1David flygtede så fra Najot ved Rama og opsøgte Jonatan. „Hvad har jeg gjort?” udbrød han. „Har jeg fornærmet din far, siden han er så opsat på at slå mig ihjel?”2„Min far har ikke i sinde at slå dig ihjel,” protesterede Jonatan. „Han har altid fortalt mig om sine planer. Jeg er sikker på, at han ikke ville skjule en så alvorlig plan for mig. Det hele må være en misforståelse.”3„Jamen, din far ved jo, at vi er venner,” indvendte David. „Derfor tænker han: ‚Jeg vil ikke sige noget til Jonatan, for det vil bare gøre ham ked af det.’ Men sandheden er, at jeg går med livet i hænderne—det sværger jeg på.”4„Hvad vil du have, jeg skal gøre?” spurgte Jonatan.5David svarede: „I morgen begynder nymånefesten, og din far regner med, at jeg kommer til hans fest. Men jeg vil bede dig om at give mig fri, så vil jeg gemme mig ude på marken indtil i overmorgen om aftenen.6Hvis din far spørger efter mig ved måltidet, skal du sige til ham: ‚David bad mig om lov til at tage hjem til Betlehem for at deltage i den årlige offerfest med sin familie.’7Svarer han så: ‚Det er i orden!’ er det et tegn på, at jeg ikke behøver at bekymre mig, men bliver han vred, er det, fordi han er besluttet på at slå mig ihjel.8Jonatan, jeg ved, jeg kan regne med dig, for vi har indgået en bindende venskabspagt for Herrens ansigt. Hvis jeg har gjort noget, jeg fortjener døden for, foretrækker jeg, at du slår mig ihjel, frem for at din far gør det.”9„Jeg kunne aldrig finde på at slå dig ihjel,” udbrød Jonatan. „Og hvis jeg havde den mindste anelse om, at min far stræbte dig efter livet, tror du så ikke, jeg straks ville advare dig?”10Da spurgte David: „Hvem kan fortælle mig om din fars reaktion ved nymånefesten?”11„Kom, lad os gå ud på marken,” svarede Jonatan. Det gjorde de så.12„Jeg lover dig ved Herren, Israels Gud, at enten i morgen eller i overmorgen ved denne tid vil jeg have fundet ud af, hvad min far tænker om dig,” sagde Jonatan. „Så vil det vise sig, at din bekymring er ubegrundet. Ellers skal jeg nok give dig besked.13Må Herren straffe mig, hvis jeg ikke fortæller dig det, hvis min far ønsker at dræbe dig. Hvis det er tilfældet, skal jeg nok sørge for, at du kan undslippe i god behold. Må Herren selv beskytte dig, som han har beskyttet min far.14Og må du altid vise mig den samme trofaste kærlighed, som Herren gør, så længe jeg lever. Og skulle jeg dø, så vær nådig mod mine børn, når Herren hjælper dig med at tilintetgøre alle dine fjender.”16Derefter bad Jonatan denne højtidelige pagtsbøn for David og hans efterkommere: „Må Herren straffe Davids fjender.”*17Således stadfæstede Jonatan sin venskabspagt med David på grund af sin kærlighed til ham, for Jonatan elskede David lige så højt, som han elskede sig selv.18Derefter sagde Jonatan: „I morgen under nymånefesten vil de uden tvivl savne dig, når de opdager, at din plads ved bordet står tom,19og i overmorgen vil de alle sammen spørge efter dig. Gem dig derfor i det gamle skjulested, du brugte sidste gang Saul var ude efter dig,* derude bag rokkestenen.20Bagefter kommer jeg derud og lader, som om jeg øver mig i at skyde til måls med min bue. Jeg skyder tre pile af sted,21hvorefter jeg sender en dreng ud efter pilene. Hvis du hører mig råbe til drengen: ‚Pilene ligger her hen mod mig!’ er det signal til, at der ikke er fare på færde.22Men hvis jeg råber: ‚Gå længere frem! Pilene ligger foran dig!’ er det signal til, at du må skynde dig at flygte.23Må Herren hjælpe os til altid at holde den venskabspagt, vi har svoret hinanden, for han er vores vidne.”24Så gemte David sig i sit skjulested på marken. Da nymånefesten begyndte, indtog kongen sin sædvanlige plads ved bordet, ind mod væggen. Jonatan satte sig overfor, og Abner satte sig ved siden af Saul. Davids plads stod tom.26Men Saul spurgte ikke til David den dag, for han gik ud fra, at der var sket noget, som havde gjort David uren indtil om aftenen. Ja, det måtte være grunden til hans udeblivelse.27Næste dag, da Davids plads stadig stod tom, spurgte Saul: „Hvor er vores unge helt blevet af? Hverken i går eller i dag har han deltaget i måltidet.”28„Han bad mig om lov til at tage hjem til Betlehem og deltage i en familiesammenkomst,” svarede Jonatan. „Hans bror forlangte, at han kom hjem, så jeg gav ham min tilladelse.”30Da kogte Saul af raseri og råbte: „Hvilken udspekuleret oprørskhed! Tror du ikke, jeg ved, at du holder med den fyr til skam og skændsel for dig selv og for din mor.31Er du klar over, at så længe han er i live, bliver du aldrig konge? Få fat i ham, så jeg kan slå ham ihjel.”32„Hvad ondt har han gjort?” blev Jonatan ved. „Hvorfor skal han dø?”33Som svar kastede Saul sit spyd efter Jonatan for at dræbe ham. Da gik det op for Jonatan, at hans far var fast besluttet på at slå David ihjel.34Han rejste sig fnysende fra bordet og spiste intet resten af dagen, for han var ked af det for Davids skyld og oprørt over sin fars hån.35Næste morgen gik Jonatan som aftalt ud på marken sammen med en dreng.36„Løb hen og saml de pile op, jeg skyder,” befalede han drengen. Drengen begyndte at løbe, og Jonatan skød en pil forbi ham.37Kort før drengen nåede frem til pilen, råbte Jonatan: „Gå længere frem! Pilen ligger foran dig!38Skynd dig af sted!” Så skyndte drengen sig hen og samlede pilen op, hvorefter han bragte den til sin herre.39Han anede naturligvis ikke noget om, hvad der gik for sig, kun Jonatan og David kendte det hemmelige signal.40Jonatan gav nu buen og pilene til drengen og sagde: „Gå du bare hjem med dem.”41Så snart drengen var forsvundet, kom David frem fra sit skjulested bag stenen og bøjede sig tre gange mod jorden. Derpå kyssede de hinanden på kinden og tog grædende afsked.42„Gå med fred!” sagde Jonatan. „Husk, at Herren var vidne til den pagt, vi indgik med hinanden. Han vil altid stå som vidne mellem os to og mellem vores børn.”
English Standard Version
Jonathan Warns David
1Then David fled from Naioth in Ramah and came and said before Jonathan, “What have I done? What is my guilt? And what is my sin before your father, that he seeks my life?”2And he said to him, “Far from it! You shall not die. Behold, my father does nothing either great or small without disclosing it to me. And why should my father hide this from me? It is not so.”3But David vowed again, saying, “Your father knows well that I have found favor in your eyes, and he thinks, ‘Do not let Jonathan know this, lest he be grieved.’ But truly, as the Lord lives and as your soul lives, there is but a step between me and death.”4Then Jonathan said to David, “Whatever you say, I will do for you.”5David said to Jonathan, “Behold, tomorrow is the new moon, and I should not fail to sit at table with the king. But let me go, that I may hide myself in the field till the third day at evening.6If your father misses me at all, then say, ‘David earnestly asked leave of me to run to Bethlehem his city, for there is a yearly sacrifice there for all the clan.’7If he says, ‘Good!’ it will be well with your servant, but if he is angry, then know that harm is determined by him.8Therefore deal kindly with your servant, for you have brought your servant into a covenant of the Lord with you. But if there is guilt in me, kill me yourself, for why should you bring me to your father?”9And Jonathan said, “Far be it from you! If I knew that it was determined by my father that harm should come to you, would I not tell you?”10Then David said to Jonathan, “Who will tell me if your father answers you roughly?”11And Jonathan said to David, “Come, let us go out into the field.” So they both went out into the field.12And Jonathan said to David, “The Lord, the God of Israel, be witness!* When I have sounded out my father, about this time tomorrow, or the third day, behold, if he is well disposed toward David, shall I not then send and disclose it to you?13But should it please my father to do you harm, the Lord do so to Jonathan and more also if I do not disclose it to you and send you away, that you may go in safety. May the Lord be with you, as he has been with my father.14If I am still alive, show me the steadfast love of the Lord, that I may not die;15and do not cut off* your steadfast love from my house forever, when the Lord cuts off every one of the enemies of David from the face of the earth.”16And Jonathan made a covenant with the house of David, saying, “May* the Lord take vengeance on David’s enemies.”17And Jonathan made David swear again by his love for him, for he loved him as he loved his own soul.18Then Jonathan said to him, “Tomorrow is the new moon, and you will be missed, because your seat will be empty.19On the third day go down quickly to the place where you hid yourself when the matter was in hand, and remain beside the stone heap.*20And I will shoot three arrows to the side of it, as though I shot at a mark.21And behold, I will send the boy, saying, ‘Go, find the arrows.’ If I say to the boy, ‘Look, the arrows are on this side of you, take them,’ then you are to come, for, as the Lord lives, it is safe for you and there is no danger.22But if I say to the youth, ‘Look, the arrows are beyond you,’ then go, for the Lord has sent you away.23And as for the matter of which you and I have spoken, behold, the Lord is between you and me forever.”24So David hid himself in the field. And when the new moon came, the king sat down to eat food.25The king sat on his seat, as at other times, on the seat by the wall. Jonathan sat opposite,* and Abner sat by Saul’s side, but David’s place was empty.26Yet Saul did not say anything that day, for he thought, “Something has happened to him. He is not clean; surely he is not clean.”27But on the second day, the day after the new moon, David’s place was empty. And Saul said to Jonathan his son, “Why has not the son of Jesse come to the meal, either yesterday or today?”28Jonathan answered Saul, “David earnestly asked leave of me to go to Bethlehem.29He said, ‘Let me go, for our clan holds a sacrifice in the city, and my brother has commanded me to be there. So now, if I have found favor in your eyes, let me get away and see my brothers.’ For this reason he has not come to the king’s table.”30Then Saul’s anger was kindled against Jonathan, and he said to him, “You son of a perverse, rebellious woman, do I not know that you have chosen the son of Jesse to your own shame, and to the shame of your mother’s nakedness?31For as long as the son of Jesse lives on the earth, neither you nor your kingdom shall be established. Therefore send and bring him to me, for he shall surely die.”32Then Jonathan answered Saul his father, “Why should he be put to death? What has he done?”33But Saul hurled his spear at him to strike him. So Jonathan knew that his father was determined to put David to death.34And Jonathan rose from the table in fierce anger and ate no food the second day of the month, for he was grieved for David, because his father had disgraced him.35In the morning Jonathan went out into the field to the appointment with David, and with him a little boy.36And he said to his boy, “Run and find the arrows that I shoot.” As the boy ran, he shot an arrow beyond him.37And when the boy came to the place of the arrow that Jonathan had shot, Jonathan called after the boy and said, “Is not the arrow beyond you?”38And Jonathan called after the boy, “Hurry! Be quick! Do not stay!” So Jonathan’s boy gathered up the arrows and came to his master.39But the boy knew nothing. Only Jonathan and David knew the matter.40And Jonathan gave his weapons to his boy and said to him, “Go and carry them to the city.”41And as soon as the boy had gone, David rose from beside the stone heap* and fell on his face to the ground and bowed three times. And they kissed one another and wept with one another, David weeping the most.42Then Jonathan said to David, “Go in peace, because we have sworn both of us in the name of the Lord, saying, ‘The Lord shall be between me and you, and between my offspring and your offspring, forever.’” And he rose and departed, and Jonathan went into the city.*
Diese Website verwendet Cookies, um Ihnen die bestmögliche Nutzererfahrung bieten zu können.