Psalm 42 | Bibelen på hverdagsdansk

Bøn i eksil

1 Til korlederen: En visdomssang* af Koras slægt. 2 Som hjorten tørster efter rindende vand, sådan tørster min sjæl efter dig, Gud. 3 Jeg længes efter at se den levende Gud, hvornår kan jeg få lov at træde frem for ham? 4 Jeg græder dag og nat, mens folk spørger mig: „Hvor bliver din Gud af?” 5 Jeg mindes med smerte, hvordan det var engang, da jeg var med i den store flok. Vi gik i procession til Guds hus, det var festdage med glædesråb og lovsang. 6 Men hvorfor være så trist og nedtrykt? Hvorfor længes efter gamle dage? Jeg vil hellere sætte min lid til Gud. Når han har reddet mig, vil jeg synge en takkesang. 7 Midt i min nedtrykthed vil jeg bede til dig, Gud, mens jeg ligger her ved Jordanflodens kilde, ved foden af Hermonbjerget. 8 Du har sendt bølger af sorg hen over min sjæl. Jeg råber til dig fra min dybe nød, jeg håber at overdøve vandfaldets torden. 9 Hver dag bekræfter Herren sin trofaste nåde. Hver nat synger jeg lovsange til ham. Det er bønner om hjælp til den Gud, som giver mig liv. 10 Gud er mit faste holdepunkt, og jeg råber til ham: „Hvorfor har du glemt mig? Hvorfor skal jeg plages af mine fjender?” 11 Det skærer mig i hjertet, når mine fjender håner mig. De siger til mig dagen lang: „Hvor bliver din Gud af?” 12 Men så siger jeg til mig selv: „Vær ikke mismodig og nedtrykt. Vent tålmodigt på, at Gud griber ind.” Når Gud har reddet mig, vil jeg synge en takkesang til ham.

Gute Nachricht Bibel 2018

Hoffnung in größter Not

1 Ein Gedicht der Korachiter.* 2 Wie ein Hirsch nach frischem Wasser lechzt, so sehne ich mich nach dir, mein Gott! 3 Ich dürste nach Gott, nach dem wahren, lebendigen Gott. Wann darf ich zu ihm kommen, wann darf ich ihn sehen?* 4 Tränen sind meine Nahrung bei Tag und Nacht, weil man mich ständig fragt: »Wo bleibt er denn, dein Gott?« 5 Wenn ich an früher denke, geht das Herz mir über: Da zog ich mit der großen Schar zum Hause Gottes, da konnte ich jubeln und danken in der feiernden Menge. 6 Warum bin ich so mutlos? Muss ich denn verzweifeln? Auf Gott will ich hoffen! Ich weiß, ich werde ihn noch einmal preisen, ihn, meinen Gott, der mir hilft.* 7 Ich weiß nicht mehr aus noch ein! Darum gehen meine Gedanken zu ihm – aus der Ferne, vom Land an den Jordanquellen, vom Hermongebirge mit seinen Gipfeln. 8 Rings um mich tost es und braust es: Flut auf Flut, von ihm geschickt, Welle auf Welle rollt über mich hin. 9 Am Tag wird er mir seine Güte erweisen und in der Nacht will ich ihm singen voller Dank; zu Gott will ich beten, der mir das Leben gibt. 10 Ich sage zu ihm, meinem Beschützer: Warum hast du mich vergessen? Warum geht es mir so elend? Und dazu quälen mich noch meine Feinde! 11 Wie eine tödliche Wunde ist ihr Hohn für mich, weil sie mich täglich fragen: »Wo bleibt er denn, dein Gott?« 12 Warum bin ich so mutlos? Muss ich denn verzweifeln? Auf Gott will ich hoffen! Ich weiß, ich werde ihn noch einmal preisen, ihn, meinen Gott, der mir hilft.

Psalm 42 | Bibelen på hverdagsdansk Gute Nachricht Bibel 2018

Bøn i eksil

Hoffnung in größter Not