Apostelgeschichte 27 | En Levende Bok

Reisen til Roma

1 Tiden kom da vi skulle* reise til Italia. Paulus og noen andre fanger ble overlevert til en offiser som het Julius, ved Den keiserlige bataljon. 2 Med på reisen hadde vi også Aristark fra Tessaloniki i Makedonia. Vi gikk ombord på et skip i Adramyttium og seilte av sted. Skipet skulle seile innom flere steder langs kysten av provinsen Asia*. 3 Dagen etter la vi til i byen Sidon. Offiseren Julius var vennlig innstilt mot Paulus og lot ham gå i land for å besøke venner og nyte godt av gjestfriheten deres. 4 Da vi dro fra Sidon, fikk vi motvind og seilte derfor i le av Kypros. 5 Etter det var vi ute på åpent hav og passerte provinsene Kilikia og Pamfylia før vi la til i byen Myra i provinsen Lykia. 6 Der fant offiseren et egyptisk skip fra Alexandria som skulle til Italia og som tok oss ombord. 7 I flere dager gikk nå seilturen tungt, etter som vinden sto imot oss. Da vi til slutt nærmet oss øya Knidos, la kapteinen om kursen og seilte rett sørover til vi rundet neset ved Salmone og kom inn i le sjø ved øya Kreta. 8 Der klarte vi å kjempe oss fram langs kysten og kom etter en tid til stedet som blir kalt Godhavn nær byen Lasea. 9 Vi hadde mistet mye tid, og været holdt på å bli farlig for lange sjøreiser, etter som det allerede var seint på høsten.* Paulus advarte derfor offiseren og mannskapet 10 og sa: ”Mine venner, det kommer til å bli store problemer om vi fortsetter reisen. Både skipet og lasten vil gå tapt, og vi kommer til å risikere våre egne liv!” 11 Men offiseren som var ansvarlig for fangene, hørte mer på kapteinen og de som eide skipet, enn på Paulus. 12 Etter som Godhavn ikke var noen god havn for vinteropplag, syntes de fleste av mannskapet at de skulle seile videre til Føniks og der ta landligge over vinteren. Dette var en god havn lenger vest på Kreta, og som var åpen mot nordvest og sørvest.

Storm utenfor Kreta

13 Nå begynte det å blåse svak vind fra sør. De trodde derfor at reisen til Føniks skulle bli enkel. Altså lettet de anker og begynte å seile tett inn mot kysten av Kreta. 14 Det drøyde ikke lenge før været plutselig slo om. En voldsom storm, den blir kalt nordoststormen, feide ned fra øya og drev skipet med seg ut på åpne havet. Mannskapet forsøkte å snu inn mot land, men klarte det ikke og ble tvunget til å la skipet drive for vinden. 16 Til slutt kom vi i le bak en liten øy som het Klauda. Med store problemer kunne vi da få ombord skipsbåten som vi hadde på slep. 17 Da vi hadde heist den opp, surret vi skipet med tau for å styrke skroget. Sjømennene var redde for at skipet skulle drive mot sandbankene ved Syrtebukten*. Derfor firte de ned storseilet og lot skipet drive. 18 Da stormen neste dag fortsatte å rase, begynte mannskapet å kaste lasten overbord. 19 Den tredje dagen kastet de også utrustningen på skipet over bord og alt annet som var løst. 20 I flere døgn så vi verken solen eller stjernene og kunne ikke navigere. Stormen fortsatte med uforminsket styrke. Til slutt regnet vi med at alt håp var ute. 21 Over lenger tid hadde ingen spist. Til slutt gikk Paulus til mannskapet og soldatene og sa: ”Dere skulle ha hørt på meg allerede fra begynnelsen av og tatt landligge på Kreta over vinteren. Da hadde dere sluppet alle disse problemene og det store tapet. 22 Men ikke gi opp håpet! Ingen av oss kommer til å dø, bare skipet vil gå tapt. 23 I natt kom nemlig en engel til meg fra den Gud som jeg tilhører og som jeg tjener. 24 Han sa: ’Vær ikke redd Paulus. Du skal stilles for retten hos keiseren. For øvrig har Gud lovet å redde livet til alle dem som seiler sammen med deg.’ 25 Gi derfor ikke opp! Jeg stoler på Gud. Alt skal gå akkurat som han har sagt. 26 Vi kommer til å drive i land på en øy.”

Skipsbruddet

27 Da vi hadde drevet omkring på Adriaterhavet i fjorten stormnetter, oppdaget sjøfolkene midt på natten at vi nærmet oss land. 28 De loddet dybden og oppdaget at den var mindre enn 40 meter. Etter en liten stund målte de dybden til snaut 30 meter. 29 De var redde for at skipet skulle gå på skjærene og kastet ut fire ankere fra akterstavnen. Utålmodig ventet de på at det skulle bli morgen. 30 Noen av sjøfolkene forsøkte å rømme skipet. De låret skipsbåten på vannet og sa at de måtte legge ut ankere også fra baugen. 31 Da advarte Paulus offiseren og soldatene og sa: ”Vi kommer til å dø alle sammen, dersom disse sjøfolkene ikke blir ombord.” 32 Da kappet soldatene tauene og lot skipsbåten drive av sted. 33 Straks før det begynte å lysne, oppfordret Paulus på nytt alle om å spise. ”Dere har ikke rørt mat på to uker”, sa han. 34 ”Pass på å få i dere litt mat, slik at dere orker anstrenngelsene! Vær ikke redde, ikke et hårstrå på hodene deres kommer til å bli krummet!” 35 Han tok et brød, takket Gud, brøt av en bit og spiste. 36 Straks kjente alle seg bedre til motes og begynte å spise de også. 37 Det var 276 personer om bord. 38 Da alle hadde spist seg mette, kastet mannskapet hvetelasten overbord for å gjøre skipet lettere. 39 Da det lysnet av dag, kjente de ikke igjen kysten de så, men de merket seg en bukt med en sandstrand og ville forsøke å sette skipet på grunn der. 40 De kappet trossene og lot ankrene falle. Så surret de løs roret, heiste framseilet og satte kursen mot stranden. 41 Men skipet støtte på en grunne. Baugen satte seg bom fast, mens akterstavnen begynte å bli brutt i stykker av de voldsomme brenningene. 42 Soldatene besluttet da å drepe alle fangene for at ingen skulle svømme i land og rømme. 43 Men offiseren ville redde Paulus og hindret at planen ble gjennoført. Han ga befaling om at alle som kunne svømme, først skulle hoppe overbord og ta seg i land. 44 Resten skulle forsøke å buksere seg inn til land ved å flyte på planker og vrakrester fra det knuste skipet. På denne måten klarte alle å redde seg opp på stranden.

Český ekumenický překlad

— Ztroskotání na cestě do Říma

1 Jakmile bylo rozhodnuto, že pojedeme po moři do Itálie, odevzdali Pavla a některé jiné vězně důstojníkovi, který se jmenoval Julius a byl od císařského praporu. 2 Nastoupili jsme na loď z Adramytteia, která měla plout do přístavů v provincii Asii, a vypluli jsme. Byl s námi Makedoňan Aristarchos z Tesaloniky. 3 Na druhý den jsme přistáli v Sidónu. Julius zacházel s Pavlem laskavě a dovolil mu, aby navštívil své přátele a přijal jejich pohostinství. 4 Odtud jsme vypluli a plavili jsme se chráněni Kyprem, protože vítr vál proti nám. 5 Propluli jsme mořem podél Kilikie a Pamfylie a přijeli jsme do Myry v Lykii. 6 Tam našel důstojník loď z Alexandrie, která plula do Itálie, a nalodil nás na ni. 7 Mnoho dní jsme pluli pomalu a stěží jsme se dostali do míst naproti Knidu. Protože nám vítr bránil, pluli jsme kolem Salmóny chráněni Krétou. 8 S obtížemi jsme se plavili podél pobřeží, až jsme dopluli do místa, které se jmenovalo Dobré přístavy, nedaleko města Lasaia. 9 Protože jsme ztratili mnoho dní a plavba byla nebezpečná, neboť již minul čas postu, Pavel je varoval: 10 „Mužové, vidím, že plavba bude nejen spojena s nebezpečím a velkou škodou pro náklad a loď, nýbrž ohrozí i naše životy.“ 11 Ale důstojník věřil více kormidelníkovi a majiteli lodi než tomu, co říkal Pavel. 12 Protože přístav nebyl vhodný k přezimování, většina se rozhodla plout odtud dále, dostat se – bude-li to možné – do Foiniku a tam zůstat přes zimu. Je to přístav na Krétě, otevřený k jihozápadu a severozápadu. 13 Když začal vát slabý jižní vítr, domnívali se, že mohou provést svůj záměr. Zvedli kotvu a pluli těsně podél Kréty. 14 Ale zanedlouho se přihnal z Kréty bouřlivý vítr od severovýchodu 15 a opřel se do lodi tak, že ji nemohli ovládat. Nechali jsme se jím tedy unášet. 16 Když jsme se dostali do závětří ostrůvku, který se jmenoval Kauda, museli jsme vynaložit veliké úsilí, abychom vytáhli záchranný člun na palubu. 17 Pak lodníci zabezpečili loď tím, že ji převázali. Báli se, aby nenajeli na Syrtskou mělčinu, a tak stáhli plachty a nechali se unášet větrem. 18 Protože jsme byli prudce zmítáni bouří, lodníci druhý den vyhazovali do moře náklad, aby lodi ulehčili; 19 a třetí den vlastníma rukama hodili do moře lodní výstroj. 20 Po mnoho dní se neukázalo ani slunce ani hvězdy. Prudká bouře nepřestávala a již jsme ztráceli všechnu naději, že se zachráníme. 21 Když už nikdo neměl ani pomyšlení na jídlo, šel Pavel mezi lodníky a řekl jim: „Měli jste mě poslechnout a neopouštět Krétu, a mohli jste si ušetřit toto nebezpečí a škodu. 22 Ale teď vás vyzývám, abyste neztráceli naději, neboť nikdo z vás nepřijde o život, jenom loď vezme za své. 23 Dnes v noci ke mně přišel anděl od Boha, kterému patřím a kterému sloužím, 24 a řekl mi: ‚Neboj se, Pavle, ty se před císaře dostaneš. A Bůh ti daroval všechny, kdo jsou s tebou na lodi.‘ 25 Buďte proto dobré mysli. Věřím Bohu, že tomu bude tak, jak mi oznámil. 26 Máme se dostat k nějakému ostrovu.“ 27 Když jsme byli hnáni po Adriatickém moři již čtrnáctou noc, kolem půlnoci měli lodníci dojem, že je nablízku nějaká země. 28 Spustili olovnici a naměřili hloubku dvacet sáhů. Kousek dále ji spustili znovu a naměřili patnáct sáhů. 29 Báli se, abychom nenajeli na nějaká skaliska, a proto spustili ze zádi čtyři kotvy; toužebně čekali, až se rozední. 30 Když se lodníci pokoušeli utéci z lodi a spustili záchranný člun na hladinu pod záminkou, že chtějí spustit kotvy také z přídi, 31 řekl Pavel důstojníkovi a vojákům: „Nezůstanou-li oni na lodi, nemáte ani vy naději na záchranu.“ 32 Tu vojáci přesekli lana u člunu a nechali ho uplavat. 33 Než se začalo rozednívat, vybízel Pavel všechny, aby pojedli. Pravil: „Už čtrnáct dní čekáte na záchranu, nic nejíte a jste o hladu. 34 Proto vás vybízím, abyste pojedli. Je to potřebí k vaší záchraně. Neboť nikdo z vás nepřijde ani o vlas na hlavě.“ 35 Když to řekl, vzal chléb, vzdal přede všemi díky Bohu, lámal jej a začal jíst. 36 Všichni nabyli dobré mysli a přijali pokrm. 37 Bylo nás na lodi celkem dvě stě sedmdesát šest. 38 Když se nasytili, vyhazovali obilí do moře, aby lodi odlehčili. 39 Když však nastal den, nemohli poznat, která země je před nimi. Viděli jen nějaký záliv s plochým pobřežím a rozhodli se, že u něho s lodí přistanou, bude-li to možné. 40 Odsekli kotvy a nechali je v moři a zároveň rozvázali provazy u kormidel. Pak nastavili přední plachtu větru a udržovali loď ve směru k břehu. 41 Najeli však na mělčinu a uvízli s lodí. Příď se zabořila a nemohla se pohnout a záď se bortila pod náporem vlnobití. 42 Vojáci chtěli vězně zabít, aby některý neutekl, až doplave na břeh. 43 Ale důstojník chtěl zachránit Pavla, a proto jim v jejich úmyslu zabránil. Pak dal rozkaz, aby ti, kdo umějí plavat, první skočili do vody a plavali k zemi 44 a ostatní aby se zachránili na prknech nebo troskách lodi. Tak se všichni dostali na břeh živi a zdrávi.

Apostelgeschichte 27 | En Levende Bok Český ekumenický překlad

Reisen til Roma

Storm utenfor Kreta

Skipsbruddet

— Ztroskotání na cestě do Říma