1Da sprach der Hohepriester: Verhält sich denn dies so?2Er aber sprach: Ihr Männer, Brüder und Väter, hört! Der Gott der Herrlichkeit erschien unserem Vater Abraham, als er in Mesopotamien war, bevor er in Haran wohnte,3und sprach zu ihm: »Geh hinaus aus deinem Land und aus deiner Verwandtschaft und zieh in das Land, das ich dir zeigen werde!«*4Da ging er aus dem Land der Chaldäer und wohnte in Haran. Und nach dem Tod seines Vaters führte er ihn von dort herüber in dieses Land, das ihr jetzt bewohnt.5Und er gab ihm kein Erbteil darin, auch nicht einen Fußbreit, und verhieß, es ihm zum Eigentum zu geben und seinem Samen* nach ihm, obwohl er kein Kind hatte.6Gott sprach aber so: »Sein Same wird ein Fremdling sein in einem fremden Land, und man wird ihn knechten und übel behandeln 400 Jahre lang.7Und das Volk, dem sie als Knechte dienen sollen, will ich richten«, sprach Gott; »und danach werden sie ausziehen und mir dienen an diesem Ort.«8Und er gab ihm den Bund der Beschneidung. Und so zeugte er den Isaak und beschnitt ihn am achten Tag, und Isaak den Jakob, und Jakob die zwölf Patriarchen.9Und die Patriarchen waren neidisch auf Joseph und verkauften ihn nach Ägypten. Doch Gott war mit ihm,10und er rettete ihn aus allen seinen Bedrängnissen und gab ihm Gnade und Weisheit vor dem Pharao, dem König von Ägypten; der setzte ihn zum Fürsten über Ägypten und sein ganzes Haus.11Es kam aber eine Hungersnot über das ganze Land Ägypten und Kanaan und große Drangsal, und unsere Väter fanden keine Speise.12Als aber Jakob hörte, dass Korn in Ägypten zu haben sei, sandte er unsere Väter zum ersten Mal aus.13Und beim zweiten Mal gab sich Joseph seinen Brüdern zu erkennen, und die Abstammung Josephs wurde dem Pharao bekannt.14Da sandte Joseph hin und berief seinen Vater Jakob zu sich und seine ganze Verwandtschaft von 75 Seelen.15Jakob aber zog nach Ägypten hinab und starb, er und unsere Väter.16Und sie wurden herübergebracht nach Sichem und in das Grab gelegt, das Abraham um eine Summe Geld von den Söhnen Hemors, des Vaters Sichems, gekauft hatte.17Als aber die Zeit der Verheißung nahte, welche Gott dem Abraham mit einem Eid zugesagt hatte, wuchs das Volk und mehrte sich in Ägypten,18bis ein anderer König aufkam, der Joseph nicht kannte.19Dieser handelte arglistig gegen unser Geschlecht und zwang unsere Väter, ihre Kinder auszusetzen, damit sie nicht am Leben blieben.20In dieser Zeit wurde Mose geboren; der war Gott angenehm; und er wurde drei Monate lang im Haus seines Vaters ernährt.21Als er aber ausgesetzt wurde, nahm ihn die Tochter des Pharao zu sich und erzog ihn als ihren Sohn.22Und Mose wurde in aller Weisheit der Ägypter unterrichtet und war mächtig in Worten und in Werken.23Als er aber 40 Jahre alt geworden war, stieg der Gedanke in ihm auf, nach seinen Brüdern, den Söhnen Israels, zu sehen.24Und als er einen Unrecht leiden sah, wehrte er es ab und schaffte dem Unterdrückten Recht, indem er den Ägypter erschlug.25Er meinte aber, seine Brüder würden es verstehen, dass Gott ihnen durch seine Hand Rettung gebe; aber sie verstanden es nicht.26Und am folgenden Tag erschien er bei ihnen, als sie miteinander stritten, und ermahnte sie zum Frieden und sprach: Ihr Männer, ihr seid doch Brüder; warum tut ihr einander Unrecht?27Der aber, welcher seinem Nächsten Unrecht tat, stieß ihn weg und sprach: Wer hat dich zum Obersten und Richter über uns gesetzt?28Willst du mich etwa töten, wie du gestern den Ägypter getötet hast?29Da floh Mose auf dieses Wort hin und wurde ein Fremdling im Land Midian, wo er zwei Söhne zeugte.30Und als 40 Jahre erfüllt waren, erschien ihm in der Wüste des Berges Sinai der Engel des Herrn in der Feuerflamme eines Busches.31Als Mose das sah, verwunderte er sich über die Erscheinung. Als er aber hinzutrat, um sie zu betrachten, erging die Stimme des Herrn an ihn:32»Ich bin der Gott deiner Väter, der Gott Abrahams und der Gott Isaaks und der Gott Jakobs!«* Mose aber zitterte und wagte nicht hinzuschauen.33Da sprach der Herr zu ihm: »Ziehe deine Schuhe aus von deinen Füßen! Denn der Ort, wo du stehst, ist heiliges Land!34Ich habe die Misshandlung meines Volkes, das in Ägypten ist, sehr wohl gesehen und habe ihr Seufzen gehört und bin herabgekommen, um sie herauszuführen. Und nun komm, ich will dich nach Ägypten senden!«*35Diesen Mose, den sie verwarfen, indem sie sprachen: Wer hat dich zum Obersten und Richter eingesetzt? — diesen sandte Gott als Obersten und Erlöser durch die Hand des Engels, der ihm im Busch erschienen war.36Dieser führte sie heraus, indem er Wunder und Zeichen tat im Land Ägypten und am Roten Meer und in der Wüste, 40 Jahre lang.37Das ist der Mose, der zu den Söhnen Israels gesagt hat: »Einen Propheten wie mich wird euch der Herr, euer Gott, erwecken aus euren Brüdern; auf ihn sollt ihr hören!«*38Das ist der, welcher in der Gemeinde in der Wüste war zwischen dem Engel, der auf dem Berg Sinai zu ihm redete, und unseren Vätern; der lebendige Worte empfing, um sie uns zu geben;39dem unsere Väter nicht gehorsam sein wollten; sondern sie stießen ihn von sich und wandten sich mit ihren Herzen nach Ägypten,40indem sie zu Aaron sprachen: Mache uns Götter, die vor uns herziehen sollen; denn wir wissen nicht, was diesem Mose geschehen ist, der uns aus Ägypten geführt hat!41Und sie machten ein Kalb in jenen Tagen und brachten dem Götzen ein Opfer und freuten sich an den Werken ihrer Hände.42Da wandte sich Gott ab und gab sie dahin, sodass sie dem Heer des Himmels* dienten, wie im Buch der Propheten geschrieben steht: »Habt ihr etwa mir Schlachtopfer und [Speis]opfer dargebracht [während der] 40 Jahre in der Wüste, Haus Israel?43Ihr habt die Hütte des Moloch* und das Sternbild eures Gottes Remphan umhergetragen, die Bilder, die ihr gemacht habt, um sie anzubeten. Und ich werde euch wegführen über Babylon hinaus.«*44Das Zelt des Zeugnisses* war in der Mitte unserer Väter in der Wüste, so wie der, welcher mit Mose redete, es zu machen befahl nach dem Vorbild, das er gesehen hatte.45Dieses brachten auch unsere Väter, wie sie es empfangen hatten, mit Josua [in das Land], als sie es von den Heiden in Besitz nahmen, die Gott vor dem Angesicht unserer Väter vertrieb, bis zu den Tagen Davids.46Dieser fand Gnade vor Gott und bat, ob er für den Gott Jakobs eine Wohnung finden dürfe.47Salomo aber erbaute ihm ein Haus.48Doch der Höchste wohnt nicht in Tempeln, die von Händen gemacht sind, wie der Prophet spricht:49»Der Himmel ist mein Thron und die Erde der Schemel für meine Füße. Was für ein Haus wollt ihr mir bauen, spricht der Herr, oder wo ist der Ort, an dem ich ruhen soll?50Hat nicht meine Hand das alles gemacht?«* —51Ihr Halsstarrigen und Unbeschnittenen an Herz und Ohren! Ihr widerstrebt allezeit dem Heiligen Geist; wie eure Väter, so auch ihr!52Welchen Propheten haben eure Väter nicht verfolgt? Und sie haben die getötet, die vorher das Kommen des Gerechten ankündigten, dessen Verräter und Mörder ihr nun geworden seid53— ihr, die ihr das Gesetz auf Anordnung von Engeln empfangen und es nicht gehalten habt!
Die Steinigung des Stephanus
54Als sie aber das hörten, schnitt es ihnen ins Herz, und sie knirschten mit den Zähnen über ihn.55Er aber, voll Heiligen Geistes, blickte zum Himmel empor und sah die Herrlichkeit Gottes, und Jesus zur Rechten Gottes stehen;56und er sprach: Siehe, ich sehe den Himmel offen und den Sohn des Menschen zur Rechten Gottes stehen!57Sie aber schrien mit lauter Stimme, hielten sich die Ohren zu und stürmten einmütig auf ihn los;58und als sie ihn zur Stadt hinausgestoßen hatten, steinigten sie ihn. Und die Zeugen legten ihre Kleider zu den Füßen eines jungen Mannes nieder, der Saulus hieß.59Und sie steinigten den Stephanus, der betete und sprach: Herr Jesus, nimm meinen Geist auf!60Und er kniete nieder und rief mit lauter Stimme: Herr, rechne ihnen diese Sünde nicht an! Und nachdem er das gesagt hatte, entschlief er.
Bibelen på hverdagsdansk
Stefanus’ forsvarstale
1„Er det sandt, hvad de siger om dig?” spurgte ypperstepræsten.2„Ærede medlemmer af det høje råd, hør, hvad jeg har at sige,” begyndte Stefanus sin forsvarstale. „Herlighedens Gud åbenbarede sig for Abraham, før han kom til Karan, mens han endnu boede i Mesopotamien.3Gud sagde til ham: ‚Forlad dit land og dine slægtninge, og tag af sted til det land, som jeg vil vise dig.’*4Så forlod Abraham kaldæernes land og slog sig ned i Karan. Efter at hans far var død, sendte Gud ham videre, for at han skulle bosætte sig i det land, som vi nu bor i.5Han fik ikke så meget som en fodsbred jord, han kunne kalde sin egen, men Gud lovede ham, at hans efterkommere en dag skulle overtage hele landet, selvom han på det tidspunkt ikke havde nogen børn.6Gud sagde endvidere til ham, at hans efterkommere skulle bo i et fremmed land som slaver, og at de ville blive mishandlet i 400 år.7‚Men jeg vil straffe det folk, som undertrykker dem,’ sagde Gud, ‚og derefter skal de få lov at komme tilbage til det land, de kom fra, hvor de skal tilbede mig.’*8Derpå oprettede Gud omskærelsens pagt med Abraham.* Senere fik Abraham sønnen Isak, og drengen blev omskåret på ugedagen efter fødslen. Isak blev far til Jakob, og Jakob blev far til vores 12 stamfædre.9Vores stamfædre var så misundelige på deres bror Josef, at de solgte ham som slave, og han blev ført til Egypten. Men Gud var med ham10og hjalp ham ud af alle hans vanskeligheder, ja, han sørgede for, at selveste Egyptens konge, faraoen, kom til at synes godt om ham. Gud gav Josef en usædvanlig visdom, og faraoen udpegede ham endog til at være landets øverste leder og gav ham ansvaret for alle kongehusets anliggender.11Men Egypten og Kana’an blev ramt af hungersnød, og der kom en vanskelig tid, hvor vores forfædre levede på sultegrænsen.12Da Jakob hørte, at der var korn at få i Egypten, sendte han sine sønner af sted, for at de kunne gøre de nødvendige indkøb.13Det var først, da de kom anden gang, at Josef gav sig til kende for sine brødre. Ved samme lejlighed fik faraoen at vide, at Josef havde sin familie i Kana’an.14Josef sendte nu bud efter sin far og alle sine brødre med deres familier, for at de skulle komme til Egypten—det drejede sig om i alt 75 personer.*15Jakob rejste altså til Egypten, og både han selv og hans sønner blev i Egypten resten af deres liv.16Deres jordiske rester blev senere bragt til Sikem og lagt i den grav, som Abraham havde købt for en ret stor sum penge af Hamor-slægten i Sikem.17Nu nærmede tidspunktet sig, da Gud ville opfylde sit løfte til Abraham om, at hans efterkommere skulle befries fra slaveriet og få det lovede land i eje. Netop i den periode voksede det jødiske folk og blev meget talstærkt i Egypten.18Så kom der en ny konge til magten, og han kendte ikke noget til Josefs bedrifter.19Han udnyttede vores folk groft og mishandlede vores forfædre. Blandt andet tvang han de israelitiske forældre til at sætte deres spædbørn ud, så de døde.20På den tid blev Moses født, og Gud syntes godt om barnet. I tre måneder passede moderen i al hemmelighed det lille barn hjemme,21men til sidst måtte hun alligevel sætte ham ud. Faraoens datter fandt ham og adopterede ham,22og han blev oplært i egypternes visdom og voksede op til at blive en magtfuld mand i ord og gerning.23Da Moses var 40 år gammel, besluttede han at opsøge sine landsmænd, Israels folk.24Under sit besøg hos dem blev han øjenvidne til, at en egypter mishandlede en israelit. Moses angreb egypteren og slog ham ihjel.25Han regnede nu med, at det måtte få hans landsmænd til at indse, at Gud havde sendt ham for at redde dem, men det forstod de ikke.26Næste dag fik han øje på to israelitter, der var oppe at slås. Han forsøgte at lægge sig imellem og råbte: ‚Stands! Hvorfor slås I, når I er landsmænd?’27Men manden, som var årsag til slagsmålet, skubbede Moses til side og sagde: ‚Hvem har sat dig til at dømme os imellem og være vores leder?28Du vil måske slå mig ihjel, ligesom du i går slog egypteren ihjel?’29Da Moses hørte det, flygtede han skyndsomt ud af landet og boede som fremmed i Midjan, hvor han blev gift og fik to sønner.30Der gik 40 år. Så skete det en dag i ørkenområdet ved Sinaibjerget, at en engel åbenbarede sig for ham i flammerne fra en brændende tornebusk.31Han blev meget forbløffet over det syn og gik nærmere for at se nøjere på det. Da lød Herrens stemme:32‚Jeg er dine forfædres Gud—Abrahams, Isaks og Jakobs Gud.’* Moses rystede af skræk og turde ikke se derhen.33Da sagde Herren: ‚Tag dine sandaler af, for du står på et helligt sted.34Jeg har set, hvordan mit folk bliver undertrykt i Egypten, og jeg har hørt deres klageskrig. Jeg er kommet for at befri dem, og nu vil jeg sende dig til Egypten.’35Den Moses, som israelitterne tidligere havde afvist ved at sige: ‚Hvem har sat dig til at dømme os imellem og være vores leder?’, ham var det, Gud udvalgte og udsendte som leder og befrier for Israels folk ved at åbenbare sig for ham på overnaturlig måde gennem en tornebusk.36Det var ham, der førte dem ud i friheden, efter at han havde udført mange undere og mirakler i Egypten og ved Det Røde Hav og under de 40 års ørkenvandring.37Det var også Moses, der sagde til Israels folk: ‚Gud vil sende jer en profet som mig. Han skal udgå fra jeres eget folk.’*38Det var også ham, der var leder for menigheden i ørkenen. Det var ham, der var sammen med englen, som talte til både ham og vores forfædre på Sinaibjerget, og det var ham, der modtog de livgivende ord, som han gav videre til os.39Det var ham, vores forfædre nægtede at adlyde. De afviste ham som leder og ville hellere vende tilbage til Egypten.40Derfor sagde de til Aron: ‚Lav os nogle guder, der kan føre os videre, for vi ved ikke, hvad der er blevet af den her Moses, som førte os ud af Egypten!’41Så lavede de en guldkalv og ofrede til den, og de jublede over den afgud, deres egne hænder havde skabt.42Da vendte Gud sig fra dem, og de begyndte at tilbede solen, månen, stjernerne og alle mulige slags afguder, som der står skrevet i de profetiske bøger: ‚Israels folk, bragte I slagtofre og afgrødeofre til mig i de 40 år i ørkenen?43Nej, I tilbad de afguder, I selv havde lavet. I bar rundt på Moloks telt og Remfans stjerne. Derfor vil jeg sende jer i landflygtighed langt borte, på den anden side af Babylon.’*44Åbenbaringsteltet var hos vores forfædre, da de gik rundt i ørkenen. Det havde Gud befalet, og han havde givet nøje instruktioner til Moses om, hvordan teltet skulle laves.45Det samme åbenbaringstelt tog Josva og folket med sig, da de begyndte at indtage det lovede land, og Gud drev de forskellige folkeslag bort foran dem. Gud ledte folket frem ved hjælp af åbenbaringsteltet lige indtil Davids tid,46hvor han, som havde fundet nåde for Guds øjne, bad om lov til at opføre et tempel, der skulle være fast bolig for Jakobs Gud.47Dog blev det Salomon, der kom til at bygge templet,48men den Højeste Gud bor ikke i noget, der er skabt af menneskehænder. Som Herren sagde gennem en af sine profeter:49‚Himlen er min trone, og jorden er min fodskammel. Hvordan vil I bygge et hus til mig? Hvordan vil I skaffe mig et sted at bo?50Jeg har jo selv skabt det hele.’*51I er akkurat lige så stædige og hårdhjertede som jeres forfædre, og I kæmper altid imod Helligånden.52Findes der én eneste profet, som jeres forfædre ikke har forfulgt? Nej, de dræbte alle dem, der forudsagde, at Messias skulle komme, ham, som I nu har forkastet og myrdet.53I modtog Guds lov formidlet ved engle, men I overholdt den ikke!”
Stefanus henrettes ved stening
54Da rådsmedlemmerne hørte det, skar de tænder af raseri.55Stefanus stod helt stille, fyldt med Helligåndens kraft, og stirrede op imod himlen. Han så Guds herlighed, og han så Jesus stående ved Guds højre side.56„Himlen er åben,” råbte han, „og jeg ser Menneskesønnen stå ved Guds højre side!”57Ved de ord skreg de op alle sammen, holdt sig for ørerne og fór over ham som en bisværm.58De slæbte ham uden for bymuren for at stene ham. Alle, der havde hørt, hvad Stefanus havde sagt, begyndte nu at kaste sten på ham,* men først tog de deres kapper af og lagde dem ved fødderne af en ung mand, der hed Saul.59Mens stenene haglede ned over Stefanus, bad han: „Herre Jesus, tag imod min ånd.”60Så faldt han på knæ og råbte: „Herre, tilgiv dem den synd, de nu begår!” Med de ord døde han.
Diese Website verwendet Cookies, um Ihnen die bestmögliche Nutzererfahrung bieten zu können.