1Als aber das Volk sah, dass Mose lange nicht von dem Berg herabkam, da sammelte sich das Volk um Aaron und sprach zu ihm: Auf, mache uns Götter, die uns vorangehen sollen! Denn wir wissen nicht, was mit diesem Mann Mose geschehen ist, der uns aus dem Land Ägypten heraufgeführt hat.2Da sprach Aaron zu ihnen: Reißt die goldenen Ohrringe ab, die an den Ohren eurer Frauen, eurer Söhne und eurer Töchter sind, und bringt sie zu mir!3Da riss sich das ganze Volk die goldenen Ohrringe ab, die an ihren Ohren waren, und sie brachten sie zu Aaron.4Und er nahm es aus ihrer Hand entgegen und bildete es mit dem Meißel und machte ein gegossenes Kalb. Da sprachen sie: Das sind eure Götter, Israel, die dich aus dem Land Ägypten heraufgeführt haben!5Als Aaron das sah, baute er einen Altar vor ihm und ließ ausrufen und sprach: Morgen ist ein Fest für den HERRN!6Da standen sie am Morgen früh auf und opferten Brandopfer und brachten dazu Friedensopfer; und das Volk setzte sich nieder, um zu essen und zu trinken, und sie standen auf, um sich zu belustigen.
Gottes Zorn und Moses Fürbitte
7Da sprach der HERR zu Mose: Geh, steige hinab; denn dein Volk, das du aus dem Land Ägypten heraufgeführt hast, hat Verderben angerichtet!8Sie sind schnell abgewichen von dem Weg, den ich ihnen geboten habe; sie haben sich ein gegossenes Kalb gemacht und haben es angebetet und ihm geopfert und gesagt: Das sind eure Götter, Israel, die dich aus dem Land Ägypten heraufgeführt haben!9Und der HERR sprach zu Mose: Ich habe dieses Volk beobachtet, und siehe, es ist ein halsstarriges Volk.10So lass mich nun, damit mein Zorn gegen sie entbrennt und ich sie verzehre; dich aber will ich zu einem großen Volk machen!11Mose aber besänftigte das Angesicht des HERRN, seines Gottes, und sprach: Ach HERR, warum will dein Zorn gegen dein Volk entbrennen, das du mit so großer Kraft und starker Hand aus dem Land Ägypten geführt hast?12Warum sollen die Ägypter sagen: Zum Unheil hat er sie herausgeführt, um sie im Gebirge umzubringen und von der Erde zu vertilgen? Wende dich ab von der Glut deines Zorns und lass dich des Unheils gereuen, das du über dein Volk [bringen willst]!13Gedenke an deine Knechte, Abraham, Isaak und Israel, denen du bei dir selbst geschworen und zu denen du gesagt hast: Ich will euren Samen mehren wie die Sterne am Himmel, und dieses ganze Land, das ich versprochen habe, eurem Samen zu geben, sollen sie ewiglich besitzen!14Da reute den HERRN das Unheil, das er seinem Volk anzutun gedroht hatte.
Mose zerbricht die Bundestafeln
15Mose aber wandte sich um und stieg vom Berg hinab, die zwei Tafeln des Zeugnisses in seiner Hand; diese waren auf beiden Seiten beschrieben, vorn und hinten waren sie beschrieben.16Und die Tafeln waren das Werk Gottes, und die Schrift war die Schrift Gottes, eingegraben in die Tafeln.17Als nun Josua das Geschrei des Volkes hörte, das jauchzte, sprach er zu Mose: Es ist ein Kriegsgeschrei im Lager!18Er aber antwortete: Das klingt nicht wie Siegesgeschrei oder wie Geschrei der Niederlage, sondern ich höre einen Wechselgesang!19Es geschah aber, als er nahe zum Lager kam und das Kalb und die Reigentänze sah, da entbrannte Moses Zorn, und er warf die Tafeln weg und zerschmetterte sie unten am Berg.20Und er nahm das Kalb, das sie gemacht hatten, und verbrannte es mit Feuer und zermalmte es zu Pulver und streute es auf das Wasser und gab es den Kindern Israels zu trinken.21Zu Aaron aber sprach Mose: Was hat dir dieses Volk angetan, dass du eine so große Sünde über sie gebracht hast?22Da sagte Aaron: Mein Herr lasse seinen Zorn nicht entbrennen; du weißt, dass dieses Volk bösartig ist.23Sie sprachen zu mir: Mache uns Götter, die uns vorangehen, denn wir wissen nicht, was aus diesem Mann Mose geworden ist, der uns aus dem Land Ägypten heraufgeführt hat!24Da sprach ich zu ihnen: Wer Gold hat, der reiße es ab! Da gaben sie mir’s, und ich warf es ins Feuer; daraus ist dieses Kalb geworden!
Die Leviten üben Gericht an den Übertretern
25Als nun Mose sah, dass das Volk zügellos geworden war — denn Aaron hatte ihm die Zügel schießen lassen, seinen Widersachern zum Spott —,26da stellte sich Mose im Tor des Lagers auf und sprach: Her zu mir, wer dem HERRN angehört! Da sammelten sich zu ihm alle Söhne Levis.27Und er sprach zu ihnen: So spricht der HERR, der Gott Israels: Jeder gürte sein Schwert an seine Hüfte, und geht hin und her, von einem Tor zum anderen im Lager, und jeder erschlage seinen Bruder, seinen Freund und seinen Nächsten!28Und die Söhne Levis machten es, wie ihnen Mose gesagt hatte, und an jenem Tag fielen vom Volk an die 3 000 Männer.29Und Mose sprach: Füllt heute eure Hände für den HERRN, jeder gegen seinen Sohn und gegen seinen Bruder, damit euch heute der Segen gegeben werde!
Mose verwendet sich vor Gott für das Volk
30Und es geschah am folgenden Tag, da sprach Mose zum Volk: Ihr habt eine große Sünde begangen! Und nun will ich zu dem HERRN hinaufsteigen; vielleicht kann ich Sühnung erwirken für eure Sünde.31Als nun Mose wieder zum HERRN kam, sprach er: Ach! Das Volk hat eine große Sünde begangen, dass sie sich goldene Götter gemacht haben!32Und nun vergib ihnen doch ihre Sünde; wenn aber nicht, so tilge mich aus deinem Buch, das du geschrieben hast!33Der HERR sprach zu Mose: Ich will den aus meinem Buch tilgen, der gegen mich sündigt!34So geh nun hin und führe das Volk an den Ort, von dem ich zu dir geredet habe. Siehe, mein Engel soll vor dir hergehen. Aber am Tag meiner Heimsuchung will ich ihre Sünde an ihnen heimsuchen!35Und der HERR schlug das Volk, weil sie sich das Kalb gemacht hatten, das Aaron angefertigt hatte.
Bibelen på hverdagsdansk
Guldkalven
1Moses havde nu opholdt sig på bjerget i mange dage, og israelitterne mistede til sidst håbet om, at han nogensinde ville komme tilbage. Derfor gik de hen til Aron og sagde: „Lav os en gud, som kan føre os videre, for vi ved ikke, hvad der er blevet af den her Moses, som førte os ud af Egypten.”2„Jo, men så skal I bringe mig de guldøreringe, som jeres koner, sønner og døtre går med,” svarede Aron. Så tog de alle deres øreringe af og bragte dem til Aron.4Aron smeltede guldet og støbte en afgud, som lignede en tyrekalv. Da folket så den, udbrød de: „Se her, alle sammen! Det er den gud, som førte os ud af Egypten!”5Da Aron så folkets begejstring, byggede han et alter foran tyrekalven og meddelte: „I morgen holder vi højtid for Herren!”6Tidligt næste morgen bragte de så brændofre og takofre på alteret foran guldkalven. De satte sig ned for at spise og drikke, og så stod de op for at danse foran afguden og more sig.7Da sagde Herren til Moses: „Skynd dig ned fra bjerget! Det folk, du førte ud af Egypten, har begået en stor synd.8De har allerede vendt sig bort fra mine befalinger og lavet sig en afgud i form af en tyrekalv. De har tilbedt den og ofret til den. De har oven i købet sagt: Det er den gud, som førte os ud af Egypten!”9Herren fortsatte: „Jeg kan se, at Israels folk er egenrådigt og ulydigt.10Nu kan det være nok! Jeg vil give min vrede frit løb. Jeg vil udrydde dem alle sammen. Og så vil jeg begynde forfra med dig, Moses, og gøre dig til et stort folk.”11Men Moses gik i forbøn for dem: „Åh, Herre, du må ikke være så vred på dit eget folk, som du selv førte ud af Egypten med vældig magt og mægtige undere.12Skal egypterne kunne sige, at Gud lokkede sit folk ud i bjergene bare for at udrydde dem? Lad dog din brændende vrede kølne af, så du ikke gør alvor af at udrydde dit folk.13Glem ikke dit løfte til Abraham, Isak og Jakob. Du svor jo ved dig selv, at du ville gøre deres efterkommere talrige som himlens stjerner og give dem det land i arv og eje, som du har lovet skal være deres for evigt.”14Da gjorde Herren ikke alvor af sin trussel, men skånede folket for den ulykke, han havde truet med.15Så vendte Moses sig og gik ned ad bjerget med de to stentavler, hvor pagtens bud var indskrevet på begge sider.16Tavlerne var Guds værk, og skriften var Guds egen skrift.17Da Moses og Josva var kommet et godt stykke ned af bjerget, kunne de høre råben og skrigen nede fra lejren. Forundret udbrød Josva: „Det lyder, som om der er krig i lejren!”18Men Moses svarede: „Nej, det er hverken sejrsråb eller klageskrig over et nederlag. De synger lystige viser!”19Da de var kommet endnu tættere på, og Moses så, hvordan folk dansede om tyrekalven, blev han så overvældet af vrede, at han slyngede stentavlerne mod jorden, så de knustes ved foden af bjerget.20Så tog han den tyrekalv, de havde lavet, og smeltede den i ilden. Da metallet var afkølet, knuste han det til støv og smed det ud i bækken, som folket fik deres drikkevand fra.21Så vendte han sig mod Aron og sagde: „Hvad har folket gjort dig, siden du har ført dem ud i så stor en synd?”22„Bliv ikke vred, Moses!” svarede Aron. „Du ved selv, hvordan folket griber enhver anledning til at gøre oprør.23De sagde til mig: ‚Moses førte os ud af Egypten, men nu er han åbenbart forsvundet. Kom og lav en gud til os, som kan føre os videre frem på vejen!’24‚Godt,’ svarede jeg, ‚så bring mig jeres guldsmykker!’ Det gjorde de, og jeg kastede smykkerne ind i ilden, og så kom der en guldkalv ud af det!”25Da Moses så, at Aron fuldstændig have mistet kontrollen over folket, og at de opførte sig tåbeligt i deres oprørskhed,26stillede han sig ved indgangen til lejren og råbte: „Alle dem af jer, som er på Herrens side, kom her over til mig!” Og alle levitterne kom over til ham.27Da sagde han til dem: „Herren, Israels Gud, siger: Tag jeres sværd og gå igennem lejren og dræb jeres landsmænd, som har gjort oprør.”28Det gjorde de, og den dag døde der omkring 3000 mand.29Moses sagde derefter til levitterne: „I dag har I indviet jer til tjeneste for Herren, fordi I adlød ham, også selv om det betød, at I måtte slå nogle af jeres egne brødre og sønner ihjel. Derfor skal I opleve stor velsignelse.”30Næste dag sagde Moses til folket: „I har begået en frygtelig synd, men jeg vil gå tilbage til Herren på bjerget. Måske jeg kan opnå tilgivelse for jeres synd.”31Så gik Moses tilbage til Herren og sagde: „Ak, Herre! Israels folk har begået en stor synd ved at lave sig en afgud af guld.32Men vil du ikke nok alligevel tilgive dem deres store synd? Hvis ikke du vil, så slet mit navn fra den bog, du fører!*”33„Den, som har syndet imod mig, vil jeg slette af min bog,” svarede Herren.34„Men gå du nu tilbage til folket og før dem til det sted, jeg har befalet. Min engel skal gå foran dig. Men når tiden er inde, vil jeg straffe folket for dets synd.”35Og Herren sendte en plage over folket, fordi det havde fået Aron til at lave en tyrekalv.
Diese Website verwendet Cookies, um Ihnen die bestmögliche Nutzererfahrung bieten zu können.