1.Mose 43

Neue evangelistische Übersetzung

von Karl-Heinz Vanheiden
1 Der Hunger lastete schwer auf dem Land.2 Das Getreide, das sie aus Ägypten geholt hatten, war inzwischen völlig aufgezehrt. Da sagte ihr Vater zu ihnen: „Geht noch einmal hin und kauft uns etwas zu essen!“3 Juda entgegnete: „Der Mann hat uns ernstlich verwarnt und gesagt: 'Kommt mir nicht unter die Augen ohne euren Bruder!'4 Wenn du unseren Bruder mitgehen lässt, ziehen wir hin und kaufen Nahrung für dich;5 wenn nicht, bleiben wir hier, denn der Mann hat gesagt: 'Kommt mir nicht unter die Augen ohne euren Bruder!'“6 Da sagte Israel: „Warum habt ihr mir das Leid angetan und ihm verraten, dass ihr noch einen Bruder habt?“7 Sie erwiderten: „Der Mann erkundigte sich genau nach uns und unserer Familie. 'Lebt euer Vater noch?', wollte er wissen. 'Habt ihr noch einen Bruder?' Da haben wir ihm gesagt, wie es sich verhält. Wir konnten doch nicht ahnen, dass er sagen würde: 'Bringt euren Bruder her!'“8 Da sagte Juda zu seinem Vater Israel: „Schick den Jungen mit mir, damit wir aufbrechen können und nicht alle sterben müssen, wir und du und unsere Kinder.9 Ich selbst will Bürge für ihn sein. Von mir sollst du ihn zurückfordern. Mein Leben lang will ich vor dir schuldig sein, wenn ich ihn nicht lebend zu dir zurückbringe!10 Hätten wir nicht so lange gezögert, wären wir schon zweimal wieder da.“11 Da sagte Israel, ihr Vater, zu ihnen: „Wenn es also sein muss, nehmt ihn mit. Aber nehmt dem Mann ein Geschenk vom Besten unseres Landes mit: ein wenig Mastix, Tragakant und Ladanum,[1] ein wenig Traubenhonig,[2] Pistazien und Mandeln! (1Mo 37,25)12 Nehmt auch den doppelten Geldbetrag mit und bringt das Geld, das sich oben in euren Säcken fand, eigenhändig zurück. Vielleicht war es ein Versehen.13 Und dann nehmt euren Bruder mit und kehrt zu dem Mann zurück!14 El-Schaddai, der allmächtige Gott, lasse euch Erbarmen finden bei dem Mann, dass er euren anderen Bruder und Benjamin wieder mit euch heimkehren lässt. Und ich – wenn ich kinderlos sein soll, muss ich eben kinderlos sein.“15 Dann packten die Männer das doppelte Geld und die Geschenke ein und reisten mit Benjamin nach Ägypten. So kamen sie zu Josef.16 Als Josef Benjamin bei ihnen sah, sagte er zu seinem Hausverwalter: „Lass die Männer ins Haus kommen, lass schlachten und zurichten, denn sie sollen bei mir zu Mittag essen!“17 Der gehorchte und führte die Männer zum Haus Josefs.18 Als sie merkten, dass sie dorthin geführt wurden, bekamen sie Angst und sagten zueinander: „Das ist wegen des Geldes, das wieder in unsere Säcke geraten ist. Sie werden über uns herfallen, uns die Esel wegnehmen und uns zu Sklaven machen.“19 Darum wandten sie sich an den Verwalter Josefs und sprachen ihn noch vor dem Tor an.20 „Bitte Herr“, sagten sie zu ihm, „wir sind das vorige Mal wirklich nur hergekommen, um Getreide zu kaufen.21 Als wir dann aber in die Herberge kamen und unsere Säcke öffneten, fanden wir das ganze Geld, das wir bezahlt hatten, oben im Sack liegen. Darum haben wir es wieder mitgebracht22 und dazu neues Geld, um Nahrungsmittel zu kaufen. Wir wissen nicht, wer uns das Geld wieder in die Säcke gelegt hat.“23 Doch er sagte: „Friede sei mit euch! Habt keine Angst! Euer Gott, der Gott eures Vaters, hat euch einen Schatz in eure Säcke gegeben! Euer Geld habe ich erhalten.“ Dann brachte er Simeon zu ihnen24 und führte sie alle miteinander in Josefs Haus. Er ließ ihnen Wasser bringen, damit sie ihre Füße waschen konnten, und ihren Eseln ließ er Futter geben.25 Sie legten inzwischen die Geschenke zurecht, bis Josef am Mittag käme, denn sie hatten gehört, dass sie dort essen sollten.26 Als Josef nach Hause kam, brachten sie ihm die Geschenke und warfen sich vor ihm auf den Boden.27 Josef erkundigte sich nach ihrem Wohlergehen und fragte dann: „Geht es eurem alten Vater wohl, von dem ihr gesprochen habt? Lebt er noch?“28 Sie sagten: „Es geht deinem Diener, unserem Vater, gut. Ja, er lebt noch.“ Und noch einmal warfen sie sich vor ihm nieder.29 Da erblickte er seinen Bruder Benjamin, den Sohn seiner eigenen Mutter. „Ist das euer jüngster Bruder, von dem ihr gesprochen habt?“, fragte er und sagte: „Gott segne dich, mein Sohn!“30 Dann lief er schnell hinaus, denn beim Anblick seines Bruders wurde er sehr bewegt und war nahe daran zu weinen. Er ging in sein Privatzimmer und weinte dort.31 Dann wusch er sich das Gesicht und kam zurück. Er nahm sich zusammen und befahl: „Tragt das Essen auf!“32 Man trug das Essen auf, getrennt für ihn, für sie und für die anwesenden Ägypter. Ägypter essen nicht an einem Tisch mit Hebräern, denn das gilt ihnen als Gräuel.33 Die Brüder kamen vor Josef zu sitzen, genau nach ihrem Alter geordnet. Da sahen sie sich staunend an.34 Josef ließ ihnen von den Gerichten servieren, die auf seinem eigenen Tisch aufgetragen wurden. Die Portion Benjamins war fünfmal größer als die der anderen. Sie tranken mit ihm, bis sie in ausgelassener Stimmung waren.

1.Mose 43

Bibelen på hverdagsdansk

von Biblica
1 Imidlertid fortsatte hungersnøden i Kana’ans land,2 så da kornet, som Josefs brødre havde hentet i Egypten, var ved at slippe op, sagde Jakob til sine sønner: „Tag af sted igen og køb os noget mere korn.”3 „Manden mente det alvorligt, da han advarede os imod at komme tilbage uden Benjamin!” indvendte Juda.4 „Hvis du vil lade drengen komme med os, rejser vi gerne derned og køber korn,5 men hvis du ikke vil det, er der ikke noget at gøre. Manden sagde udtrykkeligt, at vi ikke måtte komme uden Benjamin!”6 „Hvorfor i alverden fortalte I ham, at I havde en bror til?” jamrede Jakob. „Hvordan kunne I være så onde imod mig?”7 „Manden forhørte os jo indgående om vores familie!” svarede de. „Han ville vide, om vores far stadig levede, og om vi havde flere brødre. Vi var da nødt til at svare ham! Hvordan kunne vi vide, at han ville sige: ‚Hent jeres bror herned?’ ”8 Juda var ved at miste tålmodigheden: „Far, giv os nu lov til at tage drengen med, så vi kan komme af sted, inden vi alle sammen dør af sult—både vi, du og vores børn!9 Jeg garanterer dig for, at han vil være i sikre hænder! Jeg vil personligt tage den fulde skyld, hvis han ikke vender tilbage i god behold.10 Hvis vi ikke havde spildt tiden med snak frem og tilbage, kunne vi have været i Egypten og tilbage igen to gange allerede!”11 Endelig gav Jakob sig. „Hvis der ikke er nogen anden udvej, så lov mig i hvert fald at fylde jeres sække op med de bedste varer, vores land kan tilbyde, og aflever dem som gave til denne mand. Tag balsam, honning, krydderier, myrra, pistacienødder og mandler.12 Tag dobbelt så mange penge med, som kornet koster, så I kan betale det tilbage, som lå oven i jeres sække. Det var nok en fejltagelse, at I fik dem med hjem.13 Tag så jeres bror og rejs tilbage til manden.14 Må Gud den almægtige være jer nådig, når I står over for ham, så han løslader Simeon og lader Benjamin vende tilbage i god behold. Hvis jeg skal opleve den smerte at miste mine børn, så lad mig da gøre det!”15 Brødrene tog så Benjamin og gaverne og dobbelt så mange penge med og skyndte sig af sted til Egypten, hvor deres ankomst blev meldt til Josef.16 Da Josef så, at Benjamin var med, sagde han til sin husholder: „Før de der mænd hen til mit hus og lav et festmåltid. De skal spise hos mig i dag ved middagstid.”17 Husholderen gjorde, som han havde fået besked på, og førte brødrene til Josefs hus,18 men de blev bange, da de så, hvor de blev ført hen. „Han vil nok anholde os og gøre os til slaver og tage vores æsler på grund af det med pengene oven i sækkene!” sagde de til hinanden. „Han tror sikkert, vi stjal dem!”19 Derfor gik de hen til husholderen, som stod ved indgangen20 og sagde: „Undskyld, men der er noget, vi må fortælle dig: Da vi var på vej hjem fra Egypten sidste gang,21 standsede vi undervejs for at overnatte, og da vi åbnede vores sække, lå de penge, som vi havde betalt for kornet, oven i sækkene! Se, her er de! Vi har taget dem med tilbage!22 Og vi har taget ekstra med, så vi kan købe mere korn! Men vi aner ikke, hvem der lagde pengene i vores sække.”23 „Det skal I ikke være bekymrede over,” svarede husholderen. „Det må være jeres fædres Gud, som har lagt dem oven i jeres sække. Vi har i alt fald fået betaling for det korn, I købte.” Så hentede han Simeon,24 hvorefter de alle blev lukket ind i Josefs hus og fik vand, så de kunne vaske støvet af deres fødder, mens æslerne blev fodret udenfor.25 Da de fik at vide, at de skulle spise der i huset, fik de travlt med at gøre deres gaver til Josef parat.26 Da Josef kom ind, gav de ham deres gaver og bøjede sig dybt med ansigtet til jorden.27 Josef spurgte dem, hvordan de havde haft det. „Og hvordan går det med jeres far—ham, I fortalte mig om? Han må være gammel! Lever han endnu?”28 „Ja,” svarede de, „han lever og har det godt.” Så bøjede de sig endnu en gang for Josef.29 Josef så på sin bror Benjamin og spurgte: „Er det så jeres yngste bror, som I fortalte mig om? Må Gud være med dig, min dreng.”30 Mere fik han ikke sagt, før han måtte skynde sig ud og ind i sit soveværelse for at give tårerne frit løb. Følelserne over for hans egen lillebror overvældede ham.31 Så beherskede han sig, vaskede sit ansigt og gik tilbage til brødrene. „Bring maden ind!” beordrede han.32 Josef spiste for sig selv, mens brødrene blev opvartet ved et andet bord, og de tilstedeværende egyptere sad ved et tredje bord. Egypterne bryder sig nemlig ikke om at spise sammen med hebræere.33 Josef havde placeret brødrene umiddelbart foran sig, efter alder, så den ældste sad først og den yngste sidst, hvilket fik dem til at sende hinanden undrende blikke.34 Maden blev bragt dem fra Josefs eget bord, og Benjamin fik den største portion—fem gange så meget som de andre! Der var rigeligt med mad og drikke, og snakken gik lystigt imellem dem.