Markus 5 | Nueva Versión Internacional (Castellano)
Liberación de un endemoniado
1Cruzaron el lago hasta llegar a la región de los gerasenos.*2Tan pronto como desembarcó Jesús, un hombre poseído por un espíritu maligno le salió al encuentro de entre los sepulcros.3Este hombre vivía en los sepulcros, y ya nadie podía sujetarlo, ni siquiera con cadenas.4Muchas veces lo habían atado con cadenas y grilletes, pero él los destrozaba, y nadie tenía fuerza para dominarlo.5Noche y día andaba por los sepulcros y por las colinas, gritando y golpeándose con piedras.6Cuando vio a Jesús desde lejos, corrió y se postró delante de él.7―¿Por qué te entrometes, Jesús, Hijo del Dios Altísimo? —gritó con fuerza—. ¡Te ruego por Dios que no me atormentes!8Es que Jesús le había dicho: «¡Sal de este hombre, espíritu maligno!»9―¿Cómo te llamas? —le preguntó Jesús. ―Me llamo Legión —respondió—, porque somos muchos.10Y con insistencia le suplicaba a Jesús que no los expulsara de aquella región.11Como en una colina estaba paciendo una gran piara de cerdos, los demonios le rogaron a Jesús:12―Mándanos a los cerdos; déjanos entrar en ellos.13Así que él les dio permiso. Cuando los espíritus malignos salieron del hombre, entraron en los cerdos, que eran unos dos mil, y la piara se precipitó al lago por el despeñadero y allí se ahogó.14Los que cuidaban los cerdos salieron huyendo y dieron la noticia en el pueblo y por los campos, y la gente fue a ver lo que había pasado.15Llegaron adonde estaba Jesús y, cuando vieron al que había estado poseído por la legión de demonios, sentado, vestido y en su sano juicio, tuvieron miedo.16Los que habían presenciado estos hechos le contaron a la gente lo que había sucedido con el endemoniado y con los cerdos.17Entonces la gente comenzó a suplicarle a Jesús que se fuera de la región.18Mientras subía Jesús a la barca, el que había estado endemoniado le rogaba que le permitiera acompañarlo.19Jesús no se lo permitió, sino que le dijo: ―Vete a tu casa, a los de tu familia, y diles todo lo que el Señor ha hecho por ti y cómo ha tenido compasión de ti.
Una niña muerta y una mujer enferma
20Así que el hombre se fue y se puso a proclamar en Decápolis lo mucho que Jesús había hecho por él. Y toda la gente se quedó asombrada.21Jesús regresó en la barca al otro lado del lago, y se reunió alrededor de él una gran multitud, por lo que él se quedó en la orilla.22Llegó entonces uno de los jefes de la sinagoga, llamado Jairo. Al ver a Jesús, se arrojó a sus pies,23suplicándole con insistencia: ―Mi hijita se está muriendo. Ven y pon tus manos sobre ella para que sane y viva.24Jesús se fue con él, y lo seguía una gran multitud, que lo apretujaba.25Había entre la gente una mujer que hacía doce años que padecía de hemorragias.26Había sufrido mucho a manos de varios médicos, y se había gastado todo lo que tenía sin que le hubiera servido de nada, pues, en vez de mejorar, iba de mal en peor.27Cuando oyó hablar de Jesús, se le acercó por detrás entre la gente y tocó su manto.28Pensaba: «Si logro tocar siquiera su ropa, quedaré sana».29Al instante cesó su hemorragia, y se dio cuenta de que su cuerpo había quedado libre de esa aflicción.30Al momento también Jesús se dio cuenta de que de él había salido poder, así que se volvió hacia la gente y preguntó: ―¿Quién me ha tocado la ropa?31―Ves que te apretuja la gente —le contestaron sus discípulos—, y aun así preguntas: “¿Quién me ha tocado?”32Pero Jesús seguía mirando a su alrededor para ver quién lo había hecho.33La mujer, sabiendo lo que le había sucedido, se acercó temblando de miedo y, arrojándose a sus pies, le confesó toda la verdad.34―¡Hija, tu fe te ha sanado! —le dijo Jesús—. Vete en paz y queda sana de tu aflicción.35Todavía estaba hablando Jesús cuando llegaron unos hombres de la casa de Jairo, jefe de la sinagoga, para decirle: ―Tu hija ha muerto. ¿Para qué sigues molestando al Maestro?36Sin hacer caso de la noticia, Jesús le dijo al jefe de la sinagoga: ―No tengas miedo; cree nada más.37No dejó que nadie lo acompañara, excepto Pedro, Jacobo y Juan, el hermano de Jacobo.38Cuando llegaron a la casa del jefe de la sinagoga, Jesús notó el alboroto, y que la gente lloraba y daba grandes alaridos.39Entró y les dijo: ―¿Por qué tanto alboroto y llanto? La niña no está muerta, sino dormida.40Entonces empezaron a burlarse de él, pero él los sacó a todos, tomó consigo al padre y a la madre de la niña y a los discípulos que estaban con él, y entró adonde estaba la niña.41La tomó de la mano y le dijo: ―Talita cum* (que significa: Niña, a ti te digo, ¡levántate!).42La niña, que tenía doce años, se levantó en seguida y comenzó a andar. Ante este hecho, todos se llenaron de asombro.43Él dio órdenes estrictas de que nadie se enterara de lo ocurrido, y les mandó que dieran de comer a la niña.
Bibelen på hverdagsdansk
Jesus sætter en ikke-jøde fri fra dæmonernes magt
1Jesus og disciplene var nu nået over søen til den anden bred, til gerasenernes* egn.2Straks da de gik i land, kom en mand styrtende ud fra en klippehule og hen imod dem. Han var besat af onde ånder og holdt til i de klippehuler, der blev brugt som gravpladser.4Han havde igen og igen sprængt alle de fodjern og lænker, man havde forsøgt at holde ham bundet med. Ingen kunne klare ham,5og dag og nat kunne man høre ham hyle i gravhulerne og oppe i bjergene, hvor han slog sig selv med sten.6Manden havde på lang afstand fået øje på Jesus, og nu kom han styrtende og kastede sig ned på jorden foran ham.7Jesus befalede den onde ånd at forlade manden, men blev mødt med et højt skrig: „Lad mig være i fred, Jesus, du, den almægtige Guds Søn! Lov mig højt og helligt, at du ikke vil pine mig.”9„Hvad er dit navn?” spurgte Jesus. „Legion,” svarede han, „for vi er mange!”10Og så gav dæmonerne sig til at bønfalde Jesus om ikke at sende dem bort fra egnen.11Nu var der en stor flok svin, som gik og rodede efter føde på toppen af en skrænt i nærheden.12„Giv os lov til at besætte svinene!” tiggede dæmonerne.13I samme øjeblik Jesus gav dem lov, fór dæmonerne ud af manden og ind i svinene, og hele flokken—omkring 2000—styrtede ned ad skrænten og druknede i søen.14Svinehyrderne flygtede og fortalte om det både i by og på land, så egnens beboere kom strømmende til for at se, hvad der var sket.15Da de kom hen til Jesus, så de manden, der havde haft de mange dæmoner i sig, sidde påklædt og ved sans og samling. Det forbløffede dem og gjorde dem bange.16De, der havde set, hvad der var sket med manden og svinene, fortalte dem, hvordan det var gået til.17Derefter bad de Jesus om at forlade deres egn.18Da Jesus var på vej op i båden, bad manden, der havde været besat af dæmoner, om lov til at følge med ham.19„Nej,” sagde Jesus, „gå du hjem til dine landsmænd og fortæl, hvad Israels Gud* i sin barmhjertighed har gjort for dig.”20Manden gik derefter rundt i Dekapolis og fortalte alle om de store ting, Jesus havde gjort for ham. Og folk undrede sig.
Ved tro bliver en kvinde helbredt og en pige oprejst fra de døde
21Så snart Jesus var nået tilbage over søen og gået i land, samledes en stor skare mennesker omkring ham. Mens han endnu stod nede på søbredden,22kom en synagogeforstander derhen. Hans navn var Jairus. Da han kom hen til Jesus, faldt han på knæ foran ham23og bad indtrængende: „Min lille datter ligger for døden derhjemme! Men hvis du kommer og lægger hænderne på hende, så vil hun blive rask og leve!”24Jesus gik med ham, men en vældig masse mennesker trængtes stadig om ham.25Mellem de mange mennesker var der en kvinde, som igennem 12 år havde lidt af vedvarende blødninger.26I alle de år havde hun gennemgået meget hos forskellige læger, og selv om hun havde brugt alle sine penge i håb om at blive rask, var hendes tilstand ikke blevet bedre—tværtimod.27Hun havde hørt, hvad folk fortalte om Jesus, og hun trængte sig nu frem gennem mængden for at nå hen til ham. „Hvis bare jeg får rørt ved hans bedesjal, bliver jeg helbredt,” tænkte hun. Forsigtigt rørte hun bagfra ved sjalet.29Straks standsede blødningerne, og hun kunne mærke, at hun var blevet rask.30Jesus standsede op og vendte sig om, for han havde mærket, at en helbredende kraft var strømmet ud fra ham. „Hvem var det, der rørte ved mit sjal?” spurgte han.31„Hele mængden maser jo ind på dig,” indvendte disciplene. „Og så spørger du, hvem der har rørt ved dig?”32Jesus blev imidlertid stående og så sig omkring for at få øje på den, der havde gjort det.33Den forskrækkede kvinde kom frem. Hun rystede af sindsbevægelse, for hun vidste jo, hvad der var sket. „Det var mig,” sagde hun og faldt på knæ foran ham. Og så fortalte hun det hele.34„Min ven, det var din tro, der reddede dig,” sagde Jesus. „Gå med fred! Du er nu fuldstændig helbredt.”35Mens han endnu stod og talte med hende, kom der nogle til Jairus med en besked fra hans hjem: „Din datter er død,” sagde de til ham. „Der er ingen grund til at ulejlige mesteren mere.”36Jesus hørte, hvad der blev sagt, og sagde henvendt til Jairus: „Vær ikke bange. Du skal bare tro på mig.”37Jesus ville ikke have andre med sig hen til Jairus’ hjem end Peter, Jakob og dennes bror Johannes.38Da de kom derhen, var der en vældig larm. Folk græd og jamrede højlydt inde i huset.39Jesus og disciplene gik indenfor. „Hvorfor græder og jamrer I sådan?” spurgte han. „Den lille pige er ikke død. Hun sover bare.”40De lo ad ham, men han bad dem alle gå udenfor og tog kun den lille piges far og mor og de tre disciple med ind i det værelse, hvor hun lå.41Han gik hen til sengen, tog pigens hånd og sagde: „Stå op, min pige!”42Straks rejste hun sig op og begyndte at gå omkring. Hun var 12 år gammel. Forældrene stod og stirrede med åben mund.43„I må ikke sige det til nogen,” sagde Jesus strengt, „og sørg for, at hun får noget at spise.”
Diese Website verwendet Cookies, um Ihnen die bestmögliche Nutzererfahrung bieten zu können.