Johannes 12 | En Levende Bok

Maria salver Jesus med olje

1 Seks dager før påskefeiringen begynte, kom Jesus tilbake til Betania der Lasarus bodde. Lasarus var mannen som Jesus hadde vekket opp fra de døde. 2 Det ble ordnet med et festmåltid til ære for Jesus. Marta serverte, og Lasarus var en av dem som spiste sammen med Jesus ved bordet. 3 Da tok Maria en flaske* aromatisk, kostbar nardusolje og salvet føttene til Jesus og tørket med håret sitt. Hele huset ble fylt av duften fra oljen. 4 Judas Iskariot, den av disiplene som seinere skulle forråde Jesus, sa da: 5 ”Denne oljen var jo nesten verd like mye som lønnen for et helt år. Hvorfor solgte hun den heller ikke i stedet og ga pengene til de fattige?” 6 Dette sa han ikke fordi han brydde seg om de fattige, men fordi han var en tyv. Han var kasserer for den felles pengebeholdningen Jesus og disiplene hadde, og han brukte å underslå penger fra den. 7 Jesus svarte: ”La henne være i fred! Hun sparte denne oljen slik at den kunne bli brukt som forberedelse for begravelsen min. 8 De fattige vil dere alltid ha iblant dere, men meg kommer dere ikke til å ha iblant dere særlig lenge til.” 9 Da folket fikk høre at Jesus var der, kom de for å treffe ham. Noen kom også for å se Lasarus, mannen som han hadde vekt opp fra de døde. 10 Øversteprestene bestemte seg da for å drepe Lasarus også, 11 etter som flere og flere jøder tok avstand fra lederne og i stedet begynte å tro på Jesus.

Jesus rir inn i Jerusalem på et esel

12 Neste dag spredde nyheten seg over hele Jerusalem om at Jesus var på vei inn i byen. En stor folkemasse som var kommet for å feire påske, 13 tok palmegrener og gikk ut på veien for å møte ham. De ropte: outing, ”Vi hyller deg!* Vi ærer deg som er sendt av Herren,* du som er Israels konge!” 14 Jesus fant et ungt esel og satte seg på det og red av sted mot byen, akkurat som Gud hadde forutsagt i Skriften*: 15 ”Vær ikke redde, dere Jerusalems innbyggere*. Se, deres konge kommer til dere, ridende på en eselfole.”* 16 Disiplene forsto ikke i dette øyeblikket rekkevidden av det Gud hadde forutsagt om Jesus i Skriften, og at det ble virkelighet ved det som skjedde. Da Jesus hadde vendt tilbake til sin herlighet i himmelen, kom de til å huske hva Gud hadde forutsagt. 17 Alle som hadde vært med da Jesus vekte opp Lasarus fra de døde, hadde fortalt folket det Jesus hadde gjort. 18 Dette fantastiske miraklet var hovedårsaken til at så mange gikk ut for å møte ham. 19 Fariseerne* sa til hverandre: ”Ingen ting hjelper! Hvert eneste menneske løper jo etter ham!”

Jesus forklarer hvorfor han må dø

20 Blant dem som hadde kommet til Jerusalem for å feire påske, var det også noen grekere. 21 De kom til Filip, han som var fra Betsaida i Galilea, og sa: ”Min herre, vi ville så gjerne treffe Jesus.” 22 Filip gikk da og snakket om dette med Andreas. Sammen gikk de og fortalte det til Jesus. 23 Jesus svarte: ”Den tiden er nå kommet som Gud har bestemt at jeg, Menneskesønnen*, skal vende tilbake til den herligheten som var min i himmelen. 24 Sannheten er at jeg må dø på samme måte som et hvetekorn som faller i jorden og dør. Dersom hvetekornet ikke dør, blir det fortsatt bare det ene kornet. Om det derimot dør, da gir det en stor avling. På samme måten vil min død gi liv til mange. 25 Den som elsker livet sitt mer enn noe annet, vil miste det, men den som er villig til å miste livet sitt, skal redde det og få evig liv. 26 Dersom noen vil ha meg til Herre, da må han følge meg. Tjenerne mine må være der jeg er. Den som har meg til Herre, skal bli æret av min Far i himmelen. 27 I dette øyeblikket er jeg fylt av angst. Men jeg kan ikke be: ’Far i himmelen, redd meg fra den fryktelige timen som venter meg’. Det er jo for denne avgjørende stunden jeg er kommet. 28 Far i himmelen, pass på at du blir opphøyd og æret!” Da hørte de en stemme fra himmelen som sa: ”Gjennom dine mirakler er jeg allerede blitt opphøyd og æret, og jeg skal igjen bli det gjennom din død og oppstandelse.” 29 Da folket som sto rundt hørte stemmen, trodde de at det var torden, mens andre sa at det måtte være en engel som hadde snakket til ham. 30 Jesus sa: ”Stemmen ble hørt for deres skyld, ikke for min. 31 Tiden er nå kommet da denne verden skal bli dømt, for nå skal Satan, som er høvding i denne verden, bli overvunnet. 32 Når jeg har blitt løftet opp* fra jorden, skal jeg dra alle til meg.” 33 Dette sa han for å gjøre det klart for alle hvordan han skulle dø. 34 ”Skal du dø?” protesterte folket. ”Vi har lært at det står i Skriften* at Messias, den lovede kongen, skal leve i evighet. Dersom du nå er Messias, Menneskesønnen som det står om i Skriften, hvorfor må du da bli løftet opp? Er det en annen Menneskesønn du snakker om?” 35 Jesus svarte: ”Mitt lys vil bare lyse for dere en kort tid til. Gå i mitt lys mens dere kan, slik at ikke mørket får makt over livet deres. Den som går i mørket, går seg vill. 36 Tro på meg som er lyset mens dere fortsatt har sjansen til det, da vil dere bli barn av lyset.” Da Jesus hadde sagt dette, gikk han bort og skjulte seg.

Folket vil ikke tro på Jesus

37 Til tross for alle miraklene Jesus hadde gjort, var det mange blant folket som ikke trodde at han var sendt av Gud. 38 Dette faktum bekreftet forutsigelsen som Gud lot profeten Jesaja uttale om Jesus: ”Herre, hvem trodde på det vi fikk høre, og for hvem har Herren vist makten sin til å frelse?”* 39 Folket kunne helt enkelt ikke tro, for Jesaja hadde også fortalt: 40 ”Gud har forblindet øynene deres, slik at de ikke kan se, og har gjort hjertene deres harde og likegyldige, slik at de ikke kan forstå. Derfor kan de ikke vende om til meg og bli helbredet.”* 41 Dette kunne Jesaja si etter som Gud lot ham se den herlighet Jesus hadde i himmelen, og det var om Jesus han skrev. 42 Likevel var det mange, til og med i Det jødiske rådet*, som trodde at Jesus var sendt av Gud. De våget bare ikke å bekjenne det åpent, etter som de var redde at fariseerne* skulle ekskludere dem fra Den jødiske menigheten. 43 De ville heller bli akseptert av mennesker enn av Gud. 44 Jesus ropte til folket: ”Dersom dere tror på meg, da tror dere i virkeligheten på ham som har sendt meg. 45 Den som ser meg, han ser også ham som har sendt meg. 46 Jeg er kommet som et lys til verden, for at ingen som tror på meg, skal bli i mørket. 47 Om noen hører min lære og ikke vil å følge den, da dømmer ikke jeg ham. Jeg er ikke kommet for å dømme menneskene, men for å frelse. 48 Nei, den som nekter å tro på meg og ikke tar imot budskapet mitt, han skal bli dømt av de sannhetene jeg har undervist om når dagen kommer og Gud dømmer alle. 49 Det jeg taler, er ikke mine egne tanker, men kommer fra min Far i himmelen. Han som har sendt meg, har bestemt det jeg skal si til dere. 50 Jeg vet at budskapet hans gir evig liv. Derfor forteller jeg det han vil at jeg skal si dere.”

Český ekumenický překlad

— Pomazání v Betanii

1 Šest dní před Velikonocemi přišel Ježíš do Betanie, kde bydlel Lazar, kterého vzkřísil z mrtvých. 2 Připravili mu tam večeři; Marta při ní obsluhovala a Lazar byl jeden z těch, kteří byli s Ježíšem u stolu. 3 Tu vzala Marie libru drahého oleje z pravého nardu, pomazala Ježíšovi nohy a otřela je svými vlasy. Dům se naplnil vůní té masti. 4 Jidáš Iškariotský, jeden z jeho učedníků, který jej měl zradit, řekl: 5 „Proč nebyl ten olej prodán za tři sta denárů a peníze dány chudým?“ 6 To řekl ne proto, že by mu záleželo na chudých, ale že byl zloděj: měl na starosti pokladnici a bral z toho, co se do ní dávalo. 7 Ježíš řekl: „Nech ji, uchovala to ke dni mého pohřbu! 8 Chudé máte vždycky s sebou, ale mne nemáte vždycky.“ 9 Velký zástup Židů se dověděl, že tam Ježíš je; a přišli nejen kvůli němu, ale také aby viděli Lazara, kterého vzkřísil z mrtvých. 10 Proto se velekněží uradili, že zabijí i Lazara; 11 neboť mnozí Židé kvůli němu odcházeli a věřili v Ježíše.

— Vjezd do Jeruzaléma

12 Druhého dne se dovědělo mnoho poutníků, kteří přišli na svátky, že Ježíš přichází do Jeruzaléma. 13 Vzali palmové ratolesti, šli ho uvítat a volali: „Hosanna, požehnaný, jenž přichází ve jménu Hospodinově, král izraelský.“ 14 Ježíš nalezl oslátko a vsedl na ně, jak je psáno: 15 ‚Neboj se, dcero Siónská, hle, král tvůj přichází, sedě na oslátku.‘ 16 Jeho učedníci tomu v té chvíli neporozuměli, ale když byl Ježíš oslaven, tu se rozpomenuli, že to o něm bylo psáno a že se tak stalo. 17 Zástup, který s ním byl, když vyvolal Lazara z hrobu a vzkřísil ho z mrtvých, vydával o tom svědectví. 18 Proto ho také přišlo uvítat množství lidu, neboť slyšeli, že učinil toto znamení. 19 Farizeové si řekli: „Vidíte, že nic nezmůžete! Celý svět se dal za ním.“

— Odpověď řeckým poutníkům

20 Někteří z poutníků, kteří se přišli o svátcích klanět Bohu, byli Řekové. 21 Ti přistoupili k Filipovi, který byl z Betsaidy v Galileji, a prosili ho: „Pane, rádi bychom viděli Ježíše.“ 22 Filip šel a řekl to Ondřejovi, Ondřej a Filip to šli říci Ježíšovi. 23 Ježíš jim odpověděl: „Přišla hodina, aby byl oslaven Syn člověka. 24 Amen, amen, pravím vám, jestliže pšeničné zrno nepadne do země a nezemře, zůstane samo. Zemře-li však, vydá mnohý užitek. 25 Kdo miluje svůj život, ztratí jej; kdo nenávidí svůj život v tomto světě, uchrání jej pro život věčný. 26 Kdo mně chce sloužit, ať mě následuje, a kde jsem já, tam bude i můj služebník. Kdo mně slouží, dojde cti od Otce.“

— Předpověď utrpení

27 „Nyní je má duše sevřena úzkostí. Mám snad říci: Otče, zachraň mě od této hodiny? Vždyť pro tuto hodinu jsem přišel. 28 Otče, oslav své jméno!“ Z nebe zazněl hlas: „Oslavil jsem a ještě oslavím.“ 29 Zástup, který tam stál a slyšel to, říkal, že zahřmělo. Jiní tvrdili: „Anděl k němu promluvil.“ 30 Ježíš nato řekl: „Tento hlas se neozval kvůli mně, ale kvůli vám. 31 Nyní je soud nad tímto světem, nyní bude vládce tohoto světa vyvržen ven. 32 A já, až budu vyvýšen ze země, přitáhnu všecky k sobě.“ 33 To řekl, aby naznačil, jakou smrtí má zemřít. 34 Zástup mu odpověděl: „My jsme slyšeli ze Zákona, že Mesiáš má zůstat navěky; jak ty můžeš říkat, že Syn člověka musí být vyvýšen? Kdo je ten Syn člověka?“ 35 Ježíš jim řekl: „Ještě jen na malou chvíli je světlo mezi vámi. Dokud máte světlo, neustávejte v cestě, aby vás nepřekvapila tma; kdo chodí ve tmě, neví, kam jde. 36 Dokud máte světlo, věřte ve světlo, abyste se stali syny světla.“ Tak promluvil Ježíš; potom odešel a skryl se před nimi. 37 Ač před nimi učinil taková znamení, nevěřili v něho; 38 a tak se naplnilo slovo, které řekl prorok Izaiáš: ‚Hospodine, kdo uvěřil našemu kázání? A komu byla zjevena moc Hospodinova?‘ 39 Proto nemohli věřit, neboť Izaiáš také řekl: 40 ‚Oslepil jim oči a zatvrdil jim srdce, takže neuvidí očima a srdcem nepochopí, neobrátí se a já je neuzdravím.‘ 41 Tak řekl Izaiáš, neboť viděl jeho slávu a mluvil o něm. 42 Přesto v něho uvěřili i mnozí z předních mužů, ale kvůli farizeům se k němu nepřiznávali, aby nebyli vyloučeni ze synagógy. 43 Zamilovali si lidskou slávu víc než slávu Boží. 44 Ježíš hlasitě zvolal: „Kdo věří ve mne, ne ve mne věří, ale v toho, který mě poslal. 45 A kdo vidí mne, vidí toho, který mě poslal. 46 Já jsem přišel na svět jako světlo, aby nikdo, kdo ve mne věří, nezůstal ve tmě. 47 Kdo slyší má slova a nezachovává je, toho já nesoudím. Nepřišel jsem, abych soudil svět, ale abych svět spasil. 48 Kdo mě odmítá a nepřijímá moje slova, má, kdo by jej soudil: Slovo, které jsem mluvil, to jej bude soudit v poslední den. 49 Neboť jsem nemluvil sám ze sebe, ale Otec, který mě poslal, přikázal mi, jak mám mluvit a co říci. 50 A vím, že jeho přikázání je věčný život. Co tedy mluvím, mluvím tak, jak mi pověděl Otec.“

Johannes 12 | En Levende Bok Český ekumenický překlad