1Jesus og disciplene var nu nået over søen til den anden bred, til gerasenernes[1] egn. (Matt 8,28; Luk 8,26)2-3Straks da de gik i land, kom en mand styrtende ud fra en klippehule og hen imod dem. Han var besat af onde ånder og holdt til i de klippehuler, der blev brugt som gravpladser.4Han havde igen og igen sprængt alle de fodjern og lænker, man havde forsøgt at holde ham bundet med. Ingen kunne klare ham,5og dag og nat kunne man høre ham hyle i gravhulerne og oppe i bjergene, hvor han slog sig selv med sten.6Manden havde på lang afstand fået øje på Jesus, og nu kom han styrtende og kastede sig ned på jorden foran ham.7-8Jesus befalede den onde ånd at forlade manden, men blev mødt med et højt skrig: „Lad mig være i fred, Jesus, du, den almægtige Guds Søn! Lov mig højt og helligt, at du ikke vil pine mig.”9„Hvad er dit navn?” spurgte Jesus. „Legion,” svarede han, „for vi er mange!”10Og så gav dæmonerne sig til at bønfalde Jesus om ikke at sende dem bort fra egnen.11Nu var der en stor flok svin, som gik og rodede efter føde på toppen af en skrænt i nærheden.12„Giv os lov til at besætte svinene!” tiggede dæmonerne.13I samme øjeblik Jesus gav dem lov, fór dæmonerne ud af manden og ind i svinene, og hele flokken—omkring 2000—styrtede ned ad skrænten og druknede i søen.14Svinehyrderne flygtede og fortalte om det både i by og på land, så egnens beboere kom strømmende til for at se, hvad der var sket.15Da de kom hen til Jesus, så de manden, der havde haft de mange dæmoner i sig, sidde påklædt og ved sans og samling. Det forbløffede dem og gjorde dem bange.16De, der havde set, hvad der var sket med manden og svinene, fortalte dem, hvordan det var gået til.17Derefter bad de Jesus om at forlade deres egn.18Da Jesus var på vej op i båden, bad manden, der havde været besat af dæmoner, om lov til at følge med ham.19„Nej,” sagde Jesus, „gå du hjem til dine landsmænd og fortæl, hvad Israels Gud[2] i sin barmhjertighed har gjort for dig.”20Manden gik derefter rundt i Dekapolis og fortalte alle om de store ting, Jesus havde gjort for ham. Og folk undrede sig.
Ved tro bliver en kvinde helbredt og en pige oprejst fra de døde
21Så snart Jesus var nået tilbage over søen og gået i land, samledes en stor skare mennesker omkring ham. Mens han endnu stod nede på søbredden, (Matt 9,18; Luk 8,40)22kom en synagogeforstander derhen. Hans navn var Jairus. Da han kom hen til Jesus, faldt han på knæ foran ham23og bad indtrængende: „Min lille datter ligger for døden derhjemme! Men hvis du kommer og lægger hænderne på hende, så vil hun blive rask og leve!”24Jesus gik med ham, men en vældig masse mennesker trængtes stadig om ham.25Mellem de mange mennesker var der en kvinde, som igennem 12 år havde lidt af vedvarende blødninger.26I alle de år havde hun gennemgået meget hos forskellige læger, og selv om hun havde brugt alle sine penge i håb om at blive rask, var hendes tilstand ikke blevet bedre—tværtimod.27-28Hun havde hørt, hvad folk fortalte om Jesus, og hun trængte sig nu frem gennem mængden for at nå hen til ham. „Hvis bare jeg får rørt ved hans bedesjal, bliver jeg helbredt,” tænkte hun. Forsigtigt rørte hun bagfra ved sjalet.29Straks standsede blødningerne, og hun kunne mærke, at hun var blevet rask.30Jesus standsede op og vendte sig om, for han havde mærket, at en helbredende kraft var strømmet ud fra ham. „Hvem var det, der rørte ved mit sjal?” spurgte han.31„Hele mængden maser jo ind på dig,” indvendte disciplene. „Og så spørger du, hvem der har rørt ved dig?”32Jesus blev imidlertid stående og så sig omkring for at få øje på den, der havde gjort det.33Den forskrækkede kvinde kom frem. Hun rystede af sindsbevægelse, for hun vidste jo, hvad der var sket. „Det var mig,” sagde hun og faldt på knæ foran ham. Og så fortalte hun det hele.34„Min ven, det var din tro, der reddede dig,” sagde Jesus. „Gå med fred! Du er nu fuldstændig helbredt.”35Mens han endnu stod og talte med hende, kom der nogle til Jairus med en besked fra hans hjem: „Din datter er død,” sagde de til ham. „Der er ingen grund til at ulejlige mesteren mere.”36Jesus hørte, hvad der blev sagt, og sagde henvendt til Jairus: „Vær ikke bange. Du skal bare tro på mig.”37Jesus ville ikke have andre med sig hen til Jairus’ hjem end Peter, Jakob og dennes bror Johannes.38Da de kom derhen, var der en vældig larm. Folk græd og jamrede højlydt inde i huset.39Jesus og disciplene gik indenfor. „Hvorfor græder og jamrer I sådan?” spurgte han. „Den lille pige er ikke død. Hun sover bare.”40De lo ad ham, men han bad dem alle gå udenfor og tog kun den lille piges far og mor og de tre disciple med ind i det værelse, hvor hun lå.41Han gik hen til sengen, tog pigens hånd og sagde: „Stå op, min pige!”42Straks rejste hun sig op og begyndte at gå omkring. Hun var 12 år gammel. Forældrene stod og stirrede med åben mund.43„I må ikke sige det til nogen,” sagde Jesus strengt, „og sørg for, at hun får noget at spise.”
1 Přijeli na protější břeh moře do krajiny gerasenské.2 Sotva Ježíš vystoupil z lodi, vyšel proti němu z hrobů člověk posedlý nečistým duchem.3 Ten bydlel v hrobech a nikdo ho nedokázal spoutat už ani řetězy.4 Často už ho spoutali okovy i řetězy, ale on řetězy ze sebe vždy strhal a okovy rozlámal. Nikdo neměl sílu ho zkrotit.5 A stále v noci i ve dne křičel mezi hroby a na horách a bil do sebe kamením.6 Když spatřil zdálky Ježíše, přiběhl, padl před ním na zem7 a hrozně křičel: „Co je ti po mně, Ježíši, synu Boha nejvyššího? Při Bohu tě zapřísahám, netrap mě!“8 Ježíš mu totiž řekl: „Duchu nečistý, vyjdi z toho člověka!“9 A zeptal se ho: „Jaké je tvé jméno?“ Odpověděl: „Mé jméno je ‚Legie‘, poněvadž je nás mnoho.“10 A velmi ho prosil, aby je neposílal pryč z té krajiny.11 Páslo se tam na svahu hory veliké stádo vepřů.12 Ti zlí duchové ho prosili: „Pošli nás, ať vejdeme do těch vepřů!“13 On jim to dovolil. Tu nečistí duchové vyšli z posedlého a vešli do vepřů; a stádo se hnalo střemhlav po srázu do moře a v moři se utopilo. Bylo jich na dva tisíce. 14 Pasáci utekli a donesli o tom zprávu do města i do vesnic. Lidé se šli podívat, co se stalo.15 Přišli k Ježíšovi a spatřili toho posedlého, který míval množství zlých duchů, jak sedí oblečen a chová se rozumně; a zděsili se.16 Ti, kteří to viděli, vyprávěli jim o tom posedlém a také o vepřích, co se s nimi stalo.17 Tu počali prosit Ježíše, aby odešel z těch končin.18 Když vstupoval na loď, prosil ho ten člověk dříve posedlý, aby směl být s ním.19 Ale Ježíš mu to nedovolil a řekl: „Jdi domů ke své rodině a pověz jim, jak veliké věci ti učinil Pán, když se nad tebou smiloval.“20 Ten člověk odešel a začal zvěstovat v Dekapoli, jak veliké věci mu učinil Ježíš; a všichni se divili.
— Vzkříšení dcery Jairovy
21 Když se Ježíš přeplavil v lodi opět na druhou stranu a byl ještě na břehu moře, shromáždil se k němu velký zástup.22 Tu přišel jeden představený synagógy, jménem Jairos, a sotva Ježíše spatřil, padl mu k nohám23 a úpěnlivě ho prosil: „Má dcerka umírá. Pojď, vlož na ni ruce, aby byla zachráněna a žila!“24 Ježíš odešel s ním. Velký zástup šel za ním a tlačil se na něj. 25 Byla tam jedna žena, která měla dvanáct let krvácení.26 Podstoupila mnohé léčení u mnoha lékařů a vynaložila všecko, co měla, ale nic jí nepomohlo, naopak, šlo to s ní stále k horšímu.27 Když se doslechla o Ježíšovi, přišla zezadu v zástupu a dotkla se jeho šatu.28 Říkala si totiž: „Dotknu-li se aspoň jeho šatu, budu zachráněna!“29 A rázem jí přestalo krvácení a ucítila v těle, že je vyléčena ze svého trápení.30 Ježíš hned poznal, že z něho vyšla síla, otočil se v zástupu a řekl: „Kdo se to dotkl mého šatu?“31 Jeho učedníci mu řekli: „Vidíš, jak se na tebe zástup tlačí, a ptáš se: ‚Kdo se mne to dotkl?‘“32 On se však rozhlížel, aby našel tu, která to učinila.33 Ta žena věděla, co se s ní stalo, a tak s bázní a chvěním přišla, padla mu k nohám a pověděla mu celou pravdu.34 A on jí řekl: „Dcero, tvá víra tě zachránila. Odejdi v pokoji, uzdravena ze svého trápení!“ 35 Když ještě mluvil, přišli lidé z domu představeného synagógy a řekli: „Tvá dcera zemřela; proč ještě obtěžuješ Mistra?“36 Ale Ježíš nedbal na ta slova a řekl představenému synagógy: „Neboj se, jen věř!“37 A nedovolil nikomu, aby šel s ním, kromě Petra, Jakuba a jeho bratra Jana.38 Když přišli do domu představeného synagógy, spatřil velký rozruch, pláč a kvílení.39 Vešel dovnitř a řekl jim: „Proč ten rozruch a pláč? Dítě neumřelo, ale spí.“40 Oni se mu posmívali. Ale on všecky vyhnal, vzal s sebou otce dítěte, matku a ty, kdo byli s ním, a vstoupil tam, kde dítě leželo.41 Vzal ji za ruku a řekl: „Talitha kum,“ což znamená: ‚Děvče, pravím ti, vstaň!‘42 Tu děvče hned vstalo a chodilo; bylo jí dvanáct let. A zmocnil se jich úžas a zděšení.43 Ježíš jim přísně nařídil, že se to nikdo nesmí dovědět, a řekl, aby jí dali něco k jídlu.