1Herren, den Almægtige, vil afskære Jerusalem og Juda fra al hjælp og alle forsyninger af mad og vand.2Han vil fjerne landets ledere—helte og krigere, dommere og profeter, spåmænd og slægtsoverhoveder,3delingsførere og magtfulde mænd, rådgivere, troldmænd og slangetæmmere.4De får drenge som ledere, kåde knægte skal herske over dem.5Der bliver anarki og kaos. Folk bekæmper hinanden, de unge gør oprør mod de ældre, slyngler overfuser hæderlige folk.6Når den tid kommer, vil en mand gribe fat i sin slægtning og sige: „Du har i det mindste tøj på kroppen. Tag ledelsen, så vi kan få ryddet op i det her rod!”7Men hans slægtning vil svare: „Nej tak! Jeg vil ikke overtage et fallitbo. Jeg har slet ikke ressourcer til at klare den opgave.”8Jerusalem falder og Judariget går i opløsning, fordi de har trodset Herren med deres ord og handlinger og ringeagtet hans ære og værdighed.9Deres ansigtsudtryk er nok til at afsløre dem. De er stolte over deres synder som Sodomas mænd, de har ikke skygge af skam i livet. De har nedkaldt dommen over sig selv.10Lad de retskafne glæde sig, for dem skal det gå godt. De skal nyde frugten af deres gode gerninger.11Men ve de onde, for med dem står det skidt til. De skal få, hvad de har fortjent.12Folkets ledere er som selviske børn og dominerende kvinder. De vejleder jer ikke, de vildleder jer! De fører jer på afveje, så I ender i afgrunden.13Herren rejser sig, parat til at dømme folkene.14Herren, den Almægtige, anklager folkets ledere og siger: „Det er jer, der har plyndret vinmarkerne og røvet kornhøsten fra de magtesløse bønder.15Hvor vover I at knuse mit folk og træde de fattige ned i støvet?”
Dom over de stolte kvinder
16Herren siger: „Jerusalems kvinder tripper stolte af sted med ringlende ankelkæder og næsen i sky, med knejsende nakke og kælne blikke.17Derfor vil jeg gøre dem skaldede, så de må gå skamfulde omkring.”18-19Herren vil fjerne al deres pynt: ankelkæder, månetegn og soltegn, øreringe, armbånd, slør,20tørklæder, ankellænker,[1] bælter, lugtedåser, amuletter,21fingerringe, næseringe,22festdragter, kapper, slag, tasker,23spejle, kjortler, turbaner og sjaler.24I stedet for duft af parfume bliver der stank, i stedet for et bælte om livet får de reb, i stedet for kunstfærdige frisurer skaldethed, i stedet for festtøj sækkelærred, i stedet for skønhed skam.
Dommen over landets og byens krigere
25Landets mænd vil falde for sværdet, Jerusalems krigere dø i kamp.26På byens torve vil man jamre og klage, for byen er som en kvinde, der sidder på jorden, berøvet alt.
— Bezvládí v Jeruzalémě - Lidská svévole povede k naprostému rozkladu společnosti; vůdcové lidu budou jeho svůdci.
1 Hle, Pán, Hospodin zástupů, již odnímá Jeruzalému a Judsku oporu i podpěru, všechnu oporu chleba i všechnu oporu vody, 2 bohatýra i bojovníka, soudce i proroka, věštce i starce, 3 velitele i vznešeného, rádce i zručného řemeslníka a zkušeného zaříkávače. 4 Za velitele dám jim chlapce, vládnout jim budou výrostkové. 5 V lidu bude popohánět jeden druhého, druh druha, chlapec zaútočí na starého, bezectný na váženého. 6 Člověk uchopí svého bratra z otcovského domu a řekne: „Máš plášť, buď naším náčelníkem! Měj si tyto rozvaliny v moci.“ 7 On se však v onen den ohradí: „Nebudu ranhojičem, nemám doma ani chléb ani plášť. Nečiňte mě náčelníkem lidu!“ 8 Jeruzalém klopýtl a Judsko padlo; jejich jazyk a jejich skutky byly proti Hospodinu a do očí vzdorovali jeho slávě. 9 Nestoudnost jejich tváře proti nim svědčí, jako Sodoma svůj hřích vystavují a neskrývají. Běda jim, připravili si zlou odplatu. 10 Řekněte: „Spravedlivému bude dobře, bude jíst ovoce svých skutků.“ 11 Běda, zle bude svévolníku, tomu se dostane odplaty za to, co páchal. 12 A můj lid – pacholata jsou jeho poháněči a vládnou mu ženy. Můj lide, ti, kdo řídí tvé kroky, jsou svůdci a matou cestu tvého putování. 13 Hospodin se postavil, povede spor, stojí, aby vedl při s národy. 14 Hospodin zahajuje soud se staršími svého lidu a s velmoži jeho: „Spásali jste vinici, máte ve svých domech, oč jste obrali utištěného. 15 Jak to, že deptáte můj lid a drtíte tvář utištěných?“ je výrok Panovníka, Hospodina zástupů.
— Pýcha dcer sijónských - Co napohled vypadá jako rozmařilost, má hlubší kořeny. Různým šperkům a ozdobám se přisuzovala i magická moc.
16 I řekl Hospodin: „Dcery sijónské se vypínají, chodí s pozdviženou šíjí, svůdně hledí, cupitavě chodí, na nohou jim chřestí nákotníky.“ 17 Panovník proto zachvátí témě dcer sijónských prašivinou, Hospodin obnaží jejich spánky. 18 V onen den odejme Panovník okrasné nákotníky, náčelky a půlměsíčky,19 náušnice, náramky a závojíčky,20 čelenky a řetízky, stužky, talismany a amulety,21 prsteny a nosní kroužky,22 slavnostní roucha a přehozy, šátky a váčky,23 zrcátka i košilky, turbany a řízy.
— Úděl vdov - Až padnou muži v boji, bude úděl vdov truchlivý a potupný.
24 A stane se, že bude namísto balzámu hnis a místo pásu smyčka, místo pracných účesů lysina, místo skvostného roucha žíněný pás a vypálené znamení na místě krásy. 25 Tvoji muži, Sijóne, padnou mečem a bohatýři v boji. 26 Rmoutit se a truchlit budou brány Sijónu; o vše připravený bude sedět na zemi.