1Guds budskab om Moab:[1] På én nat bliver Ar i Moab angrebet og udslettet. På én nat bliver Kir[2] jævnet med jorden. (4.Mos 32,1; Josva 13,1)2Dibons indbyggere går op på offerhøjen og græder. I Nebo og Medeba jamrer man: Alle har barberet hår og skæg af i fortvivlelse.3I gaderne går folk klædt i sæk og aske, og fra byernes torvepladser og husenes tage høres klage og gråd.4Skrigene fra Heshbon og Elale kan høres helt til Jahatz. Selv de stærkeste krigere har mistet modet og ryster af skræk.5Mit hjerte græder over Moab, befolkningen flygter til Zoar og Eglat-Shelishija. Grædende begiver de sig op ad vejen til Luhitpasset, deres jamren høres langs vejen til Horonajim.6Selv Nimris bæk er udtørret, de græsklædte strækninger er afsvedet, alle planter er væk.7De fortvivlede flygtninge slæber deres få ejendele over Poppelbækken.8Klageråb lyder over hele landet, fra Eglajim til Be’er-Elim.9Bækken ved Dimon er allerede rød af blod, men der kommer mere. Forude venter løverne på de overlevende.