Bibelen på hverdagsdansk (188 Treffer)

1Mo 17,5 Jeg vil også give dig et andet navn. Du skal ikke længere hedde Abram, men Abraham*, for du skal blive far til mange folkeslag. 1Mo 17,17 Da bøjede Abraham sig igen for Herren med ansigtet mod jorden, men han lo for sig selv og tænkte: „Kan en hundredårig blive far? Og kan Sara, der er 90, blive mor?” 1Mo 17,22 Da Gud var færdig med at tale med Abraham, gik han sin vej. 1Mo 17,23 Samme dag omskar Abraham sin søn Ishmael og alle andre mænd og drenge i sin teltlejr, sådan som Gud havde sagt. 1Mo 17,24 Abraham var 99 år 1Mo 18,1 Gud besøger Abraham og gentager løftet om en søn Mens Abraham boede i Mamres egelund, viste Herren sig for ham igen. En dag sad Abraham i teltåbningen på den varmeste tid af dagen. 1Mo 18,6 Abraham skyndte sig tilbage til teltet og gav besked til Sara: „Hurtigt! tag det bedste mel, vi har, og lav noget brød af det.” 1Mo 18,8 Da maden var klar, tog Abraham syrnet mælk og sødmælk samt noget af den stegte kalv og serverede det for mændene. Han vartede selv op, mens mændene sad og spiste ude under træerne. 1Mo 18,9 „Hvor er Sara, din kone?” spurgte en af mændene. „Inde i teltet,” svarede Abraham. 1Mo 18,11 Både hun og Abraham var gamle, og hun vidste jo godt, at hun var alt for gammel til at få børn. 1Mo 18,13 Da sagde Herren til Abraham: „Hvorfor ler Sara og tænker, at hun umuligt kan få et barn? 1Mo 18,16 Abraham går i forbøn for Sodoma Så rejste mændene sig fra måltidet og gik videre i retning af Sodoma, og Abraham fulgte dem på vej. 1Mo 18,17 Undervejs sagde Herren til sig selv: „Hvorfor skulle jeg ikke indvi Abraham i mine planer? 1Mo 18,20 Herren sagde derfor til Abraham: „Jeg har hørt klageskrig fra Sodoma og Gomorra. Indbyggerne er frygtelig onde, og alt hvad de gør er ondt. 1Mo 18,22 De to andre mænd gik nu videre mod Sodoma, mens Abraham blev stående foran Herren. 1Mo 18,27 Men Abraham fortsatte: „Siden jeg nu er begyndt at tale med min Herre, så lad mig fortsætte—vel vidende, at jeg kun er støv og aske. 1Mo 18,30 „Tag mig det ikke ilde op,” blev Abraham ved. „Hvad nu, hvis der kun er 30?” „Jeg vil skåne hele byen, hvis jeg finder 30,” svarede Herren. 1Mo 18,31 „Siden jeg har taget mig den frihed at tale til min Herre,” fortsatte Abraham, „tillad mig da at spørge nok en gang: Hvad nu, hvis der kun er 20?” „Så vil jeg for disse 20 retsindiges skyld skåne byen.” 1Mo 18,32 Da sagde Abraham: „Herre, bliv ikke vred! Dette er sidste gang: Hvad nu, hvis der kun findes ti?” Og Herren svarede: „Så vil jeg for disse ti uskyldiges skyld skåne hele byen.” 1Mo 18,33 Da Herren var færdig med at tale med Abraham, gik han videre, mens Abraham vendte hjem til sit telt. 1Mo 19,27 Den næste morgen skyndte Abraham sig ud til det sted, hvor han havde stået og talt med Herren. 1Mo 20,1 Abraham hos kong Abimelek Abraham flyttede nu fra Mamres egelund til Negev, hvor han først slog sig ned mellem Kadesh og Shurs ørken, og senere boede han en tid som fremmed nær ved byen Gerar. 1Mo 20,9 Derefter sendte Abimelek bud efter Abraham. „Hvad er det dog, du har gjort imod os?” sagde han. „Hvad har du imod mig, siden du synes, jeg og mit rige fortjener at blive skyldige i sådan en stor synd? Sådan noget burde ikke ske! 1Mo 20,11 „Jeg regnede med, at det her var et gudløst sted, og at man derfor uden videre ville slå mig ihjel og tage min kone,” svarede Abraham. 1Mo 20,14 Derefter gav Abimelek Abraham får, køer og slaver, både mænd og kvinder, og gav ham også hans kone tilbage. 1Mo 20,17 Abraham bad nu til Gud og gik i forbøn for kong Abimelek, og Gud helbredte både ham, hans kone og de øvrige kvinder i hans harem, så de igen kunne få børn. 1Mo 21,2 Hun blev gravid og fødte Abraham en søn i hans alderdom—på det tidspunkt, som Gud havde sagt. 1Mo 21,3 Abraham kaldte sin søn Isak. 1Mo 21,4 På ugedagen* efter fødslen omskar Abraham sin søn Isak, sådan som Gud havde pålagt ham. 1Mo 21,5 Abraham var på det tidspunkt 100 år gammel. 1Mo 21,7 Hvem turde sige til Abraham, at jeg kunne få et barn? Men nu har jeg født ham et barn i hans alderdom.” 1Mo 21,8 Hagar og Ishmael sendes væk Drengen voksede til og blev vænnet fra. I den anledning holdt Abraham en stor fest. 1Mo 21,10 sagde hun til Abraham: „Jag den slavekvinde og hendes søn bort, for slavekvindens søn skal ikke have del i arven sammen med min søn, Isak.” 1Mo 21,11 Det blev Abraham meget oprørt over, for Ishmael var trods alt også hans søn. 1Mo 21,12 Men Gud sagde til Abraham: „Vær ikke bekymret for slavekvinden og hendes søn. Gør som Sara siger! For det er gennem Isak, din slægt skal opbygges. 1Mo 21,14 Tidligt næste morgen kom Abraham med en pose mad og en skindsæk med vand til Hagar og drengen. Han anbragte provianten på hendes skulder og sendte dem af sted. De vandrede rundt på lykke og fromme i Be’ershebas ørken. 1Mo 21,22 En pagt mellem Abraham og Abimelek Omkring den tid blev Abraham opsøgt af kong Abimelek og hans hærfører Pikol. „Der er ingen tvivl om, at Gud er med dig i alt, hvad du foretager dig,” sagde Abimelek. 1Mo 21,24 „Det sværger jeg på!” svarede Abraham. 1Mo 21,27 Derpå gav Abraham kong Abimelek nogle får og køer som tegn på den pagt, han indgik med ham. 1Mo 21,28 Men da Abraham satte yderligere syv lam til side, 1Mo 21,30 „De syv lam er en særlig gave—og en offentlig bekræftelse på, at brønden tilhører mig,” svarede Abraham. 1Mo 21,33 Men Abraham plantede en tamarisk ved pagtsbrønden, og tilbad Herren, den evige Gud, på det sted. 1Mo 21,34 Abraham boede som fremmed i filistrenes land i lang tid. 1Mo 22,1 Abrahams lydighed belønnes Senere satte Gud Abrahams tro og lydighed på prøve. Det gik således til: „Abraham!” kaldte Gud. „Ja, Herre,” svarede han. „Jeg lytter!” 1Mo 22,3 Næste morgen stod Abraham meget tidligt op og kaldte på to af sine unge tjenere. Han bad dem om at kløve brænde til det bål, der skulle bruges til brændofferet, og om at gøre et æsel klar til rejsen. Derefter kaldte han på Isak, og de begav sig alle på vej mod det sted, Gud havde sagt ham. 1Mo 22,4 Da de havde rejst i to dage, fik Abraham øje på stedet i det fjerne. 1Mo 22,5 „Vent her med æslet,” sagde Abraham til tjenerne, „mens drengen og jeg går videre for at finde et sted at tilbede Herren. Vi kommer snart tilbage.” 1Mo 22,6 Derefter lagde Abraham offerbrændet på Isaks skuldre, men kniven og de ulmende trækul til offerilden bar han selv. De to gik så videre alene. 1Mo 22,8 „Det vil Gud selv sørge for, min dreng,” svarede Abraham. Så gik de videre i tavshed. 1Mo 22,9 Da de kom til det sted, Abraham havde fået anvist af Gud, byggede han et stenalter og lagde brændet til rette ovenpå. Så bandt han sin søn, Isak, og lagde ham på alteret oven på brændet. 1Mo 22,10 Abraham tog nu kniven og løftede den i vejret for at dræbe sin søn og ofre ham til Herren. 1Mo 22,11 I samme øjeblik lød en røst fra Himlen: „Abraham! Abraham!” „Ja, Herre,” svarede han. 1Mo 22,13 Da Abraham så sig omkring, fik han øje på en vædder, hvis horn havde viklet sig ind i en busk. Han tog vædderen og ofrede den som brændoffer på alteret i stedet for sin søn. 1Mo 22,14 Og Abraham kaldte stedet „Herren sørger for os”. Derfor siger man endnu den dag i dag: „På bjerget vil Herren sørge for os.” 1Mo 22,15 Da råbte Gud igen til Abraham fra Himlen: 1Mo 22,19 Derefter vendte Abraham og Isak tilbage til tjenerne, og de tog alle hjem til Be’ersheba. Der blev Abraham boende i nogen tid. 1Mo 22,20 Nakors sønner Kort tid efter modtog Abraham følgende besked: „Milka—din bror Nakors kone—har født ham en række sønner. Deres navne er: 1Mo 23,2 Hun døde i Kirjat-Arba, det vil sige Hebron, i Kana’ans land, og Abraham græd og sørgede over hendes død. 1Mo 23,7 Da bøjede Abraham sig ærbødigt ned for dem 1Mo 23,10 Efron, der indtil nu havde siddet tavs blandt de øvrige hittitter, svarede Abraham, så alle de andre ledere, som sad der ved byporten, kunne høre det: 1Mo 23,12 Igen bøjede Abraham sig for landets ledende mænd, 1Mo 23,16 Abraham forstod hentydningen og betalte Efron den pris, han havde nævnt i de andres påhør—400 sølvstykker efter standardvægt. 1Mo 23,17 Således blev Abraham ejer af Efrons mark i Makpela ved Mamres lund samt klippehulen og alle træerne på marken. 1Mo 23,19 Så begravede Abraham sin kone, Sara, i klippehulen på Makpela-marken ved Mamres lund, i Hebron i Kana’ans land. 1Mo 23,20 Fra da af ejede Abraham marken med klippehulen som gravsted for sin slægt. 1Mo 24,1 En brud til Isak Abraham var nu blevet en gammel mand og havde oplevet Herrens rige velsignelse. 1Mo 24,6 „Nej,” sagde Abraham. „Det må du under ingen omstændigheder gøre! 1Mo 24,9 Så lagde tjeneren hånden under sin herres lænd og svor på, at han ville gøre, som Abraham havde sagt. 1Mo 24,12 „Herre, du, min herres Gud!” bad han. „Vis godhed mod min herre Abraham og lad det lykkes for mig at udføre den opgave, han har pålagt mig. 1Mo 25,1 Abrahams efterkommere gennem Ketura Abraham havde taget* sig endnu en kone. Hun hed Ketura, 1Mo 25,5 Abraham indsatte Isak som arving til alt, hvad han ejede. 1Mo 25,7 Abrahams død og begravelse Abraham blev 175 år gammel. 1Mo 25,9 Isak og Ishmael begravede ham i Makpela-klippehulen ved Mamres lund på den mark, som Abraham havde købt af hittitten Efron, Sohars søn, og hvor hans kone Sara allerede lå begravet. 1Mo 25,19 Jakob køber førstefødselsretten Det følgende er Isaks slægtshistorie: Isak var søn af Abraham. 1Mo 26,3 Du skal bo der en tid som fremmed, og jeg vil være med dig og velsigne dig. For jeg vil give dig og dine efterkommere disse landområder i eje—nøjagtig som jeg lovede din far Abraham. 1Mo 26,24 Samme nat, han kom dertil, åbenbarede Herren sig for ham og sagde: „Jeg er din far Abrahams Gud. Vær ikke bange! Jeg er med dig for at velsigne dig! Jeg vil gøre dig til et stort folk, sådan som jeg lovede Abraham, fordi han var lydig imod mig.” 1Mo 28,4 Må den velsignelse, han lovede Abraham, følge dig og dine efterkommere, så det land her, hvor vi endnu bor som fremmede, må blive dit—for Gud lovede at give det til Abrahams slægt!” 1Mo 35,12 Det løfte om land, som jeg gav til Abraham og Isak, giver jeg også til dig og dine efterkommere.” 1Mo 35,27 Omsider nåede Jakob frem til sin far, Isak, i Mamre, tæt ved Kirjat-Arba, som nu hedder Hebron, hvor også Abraham havde boet. 1Mo 48,15 Derpå velsignede han Josef og hans to sønner med følgende ord: „Må den Gud, som min bedstefar Abraham og min far Isak vandrede med, den Gud, som har været min hyrde livet igennem, 1Mo 48,16 den engel, som har bevaret mig fra alt ondt—må han velsigne de to drenge her! Må de føre min slægt videre, som jo udgår fra Abraham og Isak, og må de blive til et mægtigt folk.” 1Mo 49,29 Jakobs død og begravelse Til sidst sagde Jakob til sine sønner: „Nu skal jeg dø. Begrav mig hos mine forfædre i Kana’ans land i hulen på Makpela-marken øst for Mamre, den mark, som Abraham købte af hittitten Efron. 1Mo 49,30 I den gravhule ligger Abraham og Sara begravet. Der ligger også Isak og Rebekka, og der har jeg selv begravet Lea.” 1Mo 50,13 De bragte hans lig ind i Kana’ans land og begravede ham i hulen ved Makpela, som Abraham havde købt for at bruge den til familiegravsted. 1Mo 50,24 „Jeg skal snart dø,” sagde Josef til sine brødre, „men Gud vil helt sikkert føre jer ud af Egypten og bringe jer tilbage til det land, han lovede Abraham, Isak og Jakob.” 2Mo 2,24 og han hørte deres klage. Han havde jo givet sit løfte om velsignelse og hjælp til Abraham, Isak og Jakob. 2Mo 6,3 „Jeg åbenbarede mig for Abraham, Isak og Jakob som den almægtige Gud, men de har ikke til fulde erfaret, hvad mit navn, Jahve. egentlig står for. 2Mo 6,8 Jeg vil føre jer til det land, jeg lovede Abraham, Isak og Jakob. Jeg giver det til jer, og det skal være jeres. Jeg er Herren!’ ” 2Mo 32,13 Glem ikke dit løfte til Abraham, Isak og Jakob. Du svor jo ved dig selv, at du ville gøre deres efterkommere talrige som himlens stjerner og give dem det land i arv og eje, som du har lovet skal være deres for evigt.” 3Mo 26,42 da vil jeg mindes mine løfter til Abraham, Isak og Jakob, og jeg vil føre dem tilbage til det land, jeg lovede dem. 4Mo 32,10 Ved den lejlighed blev Herren så vred over deres vantro, at han svor på, at ikke en eneste over 20 år af alle dem, der havde været med fra begyndelsen, da de forlod Egypten, skulle få det land at se, han havde lovet Abraham, Isak og Jakob. 5Mo 1,8 Gå ind og tag hele det land i besiddelse, som jeg lovede jeres forfædre, Abraham, Isak og Jakob.’ 5Mo 6,10 Når Herren, jeres Gud, har ført jer ind i det land, han lovede jeres forfædre Abraham, Isak og Jakob, og givet jer store og smukke byer, I ikke selv har haft besværet med at bygge, 5Mo 9,4 Når Herren rydder dem bort foran jer og giver jer landet i besiddelse, må I ikke sige: ‚Herren hjalp os, fordi vi fortjente det!’ Nej, det er ikke jer, der fortjener hans hjælp, men dem, der fortjener hans straf. Han driver dem ud af landet på grund af deres ondskab og for at opfylde sit løfte til jeres forfædre, Abraham, Isak og Jakob. 5Mo 9,27 Husk på dine løfter til dine tjenere Abraham, Isak og Jakob og se i nåde til det her oprørske folk med dets synd og ulydighed. 5Mo 29,12 Gør I det, skal I være hans folk, og han vil være jeres Gud, sådan som han også lovede jeres forfædre Abraham, Isak og Jakob. 5Mo 30,20 Elsk Herren, jeres Gud, adlyd ham og hold jer til ham, så I kan få lov at leve og blive boende i det land, Herren lovede jeres forfædre Abraham, Isak og Jakob!” 5Mo 34,4 „Det er landet, som jeg lovede Abraham, Isak og Jakob at give deres efterkommere,” sagde Herren til Moses. „Nu har du set det med egne øjne, men du får ikke lov til at komme ind i det.” Jos 24,3 Men jeg udvalgte Abraham og førte ham ind i Kana’ans land, hvor jeg gav ham talrige efterkommere gennem hans søn Isak. 2Kön 13,23 Men Herren viste nåde imod Israels folk på grund af den pagt, han havde sluttet med Abraham, Isak og Jakob. Han ville ikke helt udslette dem, og endnu ville han ikke sende dem i landflygtighed.