5.Mose 32 | Bibelen på hverdagsdansk English Standard Version

5.Mose 32 | Bibelen på hverdagsdansk
1 Lyt efter, himmel og jord, livgivende er mine ord, forfriskende er min tale som dug i grønne dale. Om Herren jeg vil jer lære, så I lever ham til ære! 4 Som en klippe er Herren urokkelig, en trofast Gud, helt uden svig. 5 Men hans eget folk, åh, hvilken skam, vendte ryggen til og svigtede ham. 6 Hvilken tåbelighed at begå, hvilken måde at lønne hans trofasthed på. Er han ikke jeres skaber og far, som har givet jer alt, hvad I har? 7 Lad nu tankerne gå tilbage og husk på fortidens dage. Lad de, som er grånet af ælde, om tegn og undere fortælle. 8 Da Herren fordelte jorden mellem folk fra syden til norden, satte han landenes skel med tanke på menneskers* vel. 9 Men Israel beholdt han selv. Det folk blev hans ejendom. 10 Han fandt dem i ødemarken tom under ørkenhimlens brændende hvælv. Han vogted’ dem fra det høje, som man værner sit sårbare øje.* 11 Som en ørn, der skubber ungen ud af reden* og spreder vingerne ud forneden, han løfted’ sit folk på sit vingefang og bar dem fremad dagen lang. 12 Herren ville selv dem føre, ingen fremmed gud fik lov dem at røre. 13 De bosatte sig i landet med bakker og slugter og blev næret af markens og træernes frugter. Fra klippens spalter fik de honning på bord, de fik olivenolie trods den stenede jord. 14 Mælk fra geder og køer kunne tørsten slukke, kød fra Bashans tyre, væddere og bukke. De høstede en hvede så fin, og dertil den blodrøde druevin. 15 Israel* blev forkælet og fed, opblæst og egenrådig derved. De forkastede deres Skaber og Gud, foragtede deres Frelsers bud. 16 At de vakte Guds vrede rørte dem ikke, de forlod ham til fordel for nye skikke. 17 De ofred’ til dæmoner, som kun er tomhed, frugten af menneskers frygtsomhed. Til væmmelige afguder de sig vendte, nye guder, som fædrene ikke kendte. 18 De glemte den Gud, som livet dem gav, skubbede ham ud i glemslens hav. 19 Derfor må han støde sine egne børn bort— tænk at han skulle lide en så frygtelig tort! 20 Herren siger: „Jeg vender dem ryggen og ser, hvad der sker. De børn kan jeg ikke regne med mer. De lovede mig troskab og lydighed, men var falske og utro til stadighed. 21 De har provokeret mig med tomheds guder, de har opført sig som en anden luder. Så provokerer jeg dem ved at elske en anden, jeg vil gøre dem jaloux på et ‚uvidende’ folk. 22 Min vrede er blusset op på ny, den rammer alt fra havets dyb til himlens sky. Jorden lægges øde, der er intet at høste, alverden skal i sin grundvold ryste. 23 De mange ulykker giver dem ingen hvile, jeg skyder på dem med alle mine pile. 24 De bliver ramt af hungersnød og tørke, hærget af pest og dødens mørke. Rovdyrtænder vil flænse dem op, giftige slanger vil hugge i deres krop. 25 På gaden slår fjenden børnene ned, i hjemmene er der hverken ro eller fred. Både børn og unge vil miste livet. De gamle har hvert et håb opgivet. 26 At udrydde dem helt jeg havde i sinde, jeg ville for evigt udslette deres minde. 27 Men så ville det lyde i fjendens lejr: ‚Det var vores magt, der gav os sejr!’ 28 Mit folk er uden forstand, fatter de da ingenting? 29 Havde de bare haft visdom til at se, havde de været klar over, hvad der ville ske. 30 Kunne en enkelt fjende jage tusind af dem på flugt, eller to fjender med ti tusind krigere få bugt, hvis ikke jeg havde vendt dem ryggen, hvis ikke deres beskytter* havde trukket sig bort? 31 Deres fjender har ikke en sådan beskytter, og det ved de godt.* 32 De er fordærvede som Sodoma, lige så rådne som Gomorra, de er som bitre vindruer fra giftige drueklaser, 33 deres ord er som bid fra en slange, som spyt fra en kobra. 34 Alt dette ligger gemt hos mig, forseglet i mine arkiver. 35 Det er mit ansvar at straffe dem, en dag skal deres fødder vakle. Undergangen nærmer sig, den vil komme over dem med hast.” 36 Men når der kun er en rest tilbage, når Herren ser, at deres kraft er opbrugt, da vil han genrejse sit folk, forbarme sig over sine tjenere. 37 Da vil han spørge: „Hvor er nu jeres guder, dem I troede, der ville hjælpe jer? 38 De åd jo fedtet fra jeres ofre og drak den vin, I gav dem. Lad dem komme jer til hjælp, lad dem beskytte jer! 39 Forstår I nu, at jeg er Gud? Der findes ingen anden som mig. Jeg slår ihjel, men jeg giver også liv, jeg sårer, men jeg læger også. Den, jeg dømmer, kan ingen redde. 40 Jeg løfter min hånd og sværger: Så sandt jeg lever evindelig, 41 vil jeg hvæsse mit lynende sværd og udføre min knusende dom. Jeg vil hævne mig på mine fjender, og hugge dem ned, som hader mig. 42 Mine pile vil svømme i blod, mit sværd vil svælge i kød. Det udgyder faldnes og fangnes blod, hugger de tapreste hoveder af.” 43 Glæd jer, I folkeslag, sammen med hans folk, for Herren vil hævne sine tjeneres blod. Han vil straffe fjenden og skaffe soning for sit folks land.* 44 Moses stod med Josva ved sin side og fremsagde alle de her ord for hele Israels folk. 46 Derefter sagde han: „De love, jeg har pålagt jer i dag, skal I lægge jer grundigt på sinde, så I kan lære jeres børn at overholde dem. 47 De er ikke tomme ord uden betydning. Jeres liv afhænger af dem! Hvis I adlyder dem, vil I få et langt og godt liv i det land, I skal over og tage i besiddelse på den anden side af Jordanfloden.”

Moses velsigner folket umiddelbart før sin død

48 Samme dag sagde Herren til Moses: 49 „Om kort tid skal du gå op på Nebos bjergtop i Abarimbjergene i Moabs land over for Jeriko og se ud over Kana’ans land, det land jeg nu vil give Israels folk. 50 Når du har taget landet i øjesyn, skal du dø, ligesom din bror Aron måtte dø på Hors bjerg, 51 for I var begge ulydige over for mig for øjnene af Israels folk, da I ved Meribas kilder uden for Kadesh i Zins ørken ikke gav mig ære. 52 Du får lov at se ind i det land, jeg giver Israels folk, men du får ikke lov selv at komme ind i det.”

Bibelen på hverdagsdansk TM (The Bible in Everyday Danish TM) Copyright © 1985, 1992, 2005, 2013, 2015 by Biblica, Inc. Used with permission. All rights reserved worldwide. “Biblica”, “International Bible Society” and the Biblica Logo are trademarks registered in the United States Patent and Trademark Office by Biblica, Inc. Used with permission.

English Standard Version
1 “Give ear, O heavens, and I will speak, and let the earth hear the words of my mouth. 2 May my teaching drop as the rain, my speech distill as the dew, like gentle rain upon the tender grass, and like showers upon the herb. 3 For I will proclaim the name of the Lord; ascribe greatness to our God! 4 “The Rock, his work is perfect, for all his ways are justice. A God of faithfulness and without iniquity, just and upright is he. 5 They have dealt corruptly with him; they are no longer his children because they are blemished; they are a crooked and twisted generation. 6 Do you thus repay the Lord, you foolish and senseless people? Is not he your father, who created you, who made you and established you? 7 Remember the days of old; consider the years of many generations; ask your father, and he will show you, your elders, and they will tell you. 8 When the Most High gave to the nations their inheritance, when he divided mankind, he fixed the borders* of the peoples according to the number of the sons of God.* 9 But the Lord’s portion is his people, Jacob his allotted heritage. 10 “He found him in a desert land, and in the howling waste of the wilderness; he encircled him, he cared for him, he kept him as the apple of his eye. 11 Like an eagle that stirs up its nest, that flutters over its young, spreading out its wings, catching them, bearing them on its pinions, 12 the Lord alone guided him, no foreign god was with him. 13 He made him ride on the high places of the land, and he ate the produce of the field, and he suckled him with honey out of the rock, and oil out of the flinty rock. 14 Curds from the herd, and milk from the flock, with fat* of lambs, rams of Bashan and goats, with the very finest* of the wheat— and you drank foaming wine made from the blood of the grape. 15 “But Jeshurun grew fat, and kicked; you grew fat, stout, and sleek; then he forsook God who made him and scoffed at the Rock of his salvation. 16 They stirred him to jealousy with strange gods; with abominations they provoked him to anger. 17 They sacrificed to demons that were no gods, to gods they had never known, to new gods that had come recently, whom your fathers had never dreaded. 18 You were unmindful of the Rock that bore* you, and you forgot the God who gave you birth. 19 “The Lord saw it and spurned them, because of the provocation of his sons and his daughters. 20 And he said, ‘I will hide my face from them; I will see what their end will be, for they are a perverse generation, children in whom is no faithfulness. 21 They have made me jealous with what is no god; they have provoked me to anger with their idols. So I will make them jealous with those who are no people; I will provoke them to anger with a foolish nation. 22 For a fire is kindled by my anger, and it burns to the depths of Sheol, devours the earth and its increase, and sets on fire the foundations of the mountains. 23 “And I will heap disasters upon them; I will spend my arrows on them; 24 they shall be wasted with hunger, and devoured by plague and poisonous pestilence; I will send the teeth of beasts against them, with the venom of things that crawl in the dust. 25 Outdoors the sword shall bereave, and indoors terror, for young man and woman alike, the nursing child with the man of gray hairs. 26 I would have said, “I will cut them to pieces; I will wipe them from human memory,” 27 had I not feared provocation by the enemy, lest their adversaries should misunderstand, lest they should say, “Our hand is triumphant, it was not the Lord who did all this.”’ 28 “For they are a nation void of counsel, and there is no understanding in them. 29 If they were wise, they would understand this; they would discern their latter end! 30 How could one have chased a thousand, and two have put ten thousand to flight, unless their Rock had sold them, and the Lord had given them up? 31 For their rock is not as our Rock; our enemies are by themselves. 32 For their vine comes from the vine of Sodom and from the fields of Gomorrah; their grapes are grapes of poison; their clusters are bitter; 33 their wine is the poison of serpents and the cruel venom of asps. 34 “‘Is not this laid up in store with me, sealed up in my treasuries? 35 Vengeance is mine, and recompense,* for the time when their foot shall slip; for the day of their calamity is at hand, and their doom comes swiftly.’ 36 For the Lord will vindicate* his people and have compassion on his servants, when he sees that their power is gone and there is none remaining, bond or free. 37 Then he will say, ‘Where are their gods, the rock in which they took refuge, 38 who ate the fat of their sacrifices and drank the wine of their drink offering? Let them rise up and help you; let them be your protection! 39 “See now that I, even I, am he, and there is no god beside me; I kill and I make alive; I wound and I heal; and there is none that can deliver out of my hand. 40 For I lift up my hand to heaven and swear, As I live forever, 41 if I sharpen my flashing sword* and my hand takes hold on judgment, I will take vengeance on my adversaries and will repay those who hate me. 42 I will make my arrows drunk with blood, and my sword shall devour flesh— with the blood of the slain and the captives, from the long-haired heads of the enemy.’ 43 “Rejoice with him, O heavens;* bow down to him, all gods,* for he avenges the blood of his children* and takes vengeance on his adversaries. He repays those who hate him* and cleanses* his people’s land.”* 44 Moses came and recited all the words of this song in the hearing of the people, he and Joshua* the son of Nun. 45 And when Moses had finished speaking all these words to all Israel, 46 he said to them, “Take to heart all the words by which I am warning you today, that you may command them to your children, that they may be careful to do all the words of this law. 47 For it is no empty word for you, but your very life, and by this word you shall live long in the land that you are going over the Jordan to possess.”

Moses’ Death Foretold

48 That very day the Lord spoke to Moses, 49 “Go up this mountain of the Abarim, Mount Nebo, which is in the land of Moab, opposite Jericho, and view the land of Canaan, which I am giving to the people of Israel for a possession. 50 And die on the mountain which you go up, and be gathered to your people, as Aaron your brother died in Mount Hor and was gathered to his people, 51 because you broke faith with me in the midst of the people of Israel at the waters of Meribah-kadesh, in the wilderness of Zin, and because you did not treat me as holy in the midst of the people of Israel. 52 For you shall see the land before you, but you shall not go there, into the land that I am giving to the people of Israel.”