1Aus allen Stämmen ´im Gebiet des Reiches` Israel kamen ´Gesandte` zu David nach Hebron. Sie sagten zu ihm: »Auch wir gehören zu deinem Volk.[1]2Schon früher, als Saul noch unser König war, hast du Israels ´Heer` in den Kampf geführt und ´siegreich` wieder heimgebracht. Der HERR hat zu dir gesagt: »Du sollt mein Volk weiden ´wie ein Hirte seine Schafe`, du sollt Israels Herrscher sein.«3König David schloss vor dem HERRN einen Bund mit den führenden Männern Israels, die sich in Hebron versammelt hatten. Dann salbten sie ihn zum König über Israel.4David war dreißig Jahre alt, als er König wurde. Er regierte vierzig Jahre lang,5siebeneinhalb Jahre über Juda in Hebron und dreiunddreißig Jahre über Israel und Juda in Jerusalem.
David erobert Jerusalem
6Nachdem David König geworden war, zog er mit seinen Männern nach Jerusalem. Die Jebusiter, die damals noch dort wohnten, verhöhnten ihn: »In unsere Stadt werdet ihr nicht hineinkommen! Selbst Blinde und Lahme könnten euch vertreiben!« Sie waren sich sicher, dass David die Stadt nicht einnehmen würde.7Aber David eroberte die Festung Zion, die von da an »Davidsstadt« genannt wurde.8Am Tag ´des Angriffs` sagte David: »Wer die Jebusiter besiegen will, muss durch den Wasserschacht in die Stadt eindringen[2]. ´Beseitigt` diese Blinden und Lahmen, denn sie sind mir verhasst![3]« So entstand die Redensart: »Blinde und Lahme kommen mir nicht ins Haus!«9David machte die Festung zu seiner Residenz und nannte sie »Davidsstadt«. Er baute ´Jerusalem` um die Festung herum aus, vom Millo[4] an stadteinwärts.10So wurde David immer mächtiger, denn der HERR, der allmächtige Gott, stand ihm bei.11Hiram, der König von Tyrus, schickte eine Gesandtschaft zu David, zu der auch Zimmerleute und Steinmetze gehörten. Sie brachten Zedernholz mit und bauten David einen Palast.12Daran erkannte David, dass der HERR ihn als König über Israel bestätigt und sein Königtum aus Liebe zu seinem Volk zu hohem Ansehen gebracht hatte.
Weitere Söhne Davids
13Nachdem David von Hebron nach Jerusalem gezogen war, heiratete er noch weitere Frauen und Nebenfrauen und bekam noch mehr Söhne und Töchter.14Davids Söhne, die in Jerusalem geboren wurden, hießen: Schammua, Schobab, Natan, Salomo,15Jibhar, Elischua, Nefeg, Jafia,16Elischama, Eljada[5] und Elifelet.
David schlägt die Angriffe der Philister zurück
17Als die Philister hörten, dass David zum König über Israel gesalbt worden war, kamen sie mit ihrem ganzen Heer, um ihn in ihre Gewalt zu bringen. Aber David erfuhr davon und konnte sich rechtzeitig in seine Festung[6] zurückziehen.18Die Philister besetzten unterdessen die Ebene Refaïm.19David fragte den HERRN: »Soll ich sie angreifen? Wirst du mir den Sieg schenken?« Der HERR antwortete: »Greif an! Ich gebe sie in deine Gewalt.«20Da zog David ´mit seinem Heer` nach Baal-Perazim und besiegte die Philister. Nach der Schlacht sagte er: »Wie Wasser ´einen Damm` durchbricht, so hat der HERR ´die Schlachtreihen` meiner Feinde vor meinen Augen durchbrochen!« Deshalb erhielt der Ort den Namen Baal-Perazim (»Herr der Durchbrüche«).21´Bei ihrer Flucht` hatten die Philister sogar ihre Götzenbilder zurückgelassen. David und seine Männer nahmen sie mit.22Ein weiteres Mal zogen die Philister ´gegen David` aus und besetzten die Ebene Refaïm.23Wieder bat David den HERRN um Weisung, und er bekam zur Antwort: »Greif sie nicht direkt an, sondern umgehe sie und fall ihnen bei den Bakabäumen[7] in den Rücken!24Sobald du in den Wipfeln der Bakabäume das Geräusch von Schritten hörst, greif sofort an. Denn dann weißt du, dass ich vor dir her in die Schlacht ziehe, um das Heer der Philister zu schlagen.«25David tat, was der HERR ihm befohlen hatte. Er besiegte die Philister ´und verfolgte sie` von Geba bis hinab nach Geser.
1Derefter kom alle Nordrigets stammeledere til David i Hebron. „Vi tilhører jo et og samme folk,” sagde de.2„Og du har altid været vores leder i krig, selvom Saul var vores konge! Det er Herren selv, der har sagt, at du skal være hyrde og leder for hele hans folk.”3Derpå sluttede alle Nordrigets ledere en venskabspagt med David for Herrens ansigt, og de salvede ham til konge over Nordriget.4(David var 30 år gammel, da han blev konge, og han regerede i 40 år.5I de første syv et halvt år boede han i Hebron og regerede over Juda. I de næste 33 år boede han i Jerusalem og regerede over både Juda og Nordriget.)
David indtager Jerusalem
6Så snart David var blevet udråbt til konge over begge riger, rykkede han og hans mænd op imod Jerusalem for at bekæmpe jebusitterne, som boede der. „Her kommer du aldrig ind!” sagde jebusitterne til David. „Om så vores vagtposter var både blinde og lamme, ville det være umuligt for dig!”7-9Da David hørte deres overmodige ord, sagde han til sine mænd: „Træng ind i byen gennem vandtunnelen og gør det af med disse ‚lamme og blinde’, som er fjendtligt indstillet overfor os.” Derfor siger man, at „lamme og blinde får ikke lov at komme ind i Guds Hus”. Det lykkedes på den måde David at indtage klippeborgen Zion, hvorefter han flyttede ind i den og ændrede dens navn til Davidsbyen. Og han udbyggede og befæstede byen yderligere, både forsvarstårnet og de øvrige bygninger.10I de følgende år styrkede David sit kongedømme, for Herren, den Almægtige, var med ham.11Kong Hiram af Tyrus sendte kong David en masse cedertræ som venskabsgave. Samtidig sendte han tømrere og stenhuggere, der skulle hjælpe med at bygge et flot palads til ham.12Da forstod David, at Herren havde valgt ham til konge og styrket hans kongemagt for sit udvalgte folks skyld.
Davids sønner, født i Jerusalem
13Efter at David var flyttet fra Hebron til Jerusalem, tog han flere koner og medhustruer, og han fik mange sønner og døtre.14Her følger navnene på de sønner, der blev født i Jerusalem: Shammua, Shobab, Natan, Salomon,15Jibhar, Elishua, Nefeg, Jafia,16Elishama, Eljada og Elifelet.
David besejrer filistrene
17Da filistrene hørte, at David også var blevet kronet til konge over Nordriget, mobiliserede de deres styrker og tog af sted for at tage ham til fange. Men David fik meddelelse om det og tog ned til sin klippeborg.18Filistrenes hær kom og slog lejr i Refaimdalen.19Da spurgte David Herren til råds: „Skal jeg gå ud og kæmpe imod dem? Vil du give mig sejr over dem?” Herren svarede: „Ja, jeg vil udlevere dem til dig.”20Derefter rykkede David ud og besejrede dem. „Det var Herren, der gjorde det!” erklærede han. „Herren brød gennem fjendens slagrækker som en flodbølge!” Derfor kaldte han stedet for Ba’al-Peratzim.[1]21De flygtende filistre havde efterladt deres afgudsbilleder på slagmarken, og David konfiskerede dem.22Men filistrene kom tilbage og slog atter lejr i Refaimdalen.23David rådførte sig igen med Herren, og svaret lød: „Undgå et frontalt angreb! Gå bag om fjenden og slå til ud for baka-træerne.[2]24Så snart du hører lyden af taktfaste skridt i toppen af træerne, skal du gå til angreb, for det betyder, at Herren selv er gået i forvejen for at tilintetgøre fjendens hær.”25David gjorde, som Herren havde sagt, og hans hær huggede filistrene ned fra Gibeon og helt til Gezer.