Matthäus 18 | Menge Bibel
1In jener Stunde traten die Jünger zu Jesus mit der Frage: »Wer ist denn der Größte im Himmelreich?«2Da rief er ein Kind herbei, stellte es mitten unter sie3und sagte: »Wahrlich ich sage euch: Wenn ihr nicht umkehrt und wie die Kinder werdet, so werdet ihr nimmermehr ins Himmelreich eingehen.4Wer sich demnach so erniedrigt* wie dieses Kind hier, der ist der Größte im Himmelreich;5und wer ein einziges solches Kind auf meinen Namen hin* aufnimmt, der nimmt mich auf.«6»Wer aber einen von diesen Kleinen*, die an mich glauben, ärgert*, für den wäre es das beste, daß ihm ein Mühlstein um den Hals gehängt und er ins Meer versenkt würde, wo es am tiefsten ist.7Wehe der Welt um der Ärgernisse* willen! Wohl müssen die Verführungen kommen; doch wehe dem Menschen, durch den das Ärgernis* kommt!8Wenn nun deine Hand oder dein Fuß dich ärgert*, so haue sie ab und wirf sie von dir! Es ist besser für dich, verstümmelt oder lahm ins Leben einzugehen, als daß du beide Hände oder beide Füße hast und in das ewige Feuer geworfen wirst.9Und wenn dein Auge dich ärgert*, so reiße es aus und wirf es von dir! Es ist besser für dich, einäugig ins Leben einzugehen, als daß du beide Augen hast und ins Feuer der Hölle geworfen wirst.10Sehet zu, daß ihr keinen von diesen Kleinen geringschätzt! Denn ich sage euch: Ihre Engel* im Himmel schauen allezeit das Angesicht meines himmlischen Vaters.11[Denn der Menschensohn ist gekommen, das Verlorene zu retten.]«12»Was meint ihr wohl? Wenn jemand hundert Schafe besitzt und eins von ihnen sich verirrt: wird er da nicht die neunundneunzig auf den Bergen zurücklassen und hingehen, um das verirrte zu suchen?13Und wenn es ihm gelingt, es zu finden, wahrlich ich sage euch: Er freut sich über dieses (eine) mehr als über die neunundneunzig, die sich nicht verirrt hatten.14Ebenso ist es auch der Wille eures himmlischen Vaters, daß keiner von diesen Kleinen verlorengehen soll.«15»Wenn dein Bruder sich verfehlt, so gehe hin und halte es ihm unter vier Augen vor. Hört er auf dich, so hast du deinen Bruder gewonnen;16hört er aber nicht, so nimm noch einen oder zwei (Brüder) mit dir, damit jede Sache* auf Grund der Aussagen von zwei oder drei Zeugen festgestellt wird (5.Mose 19,15).17Will er auf diese (Brüder) nicht hören, so teile es der Gemeinde (16,18) mit; will er auch auf die Gemeinde nicht hören, so gelte er dir wie ein Heide und ein Zöllner. –18Wahrlich ich sage euch: Alles, was ihr auf der Erde bindet, wird auch im Himmel gebunden sein; und was ihr auf der Erde löst, wird auch im Himmel gelöst sein. –19Weiter sage ich euch: Wenn zwei von euch auf Erden eins werden, um irgend etwas zu bitten, so wird es ihnen von meinem himmlischen Vater zuteil werden;20denn wo zwei oder drei auf meinen Namen hin* versammelt sind, da bin ich mitten unter ihnen.«21Hierauf trat Petrus an ihn heran und fragte ihn: »Herr, wie oft muß ich meinem Bruder vergeben, wenn er sich gegen mich vergeht? Bis zu siebenmal?«22Da antwortete ihm Jesus: »Ich sage dir: Nicht bis zu siebenmal, sondern bis siebenzigmal siebenmal*.23Darum ist das Himmelreich einem Könige vergleichbar, der mit seinen Knechten* abrechnen wollte.24Als er nun mit der Abrechnung begann, wurde ihm einer vorgeführt, der ihm zehntausend Talente schuldig war.25Weil er nun diese Schuld nicht bezahlen konnte, befahl der Herr, man solle ihn samt Weib und Kindern und seinem gesamten Besitz verkaufen und so Ersatz* schaffen.26Da warf sich der Knecht vor ihm zur Erde nieder und bat ihn mit den Worten: ›Habe Geduld mit mir: ich will dir alles bezahlen.‹27Da hatte der Herr Erbarmen mit diesem Knecht; er gab ihn frei, und die Schuld erließ er ihm auch.28Als aber dieser Knecht (aus dem Hause des Herrn) hinausgegangen war, traf er einen seiner Mitknechte, der ihm hundert Denare schuldig war; den ergriff er, packte ihn an der Kehle und sagte zu ihm: ›Bezahle, wenn du etwas schuldig bist!‹29Da warf sich sein Mitknecht vor ihm nieder und bat ihn mit den Worten: ›Habe Geduld mit mir: ich will dir’s bezahlen!‹30Er wollte aber nicht, sondern ging hin und ließ ihn ins Gefängnis werfen, bis er die Schuld bezahlt hätte.31Als nun seine Mitknechte sahen, was da vorgegangen war, wurden sie sehr ungehalten; sie gingen hin und berichteten ihrem Herrn den ganzen Vorfall.32Da ließ sein Herr ihn vor sich rufen und sagte zu ihm: ›Du böser* Knecht! Jene ganze Schuld habe ich dir erlassen, weil du mich darum batest;33hättest du da nicht auch Erbarmen mit deinem Mitknecht haben müssen, wie ich Erbarmen mit dir gehabt habe?‹34Und voller Zorn übergab sein Herr ihn den Folterknechten, bis er ihm seine ganze Schuld bezahlt hätte.35Ebenso wird auch mein himmlischer Vater mit euch verfahren, wenn ihr nicht ein jeder seinem Bruder von Herzen vergebt.«
Bibelen på hverdagsdansk
Den største er den, som vil tjene
1Kort efter kom disciplene med et spørgsmål til Jesus: „Hvem er den største i Guds rige?”2Jesus kaldte da på et lille barn og stillede det midt i kredsen.3Så sagde han: „Det siger jeg jer: Hvis ikke I ændrer jeres måde at tænke på og bliver som små børn, kommer I slet ikke ind i Guds rige.4Den, der ydmyger sig og bliver som barnet her, er den største i Guds rige.5Og den, der accepterer et sådant lille barn, fordi det hører mig til, accepterer i virkeligheden mig.
Fristelser, som fører til fortabelse
6Men hvis nogen ødelægger troen hos en af de små, der har tillid til mig, var det bedre for det menneske, om det blev kastet i havet med en møllesten om halsen.7Ak, hvilken elendig verden, som får mennesker til at miste troen! Fristelser er ganske vist uundgåelige, men ve det menneske, der forårsager, at et andet menneske falder fra troen.8Hvis din hånd eller fod er skyld i, at du falder fra troen, så hug den af og kast den fra dig. Det er bedre for dig at gå ind til det evige liv uden din hånd eller fod end at kastes i den evige ild med arme og ben i behold.9Hvis dit øje er skyld i, at du falder fra troen, så riv det ud og kast det fra dig. Det er bedre at gå enøjet ind til det evige liv end at ende i Helvedes ild med begge øjne i behold.
Gud ønsker ikke, at nogen går fortabt
10Pas på, at I ikke ringeagter en af disse små, for det siger jeg jer: De har deres engle i Himlen, og de er altid i min Fars nærhed.*12Hvis en mand har 100 får, og et af dem kommer på afveje, lader han så ikke de 99 andre blive tilbage på græsgangen for at gå ud og lede efter det, der er forsvundet?13Og hvis han så finder det, vil han så ikke glæde sig mere over det ene får end over de 99 derhjemme, som ikke fór vild?14Sådan er det også med jeres himmelske Far. Han vil ikke, at en eneste af disse små skal gå fortabt.
Om irettesættelse, udelukkelse af menigheden og enhed i bøn
15Hvis din ven* forsynder sig imod dig,* så konfronter ham med det under fire øjne. Hvis han hører på dig og beder om tilgivelse, så har du fået din ven tilbage.16Hvis ikke, skal du tage en eller to andre med dig, for enhver sag skal afgøres på to eller tre vidners udsagn.17Hvis han stadig ikke vil høre på dig, skal du indbringe sagen for menighedens ledelse. Hvis han heller ikke vil høre på dem, bør du se på ham som en, der står uden for menigheden.18Det siger jeg jer: Det, I sætter en stopper for på jorden, er der sat en stopper for i Himlen, og det, I åbner op for på jorden, er der åbnet op for i Himlen.*19Jeg siger jer også, at hvad som helst to af jer her på jorden bliver enige om at bede om, det vil min Far i Himlen gøre for jer.20For hvor to eller tre har fundet sammen om min vilje, der er jeg midt iblandt dem.”
Om tilgivelsens nødvendighed
21„Herre, hvor mange gange skal jeg tilgive en, der forsynder sig imod mig?” spurgte Peter. „Er syv gange nok?”22„Nej,” svarede Jesus, „lad det være 77 gange!*23Med Guds rige er det nemlig som med en konge, der bad sine embedsmænd om at aflægge regnskab.24Den første skyldte ham et millionbeløb.*25Da han ikke kunne betale sin gæld, gav kongen ordre til, at alt hvad han ejede, skulle beslaglægges, og at han selv, hans kone og hans børn skulle sælges som slaver.26Manden faldt på knæ for kongen og bad: ‚Vær tålmodig med mig, så skal jeg nok betale det hele tilbage!’27Så fik kongen ondt af ham, eftergav ham al hans gæld og lod ham gå.28Udenfor stødte embedsmanden på en kollega, der skyldte ham et par tusinde.* ‚Betal, hvad du skylder mig!’ hvæsede han og greb ham i struben.29Kollegaen faldt på knæ for ham. ‚Vær tålmodig med mig,’ bønfaldt han, ‚så skal jeg nok betale!’30Men det ville han ikke høre tale om. Tværtimod fik han kollegaen arresteret og kastet i fængsel, hvor han skulle blive indtil hele gælden var betalt.31De andre kollegaer blev meget bedrøvede, da de så, hvad der foregik. De gik straks til kongen og aflagde rapport.32Kongen kaldte så embedsmanden ind igen. ‚Din ondskabsfulde slyngel,’ sagde kongen. ‚Her eftergav jeg dig hele din gæld—og det bare fordi du bad mig om det.33Burde du så ikke vise andre lidt medfølelse?’34Derefter gav den vrede konge ordre til sine fængselsbetjente om at sætte ham i fængsel, indtil gælden var betalt.35Sådan vil min himmelske Far også gøre med jer, hvis I ikke tilgiver hinanden af hele jeres hjerte,” sluttede Jesus.
Diese Website verwendet Cookies, um Ihnen die bestmögliche Nutzererfahrung bieten zu können.