Apostelgeschichte 13 | En Levende Bok
1I menigheten i Antiokia var det profeter som bar fram budskap fra Gud, og andre som underviste. Det var: Barnabas, Simeon, som også ble kalt ”den svarte”*, Lukius fra Kyréne, Manaen, som var pleiebror til fyrst Herodes, og Saulus.2En gang da disse mennene tilba Herren og fastet, sa Guds Hellige Ånd: ”Velg ut Barnabas og Saulus til en spesiell oppgave som jeg har valgt dem ut for.”3Da de hadde fastet og bedt ytterligere en gang, la de hendene på de to og sendte dem ut på oppdraget.
Saulus blir Paulus. Paulus på Kypros
4Etter at Barnabas og Saulus var blitt sendt ut av Guds Hellige Ånd, reiste de ned til Seleukia og seilte over til Kypros.5Den første byen de kom til, het Salamis. Der fant de fram til de jødiske synagogene* og talte til folket om Jesus. Johannes Markus fulgte med som medarbeider.6De reiste fra by til by på hele øya og talte. Til slutt kom de til Pafos. Der møtte de en jødisk trollmann som het Barjesus. Han påsto at han kunne bringe budskap fra Gud.7Han brukte ofte å besøke den romerske landshøvdingen Sergius Paulus, som var en svært klok og forstandig mann. Landshøvdingen ba nå Barnabas og Saulus hjem til seg, etter som han ville høre budskapet om Jesus.8Men trollmannen, som også ble kalt Elymas*, motarbeidet dette og forsøkte å hindre landshøvdingen fra å tro.9Da ble Saulus, som også ble kalt Paulus, fylt av Guds Hellige Ånd. Han satte øynene i trollmannen og sa:10”Du djevelens sønn, full av bedrageri og falskhet, en fiende til alt som er godt, vil du aldri slutte med å forvrenge budskapet om Herren Jesus?11Men nå har Herren bestemt at du skal bli straffet. Du skal bli totalt blind en tid.” I samme øyeblikk senket det seg tåke og mørke over trollmannen. Hjelpeløs begynte han å gå omkring og lete etter noen som kunne holde ham i hånden og føre ham fram.12Da landshøvdingen så det som skjedde, begynte han å tro. Han var helt forundret over det han hadde fått lære om Herren Jesus.
Paulus taler i Antiokia
13Paulus og følget hans reiste fra Pafos og seilte til Perge i provinsen Pamfylia*. Der forlot de Johannes Markus og reiste tilbake til Jerusalem.14Barnabas og Paulus fortsatte til Antiokia, en by i provinsen Pisidia*. Da det ble hviledag*, gikk de til synagogen* for å være med på gudstjenesten.15Etter den vanlige opplesningen av Moseloven og profetene*, snudde forstanderne for synagogen seg mot Paulus og Barnabas og sa: ”Brødre, om dere har noe å bidra med som kan være oss til hjelp, så kom fram og si det!”16Da reiste Paulus seg, ga tegn til alle om å være stille og sa: ”Israelitter*, og alle andre her som tilber Gud! Hør på meg!17Israels Gud valgte seg ut forfedrene våre til å være hans eget folk. Han lot dem bli et stort folk mens de bodde som fremmede i Egypt. I sin tid førte han folket ut derfra på en mektig måte og reddet dem fra slaveriet.18I 40 år hadde Gud tålmodighet mens de gikk i ørkenen.19Han utryddet sju folk i Kanaan og ga landet deres til israelittene.20Alt dette tok omkring 450 år. Etter det lot han forskjellige dommere herske over folket, fram til den tiden da profeten Samuel styrte Israel.21Folket tigget om å få en konge, og Gud ga dem Saul, som var sønn av Kis, en mann av Benjamins stamme. Han regjerte i 40 år.22Men Gud avsatte ham og lot David bli konge i stedet. Gud sa om ham: ’Jeg har funnet David, Isais sønn, en mann som følger min vilje. Han vil gjøre alt det jeg sier til ham.’*23Gud lovet kong David at en av etterkommerne hans skulle bli en frelser for Israels folk. Det er dette som nå har blitt virkelighet. Jesus er den som frelser oss.24Før Jesus trådte fram, forberedte døperen Johannes Israels folk ved å oppfordre alle til å forlate synden, vende om til Gud og la seg døpe.25Da oppgaven til Johannes nærmet seg slutten, sa han: ’Jeg er ikke den personen som Gud har lovet for å frelse dere. Han kommer etter meg, og han er så mektig at jeg ikke en gang er verdig til å knytte opp remmene på sandalene hans.*’26Hør etter det jeg sier, dere som er etterkommere av Abraham, og alle andre som tilber Gud! Denne frelse gjelder oss alle.27Folket i Jerusalem og lederne deres forsto ikke hvem Jesus var. De skjønte ikke at han var den som Gud talte om ved profetene, til tross for at de hadde hørt profetene sitt budskap* bli lest hver uke på hviledagen. Derfor dømte de ham til døden, og gjennom det som skjedde, ble det til virkelighet som Gud hadde forutsagt.28Ja, til tross for at de ikke kunne finne noen gyldig grunn til å henrette ham, ba de Pilatus om å drepe ham.29Da de hadde sluttført alt som står i Skriften* når det gjelder Jesu død, tok de ham ned fra korset og la ham i en grav.30Men Gud vakte ham opp fra de døde.31Jesus viste seg mange ganger i de følgende dagene for dem som hadde fulgt ham fra Galilea til Jerusalem. Det er disse som nå forteller om ham for Israels folk.32Nå har turen kommet til dere. Vi er her for å fortelle de glade nyhetene om at Gud, nettopp i våre dager, har innfridd løftet sitt til forfedrene ved å vekke Jesus opp fra de døde. Det er om ham den andre salmen i Salmenes bok forteller, når den sier: ’Du er min sønn. I dag har jeg blitt din Far.’*34For Gud hadde lovet at Jesus skulle stå opp fra de døde og aldri mer behøve å dø. Det forklarte han med ordene: ’Jeg skal innfri mitt Hellige og pålitelige løfte og gi dere alt det gode jeg lovet David.’*35Det løfte han tenkte på, var dette: ’Du skal ikke la din Hellige tjener gå til grunne.’*36Dette løfte handler ikke om David, for da David hadde tjent folket i trå med Guds vilje, døde han, ble begravd, og kroppen hans gikk til grunne.37Nei, det handler om en annen, en som Gud vakte opp fra de døde, der kroppen ikke gikk til grunne.38Mine venner, hør etter på det jeg har å si! Det er ved denne mannen, Jesus, som dere kan få tilgivelse for syndene deres.39Alle som tror på ham, blir skyldfri innfor Gud, noe dere aldri kunne oppnå gjennom det å følge Moseloven*.40Derfor må dere passe nøye på. Ikke la dere bli rammet av det Gud advarer dere mot ved profetene*:41’Pass nøye på, dere som håner sannheten. Dere vil undre dere og bli til intet. Jeg vil gjøre noe stort i deres tid, noe som dere ikke kommer til å tro den dagen de forteller det for dere.*’ ”42Da gudstjenesten var over og Paulus og Barnabas dro fra synagogen, ba folket at de måtte komme tilbake neste uke på hviledagen, slik at de kunne få høre mer.43Mange jøder, og andre som tilba Israels Gud, passet på å holde seg nær Paulus og Barnabas som talte til dem og oppfordret: ”Fortsett å leve fast forankret i Guds godhet og tilgivelse.”
Paulus sprer budskapet om Jesus til andre enn jødene
44På hviledagen* en uke seinere, kom nesten hele byen for å høre budskapet om Herren Jesus.45Da de religiøse lederne så alt folket, ble de misunnelse og begynte å håne Paulus og latterliggjøre alt han sa.46Paulus og Barnabas svarte uten å nøle: ”Dere jøder skulle være de første som fikk sjansen til å høre budskapet om Herren Jesus, men etter som dere avviser tilbudet og gjør dere selv uverdige til det evige livet, så vender vi oss nå til andre folk.47Det er også det Herren har gitt oss befaling om, for det står i Skriften*: ’Jeg har gjort deg til et lys for alle folk, for at du skal frelse alle på hele jorden.*’ ”48Da de som ikke var jøder, hørte dette, ble de svært glade og hyllet budskapet om Herren Jesus. Alle som var utsett til evig liv, begynte å tro.49De glade nyhetene om Herren spredde seg i hele området.50Men de religiøse lederne hisset opp de høytstående kvinnene som tilba Israels Gud. De ledende mennene i byen satte i gang en forfølgelse mot Paulus og Barnabas og drev dem bort fra området.51Begge ristet da støvet fra byens gater av føttene sine* og bekymret seg ikke mer for innbyggerne, men fortsatte til byen Ikonium.52Disiplene ble fylt av glede og Guds Hellige Ånd.
Český ekumenický překlad
Barnabáš a Saul vysláni z Antiochie na Kypr
1 V Antiochii byli v církvi proroci a učitelé: Barnabáš, Simeon, zvaný Černý, Lucius z Kyrény, Manahem, který býval druhem tetrarchy Heroda, a Saul.2 Když konali bohoslužbu Pánu a postili se, řekl Duch svatý: „Oddělte mi Barnabáše a Saula k dílu, k němuž jsem je povolal.“3 A tak po modlitbách a postu na ně vložili ruce a vyslali je k dílu.4 Posláni tedy Duchem svatým, odešli Barnabáš a Saul do Seleukie a odtud se plavili na Kypr.5 Když dopluli do Salaminy, zvěstovali tu slovo Boží v židovských synagógách. Měli s sebou i Jana jako pomocníka. 6 Pak prošli celým ostrovem až do Páfu. Tam se setkali s jakýmsi židovským kouzelníkem, který se vydával za proroka; říkali mu Barjezus.7 Byl u dvora místodržitele Sergia Paula, muže vzdělaného. Ten k sobě povolal Barnabáše a Saula, protože chtěl slyšet Boží slovo.8 Ale Elymas, ten kouzelník – tak se totiž vykládá jeho jméno – vystoupil proti nim a snažil se odvrátit místodržitele od víry.9 V tu chvíli Saul, kterému říkali také Pavel, byl naplněn Duchem svatým, upřel na Elymase zrak a řekl:10 „Ty svůdce všeho schopný, synu ďáblův, nepříteli Boží spravedlnosti, kdy už přestaneš podvracet přímé cesty Páně?11 Nyní na tebe dopadne Boží trest: Oslepneš a neuzříš sluneční světlo, dokud se nad tebou Bůh neslituje.“ Tu Elymase náhle obestřela mrákota a tma, tápal kolem sebe a hledal, kdo by ho vedl za ruku.12 Když místodržitel uviděl, co se stalo, uvěřil, pln údivu nad učením Páně.
— Pavel a Barnabáš v Pisidské Antiochii
13 Z Páfu se Pavel se svými průvodci plavil do Perge v Pamfylii. Ale Jan se od nich oddělil a vrátil se do Jeruzaléma.14 Přes Perge šli dál do Pisidské Antiochie. Když nastala sobota, vešli do synagógy a posadili se.15 Po čtení ze Zákona a Proroků vybídli je představení synagógy: „Bratří, máte-li slovo povzbuzení, promluvte k lidu.“16 Tu povstal Pavel, pokynul rukou a řekl: „Muži izraelští a s nimi vy, kteří ctíte jediného Boha, slyšte mne!17 Bůh tohoto izraelského lidu si vyvolil naše praotce, učinil z nich za jejich pobytu v Egyptě silný národ a vyvedl je odtud svou velkou mocí.18 Celých čtyřicet let trpělivě snášel jejich chování na poušti,19 a když vyhladil sedm národů v kanaánské zemi, dal ji v úděl svému lidu.20 To trvalo asi čtyři sta padesát let. Potom jim dával soudce až do proroka Samuela.21 Pak chtěli krále, a Bůh jim dal Saula, syna Kíšova, z pokolení Benjamínova, který jim vládl čtyřicet let.22 Ale zbavil ho moci a povolal jim za krále Davida, o němž vydal svědectví: ‚V Davidovi, synu Isajovu, jsem nalezl muže, jakého jsem měl na mysli. On splní vše, co chci.‘23 A z Davidova potomstva dal Bůh Izraeli podle svého slibu Spasitele Ježíše.24 Před jeho vystoupením kázal Jan všemu izraelskému lidu, aby se odvrátili od svých hříchů a dali se pokřtít.25 Když Jan končil své poslání, řekl: ‚Já nejsem ten, za koho mě pokládáte. Za mnou přichází někdo, jemuž nejsem hoden rozvázat řemínek na jeho nohou.‘ 26 Bratří z rodu Abrahamova i vy, kteří s nimi ctíte jediného Boha, nám bylo posláno toto slovo spásy.27 Ale obyvatelé Jeruzaléma a jejich vůdcové Spasitele nepoznali, odsoudili ho, a tak naplnili slova proroků, která se čtou každou sobotu.28 Ačkoli na něm nenalezli žádný důvod pro trest smrti, vymohli si na Pilátovi, aby ho dal popravit.29 Když udělali všechno přesně tak, jak to bylo o něm v Písmu napsáno, sňali jej z kříže a položili do hrobu.30 Ale Bůh ho vzkřísil z mrtvých31 a on se po mnoho dní zjevoval těm, kteří s ním přišli z Galileje do Jeruzaléma; ti jsou nyní jeho svědky před lidem. 32 My vám přinášíme radostnou zprávu, že slib, daný našim praotcům,33 splnil Bůh nám, jejich dětem, a vzkřísil Ježíše; vždyť je o něm psáno v druhém Žalmu: ‚Ty jsi můj Syn, já jsem tě dnes zplodil.‘34 To, že jej vzkřísí z mrtvých, takže se už nepromění v prach, slíbil těmito slovy: ‚Věrně vám splním zaslíbení, která jsem dal Davidovi.‘35 A pak na jiném místě říká: ‚Nedopustíš, aby se tvůj Svatý rozpadl v prach.‘36 David sloužil Bohu za svého života, potom podle jeho vůle zemřel, byl uložen k svým předkům a rozpadl se v prach.37 Ten však, kterého Bůh vzkřísil, se neobrátil v prach.38 Budiž vám tedy známo, bratří, že skrze něho se vám zvěstuje odpuštění všech hříchů, a to i těch, jichž vás nemohl zprostit Mojžíšův zákon.39 Ale v něm je ospravedlněn každý, kdo věří.40 Střezte se proto, aby vás nepostihlo, o čem se mluví v Prorocích:41 ‚Vy, kteří mnou pohrdáte, otevřete oči, zděste se a dejte se na útěk, protože já učiním ve vašich dnech něco, čemu nikdy neuvěříte, když vám to bude někdo vypravovat.‘“ 42 Když Pavel a Barnabáš vycházeli ze synagógy, všichni je prosili, aby k nim o tom všem znovu promluvili příští sobotu.43 Shromáždění se rozcházelo a mnoho židů i obrácených pohanů, kteří ctili jediného Boha, doprovázelo Pavla a Barnabáše; ti s nimi rozmlouvali a povzbuzovali je, aby se drželi Boží milosti.44 Příští sobotu přišlo skoro celé město slyšet Boží slovo.45 Když židé viděli tolik lidí, naplnila je závist a začali Pavlovým slovům odporovat a rouhat se.46 Ale Pavel a Barnabáš směle prohlásili: „Vám židům mělo být slovo Boží zvěstováno nejprve. Protože je odmítáte, a tak sami sebe odsuzujete k ztrátě věčného života, obracíme se k pohanům.47 Vždyť Pán nám přikázal: ‚Ustanovil jsem tě, abys byl světlem pohanům a nesl spásu až na sám konec země.‘“48 Když to pohané uslyšeli, radovali se a velebili slovo Páně; ti pak, kteří byli vyvoleni k věčnému životu, uvěřili.49 A slovo Páně se šířilo po celé krajině.50 Ale židé pobouřili vznešené ženy, které také ctily jediného Boha, pobouřili i přední muže toho města, podnítili tím proti Pavlovi a Barnabášovi nepřátelství a vyhnali je ze svého kraje.51 Oni na svědectví proti nim setřásli prach s nohou a odešli do Ikonia.52 Ale učedníci byli naplněni radostí a Duchem svatým.
Diese Website verwendet Cookies, um Ihnen die bestmögliche Nutzererfahrung bieten zu können.