Lukas 9 | En Levende Bok

Jesus sender ut sine tolv disipler

1 En dag kalte Jesus sammen sine tolv disipler og ga dem makt til å drive ut alle slags onde ånder og kraft til å helbrede sykdommer. 2 Etterpå sendte han dem ut for å fortelle at Gud vil frelse menneskene og gjøre dem til sitt eget folk, og for å helbrede syke. 3 Han sa: ”Ta ikke med dere noe på veien, ingen vandringsstav eller veske, ikke mat eller penger, og ingen ekstra klær. 4 Når dere har blitt tilbudt å overnatte hos noen, stans da til dere vil fortsette til neste by. 5 Dersom innbyggerne i en by ikke vil ta imot dere eller vil høre på dere, gå da bare videre og vær ikke mer bekymret for dem. Rist støvet fra byen av føttene deres som et tegn på at de selv får ta ansvaret for det de har gjort.” 6 Disiplene begynte å gå fra by til by og spredde det glade budskapet og helbredet syke.

Ryktet om Jesus gjør Herodes urolig

7 Da kong Herodes fikk høre snakk om alle miraklene som Jesus gjorde, ble han urolig og visste ikke hva han skulle tro. Noen sa at det var døperen Johannes som hadde stått opp fra de døde. 8 Noen mente at det var Elia* som viste seg. Andre igjen sa at en eller annen av profetene, som før i tiden bar fram Guds budskap*, hadde stått opp igjen. 9 Herodes sa: ”Jeg tillot å halshugge Johannes. Tenk om denne mannen som jeg hører så mye om viser seg å være Johannes?” Og han forsøkte å få møte Jesus.

Jesus gir mat til mer enn 5 000 personer

10 De tolv disiplene som Jesus hadde sendt ut, kom nå tilbake fra reisen sin og rapporterte om alt de hadde gjort. Jesus, sammen med de andre, trakk seg bort til byen Betsaida. 11 Folket fikk greie på hvor han gikk og fulgte etter. På nytt tok han imot folket og talte til dem om at Gud vil frelse menneskene og gjøre dem til sitt eget folk.* Han helbredet alle som trengte hjelp. 12 Da det begynte å bli kveld, kom de tolv disiplene og sa: ”Send folket av sted, slik at de kan gå til byene og gårdene her i nærheten, kjøpe seg mat og ordne et eller annet sted å sove. På dette øde stedet finnes det ingen mulighet.” 13 Jesus svarte: ”Dere kan selv gi dem mat!” ”Hvordan skal det gå til?” undret de. ”Alt vi har, er fem brød og to fisker. Mener du virkelig at vi skal gå og kjøpe mat nok så det rekker til alle disse folkene?” 14 Det var omkring 5 000 menn, og i tillegg kom kvinner og barn. ”Bare be dem om å slå seg ned i grupper på 50 personer”, svarte Jesus. 15 Disiplene gjorde som han sa og lot alle sette seg. 16 Så tok Jesus de fem brødene og de to fiskene, så opp mot himmelen og takket Gud for maten. Etterpå brøt han brødene og fiskene i biter og ga til disiplene for at de skulle gi videre til folket. 17 Alle spiste og ble mette. Da de til slutt samlet opp det som var til overs, ble det tolv fulle kurver.

Peter kaller Jesus for Messias, den lovede kongen

18 En gang da Jesus hadde trukket seg tilbake for å be, og disiplene var med han, spurte han: ”Hvem sier folket at jeg er?” 19 ”Noen sier at du er døperen Johannes”, svarte de, ”og noen at du er Elia*. Andre sier at du er en eller annen av profetene, de som før i tiden bar fram Guds budskap* og som nå har stått opp fra de døde.” 20 Da spurte han: ”Hvem tror dere at jeg er?” Peter svarte: ”Du er Messias, den kongen som Gud har lovet å sende.”

Jesus forutsier for første gangen at han skal dø

21 Jesus ga da streng befaling om at de ikke skulle snakke med noen om dette. 22 Han forklarte: ”Jeg, Menneskesønnen*, må lide mye. Folkets ledere, øversteprestene og de skriftlærde* kommer til å ta avstand fra meg og passe på at jeg blir drept, men på den tredje* dagen skal jeg stå opp fra de døde.” 23 Så sa han til folket: ”Om noen vil bli disiplene mine, kan han ikke lenger tenke på seg selv, men han må følge mitt eksempel og alltid være beredt til å dø. 24 Ja, den som klamrer seg fast til livet, vil til sist miste det. Den som mister livet sitt for min skyld, han vil redde det. 25 Hva vinner et menneske om det blir gitt hele verden, dersom det samtidig mister det evige livet? 26 Den som skammer seg over meg og over de ordene jeg sier, han skal jeg, Menneskesønnen*, være skamfull over den dagen jeg vender tilbake i min og min Fars herlighet sammen med englene hans. 27 Tro meg: Noen av dere som står her i dag, kommer ikke til å dø før dere har sett Gud i hans kongelige makt.*”

Jesus blir forandret på fjellet

28 Omkring en uke seinere tok Jesus med seg Peter, Jakob og Johannes og gikk opp på et fjell for å be. 29 Mens han ba, forandret ansiktet hans seg, og klærne ble blendende hvite. 30 Så viste det seg to menn som sto og snakket med ham. Det var Moses og Elia.* 31 Også de strålte av et himmelsk lys, og snakket om hvordan Jesus i tråd med Guds plan ville dø i Jerusalem. 32 Peter og de to andre hadde vært så trette at de sovnet mens Jesus ba. Nå våknet de og fikk se Jesus stå der omstrålet av lys sammen med de to mennene. 33 Da Moses og Elia gjorde seg klar til å forlate Jesus, sa Peter til Jesus: ”Mester, dette er et fantastisk sted å være på! La oss bygge tre hytter, en til deg og en til Moses og en til Elia!” Han var så forvirret at han ikke helt visste hva han sa. 34 Mens han snakket, ble de innhyllet i en sky som senket seg over dem. De ble helt forskrekket. 35 Så hørte de en stemme fra skyen som sa: ”Dette er min Sønn, min utvalgte*. Lytt til ham.” 36 Da stemmen hadde stilnet, sto Jesus alene igjen. Disiplene holdt det de hadde sett for seg selv. De fortalte det ikke til noen før langt seinere.

Jesus helbreder en gutt som er besatt av en ond Ånd

37 Neste dag, da de kom ned fra fjellet, ble de møtt av en stor folkemasse. 38 En mann ropte til Jesus: ”Mester, hjelp sønnen min, han er mitt eneste barn. 39 Rett som det er blir han angrepet av en ond Ånd. Da skriker han og vrir seg i kramper så fråden står om munnen. Når anfallet endelig er over, har ånden nesten tatt knekken på ham. 40 Jeg ba disiplene dine om å drive ut den onde ånden, men de klarte det ikke!” 41 ”Dere er håpløse mennesker som ikke vil tro!” utbrøt Jesus. ”Hvor lenge må jeg være blant dere og holde ut med dere? Kom hit med sønnen din.” 42 Mens gutten var på vei til Jesus, dyttet den onde ånden ham i bakken og slet og rykket voldsomt i ham. Jesus ga befaling om at ånden skulle forlate gutten. Han helbredet ham og ga ham til faren.

Jesus forutsier for andre gangen at han skal dø

43 Alle som var til stede ble helt overveldet over Guds ubegrensede makt og veldige kraft. Mens folket fortsatt sto forundret og tenkte på alt han gjorde, sa Jesus til disiplene: 44 ”Lytt nøye, og husk på det jeg nå sier: Jeg, Menneskesønnen*, skal bli forrådt og overgitt i menneskers hender.” 45 Men disiplene forsto ikke det han snakket om. Den virkelige betydningen av det Jesus forutsa, var skjult for dem, og de våget ikke spørre hva han mente.

Jesus forklarer hvem som er størst

46 Disiplene begynte nå å diskutere med hverandre om hvem av dem som var den største. 47 Jesus forsto hva som rørte seg i tankene deres. Derfor tok han et barn og stilte det ved siden av seg. 48 Han sa: ”Den som tar imot dette barnet fordi det tilhører meg, han tar imot meg! Og den som tar imot meg, han tar imot Gud, etter som Gud har sendt meg. Den som sier at han selv er liten og ubetydelig, han er den største.”

Disiplene forbyr en mann å gjøre mirakler i Jesu navn

49 Johannes, en av disiplene, sa: ”Mester, vi så en mann som drev ut onde ånder i ditt navn, men etter som han ikke var i følge med oss, forsøkte vi å stoppe ham.” 50 Da sa Jesus til Johannes: ”La ham holde på med sitt, for den som ikke er mot dere, han er for dere.”

Motstand i Samaria

51 Tiden hadde nå kommet da Gud bestemte at Jesus skulle vende tilbake til himmelen. Jesus besluttet derfor å begynne på veien mot Jerusalem. 52 En dag sendte han noen disipler i forveien for å ordne med overnatting i en samaritansk* by. 53 Men etter som Jesus var på vei mot Jerusalem, ville de ikke ha noe med ham å gjøre. 54 Da begge disiplene, som var Jakob og Johannes, fikk greie på det som hadde skjedd, ble de opprørte og sa: ”Herre, skal vi befale at ild må falle ned fra himmelen og brenne opp byen?”* 55 Jesus vendte seg om og irettesatte dem.* 56 Så gikk de videre til en annen by.

Prisen for å følge Jesus

57 Mens de gikk langs veien, sa en mann til Jesus: ”Jeg vil følge deg hvor du enn går.” 58 Jesus svarte: ”Du må forstå en ting, revene har hi og fuglene har reir, men jeg, Menneskesønnen*, har ingen stedet der jeg kan hvile ut.” 59 Til en annen mann de møtte, sa Jesus: ”Kom og bli min disippel!” Men han svarte: ”La meg først få gå hjem og begrave min far.”* 60 Da sa Jesus: ”La de som er åndelig døde*, begrave sine døde. Din oppgave er å spre budskapet om at Gud vil frelse menneskene og gjøre dem til sitt eget folk.*” 61 En annen sa: ”Ja, Herre, jeg skal komme, men la meg først få ta avskjed med dem der hjemme.” 62 Da sa Jesus til ham: ”Den som gjør seg klar for å arbeide, men etterpå lar seg lokke bort fra arbeidet av andre, han kan ikke tjene Gud.*”

Český ekumenický překlad

— Vyslání Dvanácti

1 Ježíš svolal svých Dvanáct a dal jim sílu a moc vyhánět všechny démony a léčit nemoci. 2 Poslal je zvěstovat Boží království a uzdravovat. 3 A řekl jim: „Nic si neberte na cestu, ani hůl ani mošnu ani chléb ani peníze ani dvoje šaty. 4 Když přijdete do některého domu, tam zůstávejte a odtud vycházejte. 5 A když vás někde nepřijmou, odejděte z onoho města a setřeste prach ze svých nohou na svědectví proti nim.“ 6 Vydali se na cestu, chodili od vesnice k vesnici, přinášeli všude radostnou zvěst a uzdravovali.

— Herodova nejistota

7 Tetrarcha Herodes slyšel o všem, co se dálo, ale nevěděl, co si má myslit, poněvadž někteří říkali, že Jan vstal z mrtvých, 8 jiní, že se zjevil Eliáš, a jiní zase, že vstal jeden z dávných proroků. 9 Herodes řekl: „Jana jsem přece dal stít. Kdo to tedy je, že o něm slyším takové věci?“ A přál si ho vidět.

— Nasycení pěti tisíců

10 Když se apoštolové navrátili, vypravovali Ježíšovi, co všechno činili. Vzal je s sebou a odešli sami do města Betsaidy. 11 Když to zástupy zpozorovaly, šly za ním; on je přijal, mluvil jim o Božím království a uzdravoval ty, kteří to potřebovali. 12 Schylovalo se k večeru. Tu k němu přistoupilo dvanáct učedníků a řekli: „Propusť zástup, ať jdou do okolních vesnic a dvorů opatřit si nocleh a něco k jídlu, protože jsme zde na pustém místě.“ 13 On jim řekl: „Dejte jim jíst vy!“ Řekli mu: „Nemáme víc než pět chlebů a dvě ryby; nebo snad máme jít a nakoupit pokrm pro všechen tento lid?“ 14 Bylo tam asi pět tisíc mužů. Řekl svým učedníkům: „Usaďte je ve skupinách asi po padesáti.“ 15 Učinili to a rozsadili je všechny. 16 Potom vzal těch pět chlebů a dvě ryby, vzhlédl k nebi, vzdal díky, lámal a dával učedníkům, aby je předložili zástupu. 17 A jedli a nasytili se všichni. A sebralo se zbylých nalámaných chlebů dvanáct košů.

— Petrovo vyznání a první předpověď utrpení

18 Když se o samotě modlil a byli s ním jeho učedníci, otázal se jich: „Za koho mne zástupy pokládají?“ 19 Oni mu odpověděli: „Za Jana Křtitele, jiní za Eliáše a někteří myslí, že vstal jeden z dávných proroků.“ 20 Řekl jim: „A za koho mne pokládáte vy?“ Petr mu odpověděl: „Za Božího Mesiáše.“ 21 On jim však důrazně přikázal, aby to nikomu neříkali, a pravil jim: 22 “Syn člověka musí mnoho trpět, být zavržen od starších, velekněží a zákoníků, být zabit a třetího dne vzkříšen.“

— O následování

23 Všem pak řekl: „Kdo chce jít za mnou, zapři sám sebe, nes každého dne svůj kříž a následuj mne. 24 Neboť kdo by chtěl zachránit svůj život, ten o něj přijde; kdo však přijde o život pro mne, zachrání jej. 25 Jaký prospěch má člověk, který získá celý svět, ale sám sebe ztratí nebo zmaří? 26 Kdo se stydí za mne a za má slova, za toho se bude stydět Syn člověka, až přijde v slávě své i Otcově a svatých andělů. 27 Říkám vám po pravdě: Někteří z těch, kteří tu stojí, neokusí smrti, dokud nespatří království Boží.“

— Proměnění na hoře

28 Za týden po této rozmluvě vzal Ježíš s sebou Petra, Jana a Jakuba a vystoupil na horu, aby se modlil. 29 A když se modlil, nabyla jeho tvář nového vzhledu a jeho roucho bělostně zářilo. 30 A hle, rozmlouvali s ním dva muži – byli to Mojžíš a Eliáš; 31 zjevili se v slávě a mluvili o jeho cestě, kterou měl dokonat v Jeruzalémě. 32 Petra a jeho druhy obestřel těžký spánek. Když se probrali, spatřili jeho slávu i ty dva muže, kteří byli s ním. 33 Vtom se ti muži od něho začali vzdalovat; Petr mu řekl: „Mistře, je dobré, že jsme zde; udělejme tři stany, jeden tobě, jeden Mojžíšovi a jeden Eliášovi.“ Nevěděl, co mluví. 34 Než to dopověděl, přišel oblak a zastínil je. Když se ocitli v oblaku, zmocnila se jich bázeň. 35 A z oblaku se ozval hlas: „Toto jest můj vyvolený Syn, toho poslouchejte.“ 36 Když se hlas ozval, byl už Ježíš sám. Oni umlkli a nikomu tehdy neřekli nic o tom, co viděli.

— Uzdravení posedlého chlapce

37 Když příštího dne sestoupili z hory, vyšel mu vstříc veliký zástup. 38 A hle, jakýsi muž ze zástupu volal: „Mistře, prosím tě, ujmi se mého syna, vždyť je to mé jediné dítě; 39 hle, zachvacuje ho duch, takže znenadání vykřikuje, a lomcuje jím, až má pěnu kolem úst; jen stěží od něho odchází a tak ho moří. 40 Prosil jsem už tvé učedníky, aby ho vyhnali, ale nemohli.“ 41 Ježíš odpověděl: „Pokolení nevěřící a zvrácené, jak dlouho ještě mám být s vámi a snášet vás? Přiveď sem svého syna!“ 42 Ještě než k němu přišel, démon ho povalil a zkroutil křečí. Ježíš pohrozil nečistému duchu, uzdravil chlapce a vrátil jej otci. 43 Všichni žasli nad velikou Boží mocí. Když se všichni divili, co všechno učinil, řekl svým učedníkům:

— Nová předpověď utrpení

44 “Slyšte a dobře si pamatujte tato slova: Syn člověka bude vydán do rukou lidí.“ 45 Oni však tomu slovu nerozuměli a jeho smysl jim zůstal skryt; proto nechápali, ale báli se ho na to slovo zeptat.

— Spor o prvenství

46 Přišlo jim na mysl, kdo z nich je asi největší. 47 Když Ježíš poznal, čím se v mysli obírají, vzal dítě, postavil je vedle sebe 48 a řekl jim: „Kdo přijme takové dítě ve jménu mém, přijímá mne; a kdo přijme mne, přijme toho, který mě poslal. Kdo je nejmenší mezi všemi vámi, ten je veliký.“ 49 Jan mu na to řekl: „Mistře, viděli jsme kohosi, kdo v tvém jménu vyhání démony, a bránili jsme mu, protože tě nenásleduje jako my.“ 50 Ježíš mu řekl: „Nebraňte mu! Kdo není proti vám, je pro vás.“

— Hněv učedníků proti samařské vesnici

51 Když se naplňovaly dny, kdy měl být vzat vzhůru, upjal svou mysl k cestě do Jeruzaléma 52 a poslal před sebou posly. Vydali se na cestu a přišli do jedné samařské vesnice, aby pro něho vše připravili. 53 Ale tam jej nepřijali, protože jeho tvář byla obrácena k Jeruzalému. 54 Když to uviděli učedníci Jakub a Jan, řekli: „Pane, máme přivolat oheň z nebe, aby je zahubil, jako to učinil Eliáš?“ 55 Obrátil se a pokáral je: „Nevíte, jakého jste ducha. 56 Syn člověka nepřišel lidi zahubit, ale zachránit.“ A šli do jiné vesnice.

— O rozhodnutí k následování

57 Když se ubírali cestou, řekl mu kdosi: „Budu tě následovat, kamkoli půjdeš.“ 58 Ale Ježíš mu odpověděl: „Lišky mají doupata a ptáci hnízda, ale Syn člověka nemá, kde by hlavu složil.“ 59 Jinému řekl: „Následuj mne!“ On odpověděl: „Dovol mi, Pane, abych šel napřed pochovat svého otce.“ 60 Řekl mu: „Nech mrtvé, ať pochovávají své mrtvé. Ale ty jdi a všude zvěstuj království Boží.“ 61 A jiný mu řekl: „Budu tě následovat, Pane. Ale napřed mi dovol, abych se rozloučil se svou rodinou.“ 62 Ježíš mu řekl: „Kdo položí ruku na pluh a ohlíží se zpět, není způsobilý pro království Boží.“

Lukas 9 | En Levende Bok Český ekumenický překlad