1Jesus fortsatte med at tale til farisæerne: „Det siger jeg jer: Enhver, som ikke går ind ad døren til fårefolden, men sniger sig ind på anden måde, er en tyv eller røver.2Fårenes rigtige hyrde kommer altid hen til døren,3og det er ham, dørvogteren lukker op for. Fårene kender hans stemme. Han kalder sine får ved navn og fører dem ud på græs.4Når han har lukket alle sine får ud, går han foran dem, og fårene følger ham, fordi de kender hans stemme.5Men de vil ikke følge efter en fremmed. Tværtimod, de vil flygte fra ham, fordi de ikke kender hans stemme.”6Jesus brugte det billede på farisæerne, men de forstod ikke, hvad han mente.7Derfor prøvede han at forklare det nærmere: „Det siger jeg jer: Jeg er døren til fårefolden.8Fårene har ikke lyttet til de ‚hyrder’, som er kommet før mig, for de er tyve og røvere.9Jeg er døren. De, der kommer ind i folden gennem mig, skal få det evige liv. De vil gå ud for at finde føde, og de vil komme hjem igen.10Tyven kommer kun for at stjæle, slagte og ødelægge, men jeg er kommet, for at de skal have liv, ja overflod af liv.”
Den gode hyrde ofrer sit liv for fårene
11Jesus fortsatte: „Jeg er den gode hyrde. Den gode hyrde vover sit liv for at redde fårene.12-13Men en, som er ansat til at vogte får, og altså ikke er fårenes ejer, han er ligeglad med, hvordan det går med fårene, for han tænker kun på at hytte sit eget skind. Når han ser ulven nærme sig, lader han fårene i stikken og flygter. Så går ulven til angreb og spreder fårene for alle vinde.14Jeg er den gode hyrde. Jeg kender mine får, og de kender mig,15ligesom Faderen kender mig, og jeg kender ham. Og jeg vil ofre mit liv for at redde fårene.16Jeg har andre får, som ikke hører til i denne fold. Dem skal jeg også være hyrde for, og de vil adlyde mig. Alle fårene skal samles, så der bliver én hjord og én hyrde.17-18Faderen elsker mig, fordi jeg adlyder den befaling, han har givet mig: at jeg skal ofre mit liv og siden få det igen. Ingen kan tage mit liv, men jeg ofrer det af egen fri vilje. Jeg har autoritet til at ofre mit liv, og jeg har autoritet til at tage det tilbage.”19Disse ord førte igen til uenighed blandt de jødiske ledere.20Mange sagde: „Han er besat, han er gal! Hvorfor hører I på ham?”21Andre sagde: „Sådan taler en besat ikke. Kan onde ånder give blinde deres syn igen?”
De jødiske ledere forkaster Jesus som Messias
22-23Det blev vinter, og Jesus var igen på besøg i Jerusalem, denne gang under Hanukka[1] festen. Han gik omkring i den del af templet, som kaldes Salomons søjlegang.24De jødiske ledere omringede ham og spurgte: „Hvor længe vil du holde os hen i uvished? Er du Messias, så sig det ligeud!”25Jesus svarede: „Det har jeg allerede gjort, men I ville ikke tro mig. De undere, jeg gør i min Fars navn, er bevis nok.26Men I tror mig ikke, fordi I ikke hører til blandt mine får.27Mine får adlyder min stemme. Jeg kender dem, og de følger mig.28Jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig gå fortabt. Ingen kan rive dem ud af min hånd.29Min Far, som har givet mig dem, har større magt end nogen anden, og ingen kan rive dem ud af min Fars hånd.30Jeg og Faderen, vi er ét.”31Da begyndte de igen at samle sten op for at slå ham ihjel.32Men han sagde: „Jeg har udført mange gode gerninger, som min Far har bedt mig om at gøre. Hvilken af dem er det, I vil stene mig for?”33„Du skal ikke stenes for nogen god gerning,” svarede de. „Men du skal dø, fordi du håner Gud. Du er kun et menneske, men du gør dig til ét med Gud!”34„Står der ikke i Skriften: ‚Jeg har kaldt jer guder’?[2]” spurgte Jesus. (Salm 82,6)35„Hvis altså Skriften, som ikke kan annulleres, kalder de mennesker ‚guder’, som Gud havde indsat til at gøre hans vilje,36hvordan kan I så anklage mig, som Faderen har indsat og sendt til verden, og sige, at jeg håner Gud, fordi jeg siger, at jeg er Guds Søn?37Hvis det ikke var min Fars gerninger, jeg gjorde, så skulle I ikke tro mig.38Men når jeg nu gør hans gerninger, så tro i det mindste for gerningernes skyld, så I må kunne forstå og komme til den erkendelse, at Faderen er i mig og jeg er i ham.”39De forsøgte derefter at fange ham, men han slap fra dem.
Mange almindelige mennesker kommer til tro på Jesus som Messias
40Jesus tog nu igen over til området øst for Jordanfloden, til det sted, hvor Johannes tidligere havde døbt. Der opholdt han sig et godt stykke tid,41og mange mennesker flokkedes om ham. De sagde til hinanden: „Johannes udførte ganske vist ingen undere, men alt, hvad han sagde om denne mand, var sandt.”42Og mange af dem kom til tro på Jesus.
1 „Amen, amen, pravím vám: Kdo nevchází do ovčince dveřmi, ale přelézá ohradu, je zloděj a lupič.2 Kdo však vchází dveřmi, je pastýř ovcí.3 Vrátný mu otvírá a ovce slyší jeho hlas. Volá své ovce jménem a vyvádí je.4 Když je má všecky venku, kráčí před nimi a ovce jdou za ním, protože znají jeho hlas.5 Za cizím však nepůjdou, ale utečou od něho, protože hlas cizích neznají.“6 Toto přirovnání jim Ježíš řekl; oni však nepochopili, co tím chtěl říci. 7 Řekl jim tedy Ježíš znovu: „Amen, amen, pravím vám, já jsem dveře pro ovce.8 Všichni, kdo přišli přede mnou, jsou zloději a lupiči. Ale ovce je neposlouchaly.9 Já jsem dveře. Kdo vejde skrze mne, bude zachráněn, bude vcházet i vycházet a nalezne pastvu.10 Zloděj přichází, jen aby kradl, zabíjel a ničil. Já jsem přišel, aby měly život a měly ho v hojnosti.11 Já jsem dobrý pastýř. Dobrý pastýř položí svůj život za ovce.12 Ten, kdo není pastýř, kdo pracuje jen za mzdu a ovce nejsou jeho vlastní, opouští je a utíká, když vidí, že se blíží vlk. A vlk ovce trhá a rozhání.13 Tomu, kdo je najat za mzdu, na nich nezáleží.14 Já jsem dobrý pastýř; znám své ovce a ony znají mne,15 tak jako mě zná Otec a já znám Otce. A svůj život dávám za ovce.16 Mám i jiné ovce, které nejsou z tohoto ovčince. I ty musím přivést. Uslyší můj hlas a bude jedno stádo, jeden pastýř.17 Proto mě Otec miluje, že dávám svůj život, abych jej opět přijal.18 Nikdo mi ho nebere, ale já jej dávám sám od sebe. Mám moc svůj život dát a mám moc jej opět přijmout. Takový příkaz jsem přijal od svého Otce.“ 19 Pro tato slova došlo mezi Židy opět k roztržce.20 Mnozí z nich říkali: „Je posedlý zlým duchem a blázní. Proč ho posloucháte?“21 Jiní říkali: „Tak nemluví posedlý. Což může zlý duch otevřít oči slepých?“
— Rozmluva ve svátek posvěcení chrámu
22 Byly právě svátky posvěcení jeruzalémského chrámu; bylo to v zimě.23 Ježíš se procházel v chrámě, v sloupoví Šalomounově.24 Židé ho obklopili a řekli mu: „Jak dlouho nás chceš držet v nejistotě? Jsi-li Mesiáš, řekni nám to otevřeně!“25 Ježíš jim odpověděl: „Řekl jsem vám to, a nevěříte. Skutky, které činím ve jménu Otce, ty o mně vydávají svědectví.26 Ale vy nevěříte, protože nejste z mých ovcí.27 Moje ovce slyší můj hlas, já je znám, jdou za mnou28 a já jim dávám věčný život: nezahynou navěky a nikdo je z mé ruky nevyrve.29 Můj Otec, který mi je dal, je větší nade všecky, a nikdo je nemůže vyrvat z Otcovy ruky.30 Já a Otec jsme jedno.“ 31 Židé se opět chopili kamenů, aby ho ukamenovali.32 Ježíš jim řekl: „Ukázal jsem vám mnoho dobrých skutků od Otce. Pro který z nich mě chcete kamenovat?“33 Židé mu odpověděli: „Nechceme tě kamenovat pro dobrý skutek, ale pro rouhání: jsi člověk a tvrdíš, že jsi Bůh.“34 Ježíš jim řekl: „Ve vašem zákoně je přece psáno: ‚Řekl jsem: jste bohové.‘35 Jestliže Bůh ty, jichž se týká toto slovo, nazval bohy – a Písmo musí platit –36 jak můžete obviňovat mne, kterého Otec posvětil a poslal do světa, že se rouhám, protože jsem řekl: Jsem Boží Syn?37 Nečiním-li skutky svého Otce, nevěřte mi!38 Jestliže je však činím a nevěříte mně, věřte těm skutkům, abyste jednou provždy pochopili, že Otec je ve mně a já v Otci.“39 Opět se ho chtěli zmocnit, on jim však unikl. 40 Odešel znovu na druhý břeh Jordánu, na místo, kde dříve křtil Jan, a tam se zdržoval.41 Mnozí k němu přicházeli a říkali: „Jan sice neučinil žádné znamení, ale vše, co o něm řekl, je pravda.“42 A mnoho lidí tam v Ježíše uvěřilo.