1Senere blev Hizkija alvorligt syg og lå for døden. Da kom profeten Esajas til ham og sagde: „Gør dig klar til at dø, for Herren siger, du ikke bliver rask igen.”2Esajas gik derefter sin vej, og Hizkija vendte ansigtet mod væggen.3„Åh, Herre,” tryglede han, „husk dog på, hvordan jeg altid har bestræbt mig på at adlyde dig og behage dig i alt, hvad jeg har foretaget mig.” Og han græd højt.4„Gå tilbage til Hizkija,” sagde Herren til Esajas. „Sig til ham: Herren, din forfar Davids Gud, har hørt din bøn og set dine tårer. Jeg vil give dig endnu 15 år at leve i,6og jeg vil frelse både dig og Jerusalem fra assyrerkongen!”7„Tegnet på, at Herren vil gøre, som han har sagt,8er, at han vil lade skyggen på Ahaz’ solur gå ti streger tilbage!” lød svaret. Og sådan skete det. Skyggen gik ti streger tilbage på soluret.
Et digt af Hizkija
9Efter at kong Hizkija var blevet helbredt for sin sygdom, skrev han følgende digt:10Jeg troede, at mine dage var talte, at jeg skulle dø i min bedste alder.11Jeg troede, det var slut med at høre fra Herren, at jeg skulle forlade de levendes land. Aldrig mere skulle jeg i den verden se et menneske, jeg kendte så godt.12Som et telt ville mit liv blive taget ned og foldet sammen. Som et vævet stykke stof ville jeg få trådene klippet over, blive taget af væven og rullet sammen. Du var ved at slukke mit livslys og føre mig ind i dødens mørke.*13Hele natten råbte jeg om hjælp. Det var, som om en løve knuste mine knogler. Du var ved at slukke mit livslys og føre mig ind i dødens mørke.14Jeg klynkede, klagede og kaldte på dig. Mine øjne var udmattede af at spejde efter hjælp: Frels mig, Herre, min nød er stor!15Hvad skal jeg sige? Du talte til mig og afsagde min dødsdom. Søvnen veg fra mig, jeg sørgede dybt i min sjæl.16Herre, det er dit ord, som giver mennesker liv. Åh, giv mig mit helbred tilbage, lad mig få lov til at leve!17Da blev min sorg vendt til glæde og fred. Du reddede mig fra dødsrigets afgrund. Alle mine synder har du lagt væk.18Fra dødsriget får du ingen lovsang, de døde takker dig ikke og kan ikke se frem til din redning.19Men de levende, de kan takke dig, som jeg gør det i dag, og fortælle deres børn om din hjælp og trofasthed.20Det er Herren, der er vores redning. Lad os lovsynge ham med sang og musik i Herrens hus, så længe vi lever.21Esajas sagde så til kongens tjenere, at de skulle lægge et figenplaster på det syge sted, for så ville kongen blive rask.*22Hizkija spurgte Esajas: „Hvilket tegn får jeg på, at Herren virkelig vil helbrede mig, så jeg kan gå op til Herrens hus?”
King James Version
1In those days was Hezekiah sick unto death. And Isaiah the prophet the son of Amoz came unto him, and said unto him, Thus saith the LORD, Set thine house in order: for thou shalt die, and not live.2Then Hezekiah turned his face toward the wall, and prayed unto the LORD,3And said, Remember now, O LORD, I beseech thee, how I have walked before thee in truth and with a perfect heart, and have done that which is good in thy sight. And Hezekiah wept sore.4Then came the word of the LORD to Isaiah, saying,5Go, and say to Hezekiah, Thus saith the LORD, the God of David thy father, I have heard thy prayer, I have seen thy tears: behold, I will add unto thy days fifteen years.6And I will deliver thee and this city out of the hand of the king of Assyria: and I will defend this city.7And this shall be a sign unto thee from the LORD, that the LORD will do this thing that he hath spoken;8Behold, I will bring again the shadow of the degrees, which is gone down in the sun dial of Ahaz, ten degrees backward. So the sun returned ten degrees, by which degrees it was gone down.9The writing of Hezekiah king of Judah, when he had been sick, and was recovered of his sickness:10I said in the cutting off of my days, I shall go to the gates of the grave: I am deprived of the residue of my years.11I said, I shall not see the LORD, even the LORD, in the land of the living: I shall behold man no more with the inhabitants of the world.12Mine age is departed, and is removed from me as a shepherd' tent: I have cut off like a weaver my life: he will cut me off with pining sickness: from day even to night wilt thou make an end of me.13I reckoned till morning, that , as a lion, so will he break all my bones: from day even to night wilt thou make an end of me.14Like a crane or a swallow, so did I chatter: I did mourn as a dove: mine eyes fail with looking upward: O LORD, I am oppressed; undertake for me.15What shall I say? he hath both spoken unto me, and himself hath done it : I shall go softly all my years in the bitterness of my soul.16O Lord, by these things men live, and in all these things is the life of my spirit: so wilt thou recover me, and make me to live.17Behold, for peace I had great bitterness: but thou hast in love to my soul delivered it from the pit of corruption: for thou hast cast all my sins behind thy back.18For the grave cannot praise thee, death can not celebrate thee: they that go down into the pit cannot hope for thy truth.19The living, the living, he shall praise thee, as I do this day: the father to the children shall make known thy truth.20The LORD was ready to save me: therefore we will sing my songs to the stringed instruments all the days of our life in the house of the LORD.21For Isaiah had said, Let them take a lump of figs, and lay it for a plaister upon the boil, and he shall recover.22Hezekiah also had said, What is the sign that I shall go up to the house of the LORD?
Diese Website verwendet Cookies, um Ihnen die bestmögliche Nutzererfahrung bieten zu können.