1Als Samuel alt wurde, setzte er seine Söhne als Richter über Israel ein.2Sein Erstgeborener hieß Joël, der zweite Abija. Sie übten ihr Amt in Beerscheba aus.3Doch seine Söhne nahmen ihn nicht als Vorbild. Sie waren auf Gewinn aus, nahmen Bestechung an und beugten das Recht.4Da kamen alle Ältesten Israels bei Samuel in Rama zusammen.5Sie sagten zu ihm: „Du bist alt geworden, und deine Söhne folgen nicht deinem Beispiel. Setz deshalb einen König über uns ein, wie es bei allen Völkern üblich ist, damit er für das Recht bei uns sorgt.“6Aber Samuel missfiel sehr, was sie forderten, und er betete zu Jahwe.7Jahwe antwortete ihm: „Hör auf alles, was sie dir sagen. Denn dieses Volk lehnt nicht dich ab, sondern mich. Ich soll nicht länger ihr König sein.8So haben sie es immer wieder gemacht, seit ich sie aus Ägypten geführt habe. Immer wieder sind sie mir untreu geworden und haben anderen Göttern gedient. Das ist bis heute so geblieben. Und mit dir machen sie es jetzt genauso.9Hör ruhig auf sie, aber warne sie auch mit aller Deutlichkeit und mach sie mit den Rechten des Königs vertraut, der dann über sie herrschen wird.“10Samuel gab dem Volk, das einen König von ihm haben wollte, alle Worte Jahwes weiter.11Er sagte: „Wenn ein König über euch herrscht, wird er folgende Rechte haben: Er wird eure Söhne in seinen Dienst holen, damit sie für seine Pferde und Wagen sorgen und vor ihm herlaufen, wenn er ausfährt.12Er wird sie zu Hauptleuten über Einheiten von 1000 oder 50 Männern machen. Sie müssen nicht nur seine Felder bestellen und seine Ernte einbringen, sondern auch Waffen und Streitwagen für ihn herstellen.13Auch eure Töchter wird er holen, damit sie Salben für ihn mischen, für ihn backen und kochen.14Eure besten Felder, Weinberge und Olivenhaine wird er seinen Beamten geben.15Vom Ertrag eurer Kornfelder und Weinberge wird er den Zehnten fordern und damit seine Hofleute und Diener bezahlen.16Auch eure Knechte und Mägde, eure besten jungen Männer und eure Esel wird er holen und für sich arbeiten lassen.17Von euren Schafen wird er den Zehnten nehmen. Und ihr alle werdet seine Diener sein.18Wenn ihr dann wegen eures Königs um Hilfe schreit, den ihr jetzt unbedingt haben wollt, wird Jahwe euch nicht antworten.“19Aber das Volk wollte nicht auf Samuel hören. „Nein, wir wollen einen König!“, riefen sie.20„Dann werden wir wie die anderen Völker sein: Unser König wird uns richten, er wird vor uns herziehen und uns im Krieg anführen.“21Samuel hörte sich alles an, was das Volk ihm sagte, und trug es Jahwe vor.22Jahwe sagte zu ihm: „Hör auf sie und setz einen König über sie ein!“ Da schickte Samuel die Männer Israels wieder nach Hause.
1Da Samuel blev gammel, satte han sine to sønner til at være dommere i Israel.2Den ældste hed Joel, og den anden hed Abija. De havde deres dommersæde i Be’ersheba,3men de var pengegriske og slet ikke som deres far. De tog imod bestikkelse og dømte uretfærdigt.4Til sidst mødtes Israels ledere i Rama for at diskutere sagen med Samuel.5„Hør her,” sagde de. „Du er blevet gammel, og dine sønner er ikke som dig. Giv os en konge, sådan som de andre folk har.”6Samuel var oprørt over forslaget, og han gik til Herren for at spørge om råd.7„Gør, som de siger,” svarede Herren. „Det er ikke dig, de forkaster, men mig, for de ønsker ikke længere mig som konge.8Lige siden jeg førte dem ud af Egypten, har de forkastet mig og vendt sig til andre guder for at få hjælp, og nu behandler de dig på samme måde.9Giv dem, hvad de beder om, men advar dem om, hvordan en konge vil behandle dem.”10Da fortalte Samuel, hvad Herren havde sagt:11„Siden I vil have en konge, skal I vide, hvordan konger behandler deres undersåtter. Kongen vil indkalde jeres sønner til sin hær. Nogle skal bemande hans stridsvogne, andre bliver ryttersoldater, og nogle må løbe foran hans kongelige vogne.12Nogle af dem bliver anførere i hæren, mens andre bliver udskrevet til tvangsarbejde. Nogle bliver tvunget til at pløje og høste hans marker, andre til at lave våben og udstyr til de kongelige vogne.13Kongen vil også tage jeres døtre og tvinge dem til at lave mad, bage brød og tilberede de salver, han smører sig ind i.14Han vil tage jeres bedste marker og vingårde og olivenplantager og give dem til sine venner.15Han vil tage en tiendedel af jeres høst og fordele den mellem folkene i sin inderkreds.16Han vil gøre krav på jeres slaver og på jeres bedste okser og æsler til eget brug.17Han vil forlange at få udleveret en tiendedel af jeres fåreflokke, og I kan ikke sætte jer op imod ham.18Når I så engang beder om at bliver fri for den konge, I selv har forlangt at få, da er det for sent. Herren vil ikke høre jeres bøn.”19Men folket nægtede at høre på Samuels advarsel. „Det er lige meget,” svarede de. „Vi vil have en konge.20Vi vil ikke stå tilbage for vores nabolande. Vores konge skal regere landet og være vores anfører i krig.”21Så fortalte Samuel Herren, hvad folket havde sagt,22og Herren svarede: „Så gør, som de siger, og giv dem en konge.” Da gik Samuel med til ledernes forslag og sendte dem hjem.