Apostelgeschichte 27 | Menge Bibel
1Als nun unsere Abfahrt nach Italien beschlossen war, übergab man den Paulus und einige andere Gefangene einem Hauptmann der Kaiserlichen Abteilung (eig. Kohorte; vgl. 10,1) namens Julius.2Wir bestiegen dann ein Schiff aus Adramyttium, das die Küstenplätze der römischen Provinz Asien anlaufen sollte, und fuhren ab; in unserer Begleitung befand sich auch noch Aristarchus, ein Mazedonier aus Thessalonike.3Am folgenden Tage landeten wir in Sidon; und weil Julius den Paulus menschenfreundlich behandelte, erlaubte er ihm, seine (dortigen) Freunde zu besuchen und sich von ihnen mit dem nötigen Reisebedarf versorgen zu lassen.4Von da fuhren wir weiter, und zwar dicht an (der Ostseite von) Cypern hin, weil wir Gegenwind hatten.5Nachdem wir dann die See längs der Küste von Cilicien und Pamphylien hin durchsegelt hatten, gelangten wir nach Myra in Lycien.6Als der Hauptmann dort ein alexandrinisches Schiff vorfand, das auf der Fahrt nach Italien begriffen war, brachte er uns auf dieses.7Im Verlauf vieler Tage langsamer Fahrt kamen wir mit Mühe in die Nähe von Knidus; und weil uns der Wind dort nicht anlegen ließ, fuhren wir an Kreta hin, und zwar bei Salome.8Nur mit Mühe erreichten wir bei dieser Küstenfahrt einen Ort namens Schönhafen, in dessen Nähe die Stadt Lasäa lag.9Da inzwischen geraume Zeit verflossen war und die Schiffahrt bereits gefährlich zu werden begann – sogar der große (jüdische Versöhnungs-) Fasttag war schon vorüber –, sagte Paulus warnend zu ihnen:10»Ihr Männer, ich sehe voraus, daß ein Weiterfahren mit Gefahr und großem Schaden nicht nur für die Ladung und das Schiff, sondern auch für unser Leben verbunden sein wird.«11Aber der Hauptmann schenkte dem Steuermann und dem Schiffsherrn mehr Glauben als den Worten des Paulus;12und weil der Hafen zum Überwintern ungeeignet war, faßte die Mehrzahl den Beschluß, von dort weiterzufahren und womöglich zum Überwintern nach Phönix zu gelangen, einem kretischen Hafen, der gegen den Südwest- und Nordwestwind geschützt liegt.13Als nun ein schwacher Südwind einsetzte, glaubten sie, ihr Vorhaben sicher ausführen zu können; sie lichteten daher die Anker und fuhren ganz nahe an der Küste von Kreta hin.14Doch schon nach kurzer Zeit brach von der Insel her ein Sturmwind los, der sogenannte Euraquilo*.15Da nun das Schiff von diesem fortgerissen wurde und dem Wind gegenüber machtlos war, mußten wir uns auf gut Glück treiben lassen.16Als wir dann unter dem Schutz eines Inselchens namens Klauda* hinfuhren, gelang es uns nur mit großer Mühe, uns im Besitz des Rettungsbootes zu erhalten:17man zog es an Bord herauf und brachte Schutzmittel in Anwendung, indem man das Schiff (mit Tauen) gürtete; und weil man auf die (Sandbänke der) Syrte zu geraten befürchtete, holte man die Segel herunter und ließ sich so treiben.18Weil wir aber vom Sturm schwer zu leiden hatten, warf man am folgenden Tage einen Teil der Ladung über Bord19und ließ am dritten Tage das Schiffsgerät* notgedrungen nachfolgen.20Als dann aber mehrere Tage hindurch weder die Sonne noch Sterne sichtbar waren und der Sturm ungeschwächt weitertobte, schwand uns schließlich alle Hoffnung auf Rettung.21Weil nun niemand mehr Nahrung zu sich nehmen mochte, trat Paulus mitten unter sie und sagte: »Ihr Männer! Man hätte allerdings auf mich hören und nicht von Kreta abfahren sollen: dann wäre uns dieses Ungemach und dieser Schaden erspart geblieben.22Doch, wie die Dinge jetzt einmal liegen, fordere ich euch auf, getrosten Mutes zu sein; denn keiner von euch wird das Leben verlieren; nur das Schiff ist verloren.23Denn in dieser Nacht ist mir ein Engel des Gottes erschienen, dem ich angehöre und dem ich auch diene,24und hat zu mir gesagt: ›Fürchte dich nicht, Paulus! Du mußt vor den Kaiser treten, und wisse wohl: Gott hat dir das Leben aller deiner Reisegefährten geschenkt!‹25Darum seid guten Mutes, ihr Männer! Denn ich habe die feste Zuversicht zu Gott, daß es so kommen wird, wie mir angekündigt worden ist.26Wir müssen aber an irgendeiner Insel stranden.«27Als dann die vierzehnte Nacht gekommen war, seit wir im Adriatischen Meer umhertrieben, vermuteten die Schiffsleute um Mitternacht die Annäherung von Land.28Als sie nämlich das Senkblei auswarfen, stellten sie zwanzig Klafter* Tiefe fest; und als sie in kurzer Entfernung wieder loteten, fanden sie nur fünfzehn Klafter.29Weil sie nun fürchteten, wir könnten irgendwo auf Klippen geraten, warfen sie vier Anker hinten vom Schiff aus und erwarteten mit Sehnsucht den Anbruch des Tages.30Als nun aber die Schiffsleute aus dem Schiff zu entfliehen suchten und (zu diesem Zweck) das Rettungsboot ins Meer niederließen unter dem Vorgeben, sie wollten auch vorn aus dem Schiff Anker auswerfen,31erklärte Paulus dem Hauptmann und den Soldaten: »Wenn diese Leute nicht im Schiff bleiben, könnt ihr unmöglich gerettet werden!«32Daraufhin hieben die Soldaten die Taue des Bootes ab und ließen es in die See treiben.33Bis es aber Tag werden wollte, redete Paulus allen zu, sie möchten Nahrung zu sich nehmen; er sagte nämlich: »Heute ist es der vierzehnte Tag, daß ihr ohne Nahrung ununterbrochen in ängstlicher Erwartung schwebt und nichts Rechtes zu euch genommen habt.34Darum rate ich euch: nehmt Nahrung zu euch! Das ist zu eurer Rettung notwendig; denn keinem von euch wird ein Haar vom Haupt verlorengehen!«35Nach diesen Worten nahm er Brot, sagte Gott vor aller Augen Dank, brach ein Stück ab und begann zu essen.36Da bekamen alle neuen Mut und nahmen ebenfalls Nahrung zu sich.37Wir waren aber unser im ganzen zweihundertsechsundsiebzig Seelen auf dem Schiff.38Nachdem sie sich nun satt gegessen hatten, erleichterten sie das Schiff dadurch, daß sie die Getreideladung ins Meer warfen.39Als es dann (endlich) Tag wurde, erkannten sie das Land nicht, gewahrten aber eine Bucht mit flachem Strand, auf den sie, wenn möglich, das Schiff auflaufen zu lassen beschlossen.40So kappten sie denn die Ankertaue und ließen sie ins Meer fallen; zugleich machten sie die Riemen an den (beiden) Steuerrudern los, stellten das Vordersegel vor den Wind und hielten auf den Strand zu.41Dabei gerieten sie aber auf eine Sandbank, auf die sie das Schiff auflaufen ließen: das Vorderteil bohrte sich tief ein und saß unbeweglich fest, während das Hinterschiff infolge der Gewalt der Wogen allmählich auseinanderging.42Die Soldaten faßten nun den Plan, die Gefangenen zu töten, damit keiner von ihnen durch Schwimmen entkäme;43der Hauptmann aber, welcher Paulus am Leben zu erhalten wünschte, hinderte sie an der Ausführung ihres Vorhabens; er ließ vielmehr die, welche schwimmen konnten, ins Meer springen und sich zuerst ans Land retten;44die übrigen (mußten) dann teils auf Brettern, teils auf irgendwelchen Gegenständen aus dem Schiff (das Ufer gewinnen). Auf diese Weise gelang es allen, wohlbehalten ans Land zu kommen.
Bibelen på hverdagsdansk
Skibbrud under sejladsen til Rom
1Det var nu afgjort, at vi skulle sejle til Italien, og derfor blev Paulus sammen med en del andre fanger sat under opsyn af en officer ved navn Julius fra den kejserlige hærafdeling.2Vi gik om bord i et skib, der var på vej hjem til Adramyttion og på turen skulle anløbe havne langs Lilleasiens kyst. Aristark fra Thessaloniki var også med os.3Efter en dags sejlads gjorde vi et kort ophold i Sidon. Julius var meget venlig over for Paulus og lod ham gå i land, så han kunne besøge sine venner og nyde godt af deres gæstfrihed.4Da vi skulle sejle videre mod vest, havde vi modvind, og derfor drejede vi i stedet mod nord og sejlede i læ af Cypern.5Vi passerede efterhånden provinserne Kilikien og Pamfylien og lagde ind til byen Myra i Lykien.6Dér fandt officeren et egyptisk skib med hjemsted i Alexandria. Eftersom det skulle til Italien, blev vi alle overført til det skib, og vi sejlede af sted.7I flere dage gik det kun langsomt fremad, da vi havde stiv modvind, og med meget besvær nåede vi på højde med Knidos. Her blev vestenvinden os for stærk, så vi drejede mod syd for at komme i læ af Kreta. Da vi havde passeret Kap Salmone på øens østlige spids, sejlede vi med stort besvær vestpå langs kysten og kom endelig til „Gode Havne” i nærheden af byen Lasæa.9På grund af den megen modvind havde vi spildt en masse tid. Det var allerede tiden for efterårsstormene,* og en lang sørejse over åbent hav ville være yderst risikabel. Paulus advarede både kaptajnen, styrmanden og Julius.10„Mine herrer,” sagde han, „jeg forudser vanskeligheder. Hvis vi fortsætter rejsen nu, vil det føre til skibbrud med tab af både skibet og lasten. Ja, også menneskeliv vil gå tabt.”11Men Julius foretrak at lytte til styrmanden og kaptajnen frem for Paulus.12Og da den lille havn, vi var i, var uegnet til overvintring, holdt et flertal af besætningen på, at de skulle sejle videre langs kysten til Føniks, der var en havneby på Kreta, som havde indsejling fra sydvest og kunne yde beskyttelse mod storme fra nordvest.* Dér kunne de så afvente, at det blev forår.13Da der var en let vind fra syd, så det ud til, at de kunne gennemføre deres plan. De lettede derfor anker og sejlede langs kysten.14Men inden længe slog vejret pludselig om, og der kom en orkan af den slags, som er kendt under navnet „Nordøstorkanen”.15Der var ikke andet at gøre end at lade skibet drive for vinden og blive ført til havs.16En kort tid lå vi i læ bag en lille ø, som hedder Kauda, hvor det med nød og næppe lykkedes os at få skibsjollen hevet indenbords.17Derefter surrede mandskabet tov rundt om skibet og under kølen for at styrke skroget. Da de var bange for at blive blæst helt ned til den nordafrikanske kyst, hvor skibet ville gå på grund på sandbankerne, firede de drivankeret ned.* På den måde drev skibet af sted for vinden.18Næste dag var stormen lige voldsom, og besætningen begyndte at kaste skibets last over bord.19Dagen efter kastede de også størstedelen af sejlene og skibsgrejet over bord.20Den frygtelige storm rasede med uformindsket styrke i flere døgn. Vi så hverken sol eller stjerner, og der var ikke længere noget håb om redning.21Ingen havde lyst til at tage føde til sig, men så kaldte Paulus besætningen sammen og sagde: „Folkens! I burde have lyttet til mig og aldrig have sejlet ud fra ‚Gode Havne’. Så havde I sparet os for de tab, vi allerede har lidt.22Men nu beder jeg jer om at fatte nyt mod, for selv om skibet ikke kan reddes, vil ingen komme til at miste livet.23I nat kom der en engel til mig fra den Gud, som jeg tilhører og tjener, og han sagde:24‚Vær ikke bange, Paulus! Det er Guds plan, at du skal stå foran den kejserlige domstol, og Gud vil også nådigt redde alle dem, der er i skibet sammen med dig.’25Da jeg er overbevist om, at det vil ske, som Gud har sagt til mig, skal I være ved godt mod.26Men vi kommer til at strande på en ø.”27Efter at vi i 14 dage havde drevet om i Middelhavet, fik sømændene midt om natten en formodning om, at der måtte være land forude.28De loddede dybden og målte 20 favne* vand. Lidt efter loddede de igen og målte 15 favne.29Det betød, at vi meget snart ville nå land, og da søfolkene var bange for, at der var klipper og skær langs kysten, kastede de fire ankre ud fra agterstavnen og bad til, at det snart ville blive lyst.30Besætningsmedlemmerne lagde planer om at rømme skibet. De firede jollen i søen, idet de lod som om, de ville lægge ankre ud fra forstavnen.31Men Paulus sagde til den romerske officer og soldaterne: „Hvis ikke de sømænd bliver om bord, kan I ikke blive reddet.”32Så kappede soldaterne tovene til jollen og lod den drive bort.33Da det første dagslys kunne skimtes, opfordrede Paulus alle til at spise noget. „I har ikke spist i 14 dage,” sagde han.34„I skal sørge for at få noget mad, for det vil hjælpe jer til at blive reddet. Ingen af jer vil miste så meget som et hovedhår.”35Så tog han selv et brød, takkede Gud for øjnene af dem alle, brækkede det i stykker og begyndte at spise.36Alle de andre fik nyt mod og gav sig til at spise.37Vi var 276 mennesker om bord.38Da alle var blevet mætte, smed besætningen alt kornet over bord, for at skibet ikke skulle stikke så dybt.39Da det blev lyst, kunne de se land, men ingen genkendte det. De så, at der var en strandbred ved en bugt, og derfor besluttede de at lade skibet løbe på grund der.40De kappede ankrene og løsnede roret, som havde været surret fast med reb, hejste forsejlet og styrede skibet ind mod strandbredden.41De kom til et sted, hvor to havstrømme mødtes, og dér satte de skibet på grund på en sandbanke. Forstavnen satte sig godt fast og blev stående urokkelig, mens agterskibet efterhånden blev slået i stykker af den voldsomme brænding.42Soldaterne ville slå fangerne ihjel, for at ingen af dem skulle svømme i land og flygte.43Men den romerske officer ville redde Paulus og forhindrede dem i at gøre det. Han gav ordre til, at alle, der kunne svømme, skulle springe over bord først,44og at de øvrige skulle prøve at nå ind til land ved at klamre sig til planker eller vragrester fra skibet. Alle blev på den måde reddet i land i god behold.
Diese Website verwendet Cookies, um Ihnen die bestmögliche Nutzererfahrung bieten zu können.