1Da svarede Elifaz:2„Måske bliver du vred, hvis jeg siger noget, men jeg kan ikke holde mig tilbage længere.3Du har opmuntret mange i tidens løb og været til trøst for de sørgende.4Du har støttet dem, der var ved at segne, givet nyt mod til dem, der var ved at give op.5Nu, hvor det gælder dig selv, er du modløs, dine egne problemer har helt slået dig ud!6Din ærefrygt for Gud burde give dig tillid. De, der gør det rette, bør ikke leve i håbløshed.7Bliver en uskyldig overøst med ulykker? Straffer Gud en retskaffen mand?8Jeg ved, at de, der sår overtrædelser og synd, også må høste, hvad de har sået.9Når Gud ånder på dem, går de til grunde, hans vredes pust gør det af med dem.10En løve kan brøle, så meget den vil, ungløven vise tænder, men Gud har al magten, han brækker med lethed løvens tænder.11Da dør selv den stærkeste løve af sult, dens unger må klare sig selv.12Der kom et ord til mig i det skjulte, mit øre opfangede den svage hvisken.13Det kom i et syn om natten, mens andre sov deres søde søvn.14Jeg blev bange og skælvede af skræk, jeg rystede over hele kroppen,15et vindpust strøg hen over mit ansigt, hårene rejste sig på mit hoved.16Jeg kunne ane en skikkelse foran mig, men kunne ikke se, hvem det var. Den standsede op, og jeg hørte en hviskende stemme:17‚Kan et menneske være fejlfrit i Guds øjne? Kan en skabning stå skyldfri over for sin Skaber?’18Gud kan ikke engang stole på englene, hans himmelske sendebud er ikke fejlfri.19Hvad så med mennesker, støvets børn, som har deres hjem på jorden? De mases så let som møl,20der går til grunde på et øjeblik. Uden at man skænker dem en tanke, knuses de og forsvinder for evigt.21Deres liv slutter brat, og de dør midt i al deres uvidenhed.
English Standard Version
Eliphaz Speaks: The Innocent Prosper
1Then Eliphaz the Temanite answered and said:2“If one ventures a word with you, will you be impatient? Yet who can keep from speaking?3Behold, you have instructed many, and you have strengthened the weak hands.4Your words have upheld him who was stumbling, and you have made firm the feeble knees.5But now it has come to you, and you are impatient; it touches you, and you are dismayed.6Is not your fear of God* your confidence, and the integrity of your ways your hope?7“Remember: who that was innocent ever perished? Or where were the upright cut off?8As I have seen, those who plow iniquity and sow trouble reap the same.9By the breath of God they perish, and by the blast of his anger they are consumed.10The roar of the lion, the voice of the fierce lion, the teeth of the young lions are broken.11The strong lion perishes for lack of prey, and the cubs of the lioness are scattered.12“Now a word was brought to me stealthily; my ear received the whisper of it.13Amid thoughts from visions of the night, when deep sleep falls on men,14dread came upon me, and trembling, which made all my bones shake.15A spirit glided past my face; the hair of my flesh stood up.16It stood still, but I could not discern its appearance. A form was before my eyes; there was silence, then I heard a voice:17‘Can mortal man be in the right before* God? Can a man be pure before his Maker?18Even in his servants he puts no trust, and his angels he charges with error;19how much more those who dwell in houses of clay, whose foundation is in the dust, who are crushed like* the moth.20Between morning and evening they are beaten to pieces; they perish forever without anyone regarding it.21Is not their tent-cord plucked up within them, do they not die, and that without wisdom?’
Diese Website verwendet Cookies, um Ihnen die bestmögliche Nutzererfahrung bieten zu können.