Bibelen på hverdagsdansk (3206 Treffer)

1Mo 1,1 Hvordan Gud skaber universet I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden. 1Mo 1,3 Så sagde Gud: „Der skal blive lys!” og så var der lys. 1Mo 1,4 Gud glædede sig over lyset, og han satte skel mellem lyset og mørket. 1Mo 1,6 Så sagde Gud: „Der skal være en hvælving midt i alt vandet til at dele det.” 1Mo 1,7 Og Gud dannede en hvælving, så vandet ovenfor den blev adskilt fra vandet nedenfor den. 1Mo 1,9 Dernæst sagde Gud: „Vandet under himmelhvælvingen skal samle sig, så det tørre land kommer til syne.” Og sådan skete det. 1Mo 1,10 Det tørre land kaldte han jord, og de steder, hvor vandet var, kaldte han hav; og Gud glædede sig over sit værk. 1Mo 1,11 Derpå sagde Gud: „Grønne planter, der bærer frø, skal spire frem af jorden, og frugttræer, som bærer frugt med kerner, skal vokse op, så de kan formere sig, hver efter sin art.” Og sådan blev det. 1Mo 1,12 Op af jorden spirede grønne planter, som bar frø, og træer, som bar frugt med kerner, hver efter sin art. Og Gud glædede sig over sit værk. 1Mo 1,14 Så sagde Gud: „Der skal være lysgivere på himmelhvælvingen, som sætter skel mellem dag og nat, og som markerer årstidernes skiften og festdagenes begyndelse.” Og sådan blev det. 1Mo 1,16 Gud frembragte to store lys på himlen til at skinne på jorden, det største lys, solen, til at herske om dagen, og det mindre, månen, til at herske om natten sammen med stjernerne. 1Mo 1,20 Dernæst sagde Gud: „Vandet skal vrimle med fisk og andet liv, og der skal være et mylder af fugle i luften.” Og sådan blev det. 1Mo 1,21 Gud skabte de store havdyr og en mangfoldighed af fisk og fugle; og han glædede sig over sit værk. 1Mo 1,24 Derpå sagde Gud: „Af jorden skal der fremstå alle slags dyr—kvæg, krybdyr og alle mulige vilde dyr.” Og sådan blev det. 1Mo 1,25 Gud dannede alle slags vilde dyr, krybdyr og husdyr, alle i stand til at formere sig, hver efter sin art; og Gud glædede sig over sit værk. 1Mo 1,26 Så sagde Gud: „Lad os frembringe et levende væsen, der ligner os. Det skal herske over alt dyrelivet—fiskene i havet, fuglene i luften og de tamme og vilde dyr på jorden.” 1Mo 1,27 Da skabte Gud to mennesker, som lignede ham. De blev skabt som mand og kvinde. 1Mo 1,28 Gud velsignede dem og sagde: „Formér jer og bliv mange, bred jer over hele jorden og tag den i besiddelse! Hersk over fiskene, fuglene og alle de andre dyr på jorden.” 1Mo 1,29 Gud fortsatte: „Se! Jeg giver jer alle de frøbærende planter på jorden som føde, og I må også spise frugt fra de mange frugttræer. 1Mo 1,31 Gud betragtede nu hele sit skaberværk, og han var ovenud tilfreds med det. Det blev aften, og det blev morgen. Det var den sjette dag. 1Mo 2,2 Skaberværket var nu fuldført, og Gud hvilede på den syvende dag. 1Mo 2,4 Hvordan Gud skaber de to første mennesker Da Gud skabte verden, 1Mo 2,7 Så formede Gud et menneske af jorden og blæste livsånde i dets næsebor, så det blev et levende væsen. 1Mo 2,8 Gud havde plantet en have i Eden mod øst, og dér anbragte han nu det menneske, som han havde skabt. 1Mo 2,9 Gud havde plantet alle slags smukke træer i haven, træer med en mængde frugt. Midt i haven stod livets træ og træet, der giver kendskab til både godt og ondt. 1Mo 2,15 Gud satte mennesket, Adam, i Edens have, for at han skulle passe den, 1Mo 2,18 Derpå sagde Gud: „Det er ikke godt for Adam at være alene. Jeg vil give ham en livsledsager,* der passer til ham.” 1Mo 2,19 Gud havde af jorden formet alle slags dyr og fugle. Dem førte han nu hen til Adam for at se, hvad han ville kalde dem; og hvad Adam kaldte dem, blev deres navn. 1Mo 2,21 Derfor lod Gud Adam falde i en dyb søvn. Mens han sov, tog Gud et af hans ribben og lukkede stedet til igen med kød. 1Mo 3,1 Hvordan menneskets ulydighed begynder Slangen var den mest listige af alle de dyr, Gud havde skabt. Den kom til kvinden og sagde: „Har Gud virkelig sagt, at I ikke må spise af frugten fra noget som helst træ i haven?” 1Mo 3,3 „Det er kun frugten fra træet midt i haven, vi ikke må spise. Gud sagde, at hvis vi spiser af den, eller bare rører den, så dør vi!” 1Mo 3,5 „Men Gud ved, at i samme øjeblik I spiser den frugt, bliver jeres øjne åbnet for ting, I ikke før har set, og I bliver som Gud med evne til at skelne mellem godt og ondt.” 1Mo 3,8 Henimod aften, da luften blev kølig, hørte Adam og kvinden, at Gud kom gående i haven, og de gemte sig inde mellem træerne. 1Mo 3,9 Gud kaldte: „Adam, hvor er du?” 1Mo 3,11 „Hvem fortalte dig, at du var nøgen?” spurgte Gud. „Du har vel ikke spist frugt fra det træ, jeg sagde, du ikke måtte spise af?” 1Mo 3,13 Så vendte Gud sig til kvinden: „Hvor kunne du gøre det?” udbrød han. „Det var slangen, der lokkede mig til det,” forsvarede hun sig, „og så spiste jeg.” 1Mo 3,14 Konsekvensen af ulydighed Nu talte Gud til slangen: „Som straf for det, du har gjort, skal du være den mest forbandede af alle jordens dyr! Så længe du lever, skal du krybe på din bug og æde støv! 1Mo 3,16 Derpå sagde Gud til kvinden: „Jeg vil forstærke ubehaget ved din graviditet og smerten ved at føde børn. Du vil gerne have magt over* din mand, men du skal underordne dig under ham.*” 1Mo 3,17 Til Adam sagde Gud: „Fordi du adlød din kone og spiste af frugten, som jeg sagde, du ikke måtte spise af, er du nu skyld i, at jorden bliver forbandet. Hele dit liv må du møjsommeligt slide for at skaffe dig føden. 1Mo 3,21 Derpå lavede Gud skindtøj til Adam og hans kone. 1Mo 3,22 Så sagde Gud: „Nu da menneskene er blevet som os i den forstand, at de kender både det gode og det onde, skal de ikke også spise frugten fra livets træ og leve evigt.” 1Mo 3,23 Derfor bortviste Gud dem fra Edens have og satte dem til at dyrke den jord, hvoraf de var taget. 1Mo 4,3 Engang bragte Kain en offergave til Gud af sin høst. 1Mo 4,4 Abel bragte også en offergave, det bedste kød fra sine førstefødte lam. Gud accepterede Abels offergave, 1Mo 4,6 „Hvorfor er du vred?” spurgte Gud. „Hvorfor går du og kigger ned i jorden? 1Mo 4,9 Så spurgte Gud Kain: „Hvor er din bror, Abel?” „Hvor skulle jeg vide det fra?” svarede Kain. „Jeg skal vel ikke gå og holde øje med ham!” 1Mo 4,10 Men Gud sagde: „Hvad har du dog gjort? Din brors blod råber til mig fra jorden. 1Mo 4,15 Men Gud svarede: „Hvis du bliver slået ihjel, skal du blive hævnet syv gange.” Så satte Gud et mærke på Kain som en advarsel, så ingen ville turde slå ham ihjel. 1Mo 4,16 Derpå rejste Kain væk fra Gud og bosatte sig i landet Nod,* som lå øst for Eden. 1Mo 4,25 Adam og Eva får sønnen Set Adam og Eva fik en søn mere, som de kaldte Set,* for—som Eva sagde: „Gud har givet mig en anden søn i stedet for Abel, som Kain slog ihjel.” 1Mo 4,26 Set fik senere en søn, som han kaldte Enosh. På den tid begyndte man at påkalde og tilbede Gud som Herren over alle ting. 1Mo 5,1 Adams efterkommere I det følgende kommer en fortegnelse over Adams efterkommere indtil oversvømmelsen. Da Gud skabte menneskene, skabte han dem, så de lignede ham. 1Mo 5,22 Efter Metusalems fødsel levede Enok i nært fællesskab med Gud i endnu 300 år og fik sønner og døtre. 1Mo 5,24 da han pludselig en dag forsvandt, for Gud tog ham til sig. 1Mo 6,3 Da sagde Gud: „Min Ånd* skal ikke for altid strides med menneskene, for de er jo blot kød og blod. Jeg vil give dem 120 år.”* 1Mo 6,9 Dette er Noas historie: Noa var dengang det eneste menneske på jorden, som Gud kunne acceptere. Han levede i et nært forhold til Gud. 1Mo 6,13 Da sagde Gud til Noa: „Jeg har besluttet at udrydde menneskene, for de er skyld i, at verden er fuld af vold og ondskab. 1Mo 6,22 Noa begyndte med det samme at gøre, hvad Gud havde befalet ham. 1Mo 7,6 Han bad sin kone, sine sønner og deres koner om at gøre sig klar til at gå ind i arken, så de kunne blive reddet fra oversvømmelsen. Alle dyrearter kom parvis ind i arken, som Herren havde befalet. Syv dage efter at Gud havde talt, begyndte regnen. Jordens kilder og himlens sluser blev åbnet på den 17. dag i den anden måned i det år, hvor Noa blev 600, 1Mo 7,16 sådan som Gud havde befalet. Og Herren lukkede døren efter dem. 1Mo 8,1 En ny begyndelse Men Gud glemte ikke Noa og dyrene i arken. Han standsede vandstrømmen fra jordens indre og lukkede himlens sluser, så styrtregnen holdt op. Samtidig sendte han en vind, så vandet begyndte at synke. 1Mo 8,15 Så sagde Gud til Noa: 1Mo 9,1 Guds pagt med Noa Gud velsignede Noa og hans sønner: „Formér jer og bliv mange!” sagde han. „Spred jer over jorden. 1Mo 9,8 Derpå sagde Gud til Noa og hans sønner: 1Mo 9,25 „Gud vil dømme Kana’an og hans efterkommere!” udbrød han. „Lad dem blive slaver for Sems og Jafets efterkommere. 1Mo 9,26 Må Herren, min Gud, velsigne Sems slægt, og må kana’anæerne trælle for dem. 1Mo 9,27 Må Gud give Jafets slægt meget land, må de trives som Sems slægt, og må kana’anæerne også trælle for dem.” 1Mo 11,5 Men Gud steg ned for at se på byen og tårnet, som de var ved at bygge. 1Mo 11,6 „Se, hvad de er i stand til at udrette, når de er enige og taler samme sprog,” sagde Gud. „Intet vil være umuligt for dem. 1Mo 11,8 På den måde fik Gud spredt dem ud over hele jorden, og de fik aldrig fuldendt deres byggeri. 1Mo 14,19 Han velsignede Abram med følgende ord: „Lovet være den højeste Gud, han, som er himlens og jordens skaber, han, som gav dig sejr over dine fjender. Må den højeste Guds velsignelse hvile over dig, Abram.” Så gav Abram ham en tiendedel af alt krigsbyttet. 1Mo 14,22 Men Abram svarede: „Jeg sværger ved Herren, den højeste Gud, himlens og jordens Skaber, 1Mo 16,13 Efter den oplevelse omtalte Hagar altid Herren, der havde talt til hende, som „den Gud, der ser mig”, for—som hun sagde: „Jeg har set den Gud, som ser mig.” 1Mo 17,1 Pagten med Abraham Da Abram var 99 år gammel, viste Herren sig for ham og sagde: „Jeg er den almægtige Gud! Adlyd mig og gør, hvad der er rigtigt. 1Mo 17,3 Abram bøjede sig med ansigtet mod jorden i ærefrygt, og Gud fortsatte: 1Mo 17,7 Denne pagt skal fortsætte fra slægt til slægt—til evig tid. Jeg vil altid være din Gud og dine efterkommeres Gud. 1Mo 17,8 Dette Kana’ans land, hvor du nu bor som fremmed, giver jeg til dig og dine efterkommere for evigt, og jeg vil være deres Gud. 1Mo 17,15 Og Gud tilføjede: „Hvad din kone Saraj angår, skal du ikke længere kalde hende Saraj. Fra nu af skal du kalde hende Sara.* 1Mo 17,18 Men til Gud sagde han: „Ja, Herre, må din velsignelse være med Ishmael!” 1Mo 17,19 „Nej, det er Sara, der skal føde din søn!” svarede Gud, „og du skal kalde ham Isak.* Den samme pagt skal gælde for ham og for hans efterkommere til evig tid. 1Mo 17,22 Da Gud var færdig med at tale med Abraham, gik han sin vej. 1Mo 17,23 Samme dag omskar Abraham sin søn Ishmael og alle andre mænd og drenge i sin teltlejr, sådan som Gud havde sagt. 1Mo 18,14 Skulle noget være umuligt for Gud? Næste år ved denne tid kommer jeg igen, og da har Sara en søn!” 1Mo 18,23 Så trådte han et skridt nærmere Gud og sagde: „Vil du virkelig udrydde de gode mennesker sammen med de onde? 1Mo 19,29 Men Gud havde hørt Abrahams bøn og frelst Lot ved at redde ham fra den katastrofe, som ødelagde byerne i dalen. 1Mo 20,3 Men en nat sagde Gud til Abimelek i en drøm: „Du skal dø! For kvinden, du tog, er gift med en anden!” 1Mo 20,13 Da Gud i sin tid pålagde mig at rejse bort fra mit eget land, sagde jeg til hende: ‚Hvor som helst vi kommer frem, så vær sød at sige, at jeg er din bror.’ ” 1Mo 20,17 Abraham bad nu til Gud og gik i forbøn for kong Abimelek, og Gud helbredte både ham, hans kone og de øvrige kvinder i hans harem, så de igen kunne få børn. 1Mo 21,2 Hun blev gravid og fødte Abraham en søn i hans alderdom—på det tidspunkt, som Gud havde sagt. 1Mo 21,4 På ugedagen* efter fødslen omskar Abraham sin søn Isak, sådan som Gud havde pålagt ham. 1Mo 21,6 Ved den lejlighed sagde Sara: „Gud har fået mig til at le! Og alle, som hører om det her, vil le sammen med mig. 1Mo 21,12 Men Gud sagde til Abraham: „Vær ikke bekymret for slavekvinden og hendes søn. Gør som Sara siger! For det er gennem Isak, din slægt skal opbygges. 1Mo 21,17 Men Gud hørte drengens klynken, og Herrens engel råbte fra Himlen: „Hagar, hvad er der i vejen? Du skal ikke være bange! Gud har hørt drengens klynken, dér hvor han ligger. 1Mo 21,19 I det samme åbnede Gud hendes øjne, så hun fik øje på en kilde med vand. Hun fyldte straks vandsækken og gav drengen noget at drikke. 1Mo 21,20 Gud velsignede drengen. Han voksede op i Parans ørken og blev en dygtig bueskytte. Hans mor fandt en pige til ham fra Egypten, som han giftede sig med. 1Mo 21,22 En pagt mellem Abraham og Abimelek Omkring den tid blev Abraham opsøgt af kong Abimelek og hans hærfører Pikol. „Der er ingen tvivl om, at Gud er med dig i alt, hvad du foretager dig,” sagde Abimelek. 1Mo 21,33 Men Abraham plantede en tamarisk ved pagtsbrønden, og tilbad Herren, den evige Gud, på det sted. 1Mo 22,1 Abrahams lydighed belønnes Senere satte Gud Abrahams tro og lydighed på prøve. Det gik således til: „Abraham!” kaldte Gud. „Ja, Herre,” svarede han. „Jeg lytter!” 1Mo 22,3 Næste morgen stod Abraham meget tidligt op og kaldte på to af sine unge tjenere. Han bad dem om at kløve brænde til det bål, der skulle bruges til brændofferet, og om at gøre et æsel klar til rejsen. Derefter kaldte han på Isak, og de begav sig alle på vej mod det sted, Gud havde sagt ham. 1Mo 22,8 „Det vil Gud selv sørge for, min dreng,” svarede Abraham. Så gik de videre i tavshed.