1Herrens engel drog op fra Gilgal og kom til israelitterne med følgende budskab: „Jeg førte jer fra Egypten til det land, jeg lovede jeres forfædre, og jeg forsikrede jer, at jeg aldrig ville bryde min pagt med jer.2I måtte til gengæld ikke slutte fred med landets indbyggere, men derimod sørge for at ødelægge deres afgudsaltre. Hvorfor har I nu været ulydige og ikke overholdt jeres del af pagten?3Fordi I har gjort det, vil jeg ikke længere drive de folk ud, som bor i jeres land. De vil være en torn i øjet på jer, og de vil lokke jer til at dyrke deres guder.”4Da englen havde talt, brast israelitterne i gråd,5og derfor kaldte man det sted for Bokim.[1] Derefter bragte de ofre til Herren.6Efter at Josva havde opløst den forenede hær, var stammerne rejst hver til sit område for at bosætte sig.7I hele Josvas levetid havde folket adlydt Herren, og det fortsatte de med, så længe den generation var i live, der havde oplevet alle de undere, Herren havde gjort for Israel.8Josva, Guds tjener, døde i en alder af 110 år9og blev begravet på sin arvelod i Timnat-Heres i Efraims højland nord for Ga’ashbjerget.10Efterhånden som hele den generation uddøde, blev den afløst af en ny generation, som hverken kendte Herren eller huskede de undere, han havde gjort for Israel,11og de gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne og dyrkede afguderne.12-13De vendte sig fra Herren, den Gud, som deres forfædre havde tilbedt, og som havde ført dem ud af Egypten, og dyrkede i stedet Ba’al og de andre afguder, som nabofolkene dyrkede.14Derfor blussede Herrens vrede op imod Israel, så han udleverede dem til deres fjender, der kom fra alle sider og hærgede og plyndrede deres land.15Når Israels folk gik til kamp imod deres fjender, hjalp Herren fjenderne med at besejre dem—nøjagtig sådan som han havde lovet. På den måde kom folket i stor nød.16Så greb Herren ind og gav dem ledere—de såkaldte dommere—der skulle redde dem fra deres fjender.17Men folket ville heller ikke adlyde deres befriere. De fortsatte med at være troløse imod Herren og med at tilbede andre guder. De fulgte således ikke deres forfædres levevis, for de adlød ikke længere Herrens bud.18Alligevel var det sådan, at når Herren gav folket en befrier, så var han med den befrier, så længe han levede, og reddede folket fra deres fjender, for Herren havde medynk med sit forpinte folk, som jamrede, når de blev undertrykt af fjenderne.19Men når befrieren så døde, genoptog folket deres onde levevis og gjorde værre ting end deres forfædre. De dyrkede igen fremmede guder, tilbad dem og bøjede sig for dem, og de nægtede at ændre deres onde adfærd og stædige holdning.20Så blussede Herrens vrede igen op imod Israel, og han erklærede: „Fordi mit folk har brudt den pagt, jeg oprettede med deres forfædre og ignoreret mine befalinger,21vil jeg ikke længere hjælpe dem med at fordrive de folkeslag, Josva ikke nåede at besejre, før han døde.22I stedet vil jeg bruge fjenderne til at sætte dem på prøve og se, om de vil vende sig til mig og adlyde mig, sådan som deres forfædre gjorde.”23Det var grunden til, at Herren lod de forskellige folkeslag blive boende og ikke udryddede dem med det samme ved at give Josva sejr over dem.
— Kající lid v Bokímu - Lid podlehl svodům pohanských národů. Hospodinův posel jej vede k pokání.
1 I vystoupil posel Hospodinův z Gilgálu do Bokímu a volal: „Vyvedl jsem vás z Egypta a uvedl jsem vás do země, kterou jsem přísežně slíbil vašim otcům. Prohlásil jsem: ‚Svou smlouvu s vámi navěky nezruším.2 Vy však nesmíte uzavřít žádnou smlouvu s obyvateli této země. Jejich oltáře rozkopáte.‘ Vy jste mě neuposlechli. Čeho jste se to dopustili?3 Proto jsem také prohlásil: ‚Nevypudím je před vámi. Budou vám osidlem a jejich bohové vám budou léčkou.‘“4 Když Hospodinův posel promluvil tato slova ke všem Izraelcům, dal se lid do hlasitého pláče.5 Proto dali tomu místu jméno Bokím (to je Plačící) a obětovali tam Hospodinu.
OBRANA ZASLÍBENÉ ZEMĚ - — Boží věrnost a nevěrnost lidu - Lid propadá modloslužbě. V úzkostech volá o pomoc. Hospodin mu dává vysvoboditele.
6 Když Jozue propustil lid, odebrali se Izraelci každý do svého dědictví, aby obsadili zemi.7 Lid sloužil Hospodinu po všechny dny Jozuovy a po celou dobu života starších, kteří Jozua přežili a viděli celé velké Hospodinovo dílo, které pro Izraele vykonal.8 I zemřel Hospodinův služebník Jozue, syn Núnův, ve věku sto desíti let.9 Pochovali ho na jeho dědičném území v Timnat-cheresu v Efrajimském pohoří severně od hory Gaaše.10 Též celé ono pokolení se odebralo ke svým otcům. Po nich nastoupilo jiné pokolení, které neznalo Hospodina ani jeho dílo, jež pro Izraele vykonal. 11 Izraelci se dopouštěli toho, co je zlé v Hospodinových očích, a sloužili baalům.12 Opustili Hospodina, Boha svých otců, který je vyvedl z egyptské země. Chodili za jinými bohy, za božstvy těch národů, které byly kolem nich, a klaněli se jim. Tak Hospodina uráželi.13 Opustili Hospodina a sloužili Baalovi a Aštoretě.14 Proto Hospodin vzplanul proti Izraeli hněvem a vydal jej do rukou plenitelů a ti jej plenili. Vydal je napospas okolním nepřátelům, že už vůbec před svými nepřáteli nemohli obstát.15 Pokaždé, když vytrhli do boje, zle na ně dopadla Hospodinova ruka, jak jim to Hospodin prohlásil a přísahou stvrdil. Doléhalo na ně veliké soužení.16 I povolával Hospodin soudce, aby je vysvobozovali z rukou plenitelů.17 Avšak ani své soudce neposlouchali, dál smilnili s jinými bohy a klaněli se jim. Brzo sešli z cesty, po níž chodívali jejich otcové v poslušnosti Hospodinových přikázání; vůbec tak nejednali.18 Kdykoli jim Hospodin povolával soudce, býval se soudcem a vysvobozoval je z rukou nepřátel po všechny soudcovy dny. Hospodin měl totiž s nimi soucit, když sténali pod svými utlačovateli a tyrany.19 Po soudcově smrti si však opět počínali hůře než jejich otcové, chodili za jinými bohy, sloužili jim a klaněli se jim. Nevzdali se svých způsobů ani svého zatvrzelého počínání.20 Proto Hospodin vzplanul proti Izraeli hněvem a prohlásil: „Protože tento pronárod přestoupil moji smlouvu, kterou jsem uložil jejich otcům, a neposlouchají mě,21 ani já už před nimi nevyženu žádný z těch pronárodů, které ponechal Jozue, než zemřel.22Jimi budu Izraele zkoušet, zda bude chodit po cestě Hospodinově právě tak bedlivě jako jejich otcové, či nebude.“23 Hospodin tam proto tyto pronárody nechal a nevyhnal je hned, ani je nevydal do Jozuových rukou.