Psalm 78 | Menge Bibel
1Ein Lehrgedicht von Asaph. Gib acht, mein Volk, auf meine Belehrung, leiht euer Ohr den Worten meines Mundes!2Ich will auftun meinen Mund zur Rede in Sprüchen, will Rätsel verkünden von der Vorzeit her.3Was wir gehört und erfahren und unsere Väter uns erzählt haben,4das wollen wir ihren Kindern nicht verschweigen, sondern dem künftgen Geschlecht verkünden die Ruhmestaten des HERRN und seine Stärke und die Wunder, die er getan hat.5Denn er hat ein Zeugnis aufgerichtet in Jakob und festgestellt in Israel ein Gesetz, von dem er unsern Vätern gebot, es ihren Kindern kundzutun,6auf daß die Nachwelt Kenntnis davon erhielte: die Kinder, die geboren würden, sollten aufstehn und ihren Kindern davon erzählen,7daß sie auf Gott ihr Vertrauen setzten und die Taten Gottes nicht vergäßen und seine Gebote befolgten,8daß sie nicht wie ihre Väter würden, ein trotziges und widerspenstiges Geschlecht, ein Geschlecht mit wankelmütigem Herzen, dessen Geist sich nicht zuverlässig zu Gott hielt.9Ephraims Söhne, bogengerüstete Schützen, haben den Rücken gewandt am Tage des Kampfes.10Sie hielten den gottgestifteten Bund nicht und wollten nicht wandeln in seinem Gesetz;11nein, sie vergaßen seine Taten und seine Wunder, die er sie hatte sehen lassen.12Vor ihren Vätern hatte er Wunder getan im Lande Ägypten, im Gefilde von Zoan.13Er spaltete das Meer und ließ sie hindurchziehn und türmte die Wasser auf wie einen Wall;14er leitete sie bei Tag durch die Wolke und während der ganzen Nacht durch Feuerschein;15er spaltete Felsen in der Wüste und tränkte sie reichlich wie mit Fluten;16Bäche ließ er aus dem Felsen hervorgehn und Wasser gleich Strömen niederfließen.17Dennoch fuhren sie fort, gegen ihn zu sündigen, und widerstrebten dem Höchsten in der Wüste;18ja, sie versuchten Gott in ihren Herzen, indem sie Speise verlangten für ihr Gelüst,19und redeten gegen Gott mit den Worten: »Kann Gott wohl einen Tisch in der Wüste uns decken?20Wohl hat er den Felsen geschlagen, daß Wasser flossen heraus und Bäche sich ergossen; doch wird er auch vermögen Brot zu geben oder Fleisch seinem Volke zu schaffen?«21Drum, als der HERR das hörte, ergrimmte er: Feuer entbrannte gegen Jakob, und Zorn stieg auf gegen Israel,22weil sie an Gott nicht glaubten und auf seine Hilfe nicht vertrauten.23Und doch gebot er den Wolken droben und tat die Türen des Himmels auf,24ließ Manna auf sie regnen zum Essen und gab ihnen himmlisches Brotkorn:25Engelspeise aßen sie allesamt, Reisekost sandte er ihnen zur Sättigung.26Hinfahren ließ er den Ostwind am Himmel und führte durch seine Kraft den Südwind herbei;27Fleisch ließ er auf sie regnen wie Staub und beschwingte Vögel wie Meeressand;28mitten in ihr Lager ließ er sie fallen, rings um ihre Wohnungen her.29Da aßen sie und wurden reichlich satt, und was sie gewünscht, gewährte er ihnen.30Noch hatten sie ihres Gelüsts sich nicht entschlagen, noch hatten sie ihre Speise in ihrem Munde,31da stieg der Ingrimm Gottes gegen sie auf und erwürgte die kräftigen Männer unter ihnen und streckte Israels junge Mannschaft zu Boden.32Trotz alledem sündigten sie weiter und glaubten nicht an seine Wunder*.33Drum ließ er ihre Tage vergehn wie einen Hauch und ihre Jahre in angstvoller Hast.34Wenn er sie sterben ließ, dann fragten sie nach ihm und kehrten um und suchten Gott eifrig35und dachten daran, daß Gott ihr Fels sei und Gott, der Höchste, ihr Erlöser.36Doch sie heuchelten ihm mit ihrem Munde und belogen ihn mit ihrer Zunge;37denn ihr Herz hing nicht fest an ihm, und sie hielten nicht treu an seinem Bunde.38Doch er war barmherzig, vergab die Schuld und vertilgte sie nicht, nein, immer wieder hielt er seinen Zorn zurück und ließ nicht seinen ganzen Grimm erwachen;39denn er dachte daran, daß Fleisch sie waren, ein Windhauch, der hinfährt und nicht wiederkehrt.40Wie oft widerstrebten sie ihm in der Wüste, kränkten sie ihn in der Öde!41Und immer aufs neue versuchten sie Gott und betrübten den Heiligen Israels.42Sie dachten nicht mehr an seine starke Hand, an den Tag, wo er sie vom Bedränger erlöste,43als er seine Zeichen in Ägypten tat, seine Wunder im Gefilde von Zoan (V.12).44Er verwandelte dort in Blut ihre Ströme*, so daß man ihr fließendes Wasser nicht trinken konnte;45er sandte unter sie Ungeziefer, das sie fraß, und Frösche, die ihnen Verderben brachten;46er gab ihre Ernte den Freßgrillen preis und die Frucht ihrer Arbeit den Heuschrecken;47er zerschlug ihre Reben mit Hagel, ihre Maulbeerfeigenbäume mit Schloßen;48er gab ihr Vieh dem Hagel preis und ihren Besitz den Blitzen;49er sandte gegen sie seines Zornes Glut, Wut und Grimm und Drangsal: eine Schar von Unglücksengeln;50er ließ seinem Ingrimm freien Lauf, entzog ihre Seele nicht dem Tode, überließ vielmehr ihr Leben der Pest;51er ließ alle Erstgeburt in Ägypten sterben, der Manneskraft Erstlinge in den Zelten Hams.52Dann ließ er sein Volk ausziehn wie Schafe und leitete sie in der Wüste wie eine Herde53und führte sie sicher, so daß sie nicht bangten; ihre Feinde aber bedeckte das Meer.54So brachte er sie nach seinem heiligen Gebiet, in das Bergland, das er mit seiner Rechten erworben,55und vertrieb vor ihnen her die Völker, verloste ihr Gebiet als erblichen Besitz und ließ in ihren Zelten die Stämme Israels wohnen.56Doch sie versuchten und reizten Gott, den Höchsten, und hielten sich nicht an seine Gebote,57sondern fielen ab und handelten treulos, ihren Vätern gleich; sie versagten wie ein trüglicher* Bogen58und erbitterten ihn durch ihren Höhendienst und reizten ihn zum Eifer durch ihre Götzenbilder.59Als Gott es vernahm, ergrimmte er und verwarf Israel ganz und gar:60er gab seine Wohnung in Silo auf, das Zelt, das er aufgeschlagen unter den Menschen;61er ließ seine Macht in Gefangenschaft fallen und seine Zier in die Hand des Feindes;62er gab sein Volk dem Schwerte preis und war entrüstet über sein Erbteil*;63seine jungen Männer fraß das Feuer, und seine Jungfraun blieben ohne Brautlied;64seine Priester fielen durchs Schwert, und seine Witwen konnten keine Totenklage halten.65Da erwachte der Allherr wie ein Schlafender, wie ein vom Wein übermannter Kriegsheld;66er schlug seine Feinde von hinten und gab sie ewiger Schande preis.67Auch verwarf er das Zelt Josephs und erwählte nicht den Stamm Ephraim,68sondern erwählte den Stamm Juda, den Berg Zion, den er liebgewonnen;69und er baute den ragenden Bergen* gleich sein Heiligtum, fest wie die Erde, die er auf ewig gegründet.70Dann erwählte er David, seinen Knecht, den er wegnahm von den Hürden des Kleinviehs;71von den Mutterschafen holte er ihn, daß er Jakob weide, sein Volk, und Israel, seinen Erbbesitz.72Der weidete sie mit redlichem Herzen und leitete sie mit kundiger Hand.
Bibelen på hverdagsdansk
Israels Gud—historiens Gud
1En visdomssang af Asaf. Mit folk, lyt til min belæring, hør nøje efter, hvad jeg siger.2Jeg vil tale i billeder, fortælle om det, der har været skjult fra verdens begyndelse.3Det er vore forfædres historier, som er fortalt gennem mange generationer.4Vi vil fortælle dem til vore børn, som igen skal give dem videre til nye generationer. De skal også høre om Herrens magt, om de forunderlige ting, han har gjort.5Han gav sine love til Jakobs slægt, åbenbarede sin vilje for sit folk, Israel. Han befalede vore forfædre at undervise deres børn derom,6så den næste generation ville vide besked, så selv de børn, som endnu ikke var født, til sin tid kunne belære deres børn,7for at hvert slægtled må have tillid til Gud, huske hans vældige gerninger og adlyde hans befalinger,8så de ikke bliver som deres forfædre, der var stædige og oprørske, som ikke vendte deres hjerte til Gud, men var troløse og ulydige mod ham.9Efraims krigere var udrustet med buer, men flygtede alligevel i kampens hede.10De overholdt ikke pagten med Gud, og de nægtede at følge hans lov.11De glemte, hvad Gud havde gjort, alle de store undere, han havde udført.12Han gjorde mirakler for deres forfædre, da de kom fra Zoans slette i Egypten.13Han delte havet og førte dem igennem, vandet stod som en vold på begge sider.14Om dagen ledte han dem ved en sky, om natten var der en søjle af ild.15Han kløvede ørkenens klipper og skaffede masser af vand.16En kilde sprang frem fra klippen, så vandet flød som en flod.17Men de fortsatte deres oprør mod Gud, de vakte den Almægtiges vrede i ørkenen.18De provokerede Gud med vilje, forlangte deres egyptiske livretter.19De fornærmede Gud ved at sige: „Kan Gud dække bord i ørkenen?20Han slog ganske vist på klippen, så vandet strømmede ud. Men kan han give os brød? Kan han skaffe kød til sit folk?”21Da Gud hørte det, blev han vred. Hans vrede blussede op imod Israel,22for de havde ikke tillid til deres Gud. De troede ikke på, at han kunne tage sig af dem.23Men han gav befaling til skyerne og åbnede himlens sluser.24Han lod det regne ned over dem med manna, han gav dem brød fra himlen at spise.25Han gav dem englemad, så de havde rigeligt at spise.26Han lod østenvinden fare hen over himlen, styrede søndenvinden med sin mægtige hånd,27lod kød hagle ned over dem, fugle så talrige som sandkornene på stranden.28Han lod dem falde ned midt i lejren, de lå rundt omkring imellem teltene.29Folket spiste sig overmætte, Gud tilfredsstillede deres grådighed.30Men mens de endnu havde munden fuld, blev deres grådighed straffet.31De blev ramt af Herrens vrede, han dræbte deres stærkeste mænd, gjorde det af med de bedste krigere.32Alligevel blev de ved med at synde, til trods for hans mægtige undere.33Derfor dræbte han folk i deres bedste alder, de blev alle grebet af rædsel.34Når han dræbte en stor del af dem, søgte resten tilbage til ham. De angrede og vendte sig igen til Gud.35Så huskede de, at Gud var deres redning, den almægtige Gud var deres befrier.36Men de dyrkede kun Gud med deres ord, deres lovprisning var ikke andet end løgn.37Deres hjerter var langt fra Gud, de holdt ikke fast ved hans pagt.38Alligevel var Gud barmhjertig, han tilgav deres synd og udslettede dem ikke. Ofte holdt han sin vrede tilbage, lod ikke sit raseri få frit løb.39Han vidste jo, at de kun var mennesker, de var som et vindpust, der farer forbi.40Hvor ofte gjorde de ikke oprør i ørkenen? De vakte hans vrede og voldte ham sorg.41De provokerede deres Gud gang på gang, de var ulydige mod Israels Herre.42De glemte hans underfulde kraft, som befriede dem fra fjendens tyranni.43De glemte, hvordan han sendte plager over egypterne, gjorde mægtige undere på Zoans slette.44Han forvandlede floderne til blod, så vandet ikke kunne drikkes.45Han sendte insekter, som stak dem, et mylder af frøer, som ødelagde deres land.46Han gav deres afgrøde til græshopperne, hele deres høst blev ædt op.47Han ødelagde deres vinstokke med hagl, deres figentræer med den iskolde regn.48Deres kvæg bukkede under for haglene, deres får blev ramt af lynene.49Han udøste sin vrede over dem, sendte ødelæggelsen ind over dem.50Han gav sin vrede frit løb og sparede ikke egypternes liv, men gjorde dem til ofre for de mange plager.51Han dræbte alle Egyptens førstefødte, symbolet på hver eneste families frugtbarhed.52Men han førte sit eget folk i frihed, ledte dem som en fåreflok gennem ørkenen.53Han ledte dem frem i sikkerhed, mens deres fjender blev begravet i havet.54Han førte dem til det forjættede land, det bjergland, han havde lovet at give dem.55Han drev folkeslag bort foran dem, han uddelte landet til dem ved lodkastning, så Israels stammer kunne bosætte sig der.56Men de trodsede igen den almægtige Gud, de adlød ikke hans befalinger.57De var troløse som deres forfædre og vendte sig bort, de svigtede deres Gud som en bue, der er skæv.58De krænkede ham med deres afgudsbilleder, æggede ham med deres offerhøje.59Gud så deres opførsel og blev meget vred, han følte en stærk lede ved sit folk.60Han forlod sin helligdom i Shilo, hvor han havde lovet at bo blandt sit folk.61Han tillod, at arken blev taget som bytte, overgav symbolet på sin herlighed til fjenden.62Han lod mange blive dræbt i krig, for han var vred på sit udvalgte folk.63De tapre krigere døde i deres ungdom, de unge piger havde ingen at gifte sig med.64Præsterne blev myrdet af fjendens soldater, enkerne fik ikke lov at synge klagesange.65Da rejste Herren sig som af søvne, som en rasende kriger, der har fået for meget at drikke.66Han drev fjenderne på flugt, voldte dem et nederlag, der aldrig blev glemt.67Men han forkastede Efraims krigere, de der var efterkommere af Josef.68I stedet valgte han Judas stamme, og besluttede sig for Zions bjerg.69Dér byggede han sin prægtige helligdom på et fundament, som varer til evig tid.70Han udvalgte sin tjener David, som ikke var andet end en fårehyrde.71Han fjernede ham fra faderens får og gjorde ham til konge i Israel, til hyrde for sit udvalgte folk.72David blev en god og retfærdig konge, han ledte folket med kyndig hånd.
Diese Website verwendet Cookies, um Ihnen die bestmögliche Nutzererfahrung bieten zu können.