1.Könige 20 | Bibelen på hverdagsdansk English Standard Version

1.Könige 20 | Bibelen på hverdagsdansk

Kong Ahab besejrer den aramæiske hær i to omgange

1 På den tid mobiliserede kong Ben-Hadad af Aram sin hær, og sammen med 32 af sine allierede fyrster og deres utallige heste og stridsvogne belejrede han Samaria, Israels hovedstad. 2 Så sendte han bud ind i byen til kong Ahab af Israel og lod sige: „Jeg vil have dit sølv og guld. Jeg vil også have dine smukkeste koner og dine stærkeste sønner.” 4 „Jeg accepterer, min herre konge,” svarede Ahab tilbage. „Du kan tage, hvad du vil, af det, som er mit.” 5 Efter det svar sendte Ben-Hadad budbringerne til Ahab med en ny besked: „Godt nok sagde jeg, at jeg ville have dit sølv og guld, dine koner og dine børn. 6 Men i morgen ved denne tid vil jeg sende mine folk til dit palads og dine hoffolks huse for at hente alt af værdi!” 7 Da tilkaldte Ahab landets ledende mænd. „Den mand er ondskabsfuld!” sagde han. „Jeg gik med til at give ham mine koner og børn og mit sølv og guld—men nu vil han have alle vores ejendele!” 8 „Du skal ikke give efter!” svarede både lederne og folket. 9 Derfor sendte Ahab følgende besked med tilbage til kong Ben-Hadad: „Jeg accepterer dit første krav, men ikke mere!” 10 Ben-Hadad blev vred og sendte nu følgende budskab til Ahab: „Måtte guderne behandle mig på det grusomste, hvis jeg ikke knuser Samaria, så der kun er støv tilbage!” 11 Men Ahab gav svar på tiltale. „Sig til ham,” snerrede han, „at rigtige krigere venter med at prale af sejren, til de har vundet slaget!” 12 Dette svar nåede kong Ben-Hadad, mens han sad i sit telt og drak sammen med sine allierede. „Gør klar til angreb!” beordrede han sine officerer, og de gjorde sig klar til at storme byen. 13 Imidlertid var der kommet en profet til kong Ahab med et budskab fra Herren: „Se godt på disse mægtige fjendehære! I dag skal du få at se, at jeg er Herren, for jeg vil give dig sejr over dem!” 14 „Hvordan vil Herren gøre det?” spurgte Ahab. Profeten svarede: „Herren siger: ‚Ved hjælp af distriktsguvernørernes elitetropper.’ ” „Jamen, skal vi angribe først?” spurgte Ahab. „Ja,” svarede profeten. 15 Så mønstrede Ahab distriktsguvernørernes elitetropper—232 i alt. Dertil kom resten af Israels hær på 7000 mand. 16 Ved middagstid, mens kong Ben-Hadad og de 32 allierede fyrster stadig sad og drak i deres telte, marcherede Ahabs elitetropper ud af byen, fulgt af Israels krigere. Ben-Hadad fik meldingen fra sine udkigsposter: „Der er nogle folk på vej herhen fra byen.” 18 Han lod sig ikke forstyrre, men svarede: „Fang dem levende, hvad enten de kommer for at overgive sig eller for at slås.” 19 Så snart elitetropperne og den øvrige hær kom i kamp med Ben-Hadads folk, slog elitetropperne alle deres modstandere ihjel. Da flygtede den aramæiske hær i panik, og israelitterne forfulgte dem. Kong Ben-Hadad undslap til hest sammen med de øvrige ryttere, 21 men hovedparten af stridsvognene og hestene blev taget som krigsbytte af Israels hær, så den aramæiske hær led et stort nederlag. 22 Profeten vendte snart efter tilbage til Ahab med følgende råd: „Du må hellere ruste dig til en hård kamp, for den aramæiske konge vil komme tilbage næste år med fornyet styrke.” 23 Efter nederlaget sagde Ben-Hadads officerer til ham: „Israels gud er en bjerggud. Det er derfor israelitterne vandt slaget på Samarias bjerg, men hvis vi kan lokke dem ned på sletten, kan vi sagtens slå dem. 24 Hør her, hvad vi foreslår: Du skal afsætte alle småkongerne og indsætte guvernører i stedet. 25 Så skal du samle en ny hær, lige så stor som den, du mistede, og med lige så mange heste og vogne og mænd som før. Når vi så kæmper på sletten, er vi de stærkeste.” Kongen fulgte deres råd. 26 Næste forår mønstrede han hele den aramæiske hær og marcherede mod Israel, men denne gang planlagde han at møde dem ved byen Afek. 27 Også Israel mobiliserede, gjorde forsyningslinierne klar og slog lejr over for dem. Men i sammenligning med den enorme aramæiske hær, der bredte sig ud over hele sletten, lignede israelitternes hær et par små gedeflokke. 28 Da kom profeten igen til kong Ahab med et budskab fra Herren: „Siden aramæerne påstår, at jeg er en bjerggud, som ingen magt har på sletterne, vil jeg give dig sejr over deres store hær. I skal erfare, at jeg er den almægtige Gud.” 29 I seks dage lå israelitterne og aramæerne over for hinanden i deres lejre og ventede, og på den syvende dag begyndte slaget. Den dag dræbte israelitterne 100.000 aramæiske fodfolk. 30 Resten søgte i dækning bag Afeks mure. Men murene styrtede sammen og dræbte endnu 27.000. Ben-Hadad flygtede ind i byen og gemte sig i et baglokale i et af husene. 31 Dér opsøgte nogle af hans officerer ham og sagde: „Herre, vi har hørt, at Israels konger har ry for at vise nåde. Giv os tilladelse til at skifte rustningen ud med sækkelærred og at binde et reb om halsen for at vise vores underdanighed. Så vil vi gå til kong Ahab og se, om han vil skåne dit liv.” 32 Derpå gik de til Ahab og sagde: „Din tjener Ben-Hadad trygler dig om at skåne hans liv.” „Lever han endnu?” spurgte Ahab forbavset. „Han er jo min kollega.” 33 Det tog mændene som et godt tegn, og de fortsatte i samme skure: „Ja, bestemt, Ben-Hadad og dig har meget tilfælles.” „Hent ham endelig,” sagde Ahab. Og da Ben-Hadad kom, tog Ahab ham op i sin vogn. 34 „Lad os indgå et forlig,” sagde Ben-Hadad. „Jeg lover at levere de byer tilbage, som min far tog fra din far, og jeg giver dig lov til at drive handel i Damaskus, sådan som min far gjorde det i Samaria.” „Det er i orden. Du har din frihed,” svarede Ahab. Ben-Hadad slap altså fri ved at slutte en fredspagt med Ahab.

En profet fordømmer Ahab

35 En af profeterne fik da et budskab fra Herren. Han henvendte sig til en af de andre profeter og sagde: „Slå mig med dit sværd!” Men den anden profet nægtede at gøre det. 36 Da sagde den første profet: „Fordi du ikke adlød Herrens befaling, bliver du dræbt af en løve, når du går herfra!” Og ganske rigtigt: Da han vendte sig og gik, blev han angrebet af en løve og dræbt. 37 Profeten henvendte sig derefter til en anden profet og sagde: „Slå mig med dit sværd!” Og han adlød, så den første profet blev såret. 38 Den sårede profet gik nu hen og stillede sig ved vejen for at vente på kong Ahab. Han havde taget bind om hovedet, så det dækkede hans øjne. 39 Da kongen kørte forbi, råbte profeten: „Herre, jeg var med i slaget, og en af de andre soldater overlod en krigsfange i min varetægt og sagde: ‚Pas på denne mand! Hvis han slipper væk, må du bøde for det med dit liv eller med en sæk fuld af sølvstykker.’ 40 Men i et ubemærket øjeblik, da jeg havde travlt med andre ting, forsvandt fangen.” „Du har afsagt din egen dom,” svarede kongen. „Du skal dø eller betale løsesummen.” 41 I samme øjeblik rev profeten bindet fra øjnene, og kongen genkendte ham som en af profeterne. 42 Derpå sagde profeten til kongen: „Hør, hvad Herren siger til dig: Fordi du skånede den mand, som jeg sagde skulle dø, skal du dø i hans sted—og dit folk skal gå til grunde i stedet for hans.” 43 Ærgerlig og vred kørte kong Ahab hjem til Samaria.

Bibelen på hverdagsdansk TM (The Bible in Everyday Danish TM) Copyright © 1985, 1992, 2005, 2013, 2015 by Biblica, Inc. Used with permission. All rights reserved worldwide. “Biblica”, “International Bible Society” and the Biblica Logo are trademarks registered in the United States Patent and Trademark Office by Biblica, Inc. Used with permission.

English Standard Version

Ahab’s Wars with Syria

1 Ben-hadad the king of Syria gathered all his army together. Thirty-two kings were with him, and horses and chariots. And he went up and closed in on Samaria and fought against it. 2 And he sent messengers into the city to Ahab king of Israel and said to him, “Thus says Ben-hadad: 3 ‘Your silver and your gold are mine; your best wives and children also are mine.’” 4 And the king of Israel answered, “As you say, my lord, O king, I am yours, and all that I have.” 5 The messengers came again and said, “Thus says Ben-hadad: ‘I sent to you, saying, “Deliver to me your silver and your gold, your wives and your children.” 6 Nevertheless I will send my servants to you tomorrow about this time, and they shall search your house and the houses of your servants and lay hands on whatever pleases you and take it away.’” 7 Then the king of Israel called all the elders of the land and said, “Mark, now, and see how this man is seeking trouble, for he sent to me for my wives and my children, and for my silver and my gold, and I did not refuse him.” 8 And all the elders and all the people said to him, “Do not listen or consent.” 9 So he said to the messengers of Ben-hadad, “Tell my lord the king, ‘All that you first demanded of your servant I will do, but this thing I cannot do.’” And the messengers departed and brought him word again. 10 Ben-hadad sent to him and said, “The gods do so to me and more also, if the dust of Samaria shall suffice for handfuls for all the people who follow me.” 11 And the king of Israel answered, “Tell him, ‘Let not him who straps on his armor boast himself as he who takes it off.’” 12 When Ben-hadad heard this message as he was drinking with the kings in the booths, he said to his men, “Take your positions.” And they took their positions against the city.

Ahab Defeats Ben-hadad

13 And behold, a prophet came near to Ahab king of Israel and said, “Thus says the Lord, Have you seen all this great multitude? Behold, I will give it into your hand this day, and you shall know that I am the Lord.” 14 And Ahab said, “By whom?” He said, “Thus says the Lord, By the servants of the governors of the districts.” Then he said, “Who shall begin the battle?” He answered, “You.” 15 Then he mustered the servants of the governors of the districts, and they were 232. And after them he mustered all the people of Israel, seven thousand. 16 And they went out at noon, while Ben-hadad was drinking himself drunk in the booths, he and the thirty-two kings who helped him. 17 The servants of the governors of the districts went out first. And Ben-hadad sent out scouts, and they reported to him, “Men are coming out from Samaria.” 18 He said, “If they have come out for peace, take them alive. Or if they have come out for war, take them alive.” 19 So these went out of the city, the servants of the governors of the districts and the army that followed them. 20 And each struck down his man. The Syrians fled, and Israel pursued them, but Ben-hadad king of Syria escaped on a horse with horsemen. 21 And the king of Israel went out and struck the horses and chariots, and struck the Syrians with a great blow. 22 Then the prophet came near to the king of Israel and said to him, “Come, strengthen yourself, and consider well what you have to do, for in the spring the king of Syria will come up against you.” 23 And the servants of the king of Syria said to him, “Their gods are gods of the hills, and so they were stronger than we. But let us fight against them in the plain, and surely we shall be stronger than they. 24 And do this: remove the kings, each from his post, and put commanders in their places, 25 and muster an army like the army that you have lost, horse for horse, and chariot for chariot. Then we will fight against them in the plain, and surely we shall be stronger than they.” And he listened to their voice and did so.

Ahab Defeats Ben-hadad Again

26 In the spring, Ben-hadad mustered the Syrians and went up to Aphek to fight against Israel. 27 And the people of Israel were mustered and were provisioned and went against them. The people of Israel encamped before them like two little flocks of goats, but the Syrians filled the country. 28 And a man of God came near and said to the king of Israel, “Thus says the Lord, ‘Because the Syrians have said, “The Lord is a god of the hills but he is not a god of the valleys,” therefore I will give all this great multitude into your hand, and you shall know that I am the Lord.’” 29 And they encamped opposite one another seven days. Then on the seventh day the battle was joined. And the people of Israel struck down of the Syrians 100,000 foot soldiers in one day. 30 And the rest fled into the city of Aphek, and the wall fell upon 27,000 men who were left. Ben-hadad also fled and entered an inner chamber in the city. 31 And his servants said to him, “Behold now, we have heard that the kings of the house of Israel are merciful kings. Let us put sackcloth around our waists and ropes on our heads and go out to the king of Israel. Perhaps he will spare your life.” 32 So they tied sackcloth around their waists and put ropes on their heads and went to the king of Israel and said, “Your servant Ben-hadad says, ‘Please, let me live.’” And he said, “Does he still live? He is my brother.” 33 Now the men were watching for a sign, and they quickly took it up from him and said, “Yes, your brother Ben-hadad.” Then he said, “Go and bring him.” Then Ben-hadad came out to him, and he caused him to come up into the chariot. 34 And Ben-hadad said to him, “The cities that my father took from your father I will restore, and you may establish bazaars for yourself in Damascus, as my father did in Samaria.” And Ahab said, “I will let you go on these terms.” So he made a covenant with him and let him go.

A Prophet Condemns Ben-hadad’s Release

35 And a certain man of the sons of the prophets said to his fellow at the command of the Lord, “Strike me, please.” But the man refused to strike him. 36 Then he said to him, “Because you have not obeyed the voice of the Lord, behold, as soon as you have gone from me, a lion shall strike you down.” And as soon as he had departed from him, a lion met him and struck him down. 37 Then he found another man and said, “Strike me, please.” And the man struck him—struck him and wounded him. 38 So the prophet departed and waited for the king by the way, disguising himself with a bandage over his eyes. 39 And as the king passed, he cried to the king and said, “Your servant went out into the midst of the battle, and behold, a soldier turned and brought a man to me and said, ‘Guard this man; if by any means he is missing, your life shall be for his life, or else you shall pay a talent* of silver.’ 40 And as your servant was busy here and there, he was gone.” The king of Israel said to him, “So shall your judgment be; you yourself have decided it.” 41 Then he hurried to take the bandage away from his eyes, and the king of Israel recognized him as one of the prophets. 42 And he said to him, “Thus says the Lord, ‘Because you have let go out of your hand the man whom I had devoted to destruction,* therefore your life shall be for his life, and your people for his people.’” 43 And the king of Israel went to his house vexed and sullen and came to Samaria.