Psalm 106 | Schlachter 2000 Bibelen på hverdagsdansk

Psalm 106 | Schlachter 2000
1 Hallelujah! Dankt dem HERRN, denn er ist gütig, denn seine Gnade währt ewiglich! 2 Wer kann die Machttaten des HERRN beschreiben und all seinen Ruhm verkünden? 3 Wohl denen, die das Recht beachten, die Gerechtigkeit üben allezeit! 4 Gedenke an mich, o HERR, aus Gnade gegen dein Volk; suche mich heim mit deiner Rettung, 5 dass ich das Glück deiner Auserwählten schaue, dass ich mich freue an der Freude deines Volkes und mich rühme mit deinem Erbteil. 6 Wir haben gesündigt samt unseren Vätern, wir haben Unrecht getan, haben gottlos gehandelt. 7 Unsere Väter in Ägypten achteten nicht auf deine Wunder, sie gedachten nicht an deine große Gnade und waren widerspenstig am Meer, am Schilfmeer. 8 Aber er rettete sie um seines Namens willen, um seine Stärke offenbar zu machen. 9 Und er bedrohte das Schilfmeer, dass es vertrocknete, und ließ sie durch die Fluten gehen wie auf einer Steppe. 10 Und er rettete sie von der Hand des Hassers und erlöste sie aus der Hand des Feindes. 11 Und das Wasser bedeckte ihre Bedränger; nicht einer von ihnen blieb übrig. 12 Da glaubten sie seinen Worten und sangen sein Lob. 13 Aber sie vergaßen seine Werke bald; sie warteten nicht auf seinen Rat, 14 sondern sie wurden begehrlich in der Wüste und versuchten Gott in der Einöde. 15 Und er gab ihnen, was sie forderten, aber er sandte Auszehrung in ihre Seelen. 16 Und sie wurden eifersüchtig auf Mose im Lager, auf Aaron, den Heiligen des HERRN. 17 Da tat sich die Erde auf und verschlang Dathan und bedeckte die Rotte Abirams; 18 und Feuer verzehrte ihre Rotte, eine Flamme versengte die Gottlosen. 19 Sie machten sich ein Kalb am Horeb und warfen sich nieder vor dem gegossenen Bild. 20 Sie vertauschten den, der ihre Herrlichkeit war, gegen das Abbild eines Stiers, der Gras frisst. 21 Sie vergaßen Gott, ihren Retter, der Großes getan hatte in Ägypten, 22 Wunder im Land Hams, Furchtbares am Schilfmeer. 23 Und er gedachte sie zu vertilgen, wenn nicht Mose, sein Auserwählter, in den Riss getreten wäre vor ihm, um seinen Grimm abzuwenden, dass er sie nicht vertilgte. 24 Sie verachteten das liebliche Land, sie glaubten seinem Wort nicht. 25 Und sie murrten in ihren Zelten, sie gehorchten nicht der Stimme des HERRN. 26 Da erhob er seine Hand gegen sie [und schwor], sie niederzustrecken in der Wüste 27 und ihren Samen unter die Heidenvölker zu werfen und sie zu zerstreuen in die Länder. 28 Und sie hängten sich an den Baal-Peor und aßen Opfer der toten [Götzen], 29 und sie reizten ihn mit ihrem Tun; da brach die Plage unter ihnen aus. 30 Aber Pinehas trat auf und übte Gericht, sodass die Plage aufgehalten wurde. 31 Das wurde ihm zur Gerechtigkeit angerechnet auf alle Geschlechter, in Ewigkeit. 32 Und sie erzürnten ihn am Haderwasser, und es erging Mose schlecht um ihretwillen. 33 Denn sie erbitterten sein Gemüt, sodass er unbedacht redete mit seinen Lippen. 34 Sie vertilgten die Völker nicht, wie ihnen der HERR geboten hatte; 35 sondern sie vermischten sich mit den Heidenvölkern und lernten ihre Werke. 36 Und sie dienten ihren Götzen, und diese wurden ihnen zum Fallstrick. 37 Und sie opferten ihre Söhne und ihre Töchter den Dämonen. 38 Und sie vergossen unschuldiges Blut, das Blut ihrer Söhne und ihrer Töchter, die sie den Götzen Kanaans opferten; und so wurde das Land durch Blutschuld entweiht. 39 Und sie machten sich unrein mit ihren Werken und begingen Hurerei mit ihrem Tun. 40 Da entbrannte der Zorn des HERRN gegen sein Volk, und er verabscheute sein Erbteil. 41 Und er gab sie in die Hand der Heidenvölker, dass ihre Hasser über sie herrschten. 42 Und ihre Feinde bedrückten sie, und sie wurden gedemütigt unter ihre Hand. 43 Er errettete sie oftmals; aber sie widerstrebten ihm mit ihren Plänen, und sie sanken immer tiefer durch ihre Ungerechtigkeit. 44 Aber er sah ihre Not an, als er ihr Schreien hörte, 45 und er gedachte an seinen Bund mit ihnen und empfand Mitleid nach seiner großen Gnade; 46 und er ließ sie Barmherzigkeit finden bei allen, die sie gefangen hielten. 47 Rette uns, HERR, unser Gott! Sammle uns aus den Heidenvölkern, dass wir deinem heiligen Namen danken und uns glücklich preisen, zu deinem Ruhm! 48 Gepriesen sei der HERR, der Gott Israels, von Ewigkeit zu Ewigkeit! Und alles Volk soll sagen: Amen! Hallelujah!

Bibeltext der Schlachter Copyright © 2000 Genfer Bibelgesellschaft Wiedergegeben mit der freundlichen Genehmigung. Alle Rechte vorbehalten.

Bibelen på hverdagsdansk

Herrens trofasthed imod sit folk

1 Halleluja! Tak Herren, for han er god. Hans trofasthed varer til evig tid. 2 Hvem har tal på alle hans undere? Hvordan kan vi nogensinde takke ham nok? 3 Velsignede er de, der gør det gode, de, der altid handler ret. 4 Husk på mig, Herre, når du velsigner dit folk, giv også mig del i dine goder. 5 Lad mig se dit folk få fremgang, lad mig glædes sammen med dine udvalgte, juble med det folk, som tilhører dig. 6 Vi har svigtet dig, som vore forfædre gjorde, vi har begået fejl og handlet forkert. 7 Vore forfædre ænsede ikke dine undere i Egypten, de glemte hurtigt din trofasthed imod dem, i stedet gjorde de oprør imod dig ved Det Røde Hav. 8 Alligevel frelste Herren sit folk for sin æres skyld og for at vise sin magt for verden. 9 Han truede Det Røde Hav, så det tørrede ud, og folket kunne gå tørskoet over. 10 Han frelste dem fra deres fjender, friede dem fra egypternes had. 11 Vandet skyllede hen over forfølgerne, så de druknede alle som en. 12 Da troede folket på Guds løfter og brød ud i lovsang til ham. 13 Men de glemte snart, hvad Herren havde gjort, de holdt op med at søge hans vilje. 14 I ørkenen krævede de kød at spise, de udfordrede Guds tålmodighed. 15 Han gav dem, hvad de forlangte, men straffede dem også for deres oprør. 16 Nogle i lejren blev misundelige på Moses og på Aron, Guds udvalgte præst. 17 Som straf åbnede jorden sig og opslugte Datan, lukkede sig over Abiram og de medsammensvorne. 18 Ild for ned fra himlen og fortærede dem, der gjorde oprør. 19 Ved Horebs bjerg støbte de en tyrekalv, de tilbad en afgud af metal. 20 De byttede Guds herlighed bort for et billede af et dyr, der æder græs. 21 De glemte den Gud, der førte dem ud af Egypten, han, som reddede dem på forunderlig vis. 22 Tænk på de mirakler, han udførte, de fantastiske undere ved Det Røde Hav. 23 Gud var lige ved at udrydde sit oprørske folk, men hans tjener Moses gik i forbøn for dem, så de ikke blev tilintetgjort af hans vrede. 24 De nægtede at gå ind i det frugtbare land, for de troede ikke på Guds løfte. 25 De sad bare i deres telte og surmulede og ville slet ikke høre på Herrens ord. 26 Derfor svor han højt og helligt, at oprørerne skulle dø i ørkenen. 27 Deres efterkommere skulle spredes blandt folkeslagene og gøres til flygtninge i fremmede lande. 28 Dernæst tilbad de Ba’al i Peor, de holdt fest og ofrede til livløse afguder. 29 Deres opførsel krænkede Herren dybt, og han lod en pest bryde ud iblandt dem. 30 Men Pinehas tog mod til sig og greb ind, og det gjorde, at plagen holdt op. 31 Pinehas viste sig som en gudfrygtig mand, og det vil han altid blive husket for. 32 Ved Meribas kilder gjorde de oprør igen, og Moses faldt i unåde hos Herren. 33 De gjorde ham nemlig så oprørt, at han talte i vrede og handlede overilet. 34 De undlod også at tilintetgøre de folkeslag, som Herren havde befalet dem at udrydde. 35 De giftede sig tilmed ind i deres familier, lærte sig deres ugudelige skikke, 36 så de dyrkede de fremmedes afguder og derved blev skyld i deres egen ulykke. 37 De ofrede både deres sønner og døtre til de fremmede folkeslags guder. 38 Fordi de myrdede uskyldige børn og ofrede dem til afguderne, blev landet besmittet af det udgydte blod. 39 Guds folk var blevet urent i hans øjne, deres handlinger viste deres utroskab mod Herren. 40 Derfor blussede Guds vrede op imod dem, han følte afsky for sit ejendomsfolk. 41 Han overgav dem i fremmedes vold, deres fjender undertrykte dem. 42 De gjorde livet surt for dem og kuede dem på alle måder. 43 Gang på gang befriede Herren sit folk, men de blev ved med at gøre oprør og falde dybere og dybere i synd. 44 Alligevel kunne han ikke lukke øjnene for deres nød, han hørte deres råb om nåde. 45 Han havde jo indgået en pagt med sit folk, og hans trofasthed forbød ham at udslette dem helt. 46 Han sørgede for, at de fremmede herskere fik medlidenhed med dem. 47 Vor Herre og Gud, frels os! Bring os tilbage fra landflygtigheden, så vi kan give dig taknemmelighedsofre og lovprise dit hellige navn. 48 Lovet være Herren, Israels Gud. Lad os prise ham nu og til evig tid. Lad hele folket svare: Amen! Halleluja!