Bibelen på hverdagsdansk (196 Treffer)

1Mo 30,23 Hun fødte en søn, som hun kaldte Josef.* „Gud har borttaget min skam,” sagde hun. „Må han give mig endnu en søn!” 1Mo 30,25 Jakobs velstand Kort tid efter at Rakel havde født Josef, sagde Jakob til Laban: „Nu vil jeg gerne rejse hjem. 1Mo 33,2 Straks stillede han sin familie op i en lang række, så slavepigerne og deres børn stod forrest, Lea og hendes børn i midten, og Rakel og Josef bagerst. 1Mo 33,7 Derefter kom Lea med sine børn og bøjede sig til jorden. Til allersidst kom Rakel og Josef, og de bøjede sig også til jorden. 1Mo 35,24 Hans sønner med Rakel var: Josef og Benjamin. 1Mo 37,2 Det følgende er historien om, hvad der siden skete med Jakob og hans familie. Da Jakobs søn Josef var 17 år gammel, vogtede han tit sin fars får sammen med sine halvbrødre, de sønner, hans far havde fået med Bilha og Zilpa. Josef fortalte ofte sin far, hvad hans ældre brødre foretog sig ude på marken. 1Mo 37,3 Jakob elskede Josef højere end sine andre sønner, fordi han havde fået ham i sin alderdom. En dag forærede han Josef en fornem lang kjortel i flotte farver. 1Mo 37,4 Brødrene kunne ikke undgå at lægge mærke til, hvordan deres far forkælede Josef, og derfor hadede de ham og talte aldrig pænt til ham. 1Mo 37,5 En nat havde Josef en mærkelig drøm, og han fortalte straks sine brødre om den. 1Mo 37,9 Senere fik Josef endnu en drøm fra Gud, og han fortalte den til sine brødre. „Hør, hvad jeg nu har drømt!” sagde han. „Den her gang bøjede solen og månen og 11 stjerner sig for mig.” 1Mo 37,13 Da de havde været borte i nogen tid, sagde Jakob til Josef: „Dine brødre er i Sikem med fårene. Tag derud og se, hvordan det går med dem, og hvordan dyrene har det, og kom så tilbage og fortæl mig det.” „Det skal jeg nok, far,” svarede Josef. Så tog han af sted fra lejren i Hebrondalen og kom til Sikem. 1Mo 37,16 „Mine brødre og deres får,” svarede Josef. „Har du set noget til dem?” 1Mo 37,17 „Ja,” sagde manden, „men de er for længst brudt op herfra. Jeg hørte dem sige, at de ville tage til Dotan.” Så fortsatte Josef til Dotan, hvor han ganske rigtigt fandt dem. 1Mo 37,22 Det er nok at smide ham i brønden derhenne på marken. I må ikke gøre ham noget ondt.” Det var nemlig Rubens hensigt senere at tage Josef op af brønden og aflevere ham i god behold til faderen. 1Mo 37,23 Da Josef nåede hen til brødrene, rev de den fine kjortel af ham 1Mo 37,26 „Se!” sagde Juda til de andre brødre. „Der kommer nogle ishmaelitter. Hvad med at sælge Josef til dem? Det er ikke så godt at slå ham ihjel, for så skal vi til at skjule drabet bagefter. Han er trods alt vores bror.” Det forslag syntes de godt om, 1Mo 37,28 så da de midjanitiske* handelsmænd kom forbi, trak brødrene Josef op af brønden og solgte ham for 20 sølvstykker, hvorefter ishmaelitterne tog ham med til Egypten. 1Mo 37,29 Ruben havde ikke været til stede, dengang brødrene solgte Josef, så da han kom hen til brønden, var Josef forsvundet. Da blev Ruben så fortvivlet, at han rev sit tøj i stykker. Han løb tilbage til brødrene 1Mo 37,36 I mellemtiden var de midjanitiske købmænd kommet til Egypten, hvor de solgte Josef til Potifar, som var en højtstående embedsmand ved kong Faraos hof og øverstbefalende for livvagten. 1Mo 39,1 Josef hos Potifar Efter at Josef var bragt til Egypten af ishmaelitterne, blev han som nævnt købt af Potifar, der var chef for egypterkongens livvagt. 1Mo 39,2 Herren velsignede Josef og hans arbejde i hans egyptiske herres hus. Alting lykkedes for ham. 1Mo 39,3 Selv Potifar indså, at Josef var under Herrens særlige velsignelse, da alting åbenbart lykkedes for ham. 1Mo 39,4 Derfor valgte Potifar hurtigt Josef som sin personlige tjener, lod ham bestyre hele sin ejendom og gav ham ansvaret for alle sine forretningsforetagender. 1Mo 39,6 Til sidst overlod Potifar hele ansvaret for sin ejendom til Josef og bekymrede sig ikke om noget som helst—udover den mad, han spiste. Josef var velbygget og så godt ud, 1Mo 39,8 Men Josef afviste hendes tilnærmelser. „Min herre har fuld tillid til mig og har givet mig ansvar for alt, hvad han ejer, 1Mo 39,12 greb hun fat i hans kjortel. „Kom og lig med mig!” beordrede hun. Men Josef rev sig løs og flygtede ud af huset, og hun stod tilbage med hans kjortel i hånden. 1Mo 39,20 Han arresterede Josef og kastede ham i det fængsel, hvor kongens fanger sad. 1Mo 39,21 Men også der var Herren med Josef, så han hurtigt blev ven med fængselsinspektøren. 1Mo 39,23 Fængselsinspektøren havde ikke længere noget at bekymre sig om, for Josef tog sig af det hele. Herren var med Josef, og alting lykkedes for ham. 1Mo 40,3 at han satte dem i fængsel, det samme fængsel, hvor Josef var. 1Mo 40,4 De sad inde i nogen tid, og fængselsinspektøren satte Josef til at have opsyn med dem. 1Mo 40,6 Næste morgen, da Josef kom ind til dem, bemærkede han, at de to mænd virkede mere mismodige end normalt. 1Mo 40,8 „Vi havde nogle underlige drømme i nat,” forklarede de, „men der er ingen, som kan tyde dem for os.” „Drømmetydning er Guds sag!” sagde Josef. „Fortæl mig, hvad I drømte.” 1Mo 40,12 „Jeg ved godt, hvad den drøm betyder,” sagde Josef. „De tre grene betyder tre dage. 1Mo 40,16 Da hofbageren hørte den positive tydning af den første drøm, fortalte han også sin drøm til Josef. „I drømmen bar jeg tre kurve med brød på hovedet,” sagde han. 1Mo 40,18 „Nu skal jeg sige dig, hvad den drøm betyder,” sagde Josef. „De tre kurve betyder tre dage. 1Mo 40,22 Men bageren lod han henrette, som Josef havde forudsagt. 1Mo 40,23 Mundskænken glemte imidlertid alt om Josef i fængslet. 1Mo 41,14 Farao sendte straks bud efter Josef. Han blev hurtigt taget ud af fængslet, blev barberet og fik pænt tøj på. Så blev han ført frem for Farao. 1Mo 41,16 „Jeg kan ikke tyde drømme,” svarede Josef, „men Gud vil åbenbare for Farao, hvad drømmen betyder.” 1Mo 41,25 „Begge drømme betyder det samme,” sagde Josef. „Gennem dem har Gud ladet Farao vide, hvad der vil ske i den nærmeste fremtid. 1Mo 41,38 og Farao udbrød: „Hvem er vel bedre egnet til opgaven end Josef? Han er jo fyldt med Guds Ånd!” 1Mo 41,39 Så vendte Farao sig mod Josef og sagde: „Siden Gud har åbenbaret drømmenes betydning for dig, må du være den klogeste mand i landet. 1Mo 41,43 Farao gav ham tilmed sin næstbedste vogn at køre i. Hvor som helst Josef kom frem, blev der råbt: „Giv plads!”* Således gjorde Farao Josef til øverste leder i Egypten, 1Mo 41,45 Farao gav ham også et egyptisk navn: Safenat-Panea, og han gav ham Asenat til kone. Hun var en datter af Potifera, der var præst for solguden Ra i Heliopolis. Josef fik således ansvar for hele Egypten. 1Mo 41,48 I løbet af de syv år tog Josef en del af alt, hvad der blev høstet i Egypten, og oplagrede det i de kongelige kornmagasiner i byerne. 1Mo 41,50 I den periode—altså inden hungersnøden kom—fik Josef og Asenat, præsten Potiferas datter, to sønner. 1Mo 41,51 Josef kaldte sin ældste søn Manasse,* for han sagde: „Gud har ladet mig glemme min familie og al min ulykke.” 1Mo 41,54 og hungersnødens syv år begyndte, nøjagtig som Josef havde forudsagt. Hungersnøden ramte alle lande, men i Egypten var der masser af korn i reservelagrene. 1Mo 41,55 Da nu egypterne begyndte at sulte, bad de Farao om mad. Men Farao sagde: „Henvend jer til Josef, og gør som han siger.” 1Mo 41,56 Så da hungersnøden blev rigtig alvorlig, åbnede Josef for kornmagasinerne og solgte korn til egypterne. 1Mo 41,57 Også folk fra de omliggende lande kom til Egypten for at købe korn af Josef, for der var streng hungersnød i hele verden. 1Mo 42,6 Siden Josef var guvernør i landet og havde ansvar for kornsalget, var det ham, brødrene opsøgte. De bøjede sig for Josef med ansigtet mod jorden. 1Mo 42,7 Øjeblikkelig genkendte Josef sine brødre, men han lod som ingenting, og de genkendte ikke ham. „Hvor kommer I fra?” spurgte han barsk. „Fra Kana’ans land,” svarede de. „Vi er kommet for at købe korn.” 1Mo 42,8 Da Josef nu stod ansigt til ansigt med sine brødre, huskede han de drømme, han havde haft for mange år siden. „I er spioner, der er kommet for at se, hvor landets forsvar er svagest,” sagde han skarpt. 1Mo 42,12 „Jo, I er!” blev Josef ved. „I er kun ude på at finde hullerne i vores forsvar.” 1Mo 42,14 Men Josef holdt på sit. „Som jeg allerede har sagt, er jeg sikker på, at I er spioner. 1Mo 42,18 På tredjedagen sagde Josef til dem: „Jeg er en gudfrygtig mand. Hvis I vil beholde livet, så gør, hvad jeg siger. 1Mo 42,21 Mens de nu diskuterede sagen indbyrdes, sagde en af brødrene: „Det her kan vi takke os selv for! Det er straffen for det, vi i sin tid gjorde imod Josef. Vi så hans fortvivlelse og angst, mens han bønfaldt os, men vi ville ikke høre efter.” 1Mo 42,23 Brødrene havde ingen anelse om, at Josef forstod alt, hvad de sagde, for han havde talt med dem ved hjælp af tolk. 1Mo 42,25 Josef befalede nu sine tjenere at fylde mændenes sække med korn og i al hemmelighed at lægge hver enkelt mands betaling tilbage øverst i sækken. Han sørgede også for, at brødrene fik rejseproviant. 1Mo 42,36 „I har berøvet mig mine børn!” klagede Jakob. „Josef er død! Simeon er væk! Og nu vil I også tage Benjamin fra mig! Jeg kan ikke klare mere modgang!” 1Mo 42,38 „Nej,” indvendte Jakob, „min yngste søn får ikke lov til at rejse med jer. Hans bror Josef er allerede død, og Benjamin er den eneste, der er tilbage efter sin mor. Sker der noget med ham, dør jeg af sorg.” 1Mo 43,15 Brødrene tog så Benjamin og gaverne og dobbelt så mange penge med og skyndte sig af sted til Egypten, hvor deres ankomst blev meldt til Josef. 1Mo 43,16 Da Josef så, at Benjamin var med, sagde han til sin husholder: „Før de der mænd hen til mit hus og lav et festmåltid. De skal spise hos mig i dag ved middagstid.” 1Mo 43,25 Da de fik at vide, at de skulle spise der i huset, fik de travlt med at gøre deres gaver til Josef parat. 1Mo 43,26 Da Josef kom ind, gav de ham deres gaver og bøjede sig dybt med ansigtet til jorden. 1Mo 43,27 Josef spurgte dem, hvordan de havde haft det. „Og hvordan går det med jeres far—ham, I fortalte mig om? Han må være gammel! Lever han endnu?” 1Mo 43,28 „Ja,” svarede de, „han lever og har det godt.” Så bøjede de sig endnu en gang for Josef. 1Mo 43,29 Josef så på sin bror Benjamin og spurgte: „Er det så jeres yngste bror, som I fortalte mig om? Må Gud være med dig, min dreng.” 1Mo 43,32 Josef spiste for sig selv, mens brødrene blev opvartet ved et andet bord, og de tilstedeværende egyptere sad ved et tredje bord. Egypterne bryder sig nemlig ikke om at spise sammen med hebræere. 1Mo 43,33 Josef havde placeret brødrene umiddelbart foran sig, efter alder, så den ældste sad først og den yngste sidst, hvilket fik dem til at sende hinanden undrende blikke. 1Mo 44,1 Josefs sølvbæger Senere gav Josef sin husholder befaling om at fylde brødrenes sække med alt det korn, som æslerne kunne bære. „Sørg for at lægge de penge, de har betalt for kornet, tilbage i hver sæk!” beordrede han. 1Mo 44,2 „Og i den yngste brors sæk skal du desuden lægge mit sølvbæger.” Husholderen gjorde, som Josef havde sagt. 1Mo 44,4 Men de var kun lige kommet ud af byen, da Josef sagde til sin husholder: „Sæt efter dem og stands dem. Sig så til dem: ‚Hvorfor har I gengældt godt med ondt? 1Mo 44,6 Husholderen indhentede hurtigt brødrene og sagde det, Josef havde givet ham besked på. 1Mo 44,14 Josef var stadig hjemme i sit hus, da Juda og hans brødre ankom. De faldt på knæ for ham med ansigtet mod jorden. 1Mo 44,15 „Hvad er I ude på?” spurgte Josef. „Er I ikke klar over, at en mand som jeg har spåmænd, der kunne fortælle mig, hvem der stjal det?” 1Mo 44,17 „Nej,” svarede Josef. „Kun den, som stjal bægeret, skal være min slave. Resten af jer kan frit rejse hjem til jeres far.” 1Mo 44,18 Juda tilbyder at blive slave for at redde Benjamin Da trådte Juda et skridt frem mod Josef og sagde: „Herre, tillad mig at tale til Dem. Hav tålmodighed med mig et øjeblik. Jeg ved, at De har magt til at dræbe mig på stedet, for De er jo som Farao selv. 1Mo 45,1 Josef giver sig til kende for sine brødre Da kunne Josef ikke længere beherske sig. „Ud, alle sammen!” beordrede han sine tjenere, for han ville være alene med brødrene. 1Mo 45,3 „Jeg er Josef!” sagde han. „Er min far stadig i live?” Hans brødre var lamslåede og kunne ikke få et ord frem. 1Mo 45,4 „Kom herhen,” sagde han. De trådte nærmere, og han sagde igen: „Jeg er Josef, jeres bror, som I solgte til Egypten. 1Mo 45,9 Skynd jer nu tilbage til min far og fortæl ham, at Gud har gjort hans søn Josef til hersker over Egypten. Sig til ham, at han skal komme med det samme 1Mo 45,12 Josef fortsatte: „I kan selv se, at jeg er Josef—også Benjamin kan bekræfte det. 1Mo 45,14 Da omfavnede Josef sin bror Benjamin, og med hinanden om halsen græd de to brødre. 1Mo 45,17 Farao sagde da til Josef: „Sig til dine brødre, at de skal læsse deres æsler og skynde sig hjem til Kana’an 1Mo 45,21 Så gav Josef dem vogne og rejseproviant, sådan som Farao havde befalet, og brødrene gjorde, som der blev sagt. 1Mo 45,22 Josef gav alle sine brødre smukke dragter, og Benjamin gav han fem dragter og tre hundrede sølvstykker. 1Mo 45,26 „Josef er i live!” fortalte de i munden på hinanden. „Og han regerer over hele Egypten!” Men Jakob var skeptisk. Han kunne simpelthen ikke tro det. 1Mo 45,27 Så fortalte de ham alt, hvad Josef havde sagt, og da Jakob så vognene, som Josef havde sendt for at hente ham, livede han op 1Mo 45,28 og sagde: „Det må jo være sandt, at min søn Josef lever! Jeg må af sted og se ham, før jeg dør.” 1Mo 46,4 Jeg vil selv gå med dig til Egypten, og jeg vil bringe dine efterkommere tilbage igen. Selv vil du dø i Egypten, men Josef vil være hos dig, når du dør.” 1Mo 46,19 Jakobs og Rakels sønner hed Josef og Benjamin. 1Mo 46,20 Josef fik i Egypten sønnerne Manasse og Efraim med Asenat, en datter af præsten Potifera fra Heliopolis. 1Mo 46,27 Med Jakob selv samt Josef og hans to sønner var de så 70 i alt, som videreførte Jakobs slægt i Egypten. 1Mo 46,28 Da Jakob og hans følge ankom til Egypten, sendte Jakob Juda i forvejen for at bede Josef om at vise dem vej til Goshen. 1Mo 46,29 Josef gjorde straks sin vogn klar og tog af sted til Goshen for at møde sin far. Så snart han ankom, omfavnede han sin far og græd ved hans skulder i lang tid. 1Mo 46,30 Derefter sagde Jakob til Josef: „Nu kan jeg dø i fred, for jeg har med egne øjne set, at du er i live.” 1Mo 46,31 Josef sagde til sine brødre og deres familier: „Jeg vil nu tage tilbage til Farao og fortælle ham, at I er ankommet fra Kana’ans land.