Markus 12 | Nueva Versión Internacional (Castellano) Bibelen på hverdagsdansk

Markus 12 | Nueva Versión Internacional (Castellano)

Parábola de los labradores malvados

1 Entonces comenzó Jesús a hablarles en parábolas: «Un hombre plantó un viñedo. Lo cercó, cavó un lagar y construyó una torre de vigilancia. Luego arrendó el viñedo a unos labradores y se fue de viaje. 2 Llegada la cosecha, mandó un siervo a los labradores para recibir de ellos una parte del fruto. 3 Pero ellos lo agarraron, lo golpearon y lo despidieron con las manos vacías. 4 Entonces les mandó otro siervo; a este le rompieron la cabeza y lo humillaron. 5 Mandó a otro, y a este lo mataron. Mandó a otros muchos; a unos los golpearon; a otros los mataron. 6 »Le quedaba todavía uno, su hijo amado. Por último, lo mandó a él, pensando: “¡A mi hijo sí que lo respetarán!” 7 Pero aquellos labradores se dijeron unos a otros: “Este es el heredero. Matémoslo, y la herencia será nuestra”. 8 Así que le echaron mano y lo mataron, y lo arrojaron fuera del viñedo. 9 »¿Qué hará el dueño? Volverá, acabará con los labradores, y dará el viñedo a otros. 10 ¿No habéis leído esta Escritura: »“La piedra que desecharon los constructores ha llegado a ser la piedra angular; 11 esto es obra del Señor, y nos deja maravillados”?»

El pago de impuestos al césar

12 Cayendo en la cuenta de que la parábola iba dirigida contra ellos, buscaban la manera de arrestarlo. Pero temían a la multitud; así que lo dejaron y se fueron. 13 Luego enviaron a Jesús algunos de los fariseos y de los herodianos para tenderle una trampa con sus mismas palabras. 14 Al llegar le dijeron: ―Maestro, sabemos que eres un hombre íntegro. No te dejas influir por nadie, porque no te fijas en las apariencias, sino que de verdad enseñas el camino de Dios. ¿Está permitido pagar impuestos al césar o no? 15 ¿Debemos pagar o no? Pero Jesús, sabiendo que fingían, les replicó: ―¿Por qué me tendéis trampas? Traedme una moneda romana* para verla. 16 Le llevaron la moneda, y él les preguntó: ―¿De quién son esta imagen y esta inscripción? ―Del césar —contestaron.

El matrimonio en la resurrección

17 ―Dadle, pues, al césar lo que es del césar, y a Dios lo que es de Dios. Y se quedaron admirados de él. 18 Entonces los saduceos, que dicen que no hay resurrección, fueron a verlo y le plantearon un problema: 19 ―Maestro, Moisés nos enseñó en sus escritos que, si un hombre muere y deja a la viuda sin hijos, el hermano de ese hombre tiene que casarse con la viuda para que su hermano tenga descendencia. 20 Ahora bien, había siete hermanos. El primero se casó y murió sin dejar descendencia. 21 El segundo se casó con la viuda, pero también murió sin dejar descendencia. Lo mismo le pasó al tercero. 22 En fin, ninguno de los siete dejó descendencia. Por último, murió también la mujer. 23 Cuando resuciten, ¿de cuál de ellos será esposa esta mujer, ya que los siete estuvieron casados con ella? 24 ―¿Acaso no andáis desencaminados? —les replicó Jesús—. ¡Es que desconocéis las Escrituras y el poder de Dios! 25 Cuando resuciten los muertos, no se casarán ni serán dados en casamiento, sino que serán como los ángeles que están en el cielo. 26 Pero, en cuanto a que los muertos resucitan, ¿no habéis leído en el libro de Moisés, en el pasaje sobre la zarza, cómo Dios le dijo: “Yo soy el Dios de Abraham, de Isaac y de Jacob”?

El mandamiento más importante

27 Él no es Dios de muertos, sino de vivos. ¡Andáis muy desencaminados! 28 Uno de los maestros de la ley se acercó y los oyó discutiendo. Al ver lo bien que Jesús les había contestado, le preguntó: ―De todos los mandamientos, ¿cuál es el más importante? 29 ―El más importante es: “Oye, Israel. El Señor nuestro Dios es el único Señor* —contestó Jesús—. 30 Ama al Señor tu Dios con todo tu corazón, con toda tu alma, con toda tu mente y con todas tus fuerzas”. 31 El segundo es: “Ama a tu prójimo como a ti mismo”. No hay otro mandamiento más importante que estos. 32 ―Bien dicho, Maestro —respondió el hombre—. Tienes razón al decir que Dios es uno solo y que no hay otro fuera de él. 33 Amarlo con todo el corazón, con todo el entendimiento y con todas las fuerzas, y amar al prójimo como a uno mismo, es más importante que todos los holocaustos y sacrificios.

¿De quién es hijo el Cristo?

34 Al ver Jesús que había respondido con inteligencia, le dijo: ―No estás lejos del reino de Dios. Y desde entonces nadie se atrevió a hacerle más preguntas. 35 Mientras enseñaba en el templo, Jesús les propuso: ―¿Cómo es que los maestros de la ley dicen que el Cristo es hijo de David? 36 David mismo, hablando por el Espíritu Santo, declaró: »“Dijo el Señor a mi Señor: ‘Siéntate a mi derecha, hasta que ponga a tus enemigos debajo de tus pies’ ”. 37 Si David mismo lo llama “Señor”, ¿cómo puede ser su hijo?» La muchedumbre lo escuchaba con agrado. 38 Como parte de su enseñanza, Jesús decía: ―Guardaos de los maestros de la ley. Les gusta pasearse con ropas ostentosas y que los saluden en las plazas, 39 ocupar los primeros asientos en las sinagogas y los lugares de honor en los banquetes.

La ofrenda de la viuda

40 Se apoderan de los bienes de las viudas y a la vez hacen largas plegarias para impresionar a los demás. Estos recibirán peor castigo. 41 Jesús se sentó frente al lugar donde se depositaban las ofrendas, y estuvo observando cómo la gente echaba sus monedas en el cepillo del templo. Muchos ricos echaban grandes cantidades. 42 Pero una viuda pobre llegó y echó dos moneditas de muy poco valor.* 43 Jesús llamó a sus discípulos y les dijo: «Os aseguro que esta viuda pobre ha echado en el tesoro más que todos los demás. 44 Estos dieron de lo que les sobraba; pero ella, de su pobreza, echó todo lo que tenía, todo su sustento».

La Santa Biblia, Nueva Versión Internacional TM, NVI TM (Castilian) Copyright © 1999, 2005, 2017 by Biblica, Inc. Used with permission. All rights reserved worldwide. “Nueva Versión Internacional” is a trademark registered in the United States Patent and Trademark Office and in the Instituto Mexicano de la Propiedad Industrial (IMPI) by Biblica, Inc. The “NVI”, “Biblica”, “International Bible Society” and the Biblica Logo are trademarks registered in the United States Patent and Trademark Office by Biblica, Inc. Used with permission.

Bibelen på hverdagsdansk

Jesus afslører de jødiske lederes ondskab

1 Jesus begyndte nu at tale til dem i billeder: „Der var en mand, som ville dyrke vindruer på sin mark. Han tilplantede marken, omgav den med et stengærde og byggede et vagttårn for at beskytte den mod røvere. Så udhuggede han et bassin i klippegrunden, hvor saften kunne presses af druerne. Derefter lejede han sin vinmark ud til nogle forpagtere og rejste selv til udlandet. 2 Ved høsttid sendte han en af sine folk hen for at få udleveret den del af druehøsten, som tilfaldt ham. 3 Men forpagterne overfaldt ham og sendte ham tomhændet tilbage. 4 Ejeren sendte så en anden af sine folk af sted, men han blev mødt med hån og blev slået i hovedet. 5 Den næste, der blev sendt, slog de ihjel, og de efterfølgende blev enten slået eller dræbt. 6 Ejeren havde nu kun én tilbage, han kunne sende. Det var hans egen elskede søn. Da han endelig sendte ham af sted, var det med den tanke: ‚Min søn må de da respektere!’ 7 Men nej, tværtimod. Forpagterne sagde nu til hinanden: ‚Der har vi ham, der skal arve det hele. Kom, lad os gøre det af med ham, så vi kan få arven.’ 8 De fik fat i ham, slog ham ihjel og smed hans lig uden for muren. 9 Hvad mon ejeren nu vil gøre? Jo, han vil komme og gøre det af med de onde forpagtere og leje sin vinmark ud til andre. 10 Har I aldrig læst følgende skriftord: ‚Den sten, bygmestrene kasserede, er blevet selve hjørnestenen. 11 Det er Herren, der har gjort det, og det er forunderligt at se.’*” 12 De jødiske ledere ville gerne have arresteret Jesus på stedet, for de var godt klar over, hvem han hentydede til, når han talte om forpagtere. Men de lod ham være og gik deres vej, fordi de var bange for folkemængden.

De jødiske ledere søger at fange Jesus i ord

13 Senere sendte de jødiske ledere nogle af farisæerne og herodianerne hen til Jesus for at provokere ham til at sige et eller andet, som han kunne arresteres for. 14 Da udsendingene kom til Jesus, sagde de: „Mester! Vi ved, at du ikke er bange for at sige sandheden, og du snakker ikke folk efter munden. Du lader dig ikke påvirke af menneskers meninger, men underviser sandfærdigt om Guds vilje. Sig os derfor: Skal vi betale skat til den romerske kejser eller ej?” 15 Jesus gennemskuede deres hykleri. „Hvorfor sætter I fælder for mig?” sagde han. „Ræk mig en mønt!” 16 De rakte en mønt frem. „Hvem er der billede af på mønten?” spurgte han. „Og hvad er det for et navn, der er indridset i den?” „Det er kejserens navn og billede,” svarede de. 17 „Så giv kejseren det, der er hans, og giv Gud det, der er hans.”* De var målløse over hans svar.

Saddukæernes spørgsmål om genopstandelsen fra de døde

18 Derefter kom der nogle saddukæere, som jo påstår, at ingen kan genopstå fra de døde. De stillede Jesus følgende spørgsmål: 19 „Mester, Moses gav os jo den forordning, at hvis en mand dør barnløs, skal hans bror gifte sig med enken, så hun kan få en søn, der kan føre den dødes slægt videre. 20 Nu var der syv brødre, og den ældste giftede sig, men døde uden at have fået nogle børn. 21 Derfor giftede den næste af brødrene sig med enken, men også han døde barnløs. Så giftede den tredje sig med hende, men døde også uden at have fået børn. 22 Sådan blev det ved, indtil alle de syv brødre var døde. Til sidst døde også enken. 23 Hvem af brødrene skal være hendes mand, når de genopstår fra de døde? Alle syv har jo været gift med hende.” 24 Jesus svarede: „I tager fejl, fordi I hverken forstår Skriftens ord eller Guds kraft. 25 Når mennesker genopstår fra de døde, vil de ikke længere gifte sig. På det område bliver de ligesom englene i Himlen. 26 Og hvad angår det at genopstå fra de døde, har I så aldrig læst det sted i Toraen, hvor Moses står foran den brændende tornebusk? Der nævner Gud hans afdøde forfædre, idet han siger: ‚Jeg er Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud!’* 27 Men Gud er ikke de dødes Gud. Han er Gud for dem, der lever. I er helt på vildspor.”

Det vigtigste bud i Toraen

28 En af de skriftlærde, der stod og lyttede, syntes, at Jesus havde givet et godt svar. Derfor kom også han frem med sit spørgsmål: „Hvilket bud er det vigtigste?” 29 Jesus svarede: „Det vigtigste bud lyder således: ‚Israels folk, hør efter! Herren er vores Gud—Herren alene. 30 Du skal elske Herren, din Gud, af hele dit hjerte, med liv og sjæl, med alle dine tanker og al din styrke!’* 31 Et andet bud lyder således: ‚Du skal elske din næste som dig selv.’* Det er de to vigtigste bud.” 32 „Ja, Mester,” svarede den skriftlærde. „Det er rigtigt, når du siger, at Herren alene er Gud, og der er ingen anden Gud. 33 Og det med at elske ham af hele sit hjerte, med alle sine tanker og al sin styrke og så det med at elske sin næste som sig selv—det er større og vigtigere end alle brændofre og slagtofre.” 34 Da Jesus hørte mandens svar, udbrød han: „Du er ikke langt fra Guds rige!” Derefter var der ingen, der havde mod på at stille Jesus flere spørgsmål.

Messias som Davids søn

35 Mens Jesus underviste folk inde på templets område, spurgte han: „Hvorfor siger de skriftlærde, at Messias skal være en søn* af David? 36 David kalder jo Messias for sin herre—og han var inspireret af Helligånden, da han sagde det: ‚Herren sagde til min herre: Sæt dig ved min højre side, imens jeg overvinder dine fjender.’* Når David her kalder ham sin herre, hvordan kan han så samtidig være hans søn?” Den store skare lyttede til ham med begejstring.

Jesus advarer imod de skriftlærdes hykleri

38 Jesus fortsatte: „Tag jer i agt for de skriftlærde! De elsker at gå klædt som fornemme og lærde mænd, og de nyder, at man hilser ærbødigt på dem, når de går gennem byens gader. 39 De kappes om de bedste pladser i synagogen, og de elsker at være æresgæster ved de fine middage. 40 Men samtidig svindler de sig til enkers ejendom, og de fremsiger lange bønner for at se fromme ud. De vil få en hård dom.”

Forskellen mellem at give og at ofre

41 Så satte Jesus sig lige over for templets indsamlingsbøsse og iagttog de folk, der lagde penge i den. Mange rige gav store beløb, 42 men der kom også en fattig enke, som lagde to småmønter deri. 43 Jesus kaldte på disciplene. „Så I den fattige enke der?” spurgte han. „Det siger jeg jer: Hun gav mere end alle de andre. 44 De gav af deres overflod, men hun gav simpelthen alt, hvad hun ejede og havde.”