1Til korlederen: Synges til melodien „En søns død.” En sang af David.2Jeg vil prise dig, Herre, af hele mit hjerte, fortælle om dine undere dag efter dag.3Jeg fryder mig over dig og synger lovsange til dig, for du er den almægtige Gud.4Mine fjender vendte om og flygtede, du jog dem på flugt og fældede dem.5Du skaffede mig oprejsning og afsagde en retfærdig dom.6Du gik i rette med folkeslagene, du udryddede de onde mennesker, så deres navne er glemt for altid.7Mine fjender blev fuldstændig knust, deres byer blev lagt i ruiner, man husker dem ikke mere.8Herren regerer i evighed, han sidder som dommer på sin trone.9Han er fair, når han dømmer folkene, han regerer verden med retfærdighed.10De undertrykte søger tilflugt hos Herren, han hjælper dem i modgang og trængsel.11De, som kender dig, Herre, stoler på dig, du skuffer ikke dem, der søger din hjælp.12Syng af fryd for Herren, som troner på Zion, lad verden høre om hans store undere.13Han husker og hævner uret og drab, han glemmer ikke de svages råb.14Vær mig nådig, Herre, for mine fjender er ude efter mig. Herre, riv mig ud af dødens gab.15Så vil jeg prise dig på Jerusalems torve, og fryde mig over, at du frelste mig.16Fjenderne ender i deres egen faldgrube, de bliver fanget i deres egne fælder.17Herren er kendt for sin retfærdighed, de onde indfanges af deres egen ondskab.18De ugudelige ender i den evige død, det gælder alle, som gør oprør mod Gud.19Men de ydmyge bliver ikke ladt i stikken, de undertryktes håb bliver ikke gjort til skamme.20Herre, lad ikke de onde sejre, men udmål den straf, de fortjener.21Lad dem frygte og bæve, så de indser, at de kun er mennesker.
1 Pro předního zpěváka. Podle mút-labben. Žalm Davidův. (Álef) 2 Hospodine, celým svým srdcem ti vzdávám chválu, o všech divuplných činech tvých chci vypravovat. 3 Budu se radovat, jásotem tě oslavovat, tvému jménu, Nejvyšší, pět žalmy. (Bét) 4 Moji nepřátelé obrátí se nazpět, upadnou a zhynou před tvou tváří, 5 protožes mi zjednal právo, obhájils mě, usedl jsi na trůn, soudce spravedlivý. (Gimel) 6 Okřikl jsi pronárody, do záhuby svrhl svévolníka, jejich jméno zahladil jsi navěky a navždy. 7 Po nepříteli zůstaly provždy jen trosky. Vyvrátil jsi jejich města, i památka na ně zašla. (Hé) 8 Hospodin však bude trůnit věčně, soudnou stolici má připravenu. 9 Rozsoudí svět spravedlivě, povede při národů dle práva. (Vav) 10 Hospodin je zdeptanému nedobytným hradem, v dobách soužení je hradem nedobytným. 11 V tebe nechť doufají, kdo znají tvé jméno. Vždyť ty, kdo se dotazují po tvé vůli, neopouštíš, Hospodine. (Zajin) 12 Pějte žalmy Hospodinu, který na Sijónu trůní, oznamujte mezi lidmi jeho skutky. 13 Za prolitou krev k odpovědnosti volá, pamatuje na ni, na úpění ponížených nezapomněl. (Chet) 14 Hospodine, smiluj se nade mnou, pohleď, jak mě ponižují ti, kteří mě nenávidí, smiluj se ty, jenž mě zvedáš z bran smrti! 15 O všech chvályhodných činech tvých chci vypravovat v branách sijónské dcery, budu jásat nad tím, žes mě spasil. (Tet) 16 Pronárody klesly do pasti, již udělaly, v síti, kterou nastražily, uvízla jim noha. 17 Hospodin tu zřejmě zjednal právo: svévolník uvízl v léčce přichystané vlastní rukou. – Higgájón. -Sela- (Jod) 18 Do podsvětí se navrátí svévolníci, všechny pronárody, jež na Boha zapomněly. 19 Ubožák však nikdy neupadne v zapomnění; naděje ponížených nikdy neztroskotá. (Kaf) 20 Povstaň, Hospodine, ať si člověk nezakládá na své moci ať už pronárody stanou před tvým soudem! 21 Hospodine, zdrť je strachem, ať si pronárody uvědomí, že jsou jenom lidé. - Sela- (Lámed)