1. Mosebog 31

Bibelen på hverdagsdansk

fra Biblica
1 Men efterhånden blev Jakob klar over, at Labans sønner var ved at blive utilfredse. „Jakob har snydt os,” knurrede de. „Han er blevet rig på vores fars bekostning.”2 Han bemærkede også, at Labans holdning over for ham ikke var som før.3 Da sagde Herren til Jakob: „Vend tilbage til dit fædreland og din familie. Jeg vil være med dig.”4 Jakob sendte så bud til Rakel og Lea om, at de skulle komme ud på marken, hvor han passede hjorden, så han kunne diskutere sagen med dem.5 „Jeg kan mærke på jeres far, at han har ændret holdning over for mig,” begyndte han. „Men mine fædres Gud har velsignet mig.6 I ved, hvor hårdt jeg har arbejdet for jeres far,7 men han har narret mig, brudt vores aftale og ændret min løn mindst ti gange. Alligevel har Gud bevaret mig, så jeres far ikke har kunnet gøre mig noget ondt.8 Når Laban lovede mig de brogede dyr, fødte hjorden broget afkom, og når han ændrede mening og lovede mig de stribede dyr, så blev lammene stribede.9 På den måde gjorde Gud mig rig på hans bekostning.”10 „I parringstiden havde jeg en drøm,” fortsatte Jakob. „I drømmen så jeg, at alle bukkene, der parrede sig med gederne, var stribede, plettede eller brogede.11 Da kaldte Guds engel på mig i drømmen. ‚Jakob!’ sagde han. ‚Ja,’ svarede jeg.12 Så sagde englen: ‚Læg mærke til, at det kun er de stribede, plettede og brogede bukke, der parrer sig med gederne i din hjord. Jeg har nemlig set, hvordan Laban har behandlet dig.13 Jeg er den Gud, du mødte ved Betel—det sted, hvor du salvede mindestenen med olivenolie og aflagde løftet om at tjene mig. Gør dig klar til at forlade dette sted og vende tilbage til det land, du kom fra.’ ”14 Rakel og Lea svarede: „Ja, hvorfor ikke? Har vi måske nogen fremtid her? Far vil næppe lade os arve noget.15 Han har behandlet os som fremmede kvinder, fordi han solgte os og selv brugte de penge, han fik for os.16 Al den rigdom, som Gud har taget fra far og givet dig, tilhører faktisk os og vores børn. Gør du kun, som Gud har sagt, du skal gøre.”17-21 Så mens Laban var væk hjemmefra nogle dage for at klippe sine får, satte Jakob sine børn og sine koner op på kamelerne og drog af sted. Han drev hjorden—alt det småkvæg, han havde samlet sig i Paddan-Aram—foran sig og begyndte tilbagerejsen til Kana’ans land, hvor hans far, Isak, boede. Han drog af sted med alt, hvad han ejede, uden at Laban vidste noget om det, og satte over Eufratfloden på vej mod bjergområdet ved Gilead. Rakel tog endog sin fars husguder med sig!22 Først to dage senere[1] fik Laban at vide, at Jakob var flygtet.23 Han satte straks efter ham med nogle af sine mænd og indhentede ham efter syv dage i Gileads bjerge.24 Om natten viste Gud sig i en drøm for aramæeren Laban og advarede ham: „Pas på, at du ikke siger så meget som ét ondt ord til Jakob!”25 Jakob havde slået lejr i Gileads bjerge. Laban slog lejr i nærheden og opsøgte Jakob.26 „Hvad ligner det at snige sig af sted på den måde?” begyndte Laban. „Mig har du narret, og mine døtre har du bortført, som om de var krigsfanger!27 Du gav mig ingen chance for at holde et ordentligt afskedsgilde med sang og musik, og hvad dertil hører.28 Du gav mig ikke lov til at kysse mine døtre og børnebørn farvel. Du har opført dig rigtig tarveligt!29 Jeg kunne med lethed gøre det af med dig, men sidste nat viste din fars Gud sig for mig og sagde: ‚Pas på, hvad du siger til Jakob!’30 Jeg kan godt forstå, at du har hjemve og længes efter at tage tilbage til din familie. Men var det virkelig nødvendigt at stjæle mine husguder?”31 „Jeg indrømmer, at jeg skyndte mig af sted,” svarede Jakob. „Jeg var bange for, at du ville tage dine døtre fra mig.32 Hvad dine husguder angår, så skal den, som har taget dem, dø! Hvis du finder noget her, som tilhører dig, vil jeg omgående give dig det tilbage. Det skal disse mænd være vidner på!” Jakob vidste nemlig ikke, at Rakel havde stjålet husguderne.33 Laban begyndte eftersøgningen i Jakobs telt. Så fortsatte han i Leas og i de to tjenestepigers telte—uden at finde noget. Til sidst kom han til Rakels telt.34 Rakel havde taget husguderne og gemt dem i sin kamelsadel og sad nu oven på dem i sit telt. Derfor fandt Laban dem ikke, skønt han gennemsøgte teltet grundigt.35 Rakel havde sagt til ham: „Undskyld mig, far, at jeg ikke rejser mig for dig, men jeg har min menstruation.” Laban fandt altså ikke sine husguder.36 Så blev Jakob vred og konfronterede Laban. „Hvad fandt du så?” spurgte han.37 „Hvorfor beskylder du mig for at have stjålet fra dig? Hvad har jeg begået, siden du jager mig, som om jeg var en forbryder? Nu da du har ledt overalt i min lejr, hvad har du så fundet, som tilhører dig? Læg det kun frem, så alle kan se, hvem af os, der har ret. Lad vores folk dømme os to imellem.”38 Så fortsatte han: „I 20 år har jeg været hos dig og taget mig af dine får og geder, så de har fået levedygtigt afkom. I al den tid har jeg aldrig taget en eneste af dine væddere.39 Og hvis nogle af dine får blev angrebet eller dræbt af rovdyr, kom jeg ikke bare og fortalte dig det. Nej, jeg tog selv tabet på mig og erstattede det. Du krævede endog erstatning for dyr, der blev stjålet—hvad enten det var min fejl eller ej.40 Jeg arbejdede samvittighedsfuldt for dig i dagens hede og udholdt nattens kulde, og ofte fik jeg ikke lukket et øje.41 I 20 lange år arbejdede jeg for dig—de 14 for at betale for dine to døtre, og de seks for at erhverve mig en hjord. Ti gange ændrede du mening for at snyde mig for min løn.42 Hvis ikke min farfar Abrahams og min far Isaks vældige Gud havde været med mig, ville du såmænd have sendt mig af sted med tomme hænder! Men Gud har bemærket din ondskab og mit ærlige arbejde—og i nat advarede han dig.”43 Laban svarede Jakob: „Dine to koner er mine døtre, deres børn er mine børnebørn, og hjorden har du fra mig. Alt, hvad du har, har du fået af mig. Men hvad kan jeg gøre imod mine egne døtre og børnebørn?44 Lad os slutte en fredspagt og bevidne det med en stenhøj.”45 Så tog Jakob en sten og rejste den som et monument,46 og han befalede sine mænd at samle flere sten og bygge en stenhøj. Derefter spiste de sammen ved stenhøjen.47-48 Laban kaldte højen Jegar-Sahaduta,[2] Jakob kaldte den Galed.[3] „Den skal være et vidne imellem os, hvis en af os overskrider denne grænse,” sagde Laban.49 „Den skal også kaldes Mitzpa,[4] for herefter skal Herren selv holde øje med os.50 Selvom ingen andre ser det, hvis du behandler mine døtre dårligt eller tager andre koner, så ser Gud det!”51-52 Laban fortsatte: „Denne stenhøj skal stå imellem os som et vidne om vores gensidige løfte: At vi ikke vil overskride denne grænse med onde hensigter.53 Må vores forfædres Gud—din farfar Abrahams og min farfar Nakors Gud—straffe den af os, som bryder pagten.” Så svor Jakob ved sin far Isaks mægtige Gud, at han ville overholde pagten,54 hvorefter han ofrede til Gud og indbød sine mænd til et festmåltid. Efter måltidet overnattede de der i bjergene.

1. Mosebog 31

English Standard Version

fra Crossway
1 Now Jacob heard that the sons of Laban were saying, “Jacob has taken all that was our father’s, and from what was our father’s he has gained all this wealth.”2 And Jacob saw that Laban did not regard him with favor as before. (1.Mos 4,5)3 Then the Lord said to Jacob, “Return to the land of your fathers and to your kindred, and I will be with you.” (1.Mos 28,15; 1.Mos 31,13; 1.Mos 32,9)4 So Jacob sent and called Rachel and Leah into the field where his flock was5 and said to them, “I see that your father does not regard me with favor as he did before. But the God of my father has been with me. (1.Mos 31,2; 1.Mos 31,3)6 You know that I have served your father with all my strength, (1.Mos 30,29; 1.Mos 31,38)7 yet your father has cheated me and changed my wages ten times. But God did not permit him to harm me. (1.Mos 31,41; 4.Mos 14,22; Neh 4,12; Job 19,3; Zak 8,23)8 If he said, ‘The spotted shall be your wages,’ then all the flock bore spotted; and if he said, ‘The striped shall be your wages,’ then all the flock bore striped. (1.Mos 30,32)9 Thus God has taken away the livestock of your father and given them to me. (1.Mos 31,1)10 In the breeding season of the flock I lifted up my eyes and saw in a dream that the goats that mated with the flock were striped, spotted, and mottled.11 Then the angel of God said to me in the dream, ‘Jacob,’ and I said, ‘Here I am!’12 And he said, ‘Lift up your eyes and see, all the goats that mate with the flock are striped, spotted, and mottled, for I have seen all that Laban is doing to you. (2.Mos 3,7)13 I am the God of Bethel, where you anointed a pillar and made a vow to me. Now arise, go out from this land and return to the land of your kindred.’” (1.Mos 28,18; 1.Mos 31,3; 1.Mos 32,9)14 Then Rachel and Leah answered and said to him, “Is there any portion or inheritance left to us in our father’s house? (2.Sam 20,1; 1.Kong 12,16)15 Are we not regarded by him as foreigners? For he has sold us, and he has indeed devoured our money. (1.Mos 29,15; 1.Mos 29,27; 1.Mos 30,26)16 All the wealth that God has taken away from our father belongs to us and to our children. Now then, whatever God has said to you, do.”17 So Jacob arose and set his sons and his wives on camels.18 He drove away all his livestock, all his property that he had gained, the livestock in his possession that he had acquired in Paddan-aram, to go to the land of Canaan to his father Isaac. (1.Mos 25,20; 1.Mos 28,2; 1.Mos 28,6)19 Laban had gone to shear his sheep, and Rachel stole her father’s household gods. (1.Mos 31,30; 1.Mos 31,34; Dom 17,5; 1.Sam 15,23; 1.Sam 19,13; Ez 21,21; Hos 3,4; Zak 10,2)20 And Jacob tricked[1] Laban the Aramean, by not telling him that he intended to flee.21 He fled with all that he had and arose and crossed the Euphrates,[2] and set his face toward the hill country of Gilead. (2.Mos 23,31; 2.Kong 12,17; Salm 72,8; Luk 9,51)22 When it was told Laban on the third day that Jacob had fled,23 he took his kinsmen with him and pursued him for seven days and followed close after him into the hill country of Gilead.24 But God came to Laban the Aramean in a dream by night and said to him, “Be careful not to say anything to Jacob, either good or bad.” (1.Mos 20,3; 1.Mos 24,50; 4.Mos 24,13; 2.Sam 13,22)25 And Laban overtook Jacob. Now Jacob had pitched his tent in the hill country, and Laban with his kinsmen pitched tents in the hill country of Gilead.26 And Laban said to Jacob, “What have you done, that you have tricked me and driven away my daughters like captives of the sword? (1.Mos 31,20)27 Why did you flee secretly and trick me, and did not tell me, so that I might have sent you away with mirth and songs, with tambourine and lyre? (1.Mos 31,26)28 And why did you not permit me to kiss my sons and my daughters farewell? Now you have done foolishly. (1.Mos 31,55; Ruth 1,9; Ruth 1,14; 1.Kong 19,20; Ap G 20,37)29 It is in my power to do you harm. But the God of your[3] father spoke to me last night, saying, ‘Be careful not to say anything to Jacob, either good or bad.’ (1.Mos 28,13; 1.Mos 31,24; 1.Mos 31,42; 1.Mos 31,53; 5.Mos 28,32; Neh 5,5; Ord 3,27; Mika 2,1)30 And now you have gone away because you longed greatly for your father’s house, but why did you steal my gods?” (1.Mos 31,19; Dom 18,24)31 Jacob answered and said to Laban, “Because I was afraid, for I thought that you would take your daughters from me by force.32 Anyone with whom you find your gods shall not live. In the presence of our kinsmen point out what I have that is yours, and take it.” Now Jacob did not know that Rachel had stolen them. (1.Mos 44,9)33 So Laban went into Jacob’s tent and into Leah’s tent and into the tent of the two female servants, but he did not find them. And he went out of Leah’s tent and entered Rachel’s.34 Now Rachel had taken the household gods and put them in the camel’s saddle and sat on them. Laban felt all about the tent, but did not find them.35 And she said to her father, “Let not my lord be angry that I cannot rise before you, for the way of women is upon me.” So he searched but did not find the household gods. (3.Mos 19,32)36 Then Jacob became angry and berated Laban. Jacob said to Laban, “What is my offense? What is my sin, that you have hotly pursued me?37 For you have felt through all my goods; what have you found of all your household goods? Set it here before my kinsmen and your kinsmen, that they may decide between us two. (1.Mos 31,54)38 These twenty years I have been with you. Your ewes and your female goats have not miscarried, and I have not eaten the rams of your flocks.39 What was torn by wild beasts I did not bring to you. I bore the loss of it myself. From my hand you required it, whether stolen by day or stolen by night. (2.Mos 22,12)40 There I was: by day the heat consumed me, and the cold by night, and my sleep fled from my eyes.41 These twenty years I have been in your house. I served you fourteen years for your two daughters, and six years for your flock, and you have changed my wages ten times. (1.Mos 29,27; 1.Mos 31,7)42 If the God of my father, the God of Abraham and the Fear of Isaac, had not been on my side, surely now you would have sent me away empty-handed. God saw my affliction and the labor of my hands and rebuked you last night.” (1.Mos 29,32; 1.Mos 31,29; 1.Mos 31,53; Salm 124,1)43 Then Laban answered and said to Jacob, “The daughters are my daughters, the children are my children, the flocks are my flocks, and all that you see is mine. But what can I do this day for these my daughters or for their children whom they have borne?44 Come now, let us make a covenant, you and I. And let it be a witness between you and me.” (1.Mos 26,28; Josva 24,27)45 So Jacob took a stone and set it up as a pillar. (1.Mos 28,18)46 And Jacob said to his kinsmen, “Gather stones.” And they took stones and made a heap, and they ate there by the heap.47 Laban called it Jegar-sahadutha,[4] but Jacob called it Galeed.[5]48 Laban said, “This heap is a witness between you and me today.” Therefore he named it Galeed, (1.Mos 31,44)49 and Mizpah,[6] for he said, “The Lord watch between you and me, when we are out of one another’s sight. (Dom 11,29; Dom 11,34)50 If you oppress my daughters, or if you take wives besides my daughters, although no one is with us, see, God is witness between you and me.” (Dom 11,10; 1.Sam 12,5; Job 16,19; Jer 42,5; Mika 1,2)51 Then Laban said to Jacob, “See this heap and the pillar, which I have set between you and me.52 This heap is a witness, and the pillar is a witness, that I will not pass over this heap to you, and you will not pass over this heap and this pillar to me, to do harm. (1.Mos 31,43)53 The God of Abraham and the God of Nahor, the God of their father, judge between us.” So Jacob swore by the Fear of his father Isaac, (1.Mos 31,42)54 and Jacob offered a sacrifice in the hill country and called his kinsmen to eat bread. They ate bread and spent the night in the hill country. (1.Mos 31,37)55 [7] Early in the morning Laban arose and kissed his grandchildren and his daughters and blessed them. Then Laban departed and returned home. (1.Mos 31,28; 1.Mos 31,43)