1Alle Stämme Israels kamen zu David nach Hebron und sagten zu ihm: „Wir sind doch dein Fleisch und Blut.2Schon früher, als Saul noch unser König war, hast du Israels Heer in den Kampf geführt und wieder heimgebracht. Und Jahwe hat zu dir gesagt: 'Du sollst der Hirt meines Volkes Israel sein, du sollst Israels Fürst werden!'“3Das sagten die Ältesten Israels, die zum König nach Hebron gekommen waren. Und König David schloss vor Jahwe einen Bund mit ihnen. Daraufhin salbten sie David zum König über Israel.4David war 30 Jahre alt, als er König wurde, und regierte 40 Jahre,5siebeneinhalb Jahre über Juda in Hebron und 33 Jahre über ganz Israel und Juda in Jerusalem.
David erobert Jerusalem
6Der König zog nun mit seinen Männern nach Jerusalem. Die Jebusiter, die damals im Land wohnten, sagten zu ihm: „Hier wirst du nie hereinkommen! Selbst Blinde und Lahme würden dich vertreiben.“ Sie waren sich sicher, dass David nicht in die Stadt kommen könnte.7Aber David nahm die Bergfestung Zion ein, und sie wurde zur Davidsstadt.8Er hatte damals gesagt: „Wer die Jebusiter schlagen will, muss den Zinnor[1] erreichen, um diese Lahmen und Blinden zu überwältigen, die mir so verhasst sind. Deshalb sagt man: „Ein Blinder und ein Lahmer, die dürfen nicht ins Haus!“9David machte die Bergfestung zu seinem Wohnsitz und nannte sie „Davidsstadt“. Er baute sie ringsum aus, vom Stadtwall an nach innen.10So wurde David immer mächtiger, und Jahwe, Gott, der Allmächtige, stand ihm bei.11König Hiram von Tyrus[2] schickte Boten mit Zedernholz zu David, dazu Zimmerleute und Steinmetze, die einen Palast für ihn bauen sollten.12So erkannte David, dass Jahwe ihn als König über Israel bestätigte, denn er hatte sein Königtum zu hohem Ansehen gebracht und zwar aus Liebe zu seinem Volk Israel.13In Jerusalem nahm David noch weitere Frauen und bekam noch mehr Söhne und Töchter.14Seine in Jerusalem geborenen Söhne waren Schammua, Schobab, Natan und Salomo,15Jibhar, Elischua, Nefeg und Jafia,16Elischama, Eljada und Elifelet.
Der Krieg mit den Philistern
17Als die Philister hörten, dass David zum König über Israel gesalbt worden war, kamen sie mit ihrem ganzen Heer, um David zu stellen. Sobald David das erfuhr, verschanzte er sich in einer der Bergfestungen.18Die Philister breiteten sich in der Ebene von Refaïm[3] aus.19Da fragte David Jahwe: „Soll ich die Philister angreifen? Wirst du sie in meine Hand geben?“ Jahwe erwiderte David: „Greif sie an! Ich gebe sie in deine Gewalt!“20Da zog David aus und besiegte die Philister bei Baal-Perazim. Er sagte: „Wie Wasser einen Damm durchbricht, hat Jahwe die Schlachtreihen meiner Feinde vor mir durchbrochen.“ Deshalb nannte man jenen Ort Baal-Perazim, Herr der Durchbrüche.21Die fliehenden Philister ließen sogar ihre Götzenbilder zurück. David und seine Männer nahmen sie als Beute mit.22Doch einige Zeit später kamen die Philister wieder und breiteten sich in der Ebene Refaïm aus.23David fragte Jahwe, was er tun solle, und dieser antwortete: „Greif sie diesmal nicht direkt an, sondern umgehe sie und fall ihnen von den Baka-Sträuchern[4] her in den Rücken.24Sobald du ein Geräusch hörst, so als ob jemand durch die Baka-Zweige schreitet, dann beeile dich! Denn Gott ist vor dir hergezogen, um das Heerlager der Philister zu schlagen.“25David machte es so, wie Jahwe ihm befohlen hatte. Er schlug die Philister von Geba[5] bis in die Gegend von Geser[6].
1Derefter kom alle Nordrigets stammeledere til David i Hebron. „Vi tilhører jo et og samme folk,” sagde de.2„Og du har altid været vores leder i krig, selvom Saul var vores konge! Det er Herren selv, der har sagt, at du skal være hyrde og leder for hele hans folk.”3Derpå sluttede alle Nordrigets ledere en venskabspagt med David for Herrens ansigt, og de salvede ham til konge over Nordriget.4(David var 30 år gammel, da han blev konge, og han regerede i 40 år.5I de første syv et halvt år boede han i Hebron og regerede over Juda. I de næste 33 år boede han i Jerusalem og regerede over både Juda og Nordriget.)
David indtager Jerusalem
6Så snart David var blevet udråbt til konge over begge riger, rykkede han og hans mænd op imod Jerusalem for at bekæmpe jebusitterne, som boede der. „Her kommer du aldrig ind!” sagde jebusitterne til David. „Om så vores vagtposter var både blinde og lamme, ville det være umuligt for dig!”7-9Da David hørte deres overmodige ord, sagde han til sine mænd: „Træng ind i byen gennem vandtunnelen og gør det af med disse ‚lamme og blinde’, som er fjendtligt indstillet overfor os.” Derfor siger man, at „lamme og blinde får ikke lov at komme ind i Guds Hus”. Det lykkedes på den måde David at indtage klippeborgen Zion, hvorefter han flyttede ind i den og ændrede dens navn til Davidsbyen. Og han udbyggede og befæstede byen yderligere, både forsvarstårnet og de øvrige bygninger.10I de følgende år styrkede David sit kongedømme, for Herren, den Almægtige, var med ham.11Kong Hiram af Tyrus sendte kong David en masse cedertræ som venskabsgave. Samtidig sendte han tømrere og stenhuggere, der skulle hjælpe med at bygge et flot palads til ham.12Da forstod David, at Herren havde valgt ham til konge og styrket hans kongemagt for sit udvalgte folks skyld.
Davids sønner, født i Jerusalem
13Efter at David var flyttet fra Hebron til Jerusalem, tog han flere koner og medhustruer, og han fik mange sønner og døtre.14Her følger navnene på de sønner, der blev født i Jerusalem: Shammua, Shobab, Natan, Salomon,15Jibhar, Elishua, Nefeg, Jafia,16Elishama, Eljada og Elifelet.
David besejrer filistrene
17Da filistrene hørte, at David også var blevet kronet til konge over Nordriget, mobiliserede de deres styrker og tog af sted for at tage ham til fange. Men David fik meddelelse om det og tog ned til sin klippeborg.18Filistrenes hær kom og slog lejr i Refaimdalen.19Da spurgte David Herren til råds: „Skal jeg gå ud og kæmpe imod dem? Vil du give mig sejr over dem?” Herren svarede: „Ja, jeg vil udlevere dem til dig.”20Derefter rykkede David ud og besejrede dem. „Det var Herren, der gjorde det!” erklærede han. „Herren brød gennem fjendens slagrækker som en flodbølge!” Derfor kaldte han stedet for Ba’al-Peratzim.[1]21De flygtende filistre havde efterladt deres afgudsbilleder på slagmarken, og David konfiskerede dem.22Men filistrene kom tilbage og slog atter lejr i Refaimdalen.23David rådførte sig igen med Herren, og svaret lød: „Undgå et frontalt angreb! Gå bag om fjenden og slå til ud for baka-træerne.[2]24Så snart du hører lyden af taktfaste skridt i toppen af træerne, skal du gå til angreb, for det betyder, at Herren selv er gået i forvejen for at tilintetgøre fjendens hær.”25David gjorde, som Herren havde sagt, og hans hær huggede filistrene ned fra Gibeon og helt til Gezer.