Apostelgeschichte 13 | Nueva Versión Internacional (Castellano) Bibelen på hverdagsdansk

Apostelgeschichte 13 | Nueva Versión Internacional (Castellano)

Despedida de Bernabé y Saulo

1 En la iglesia de Antioquía eran profetas y maestros Bernabé; Simeón, apodado el Negro; Lucio de Cirene; Manaén, que se había criado con Herodes el tetrarca; y Saulo. 2 Mientras ayunaban y participaban en el culto al Señor, el Espíritu Santo dijo: «Apartadme ahora a Bernabé y a Saulo para el trabajo al que los he llamado». 3 Así que después de ayunar, orar e imponerles las manos, los despidieron.

En Chipre

4 Bernabé y Saulo, enviados por el Espíritu Santo, bajaron a Seleucia, y de allí navegaron a Chipre. 5 Al llegar a Salamina, predicaron la palabra de Dios en las sinagogas de los judíos. Tenían también a Juan como ayudante. 6 Recorrieron toda la isla hasta Pafos. Allí se encontraron con un hechicero, un falso profeta judío llamado Barjesús, 7 que estaba con el gobernador* Sergio Paulo. El gobernador, hombre inteligente, mandó llamar a Bernabé y a Saulo, en un esfuerzo por escuchar la palabra de Dios. 8 Pero Elimas el hechicero (que es lo que significa su nombre) se les oponía y procuraba apartar de la fe al gobernador. 9 Entonces Saulo, o sea, Pablo, lleno del Espíritu Santo, clavó los ojos en Elimas y le dijo: 10 «¡Hijo del diablo y enemigo de toda justicia, lleno de todo tipo de engaño y de fraude! ¿Nunca dejarás de torcer los caminos rectos del Señor? 11 Ahora la mano del Señor está contra ti; vas a quedarte ciego y por algún tiempo no podrás ver la luz del sol». Al instante cayeron sobre él sombra y oscuridad, y comenzó a buscar a tientas a alguien que lo llevara de la mano. 12 Al ver lo sucedido, el gobernador creyó, maravillado de la enseñanza acerca del Señor.

En Antioquía de Pisidia

13 Pablo y sus compañeros se hicieron a la mar desde Pafos, y llegaron a Perge de Panfilia. Juan se separó de ellos y regresó a Jerusalén; 14 ellos, por su parte, siguieron su viaje desde Perge hasta Antioquía de Pisidia. El sábado entraron en la sinagoga y se sentaron. 15 Al terminar la lectura de la ley y los profetas, los jefes de la sinagoga mandaron a decirles: «Hermanos, si tenéis algún mensaje de aliento para el pueblo, hablad». 16 Pablo se puso en pie, hizo una señal con la mano y dijo: «Escuchadme, israelitas, y vosotros, los gentiles temerosos de Dios: 17 El Dios de este pueblo, Israel, escogió a nuestros antepasados y engrandeció al pueblo mientras vivían como extranjeros en Egipto. Con gran poder los sacó de aquella tierra 18 y soportó su mal proceder* en el desierto unos cuarenta años. 19 Después de destruir siete naciones en Canaán, dio a su pueblo la tierra de estas en herencia. 20 Todo esto duró unos cuatrocientos cincuenta años. »Después de esto, Dios les asignó jueces hasta los días del profeta Samuel. 21 Entonces pidieron un rey, y Dios les dio a Saúl, hijo de Quis, de la tribu de Benjamín, que gobernó cuarenta años. 22 Tras destituir a Saúl, les puso por rey a David, de quien dio este testimonio: “He encontrado en David, hijo de Isaí, un hombre conforme a mi corazón; él realizará todo lo que yo quiero”. 23 »De los descendientes de este, conforme a la promesa, Dios ha provisto a Israel un Salvador, que es Jesús. 24 Antes de la venida de Jesús, Juan predicó un bautismo de arrepentimiento a todo el pueblo de Israel. 25 Cuando estaba completando su carrera, Juan decía: “¿Quién suponéis que soy? No soy el que vosotros suponéis, sino que después de mí viene uno a quien no soy digno ni siquiera de desatarle las sandalias”. 26 »Hermanos, descendientes de Abraham, y vosotros, los gentiles temerosos de Dios: a nosotros se nos ha enviado este mensaje de salvación. 27 Los habitantes de Jerusalén y sus gobernantes no reconocieron a Jesús. Por tanto, al condenarlo, cumplieron las palabras de los profetas que se leen todos los sábados. 28 Aunque no encontraron ninguna causa digna de muerte, le pidieron a Pilato que lo mandara a ejecutar. 29 Después de llevar a cabo todas las cosas que estaban escritas acerca de él, lo bajaron del madero y lo sepultaron. 30 Pero Dios lo levantó de entre los muertos. 31 Durante muchos días lo vieron los que habían subido con él de Galilea a Jerusalén, y ellos son ahora sus testigos ante el pueblo. 32 »Nosotros os anunciamos a vosotros las buenas nuevas respecto a la promesa hecha a nuestros antepasados. 33 Dios nos la ha cumplido plenamente a nosotros, los descendientes de ellos, al resucitar a Jesús. Como está escrito en el segundo salmo: »“Tú eres mi hijo; hoy mismo te he engendrado”. 34 Dios lo resucitó para que no volviera jamás a la corrupción. Así se cumplieron estas palabras: »“Yo os daré las bendiciones santas y seguras prometidas a David”. 35 Por eso dice en otro pasaje: »“No permitirás que el fin de tu santo sea la corrupción”. 36 »Ciertamente David, después de servir a su propia generación conforme al propósito de Dios, murió, fue sepultado con sus antepasados, y su cuerpo sufrió la corrupción. 37 Pero aquel a quien Dios resucitó no sufrió la corrupción de su cuerpo. 38 »Por tanto, hermanos, sabed que por medio de Jesús se os anuncia el perdón de los pecados. 39 Vosotros no pudisteis ser justificados de esos pecados por la ley de Moisés, pero todo el que cree es justificado por medio de Jesús. 40 Tened cuidado, no sea que os suceda lo que han dicho los profetas: 41 »“¡Mirad, engreídos! ¡Asombraos y desapareced! Porque voy a hacer en estos días una obra que nunca creeríais, aunque alguien os la explicara”». 42 Al salir ellos de la sinagoga, los invitaron a que el siguiente sábado les hablaran más de estas cosas. 43 Cuando se disolvió la asamblea, muchos judíos y prosélitos fieles acompañaron a Pablo y a Bernabé, los cuales en su conversación con ellos les instaron a perseverar en la gracia de Dios. 44 El siguiente sábado casi toda la ciudad se congregó para oír la palabra del Señor. 45 Pero, cuando los judíos vieron a las multitudes, se llenaron de celos y contradecían con maldiciones lo que Pablo decía. 46 Pablo y Bernabé les contestaron valientemente: «Era necesario que os anunciáramos la palabra de Dios primero a vosotros. Como la rechazáis y no os consideráis dignos de la vida eterna, ahora vamos a dirigirnos a los gentiles. 47 Así nos lo ha mandado el Señor: »“Te he puesto por luz para las naciones, a fin de que lleves mi salvación hasta los confines de la tierra”». 48 Al oír esto, los gentiles se alegraron y celebraron la palabra del Señor; y creyeron todos los que estaban destinados a la vida eterna. 49 La palabra del Señor se difundía por toda la región. 50 Pero los judíos incitaron a mujeres muy distinguidas y favorables al judaísmo, y a los hombres más prominentes de la ciudad, y provocaron una persecución contra Pablo y Bernabé. Por tanto, los expulsaron de la región. 51 Ellos, por su parte, se sacudieron el polvo de los pies en señal de protesta contra la ciudad, y se fueron a Iconio. 52 Y los discípulos quedaron llenos de alegría y del Espíritu Santo.

La Santa Biblia, Nueva Versión Internacional TM, NVI TM (Castilian) Copyright © 1999, 2005, 2017 by Biblica, Inc. Used with permission. All rights reserved worldwide. “Nueva Versión Internacional” is a trademark registered in the United States Patent and Trademark Office and in the Instituto Mexicano de la Propiedad Industrial (IMPI) by Biblica, Inc. The “NVI”, “Biblica”, “International Bible Society” and the Biblica Logo are trademarks registered in the United States Patent and Trademark Office by Biblica, Inc. Used with permission.

Bibelen på hverdagsdansk

Saul og Barnabas bliver udsendt på deres første missionsrejse

1 I menigheden i Antiokia var der en række profeter og lærere. Der var Barnabas, Simeon Niger, Lukius fra Kyrene, samt Manaen, der var opvokset sammen med Herodes Antipas, og endelig var der Saul. 2 En dag, da menigheden holdt gudstjeneste og fastede, sagde Helligånden: „Udtag Barnabas og Saul til den opgave, som jeg har udvalgt dem til!” 3 Menigheden fortsatte derefter i bøn og faste, og de lagde hænderne på dem for at sende dem af sted med Guds velsignelse.

Første stop: Cypern

4 Efter at Barnabas og Saul på den måde var udsendt af Helligånden, tog de ned til Seleukia, hvorfra de sejlede til Cypern. 5 Da skibet lagde til i den østlige havneby Salamis, gik de fra borde og opsøgte øens jødiske synagoger, hvor de forkyndte Guds ord. De havde taget Johannes Markus med på rejsen som deres hjælper. 6 De vandrede tværs over øen, indtil de kom til den vestlige havneby Pafos. Her traf de en jødisk troldmand og falsk profet, der hed Bar-Jesus. 7 Han holdt til hos guvernøren, Sergius Paulus, som for øvrigt var en begavet mand. Guvernøren inviterede Barnabas og Saul på besøg, for han ville gerne høre Guds ord. 8 Men Bar-Jesus, der også var kendt som Elimas,* modarbejdede dem og prøvede at forhindre guvernøren i at komme til tro. 9 Saul, som også kaldes Paulus, blev da fyldt med Helligåndens kraft. Han så fast på Elimas og sagde: 10 „Du er et Djævelens barn, fuld af løgn og bedrag, modstander af alt, hvad der er ret og rigtigt. Hvornår vil du holde op med at modarbejde Herrens planer? 11 Nu vil Herren straffe dig ved at gøre dig blind for en tid!” I det samme blev alt mørkt omkring ham, så han begyndte at famle rundt for at finde en, der kunne lede ham ved hånden. 12 Da guvernøren så det mirakel, kom han til tro, så forbløffet var han over den kraft, der fulgte med budskabet om Herren.

Videre til Antiokia i Pisidien

13 Paulus og hans ledsagere sejlede derefter ud fra Pafos og ankom til havnebyen Perge i provinsen Pamfylien i Lilleasien. Her forlod Johannes Markus dem og vendte tilbage til Jerusalem. 14 Men Barnabas og Paulus fortsatte til fods ind i landet til Antiokia i provinsen Pisidien. På sabbatten gik de ind i synagogen og satte sig. 15 Efter den foreskrevne oplæsning fra Toraen og Profetbøgerne sendte synagogens ledere en besked over til dem: „Venner, hvis I har et opmuntrende ord til folket, så sig frem!” 16 Paulus rejste sig, løftede hånden for at få ro og sagde så: „Israelitter og gudfrygtige grækere, hør, hvad jeg har at sige! 17 Israels Gud udvalgte vores stamfædre, og han gjorde folket talrigt, da de levede som fremmede i Egypten. Derefter førte han dem ud af Egypten med stor kraft, 18 og han viste stor tålmodighed over for dem under de 40 års ørkenvandring. 19 Han udryddede syv folkeslag i Kana’an og hjalp vores forfædre til at indtage hele det lovede land i løbet af ca. 450 år. Derefter gav han dem en række dommere til at lede landet indtil profeten Samuel. 21 Men så tiggede folket om at få en konge, og Gud gav dem Saul, en søn af Kish fra Benjamins stamme. Han regerede i 40 år, indtil Gud fjernede ham og i stedet gav dem David til konge. Om ham har Gud sagt: ‚David, Isajs søn, er en mand, jeg kan stole på. Han vil gøre min vilje i alle ting.’* 23 Af Davids slægt har Gud nu udvalgt og sendt en frelser til Israels folk, sådan som han lovede, og det er Jesus.* 24 Men før Jesus begyndte sit virke, forkyndte Johannes Døber for hele Israels folk, at de skulle vende om fra deres synder og lade sig døbe. 25 Da Johannes var ved at have afsluttet sin gerning, sagde han til folket: ‚Jeg er ikke den Messias, I venter på. Men han kommer snart, og jeg er ikke engang værdig til at løse remmen på hans sandaler.’ 26 Hør, venner, budskabet om frelse gælder både jer, som er Abrahams fysiske efterkommere, og jer grækere, som har ærefrygt for Gud. 27 Jerusalems indbyggere og de jødiske ledere tog ikke imod Frelseren. De accepterede ham ikke som Messias, men dømte ham til døden og opfyldte derved profeternes ord, som bliver oplæst sabbat efter sabbat. 28 Selv om de ikke kunne finde nogen gyldig grund til at dømme ham til døden, fik de alligevel Pilatus til at slå ham ihjel. 29 Da alle disse profetier således var gået i opfyldelse, blev han taget ned fra korset og lagt i en gravhule. 30 Men Gud oprejste ham fra de døde, 31 og i dagene derefter viste han sig flere gange for dem, der havde fulgt ham fra Galilæa til Jerusalem. De vidner nu offentligt om, hvad de har set. 32 Vi står her i dag for at fortælle jer det glædelige budskab: Guds løfte til forfædrene er nu gået i opfyldelse for deres efterkommere. Det skete ved, at han sendte os Jesus som den lovede Profet.* Det står også omtalt i Salme 2: ‚Du er min Søn, i dag er jeg blevet din Far.’* 34 Men det, at Jesus skulle opstå fra de døde, og at hans krop ikke skulle gå i forrådnelse, er antydet blandt andet i følgende skriftsted: ‚Jeg vil give jer de hellige, troværdige løfter, jeg gav David.’* 35 Løftet forklares ud fra en anden salme, hvor der står: ‚Du vil ikke lade din hengivne tjener gå i forrådnelse.’* 36 Der er ikke tale om David her, for efter at han havde tjent sin egen samtid ved at udføre Guds planer, døde han og blev begravet, og han er gået i forrådnelse. 37 Men der er tale om den hellige Tjener, som Gud nu har oprejst fra de døde. Hans krop er jo ikke gået i forrådnelse. 38 I skal vide, kære venner, at det er gennem Jesus, det er blevet muligt at få tilgivelse for sine synder. Det er ved at tro på ham, at enhver kan opnå Guds accept, noget som I aldrig kan opnå ved at forsøge at overholde de jødiske love og regler.* 40 Men pas på, for hvis I ikke tager imod budskabet i tro, så går det jer, som der står et sted i de profetiske bøger: 41 ‚Luk øjnene op, I vantro mennesker! I vil blive stumme af undren og gå til grunde! For jeg gør noget i jeres samtid, som I ikke vil tro på, når I får det fortalt.’*” 42 Da mødet i synagogen var forbi, var der mange, som bad Paulus og Barnabas om at komme igen den følgende sabbat for at fortælle mere. 43 En del jøder og grækere fra synagogen kom til tro på Jesus, og de fulgte med Paulus og Barnabas, som talte videre med dem og opmuntrede dem til at holde fast ved Guds nåde. 44 Ugen efter var næsten hele byen stuvet sammen i synagogen for at høre dem forkynde om Herren. 45 Da de jødiske ledere så det vældige opbud af mennesker, blev de jaloux og begyndte hånende at modsige alt, hvad Paulus sagde. 46 Paulus og Barnabas lod sig dog ikke kue, men sagde: „Vi var nødt til først at bringe budskabet fra Gud til jer, som er jøder. Men når I afviser det og ikke regner jer selv for værdige til at få del i det evige liv, ja, så vender vi os til dem, der ikke er jøder. 47 Herren har nemlig givet os følgende befaling: ‚Jeg har sat dig som et lys for folkeslagene, så du kan bringe min frelse til jordens fjerneste egne.’*” 48 Da grækerne hørte det, blev de jublende glade og lovpriste Herren for det budskab, og alle, som var beredt til at opnå det evige liv, kom til tro. 49 Det var begyndelsen til, at Herrens ord blev kendt på hele den egn. 50 Nu fik de jødiske ledere ophidset de fornemme græske kvinder, som var gået over til jødedommen, samt byens ledende mænd. Det lykkedes dem at oppiske en så kraftig stemning imod Paulus og Barnabas, at de blev jaget ud af byen. 51 De to apostle rystede byens støv af deres fødder som et tegn på, at de overlod dem til deres egen skæbne, og rejste så videre til Ikonion. 52 Men disciplene i byen blev fyldt med glæde og med Helligåndens kraft.