1Jesus fortsatte med endnu en historie om Guds rige: (Luk 14,15)2„Der var engang en konge, som skulle holde bryllup for sin søn.3Da alt var klar til festen, sendte han sine tjenere ud for at lade de indbudte vide, at det nu var tid at komme. Men de ville ikke komme.4Så sendte kongen flere tjenere ud for at sige: ‚Hør nu her! Alt er parat! Mine okser og mit fedekvæg er slagtet. Skynd jer at komme til bryllupsfesten!’5Men de indbudte var ligeglade. En havde travlt med arbejdet på sin gård, en anden med sin forretning.6Andre greb fat i kongens sendebud, mishandlede dem og slog dem ihjel.7Da blev kongen vred. Han sendte sine soldater af sted, og morderne blev udryddet og deres by brændt.8Derefter sagde han til sine tjenere: ‚Alt er klar til fest, men de indbudte gæster var ikke værdige til at komme med til festen.9Gå derfor i stedet ud til byernes indfaldsveje og indbyd alle dem, I træffer på.’10Tjenerne gik af sted og hentede alle dem, de kunne finde—gode og onde imellem hinanden. På den måde blev festsalen fyldt med gæster.11Da kongen trådte ind for at hilse på gæsterne, lagde han mærke til en, der ikke havde bryllupstøj på.12‚Hør, min ven,’ sagde kongen, ‚hvordan er du kommet herind uden bryllupstøj?’ Der var intet svar.13Så sagde kongen til sine tjenere: ‚Bind hænder og fødder på ham og smid ham ud af bryllupssalen.’ Derude i mørket er der gråd og stor fortvivlelse,14for de indbudte er mange, men de udvalgte er få.”
De jødiske ledere søger at fange Jesus i ord
15Det blev farisæerne for meget. De stak hovederne sammen for at finde ud af, hvordan de kunne få Jesus til at sige noget, de kunne arrestere ham for. (Mark 12,13; Luk 20,20)16Så besluttede de at sende nogle af deres disciple til ham sammen med herodianerne[1] for at stille ham et snedigt spørgsmål. De skulle sige: „Mester! Vi ved, at du ikke er bange for at sige sandheden, og at du underviser folk om Guds vilje. Du lader dig ikke påvirke af menneskers meninger, og du snakker ikke folk efter munden.17Sig os nu, hvad du mener: Skal vi betale skat til den romerske kejser eller ej?”18Men Jesus gennemskuede deres onde hensigter. „Hyklere! Hvorfor sætter I fælder for mig?19Vis mig den mønt, I betaler skat med.” De rakte ham en.20„Hvem er der billede af på mønten?” spurgte han. „Og hvad er det for et navn, der er indridset i den?”21„Det er kejserens navn og billede.” „Så giv kejseren det, der er hans, og giv Gud det, der er hans.”[2]22Da farisæerne hørte det svar, var de ved at tabe både næse og mund, og de gik stille deres vej.
Saddukæernes spørgsmål om genopstandelsen fra de døde
23Samme dag kom der nogle saddukæere, som jo påstår, at ingen kan genopstå fra de døde. De stillede Jesus følgende spørgsmål: (Mark 12,18; Luk 20,27)24„Mester, Moses har sagt, at hvis en mand dør barnløs, skal hans bror gifte sig med enken, så hun kan få en søn, der kan føre den dødes slægt videre.25Nu var der en familie med syv brødre. Den ældste giftede sig, men døde kort efter. Da han ingen børn havde fået, blev hans enke gift med bror nummer to,26men han døde også uden at få børn. Og sådan gik det dem alle syv.27Til sidst døde også konen.28Hvem af de syv brødre skal så være hendes mand, når de genopstår fra de døde? De har jo alle været gift med hende.”29„I er helt på vildspor, fordi I hverken forstår Skriftens ord eller Guds kraft.30Efter genopstandelsen fra de døde er der ikke længere nogen, der gifter sig. På det område bliver de ligesom englene i Himlen.31Og med hensyn til genopstandelsen fra de døde, har I så ikke læst det sted, hvor Gud taler til Moses om de afdøde forfædre? Han sagde:32‚Jeg er Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud.’ Men Gud er ikke de dødes Gud. Han er Gud for dem, der lever.”33Alle tilhørerne var fulde af beundring over det svar, Jesus gav.
Det vigtigste bud i Toraen
34Da farisæerne fik at vide, hvordan Jesus havde lukket munden på saddukæerne, udtænkte de et nyt spørgsmål. (Mark 12,28)35De fik en af de skriftlærde til at spørge:36„Mester, hvilket bud er det vigtigste i Toraen?”37Jesus svarede: „Du skal elske Herren, din Gud, af hele dit hjerte, med liv og sjæl og med alle dine tanker.[3] (5.Mos 6,4)38Det er det største og fornemmeste bud.39Der er også et andet bud, som er lige så vigtigt: ‚Du skal elske din næste som dig selv.’[4] (3.Mos 19,18)40Det er det, Toraen og profeterne drejer sig om.”
Messias som Davids søn
41Mens farisæerne var samlede, spurgte Jesus dem: (Mark 12,35; Luk 20,41)42„Hvad mener I om Messias? Hvem er han søn af?”[5] „Han er Davids søn,” svarede de.43„Hvordan kunne så David, der var inspireret af Helligånden, kalde ham ‚herre’? David sagde jo:44‚Herren sagde til min herre: Sæt dig ved min højre side, imens jeg overvinder dine fjender.’ (Salm 110,1)45Når David her kalder ham sin herre, hvordan kan han så samtidig være hans søn?”46Det kunne de ikke svare på. Og fra da af, var der ingen, der turde stille spidsfindige spørgsmål.
1 A Ježíš k nim znovu mluvil v podobenstvích:2 „S královstvím nebeským je to tak, jako když jeden král vystrojil svatbu svému synu.3 Poslal služebníky, aby přivedli pozvané na svatbu, ale oni nechtěli jít.4 Poslal znovu jiné služebníky se slovy: ‚Řekněte pozvaným: Hle, hostinu jsem uchystal, býčci a krmný dobytek je poražen, všechno je připraveno; pojďte na svatbu!‘5 Ale oni nedbali a odešli, jeden na své pole, druhý za svým obchodem.6 Ostatní chytili jeho služebníky, potupně je ztýrali a zabili je.7 Tu se král rozhněval, poslal svá vojska, vrahy zahubil a jejich město vypálil.8 Potom řekl svým služebníkům: ‚Svatba je připravena, ale pozvaní nebyli jí hodni;9 jděte tedy na rozcestí, a koho najdete, pozvěte na svatbu.‘10 Služebníci vyšli na cesty a shromáždili všechny, které nalezli, zlé i dobré; a svatební síň se naplnila stolovníky.
— Podobenství o svatebním šatě
11 Když král vstoupil mezi stolovníky, spatřil tam člověka, který nebyl oblečen na svatbu.12 Řekl mu: ‚Příteli, jak ses sem dostal, když nejsi oblečen na svatbu?‘ On se nezmohl ani na slovo.13 Tu řekl král sloužícím: ‚Svažte mu ruce i nohy a uvrhněte ho ven do temnot; tam bude pláč a skřípění zubů.‘14 Neboť mnozí jsou pozváni, ale málokdo bude vybrán.“
— Spor o daň císaři
15 Tehdy farizeové šli a radili se, jak by Ježíšovi nějakým slovem nastražili léčku.16 Poslali za ním své učedníky s herodiány, aby řekli: „Mistře, víme, že jsi pravdivý a učíš cestě Boží podle pravdy; na nikoho se neohlížíš a nebereš ohled na postavení člověka.17 Pověz nám tedy, co myslíš: Je dovoleno dávat daň císaři, nebo ne?“18 Ale Ježíš poznal jejich zlý úmysl a řekl: „Co mě pokoušíte, pokrytci?19 Ukažte mi peníz daně!“ Podali mu denár.20 On jim řekl: „Čí je tento obraz a nápis?“21 Odpověděli: „Císařův.“ Tu jim řekl: „Odevzdejte tedy, co je císařovo, císaři, a co je Boží, Bohu.“22 Když to slyšeli, podivili se, nechali ho a odešli.
— Spor o vzkříšení
23 V ten den přišli za ním saduceové, kteří říkají, že není vzkříšení, a předložili mu dotaz:24 „Mistře, Mojžíš řekl: ‚Zemře-li někdo bez dětí, ať se s jeho manželkou podle řádu švagrovství ožení jeho bratr a zplodí svému bratru potomka.‘25 U nás bylo sedm bratří. První po svatbě zemřel, a protože neměl potomka, zanechal svou ženu svému bratru.26 Stejně i druhý, třetí a nakonec všech sedm.27 Naposledy ze všech zemřela ta žena.28 Až bude vzkříšení, komu z těch sedmi bude patřit? Vždyť ji měli všichni!“29 Ježíš jim však odpověděl: „Mýlíte se, neznáte Písma ani moc Boží.30 Po vzkříšení se lidé nežení ani nevdávají, ale jsou jako nebeští andělé.31 A pokud jde o vzkříšení mrtvých, nečetli jste, co vám Bůh pravil:32 ‚Já jsem Bůh Abrahamův, Bůh Izákův a Bůh Jákobův‘? On přece není Bohem mrtvých, nýbrž živých.“33 Když to slyšely zástupy, žasly nad jeho učením.
— Největší přikázání
34 Když se farizeové doslechli, že umlčel saduceje, smluvili se35 a jeden jejich zákoník se ho otázal, aby ho pokoušel:36 „Mistře, které přikázání je v zákoně největší?“37 On mu řekl: „‚Miluj Hospodina, Boha svého, celým svým srdcem, celou svou duší a celou svou myslí.‘38 To je největší a první přikázání.39 Druhé je mu podobné: ‚Miluj svého bližního jako sám sebe.‘40 Na těch dvou přikázáních spočívá celý Zákon i Proroci.“
— Mesiáš, Syn Davidův
41 Když se farizeové sešli, zeptal se jich Ježíš:42 „Co si myslíte o Mesiášovi? Čí je syn?“ Odpověděli mu: „Davidův.“43 Řekl jim: „Jak to tedy, že ho David v Duchu svatém nazývá Pánem, když praví: 44 ‚Řekl Hospodin mému Pánu: Usedni po mé pravici, dokud ti nepoložím nepřátele pod nohy.‘ 45 Jestliže tedy David nazývá Mesiáše Pánem, jak může být jeho synem?“46 A nikdo nebyl s to odpovědět mu ani slovo; od toho dne se ho již nikdo neodvážil tázat.