Jona 1 | Bibelen på hverdagsdansk Lutherbibel 2017

Jona 1 | Bibelen på hverdagsdansk

Jonas nægter at adlyde Gud

1 En dag talte Herren til Jonas, Amittajs søn. Han sagde: 2 „Tag af sted til den store by Nineve og råb til dens befolkning, at jeg vil straffe dem for deres ondskab.” 3 Men Jonas ønskede ikke at gøre, hvad Gud havde sagt til ham, så han flygtede i den modsatte retning. Han gik ned til havnebyen Jafo, hvor han fandt et skib, der skulle til Tarshish.* Han betalte for rejsen og gik om bord for at sejle til Tarshish og dermed unddrage sig den opgave, Gud havde givet ham.

Gud straffer Jonas for hans ulydighed

4 Men Herren sendte en voldsom orkan hen over havet, så skibet var ved at blive knust. 5 Sømændene blev dødsens angst og råbte til hver deres gud om hjælp. De kastede også hele lasten over bord for at lette skibet. Imens lå Jonas nede i lastrummet og sov. 6 Kaptajnen gik ned og vækkede ham. „Hvorfor ligger du her og sover?” råbte han. „Stå op og råb til din gud om hjælp! Måske vil han vise os barmhjertighed og redde os fra at drukne.” 7 Da de var kommet op på dækket, sagde søfolkene til hinanden: „Lad os kaste lod for at finde ud af, hvem der er skyld i denne frygtelige orkan.” Det gjorde de så, og loddet traf Jonas. 8 Så begyndte de anklagende spørgsmål at hagle ned over ham: „Er det virkelig dig, der er skyld i det her?” „Hvem er du egentlig?” „Hvad bestiller du her?” „Hvor kommer du fra?” „Hvilket folk tilhører du?” 9 Jonas svarede: „Jeg er hebræer. Jeg tilbeder Herren, den Gud, som bor i Himlen, og som har skabt både havet og landjorden.” 10 Så fortalte han dem, at han var på flugt fra sin gud. Mændene blev dybt rystede, da de hørte det. „Hvordan kunne du gøre det?” råbte de. 11 Imens blev orkanen om muligt endnu værre. „Hvad skal vi gøre ved dig, for at din gud kan standse stormen?” 12 „Kast mig i havet,” svarede Jonas. „Så lægger bølgerne sig. Jeg indrømmer, at det er min skyld, at denne orkan har ramt jer.” 13 Besætningen prøvede dog først at ro i retning af land, men det var håbløst. Orkanen var alt for voldsom. 14 Så råbte de til Jonas’ gud, Herren: „Åh, Herre, lad os ikke omkomme på grund af denne mand! Gør os ikke ansvarlige for hans død, når vi kaster ham i havet. Du har jo selv sendt denne orkan!” 15 Så tog de Jonas og kastede ham ud i havet. Øjeblikkeligt lagde vinden sig. 16 Mændene var målløse over Herrens store magt, og de bragte ham ofre og aflagde løfter om, at fra nu af skulle han være deres gud.

Bibelen på hverdagsdansk TM (The Bible in Everyday Danish TM) Copyright © 1985, 1992, 2005, 2013, 2015 by Biblica, Inc. Used with permission. All rights reserved worldwide. “Biblica”, “International Bible Society” and the Biblica Logo are trademarks registered in the United States Patent and Trademark Office by Biblica, Inc. Used with permission.

Lutherbibel 2017

Jonas Flucht vor Gott

1 Es geschah das Wort des HERRN zu Jona, dem Sohn Amittais: 2 Mache dich auf und geh in die große Stadt Ninive und predige wider sie; denn ihre Bosheit ist vor mich gekommen. 3 Aber Jona machte sich auf und wollte vor dem HERRN nach Tarsis fliehen und kam hinab nach Jafo. Und als er ein Schiff fand, das nach Tarsis fahren wollte, gab er Fährgeld und trat hinein, um mit ihnen nach Tarsis zu fahren, weit weg vom HERRN. 4 Da ließ der HERR einen großen Wind aufs Meer kommen, und es erhob sich ein großes Ungewitter auf dem Meer, dass man meinte, das Schiff würde zerbrechen. 5 Und die Schiffsleute fürchteten sich und schrien, ein jeder zu seinem Gott, und warfen die Ladung, die im Schiff war, ins Meer, dass es leichter würde. Aber Jona war hinunter in das Schiff gestiegen, lag und schlief. 6 Da trat zu ihm der Schiffsherr und sprach zu ihm: Was schläfst du? Steh auf, rufe deinen Gott an! Vielleicht wird dieser Gott an uns gedenken, dass wir nicht verderben. 7 Und einer sprach zum andern: Kommt, wir wollen losen, dass wir erfahren, um wessentwillen es uns so übel geht. Und als sie losten, traf’s Jona. 8 Da sprachen sie zu ihm: Sage uns, um wessentwillen es uns so übel geht? Was ist dein Gewerbe, und wo kommst du her? Aus welchem Lande bist du, und von welchem Volk bist du? 9 Er sprach zu ihnen: Ich bin ein Hebräer und fürchte den HERRN, den Gott des Himmels, der das Meer und das Trockene gemacht hat. 10 Da fürchteten sich die Leute sehr und sprachen zu ihm: Was hast du da getan? Denn sie wussten, dass er vor dem HERRN floh; denn er hatte es ihnen gesagt. 11 Da sprachen sie zu ihm: Was sollen wir denn mit dir tun, dass das Meer stille werde und von uns ablasse? Denn das Meer ging immer ungestümer. 12 Er sprach zu ihnen: Nehmt mich und werft mich ins Meer, so wird das Meer still werden und von euch ablassen. Denn ich weiß, dass um meinetwillen dies große Ungewitter über euch gekommen ist. 13 Doch die Leute ruderten, dass sie wieder ans Land kämen; aber sie konnten nicht, denn das Meer ging immer ungestümer gegen sie an. 14 Da riefen sie zu dem HERRN und sprachen: Ach, HERR, lass uns nicht verderben um des Lebens dieses Mannes willen und rechne uns nicht unschuldiges Blut zu; denn du, HERR, tust, wie dir’s gefällt. 15 Und sie nahmen Jona und warfen ihn ins Meer. Da wurde das Meer still und ließ ab von seinem Wüten. 16 Und die Leute fürchteten den HERRN sehr und brachten dem HERRN Opfer dar und taten Gelübde.