Guds dom over de fjendltige nationer og løfter til Guds folk
1Ve dig, Undertrykker![1] Du har undertrykt andre, men du er aldrig selv blevet undertrykt. Du svigter dine forbundsfæller, selv om de ikke svigter dig. Nu er det din tur til at blive undertrykt og svigtet.2Herre, vær os nådig, for vi sætter vores lid til dig. Styrk os hver morgen og red os, når vi er undergangen nær.3Vores fjender flygter, når de hører dig komme. Når du går til angreb, spredes vores fjender for alle vinde.4De bliver berøvet alt, som når en græshoppesværm æder alt, hvad den passerer.5Herren er mægtig, han bor i Himlen. Han vil gøre Jerusalem til retfærdighedens og sandhedens højborg.6Han vil give tryghed og fuld beskyttelse, visdom og kundskab. Gudsfrygt er kilden til velsignelse.7De tapre krigere[2] klynker i Jerusalems gader, fredsudsendingene vender grædende tilbage. (Es 29,1)8Vejene er øde, for ingen tør vove sig ud. Fredstraktater annulleres, og løfter brydes, selv om de var afgivet i vidners nærvær.9Hele Israels land er i vanskeligheder, Libanon er skamferet, Saronsletten lagt øde, Bashan og Karmel plyndret.10Men Herren siger: „Jeg vil rejse mig og vise min mægtige styrke.11I fjendtlige nationer får intet som helst ud af jeres anstrengelser. Jeres egen ånde bliver til ild, der brænder jer op.12Jeres hære skal smuldre som sten, der brændes til kalk, og forgå som tjørn, der fortæres af ilden.13Alle lande, både nær og fjern, skal høre om, hvad jeg har gjort og anerkende min magt.”14Synderne i Jerusalem skal ryste af skræk, de gudløse råbe i rædsel: „Hvem kan holde stand over for Herrens fortærende og evige ild?”15Det kan kun de, som handler ret og taler sandt, som nægter at udnytte og bedrage andre, som ikke tager imod bestikkelse, som nægter at lytte til planer om mord, og som overvinder fristelsen til at handle ondt.16De får lov at bo på højene, i fæstninger på klipperne, og de skal få alt det mad og vand, de har brug for.17Jeres øjne skal få kongen at se i al hans skønhed, og I skal se et stort og vidtstrakt land.18Da bliver fortidens fjendtlige regenter, som krævede store skatter af jer, kun et uhyggeligt minde.19Snart er de borte, de grusomme barbarer med det fremmedartede sprog, som I ikke forstår.20Da vil I se Jerusalem som et sted, hvor man samles til højtidsfester. Byen skal være tryg og urokkelig.21Herren giver os et sted med brede floder og vandstrømme, hvor ingen af fjendens mægtige skibe kan sejle.22For Herren er vores Dommer, Hersker og Konge. Han tager sig af os og redder os.23Fjendens reb hænger slappe, masten er ved at vælte, og sejlene er ikke spændt ud. Byttet skal deles ud mellem Guds folk, selv de lamme får del i det.24Ingen i Israel vil længere sige: „Jeg er syg.” For Herren har tilgivet deres synder.
— Hospodin povstane k pomstě - Hospodin zůstane útočištěm svých. Zhoubce, který překročil meze udělené pravomoci, bude potrestán.
1 Běda tobě, který šíříš zhoubu a sám nejsi huben, který jednáš věrolomně, ač se vůči tobě nikdo věrolomně nezachoval. Až dokončíš zhoubu, propadneš sám zhoubě, až dovršíš věrolomnost, bude věrolomně naloženo s tebou. 2 Hospodine, slituj se nad námi, v tebe skládáme naději! Buď paží svého lidu každé ráno i naší spásou v čase soužení. 3 Národy se rozprchávají před mocným hřmotem, před tvou vyvýšeností se pronárody rozptylují. 4 Kořist vám bude sebrána, jako by ji sebral hmyz, jako přepadávají kobylky, tak bude napadena. 5 Vyvýšen je Hospodin, jenž přebývá na výšině, naplňuje Sijón spravedlností a právem. 6 Bude věrnou jistotou tvé budoucnosti, klenotnicí spásy, moudrosti a poznání, jejímž pokladem je bázeň před Hospodinem. 7 Hle, mužové Aríela úpějí na ulicích, poslové pokoje hořce pláčou. 8 Silnice jsou liduprázdné, pocestní přestali chodit. Smlouva se porušuje, města jsou v nevážnosti, člověk nemá cenu. 9 Truchlí, chřadne země, zahanben je Libanón a vadne. Šáron podobá se pustině, Bášan i Karmel shazují listí. 10 „Nyní povstanu,“ praví Hospodin, „nyní se vyvýším, nyní se zvednu!“ 11 Obtěžkáte senem, porodíte slámu. Váš dech je oheň a pozře vás. 12 Národy budou vypalovány jako vápno, jako posekané trní vzplanou v ohni. 13 Slyšte, vzdálení, co činím, poznejte, blízcí, mou bohatýrskou sílu! 14 Hříšníci na Sijónu dostali strach, rouhačů se zmocnilo úzkostné chvění: Kdo z nás může pobývat u sžírajícího ohně? Kdo z nás může pobývat u věčného žáru? 15 Ten, kdo žije spravedlivě a mluví, co je správné, a zavrhuje zisk z vydírání, ten, kdo třepe rukama, že nevezme úplatek, kdo si zacpe uši, aby neslyšel výzvu k prolévání krve, kdo zavírá oči, aby nepřihlížel ke zlu, 16 ten bude přebývat na výšinách; nepřístupné vrcholky skal mu budou nedobytným hradem, bude mu dán chléb, vody mu potečou neustále.
— Nový život pro Jeruzalém - V Hospodinově dědictví nebude pánem cizák. Hospodin je Králem.
17 Tvoje oči uzří krále v jeho kráse, spatří zemi rozprostírající se do dálky. 18 Tvé srdce bude rozjímat o někdejší hrůze: Kde je ten, kdo předpisoval daně? Kde je výběrčí? Kde ten, kdo počítával věže? 19 Nespatříš už nestoudný lid, lid temné řeči, která se poslouchat nedá, směšného jazyka, jemuž rozumět nelze. 20 Pohleď na Sijón, město našich slavností! Tvé oči spatří Jeruzalém, nivu poklidnou, stan, který nebude stržen, jehož kolíky nikdy nebudou vytrženy a z jehož provazů se žádný nepřetrhne. 21 Neboť tam je náš Vznešený, Hospodin. Je to místo, kde jsou řeky, říční ramena přeširoká; nevydá se tam veslice a vznosný koráb tam nepřepluje. 22 Hospodin je náš soudce, Hospodin je náš zákonodárce, Hospodin je náš král, on nás spasí. 23 Tvé provazy povolily, nebudou schopné udržet stěžeň ani napnout plachtu. Tehdy bude rozdělena hojná kořist, i kulhaví si naloupí lup. 24 Nikdo z obyvatel neřekne: „Jsem nemocen.“ Lidu, který tam bydlí, bude odpuštěna nepravost.