4.Mose 14 | Nueva Versión Internacional (Castellano) Bibelen på hverdagsdansk

4.Mose 14 | Nueva Versión Internacional (Castellano)

El pueblo se rebela

1 Aquella noche toda la comunidad israelita se puso a gritar y a llorar. 2 En sus murmuraciones contra Moisés y Aarón, la comunidad decía: «¡Cómo quisiéramos haber muerto en Egipto! ¡Más nos valdría morir en este desierto! 3 ¿Para qué nos ha traído el SEÑOR a esta tierra? ¿Para morir atravesados por la espada, y que nuestras esposas y nuestros niños se conviertan en botín de guerra? ¿No sería mejor que volviéramos a Egipto?» 4 Y unos a otros se decían: «¡Escojamos un cabecilla que nos lleve a Egipto!» 5 Entonces Moisés y Aarón cayeron rostro en tierra ante toda la comunidad israelita. 6 Allí estaban también Josué hijo de Nun y Caleb hijo de Jefone, los cuales habían participado en la exploración de la tierra. Ambos se rasgaron las vestiduras en señal de duelo 7 y le dijeron a toda la comunidad israelita: ―La tierra que recorrimos y exploramos es increíblemente buena. 8 Si el SEÑOR se agrada de nosotros, nos hará entrar en ella. ¡Nos va a dar una tierra donde abundan la leche y la miel! 9 Así que no os rebeléis contra el SEÑOR ni tengáis miedo de la gente que habita en esa tierra. ¡Ya son pan comido! No tienen quién los proteja, porque el SEÑOR está de parte nuestra. Así que, ¡no les tengáis miedo! 10 Pero como toda la comunidad hablaba de apedrearlos, la gloria del SEÑOR se manifestó en la Tienda, frente a todos los israelitas. 11 Entonces el SEÑOR le dijo a Moisés: ―¿Hasta cuándo esta gente me seguirá menospreciando? ¿Hasta cuándo se negarán a creer en mí, a pesar de todas las maravillas que he hecho entre ellos? 12 Voy a enviarles una plaga que los destruya, pero de ti haré un pueblo más grande y fuerte que ellos. 13 Moisés le argumentó al SEÑOR: ―¡Recuerda que fuiste tú quien con tu poder sacaste de Egipto a este pueblo! Cuando los egipcios se enteren de lo ocurrido, 14 se lo contarán a los habitantes de este país, quienes ya saben que tú, SEÑOR, estás en medio de este pueblo. También saben que a ti, SEÑOR, se te ha visto cara a cara; que tu nube reposa sobre tu pueblo, y que eres tú quien lo guía, de día con la columna de nube y de noche con la columna de fuego. 15 De manera que, si matas a todo este pueblo, las naciones que han oído hablar de tu fama dirán: 16 “El SEÑOR no fue capaz de llevar a este pueblo a la tierra que juró darles, ¡y acabó matándolos en el desierto!” 17 »Ahora, Señor, ¡deja sentir tu poder! Tú mismo has dicho 18 que eres lento para la ira y grande en amor y que, aunque perdonas la maldad y la rebeldía, jamás dejas impune al culpable, sino que castigas la maldad de los padres en sus hijos, nietos, bisnietos y tataranietos. 19 Por tu gran amor, te suplico que perdones la maldad de este pueblo, tal como lo has venido perdonando desde que salió de Egipto». 20 El SEÑOR le respondió: ―Me pides que los perdone, y los perdono. 21 Pero juro por mí mismo, y por mi gloria que llena* toda la tierra, 22 que, aunque vieron mi gloria y las maravillas que hice en Egipto y en el desierto, ninguno de los que me desobedecieron y me pusieron a prueba repetidas veces 23 verá jamás la tierra que, bajo juramento, prometí dar a sus padres. ¡Ninguno de los que me despreciaron la verá jamás! 24 En cambio, a mi siervo Caleb, que ha mostrado una actitud diferente y me ha sido fiel, le daré posesión de la tierra que exploró, y su descendencia la heredará. 25 Pero regresad mañana al desierto por la ruta del Mar Rojo, puesto que los amalecitas y los cananeos viven en el valle. 26 El SEÑOR les dijo a Moisés y a Aarón: 27 ―¿Hasta cuándo ha de murmurar contra mí esta perversa comunidad? Ya he escuchado cómo se quejan contra mí los israelitas. 28 Así que diles de parte mía: “Juro por mí mismo que haré que se cumplan vuestros deseos. 29 Los cadáveres de todos vosotros quedarán tirados en este desierto. Ninguno de los censados mayores de veinte años, que murmurasteis contra mí, 30 tomará posesión de la tierra que os prometí. Solo entrarán en ella Caleb hijo de Jefone y Josué hijo de Nun. 31 También entrarán en la tierra los niños que vosotros dijisteis que serían botín de guerra. Y serán ellos los que gocen de la tierra que vosotros rechazasteis. 32 Pero los cadáveres de todos vosotros quedarán tirados en este desierto. 33 Durante cuarenta años vuestros hijos andarán errantes por el desierto. Cargarán con esta infidelidad, hasta que el último de vosotros caiga muerto en el desierto. 34 La exploración del país duró cuarenta días, así que vosotros sufriréis un año por cada día. Cuarenta años llevaréis a cuestas vuestra maldad, y sabréis lo que es tenerme por enemigo”. 35 Yo soy el SEÑOR, y cumpliré al pie de la letra todo lo que anuncié contra esta perversa comunidad que se atrevió a desafiarme. En este desierto perecerán. ¡Morirán aquí mismo! 36 Los hombres que Moisés había enviado a explorar el país fueron los que, al volver, difundieron la falsa información de que la tierra era mala. Con esto hicieron que toda la comunidad murmurara. 37 Por eso los responsables de haber difundido este falso informe acerca de aquella tierra murieron delante del SEÑOR, víctimas de una plaga. 38 De todos los hombres que fueron a explorar el país, solo sobrevivieron Josué hijo de Nun y Caleb hijo de Jefone.

El pueblo intenta conquistar la tierra

39 Cuando Moisés terminó de decirles esto, todos los israelitas se pusieron a llorar amargamente. 40 Al otro día, muy de mañana, el pueblo empezó a subir a la parte alta de la zona montañosa, diciendo: ―Subamos al lugar que el SEÑOR nos ha prometido, pues reconocemos que hemos pecado. 41 Pero Moisés les dijo: ―¿Por qué habéis vuelto a desobedecer la orden del SEÑOR? ¡Esto no os va a dar resultado! 42 Si subís, os derrotarán vuestros enemigos, porque el SEÑOR no está entre vosotros. 43 Tendréis que enfrentaros a los amalecitas y los cananeos, que os matarán a filo de espada. Como vosotros os habéis alejado del SEÑOR, él no os ayudará. 44 Pero ellos se empecinaron en subir a la zona montañosa, a pesar de que ni Moisés ni el arca del pacto del SEÑOR salieron del campamento. 45 Entonces los amalecitas y cananeos, que vivían en esa zona, descendieron y los derrotaron, haciéndolos retroceder hasta Jormá.

La Santa Biblia, Nueva Versión Internacional TM, NVI TM (Castilian) Copyright © 1999, 2005, 2017 by Biblica, Inc. Used with permission. All rights reserved worldwide. “Nueva Versión Internacional” is a trademark registered in the United States Patent and Trademark Office and in the Instituto Mexicano de la Propiedad Industrial (IMPI) by Biblica, Inc. The “NVI”, “Biblica”, “International Bible Society” and the Biblica Logo are trademarks registered in the United States Patent and Trademark Office by Biblica, Inc. Used with permission.

Bibelen på hverdagsdansk

Folk gør oprør på grund af vantro

1 Da brød hele folket ud i klageråb, og de græd og klagede hele natten. 2 Derefter gik de hen til Moses og Aron og beklagede sig: „Gid vi var døde i Egypten—eller endda her i ørkenen. 3 Hvorfor har Herren ført os hertil, når vi skal dø i krig og vores koner og børn føres bort som slaver. Lad os dog vende om og se at komme tilbage til Egypten.” 4 Længslen efter Egypten bredte sig i lejren. „Ja, lad os vælge en anden leder og vende tilbage til Egypten!” blev der råbt. 5 Da kastede Moses og Aron sig ned foran folket med ansigtet mod jorden, 6 og to af spionerne—Josva og Kaleb—som havde været inde og udspejde landet, rev flænger i deres tøj af fortvivlelse over folkets oprør. 7 „Begriber I ikke, at det er et vidunderligt land?” råbte de. 8 „Hvis vi er lydige mod Herren, vil han føre os ind i landet og give det til os. Det er et fantastisk frugtbart land, der i den grad ‚flyder med mælk og honning’. 9 Hvorfor vil I gøre oprør imod Herren? Hvorfor er I bange for landets indbyggere? Vi kan sagtens indtage landet, for Herren er med os, mens de er uden beskyttelse. Hvad er I bange for?” 10 Josvas og Kalebs ord gjorde kun ondt værre, og folket talte allerede om at stene dem. Da viste Herrens herlighed sig pludselig over åbenbaringsteltet, 11 og Herren sagde til Moses: „Hvor længe skal det her folk have lov til at foragte mig? Hvor længe vil de nægte at tro på mig, selv efter alle de undere, jeg har udført iblandt dem? 12 Jeg vil sende sygdom imod dem og udrydde dem, og så vil jeg begynde forfra med dig og gøre dig til et endnu mægtigere folk end dem.”

Moses går i forbøn for folket

13 „Men hvad vil egypterne sige, når de hører om det?” indvendte Moses. „De så jo din vældige kraft demonstreret, da du befriede dit folk. 14 Indbyggerne i dette land er også allerede klar over, at du bor blandt dit folk Israel og taler til dem ansigt til ansigt. De har hørt om skysøjlen, der går foran os om dagen, og ildsøjlen, der lyser for os om natten. 15 Men hvis du nu udrydder dit folk, vil disse nationer sige: 16 ‚Herren dræbte sit folk, fordi han ikke var i stand til at føre dem ind i det land, han havde lovet dem.’ 17 Herre, vis nu din storhed ved at stå ved de ord, du har udtalt: 18 at du sjældent bliver vred, og at din trofasthed er stor. Du tilgiver mennesker deres synd og oprør, også selv om den skyldige skal straffes og fædrenes synd får konsekvenser indtil tredje eller fjerde slægtled. 19 Jeg trygler dig, Herre: Vis din trofasthed og nåde imod dette folk, så du tilgiver dem deres synd, sådan som du har tilgivet dem hele vejen, siden de forlod Egypten.” 20 Da svarede Herren: „Godt, jeg vil tilgive dem, sådan som du har bedt om. 21 Men så sandt jeg er den levende Gud, så sandt min herlighed fylder hele jorden, 22 så skal ingen af de mænd, som har været vidne til de undere, jeg gjorde i Egypten og i ørkenen, og som nu for tiende gang har provokeret mig med deres ulydighed, 23 få det land at se, som jeg lovede deres forfædre. Ingen af dem, der har vist mig foragt, skal få landet at se. 24 Men min tjener Kaleb har en anden ånd end resten af folket, og han har bevist sin lydighed imod mig. Derfor skal han få lov til at komme ind i landet, og hans efterkommere skal tage deres del i besiddelse. 25 Da nu amalekitterne og kana’anæerne bor i lavlandet,* skal I i morgen tidlig bryde op og vende tilbage til ørkenen ad vejen mod Det Røde Hav.”

Herrens straf over det vantro folk

26 Herren sagde til Moses og Aron: 27 „Hvor længe skal jeg finde mig i, at det her onde folk hele tiden beklager sig? Jeg har set deres oprør og hørt deres beklagelser. 28 Giv dem nu følgende besked fra mig: Så sandt jeg lever, skal I få, hvad I har bedt om: 29 I skal få lov at dø i ørkenen—alle I, der er over 20 år, I, der beklagede jer over mig. 30 Ingen af jer skal nå ind i det land, som jeg svor at give til jer—bortset fra Kaleb og Josva. 31 I sagde, at jeres børn ville blive taget til fange og gjort til slaver; men jeg siger, at det bliver dem, der går ind og tager det land i besiddelse, som I har vraget, 32 mens I selv skal dø i ørkenen. 33 Jeres børn skal vokse op som nomader, mens I vandrer rundt i ørkenen i 40 år, indtil den sidste af jer, som gjorde oprør, er død. Det er resultatet af jeres troløshed. 34 Ligesom spionerne vandrede rundt i landet i 40 dage, skal I vandre rundt i ørkenen i 40 år—ét år for hver dag er straffen for jeres synd. På den måde vil jeg lære jer, hvilke konsekvenser det får, når I forkaster mig. 35 Jeg, Herren, har talt. Sådan vil jeg gøre mod dette onde folk, som har rottet sig sammen imod mig og derfor skal dø her i ørkenen.” 36 De ti spioner, som havde foranlediget oprøret imod Herren ved at sprede frygt blandt folket, faldt derefter døde om for Herrens ansigt; kun Josva og Kaleb var tilbage. 39 Og da Moses bekendtgjorde Herrens ord til folket, blev de grebet af dyb sorg. 40 Men tidligt næste morgen var de klar til at drage af sted mod løfternes land. „Vi tog fejl,” sagde de, „men nu er vi parat til at gå ind i det land, Herren har lovet os.” 41 „Nej,” svarede Moses, „I har forspildt jeres chance. Vil I nu synde igen ved at gøre oprør mod Herrens ordre om at vende tilbage til ørkenen? 42 Gå ikke ind i landet nu, for Herren er ikke med jer. Gør I det alligevel, vil I blot blive slået af fjenderne. 43 Amalekitterne og kana’anæerne vil besejre jer. Når I vender jer fra Herren, vender han sig fra jer.” 44 Alligevel satte de kursen mod bjerglandet, selv om pagtens ark og Moses blev tilbage i lejren. 45 Men de amalekitter og kana’anæere, der boede på vejen til bjerglandet, rykkede ud mod dem, slog dem og forfulgte dem helt til Horma.