Psalm 106 | Menge Bibel
1Halleluja! Preiset den HERRN*, denn er ist freundlich, ja ewiglich währt seine Gnade!2Wer kann des HERRN Machttaten gebührend preisen und kundtun all seinen Ruhm?3Wohl denen, die am Recht festhalten, und dem, der Gerechtigkeit übt zu jeder Zeit!4Gedenke meiner, o HERR, mit der Liebe zu deinem Volk, nimm dich meiner an mit deiner Hilfe,5daß ich schau’ meine Lust am Glück deiner Erwählten, an der Freude deines Volkes Anteil habe und glücklich mich preise mit deinem Eigentumsvolke!6Wir haben gesündigt gleich unsern Vätern, wir haben gefehlt und gottlos gehandelt.7Unsre Väter in Ägypten achteten nicht auf deine Wunder, gedachten nicht der Fülle deiner Gnadenerweise, waren widerspenstig gegen den Höchsten schon am Schilfmeer;8dennoch half er ihnen um seines Namens willen, um seine Heldenkraft zu erweisen.9Er schalt* das Schilfmeer: da ward es trocken, und er ließ sie ziehn durch die Fluten wie über die Trift.10So rettete er sie aus der Hand des Verfolgers und erlöste sie aus der Gewalt des Feindes:11die Fluten bedeckten ihre Bedränger, nicht einer von ihnen blieb übrig.12Da glaubten sie an seine Worte, besangen seinen Ruhm.13Doch schnell vergaßen sie seine Taten und warteten seinen Ratschluß nicht ab;14sie fröhnten ihrem Gelüst in der Wüste und versuchten Gott in der Einöde:15da gewährte er ihnen ihr Verlangen, sandte aber die Seuche gegen ihr Leben.16Dann wurden sie eifersüchtig auf Mose im Lager, auf Aaron, den Geweihten des HERRN:17da tat die Erde sich auf und verschlang Dathan und begrub die ganze Rotte Abirams,18Feuer verbrannte ihre Rotte, Flammen verzehrten die Frevler.19Sie machten sich ein Kalb* am Horeb und warfen vor einem Gußbild sich nieder20und vertauschten so die Herrlichkeit ihres Gottes mit dem Bildnis eines Stieres, der Gras frißt.21Sie hatten Gott, ihren Retter, vergessen, der große Dinge getan in Ägypten,22Wunderzeichen im Lande Hams, furchtbare Taten am Schilfmeer.23Da gedachte er sie zu vertilgen, wenn nicht Mose, sein Auserwählter, mit Fürbitte vor ihn hingetreten wäre, um seinen Grimm vom Vernichten abzuwenden.24Sodann verschmähten sie das herrliche Land und schenkten seiner Verheißung keinen Glauben,25sondern murrten in ihren Zelten, gehorchten nicht der Weisung des HERRN.26Da erhob er seine Hand gegen sie zum Schwur, sie in der Wüste niederzuschlagen,27ihre Nachkommen unter die Heiden niederzuwerfen und sie rings zu zerstreuen in die Länder.28Dann hängten sie sich an den Baal-Peor und aßen Opferfleisch der toten (Götzen)29und erbitterten ihn durch ihr ganzes Tun. Als nun ein Sterben unter ihnen ausbrach,30trat Pinehas auf und hielt Gericht*: da wurde dem Sterben Einhalt getan.31Das wurde ihm angerechnet zur Gerechtigkeit von Geschlecht zu Geschlecht in Ewigkeit. –32Dann erregten sie Gottes Zorn am Haderwasser, und Mose erging es übel um ihretwillen;33denn weil sie dem Geiste Gottes widerstrebten, hatte er unbedacht mit seinen Lippen geredet.34Sie vertilgten auch die Völker nicht, von denen der HERR es ihnen geboten,35sondern traten mit den Heiden in Verkehr und gewöhnten sich an deren (böses) Tun36und dienten ihren Götzen: die wurden ihnen zum Fallstrick.37Ja, sie opferten ihre Söhne und ihre Töchter den bösen Geistern38und vergossen unschuldig Blut [das Blut ihrer Söhne und Töchter, die sie den Götzen Kanaans opferten]: so wurde das Land durch Blutvergießen entweiht.39Sie wurden unrein durch ihr Verhalten und verübten Abfall durch ihr Tun. –40Da entbrannte der Zorn des HERRN gegen sein Volk, und Abscheu fühlte er gegen sein Erbe*;41er ließ sie in die Hand der Heiden fallen, so daß ihre Hasser über sie herrschten;42ihre Feinde bedrängten sie hart, so daß sie sich beugen mußten unter deren Hand.43Oftmals zwar befreite er sie, doch sie blieben widerspenstig gegen seinen Ratschluß und sanken immer tiefer durch ihre Schuld.44Er aber nahm sich ihrer Drangsal an, sooft er ihr Wehgeschrei hörte,45und gedachte seines Bundes ihnen zugut, fühlte Mitleid nach seiner großen Güte46und ließ sie Erbarmen finden bei allen, die sie gefangen hielten.47O hilf uns, HERR, unser Gott, und bring uns wieder zusammen aus den Heiden, damit wir deinem heiligen Namen danken, uns glücklich preisen, deinen Ruhm zu künden!48Gepriesen sei der HERR, der Gott Israels, von Ewigkeit zu Ewigkeit! Und alles Volk sage »Amen!« Halleluja!
Bibelen på hverdagsdansk
Herrens trofasthed imod sit folk
1Halleluja! Tak Herren, for han er god. Hans trofasthed varer til evig tid.2Hvem har tal på alle hans undere? Hvordan kan vi nogensinde takke ham nok?3Velsignede er de, der gør det gode, de, der altid handler ret.4Husk på mig, Herre, når du velsigner dit folk, giv også mig del i dine goder.5Lad mig se dit folk få fremgang, lad mig glædes sammen med dine udvalgte, juble med det folk, som tilhører dig.6Vi har svigtet dig, som vore forfædre gjorde, vi har begået fejl og handlet forkert.7Vore forfædre ænsede ikke dine undere i Egypten, de glemte hurtigt din trofasthed imod dem, i stedet gjorde de oprør imod dig ved Det Røde Hav.8Alligevel frelste Herren sit folk for sin æres skyld og for at vise sin magt for verden.9Han truede Det Røde Hav, så det tørrede ud, og folket kunne gå tørskoet over.10Han frelste dem fra deres fjender, friede dem fra egypternes had.11Vandet skyllede hen over forfølgerne, så de druknede alle som en.12Da troede folket på Guds løfter og brød ud i lovsang til ham.13Men de glemte snart, hvad Herren havde gjort, de holdt op med at søge hans vilje.14I ørkenen krævede de kød at spise, de udfordrede Guds tålmodighed.15Han gav dem, hvad de forlangte, men straffede dem også for deres oprør.16Nogle i lejren blev misundelige på Moses og på Aron, Guds udvalgte præst.17Som straf åbnede jorden sig og opslugte Datan, lukkede sig over Abiram og de medsammensvorne.18Ild for ned fra himlen og fortærede dem, der gjorde oprør.19Ved Horebs bjerg støbte de en tyrekalv, de tilbad en afgud af metal.20De byttede Guds herlighed bort for et billede af et dyr, der æder græs.21De glemte den Gud, der førte dem ud af Egypten, han, som reddede dem på forunderlig vis.22Tænk på de mirakler, han udførte, de fantastiske undere ved Det Røde Hav.23Gud var lige ved at udrydde sit oprørske folk, men hans tjener Moses gik i forbøn for dem, så de ikke blev tilintetgjort af hans vrede.24De nægtede at gå ind i det frugtbare land, for de troede ikke på Guds løfte.25De sad bare i deres telte og surmulede og ville slet ikke høre på Herrens ord.26Derfor svor han højt og helligt, at oprørerne skulle dø i ørkenen.27Deres efterkommere skulle spredes blandt folkeslagene og gøres til flygtninge i fremmede lande.28Dernæst tilbad de Ba’al i Peor, de holdt fest og ofrede til livløse afguder.29Deres opførsel krænkede Herren dybt, og han lod en pest bryde ud iblandt dem.30Men Pinehas tog mod til sig og greb ind, og det gjorde, at plagen holdt op.31Pinehas viste sig som en gudfrygtig mand, og det vil han altid blive husket for.32Ved Meribas kilder gjorde de oprør igen, og Moses faldt i unåde hos Herren.33De gjorde ham nemlig så oprørt, at han talte i vrede og handlede overilet.34De undlod også at tilintetgøre de folkeslag, som Herren havde befalet dem at udrydde.35De giftede sig tilmed ind i deres familier, lærte sig deres ugudelige skikke,36så de dyrkede de fremmedes afguder og derved blev skyld i deres egen ulykke.37De ofrede både deres sønner og døtre til de fremmede folkeslags guder.38Fordi de myrdede uskyldige børn og ofrede dem til afguderne, blev landet besmittet af det udgydte blod.39Guds folk var blevet urent i hans øjne, deres handlinger viste deres utroskab mod Herren.40Derfor blussede Guds vrede op imod dem, han følte afsky for sit ejendomsfolk.41Han overgav dem i fremmedes vold, deres fjender undertrykte dem.42De gjorde livet surt for dem og kuede dem på alle måder.43Gang på gang befriede Herren sit folk, men de blev ved med at gøre oprør og falde dybere og dybere i synd.44Alligevel kunne han ikke lukke øjnene for deres nød, han hørte deres råb om nåde.45Han havde jo indgået en pagt med sit folk, og hans trofasthed forbød ham at udslette dem helt.46Han sørgede for, at de fremmede herskere fik medlidenhed med dem.47Vor Herre og Gud, frels os! Bring os tilbage fra landflygtigheden, så vi kan give dig taknemmelighedsofre og lovprise dit hellige navn.48Lovet være Herren, Israels Gud. Lad os prise ham nu og til evig tid. Lad hele folket svare: Amen! Halleluja!
Diese Website verwendet Cookies, um Ihnen die bestmögliche Nutzererfahrung bieten zu können.