mørke
21Herren sagde nu til Moses: „Løft dine hænder imod himlen, og et dybt og forfærdeligt mørke vil sænke sig over Egypten—et mørke så tykt, at man kan føle det.”22Moses rakte hånden op mod himlen, og et tykt mørke sænkede sig over landet i tre dage.23Folk kunne ikke se hinanden, så de rørte sig ikke ud af stedet i tre dage, men overalt hvor israelitterne boede var der lyst.24Da sendte Farao bud efter Moses. „Rejs og tilbed Herren,” sagde han. „Men efterlad jeres husdyr her. Jeres kvinder og børn kan I tage med.”25„Har du tænkt dig at give os de dyr, vi skal bruge som slagtofre og brændofre til Herren, vores Gud?26Nej, vel! Derfor er vi nødt til at have vores dyr med. Vi ved jo heller ikke, hvilke ofre Herren ønsker, før vi når frem til stedet, så vi må tage det hele med.”27Herren gjorde igen Farao stædig, så han nægtede at lade dem rejse.28Han råbte efter Moses: „Forsvind herfra, og lad mig aldrig mere se dig for mine øjne! Hvis du viser dig igen, slår jeg dig ihjel!”29„Godt,” svarede Moses. „Du skal aldrig mere se mig.”
1Then the Lord said to Moses, “Go in to Pharaoh, for I have hardened his heart and the heart of his servants, that I may show these signs of mine among them,2and that you may tell in the hearing of your son and of your grandson how I have dealt harshly with the Egyptians and what signs I have done among them, that you may know that I am the Lord.” (2.Mos 7,17; 2.Mos 13,8; 2.Mos 13,14; 5.Mos 4,9; 5.Mos 6,20; Salm 78,5; Joel 1,3)3So Moses and Aaron went in to Pharaoh and said to him, “Thus says the Lord, the God of the Hebrews, ‘How long will you refuse to humble yourself before me? Let my people go, that they may serve me. (1.Kong 21,29)4For if you refuse to let my people go, behold, tomorrow I will bring locusts into your country, (3.Mos 11,22; Ord 30,27; Joel 1,4; Joel 2,25; Åb 9,3)5and they shall cover the face of the land, so that no one can see the land. And they shall eat what is left to you after the hail, and they shall eat every tree of yours that grows in the field, (2.Mos 9,32)6and they shall fill your houses and the houses of all your servants and of all the Egyptians, as neither your fathers nor your grandfathers have seen, from the day they came on earth to this day.’” Then he turned and went out from Pharaoh. (2.Mos 8,3; 2.Mos 8,21; Joel 2,9)7Then Pharaoh’s servants said to him, “How long shall this man be a snare to us? Let the men go, that they may serve the Lord their God. Do you not yet understand that Egypt is ruined?”8So Moses and Aaron were brought back to Pharaoh. And he said to them, “Go, serve the Lord your God. But which ones are to go?” (2.Mos 10,24)9Moses said, “We will go with our young and our old. We will go with our sons and daughters and with our flocks and herds, for we must hold a feast to the Lord.” (2.Mos 3,18; 2.Mos 5,1)10But he said to them, “The Lord be with you, if ever I let you and your little ones go! Look, you have some evil purpose in mind.[1] (2.Mos 10,24)11No! Go, the men among you, and serve the Lord, for that is what you are asking.” And they were driven out from Pharaoh’s presence.12Then the Lord said to Moses, “Stretch out your hand over the land of Egypt for the locusts, so that they may come upon the land of Egypt and eat every plant in the land, all that the hail has left.” (2.Mos 7,19; 2.Mos 10,4)13So Moses stretched out his staff over the land of Egypt, and the Lord brought an east wind upon the land all that day and all that night. When it was morning, the east wind had brought the locusts.14The locusts came up over all the land of Egypt and settled on the whole country of Egypt, such a dense swarm of locusts as had never been before, nor ever will be again. (Salm 78,46; Salm 105,34; Joel 2,2)15They covered the face of the whole land, so that the land was darkened, and they ate all the plants in the land and all the fruit of the trees that the hail had left. Not a green thing remained, neither tree nor plant of the field, through all the land of Egypt. (Salm 105,35)16Then Pharaoh hastily called Moses and Aaron and said, “I have sinned against the Lord your God, and against you. (2.Mos 9,27)17Now therefore, forgive my sin, please, only this once, and plead with the Lord your God only to remove this death from me.” (2.Mos 8,8)18So he went out from Pharaoh and pleaded with the Lord. (2.Mos 8,30; 2.Mos 9,33)19And the Lord turned the wind into a very strong west wind, which lifted the locusts and drove them into the Red Sea. Not a single locust was left in all the country of Egypt. (Joel 2,20)20But the Lord hardened Pharaoh’s heart, and he did not let the people of Israel go. (2.Mos 4,21)
The Ninth Plague: Darkness
21Then the Lord said to Moses, “Stretch out your hand toward heaven, that there may be darkness over the land of Egypt, a darkness to be felt.” (2.Mos 10,12; Salm 105,28)22So Moses stretched out his hand toward heaven, and there was pitch darkness in all the land of Egypt three days.23They did not see one another, nor did anyone rise from his place for three days, but all the people of Israel had light where they lived. (2.Mos 8,22; 2.Mos 9,4; 2.Mos 9,6)24Then Pharaoh called Moses and said, “Go, serve the Lord; your little ones also may go with you; only let your flocks and your herds remain behind.” (2.Mos 10,8; 2.Mos 10,10)25But Moses said, “You must also let us have sacrifices and burnt offerings, that we may sacrifice to the Lord our God.26Our livestock also must go with us; not a hoof shall be left behind, for we must take of them to serve the Lord our God, and we do not know with what we must serve the Lord until we arrive there.”27But the Lord hardened Pharaoh’s heart, and he would not let them go. (2.Mos 10,20)28Then Pharaoh said to him, “Get away from me; take care never to see my face again, for on the day you see my face you shall die.”29Moses said, “As you say! I will not see your face again.” (Heb 11,27)