1Ich sage in Christus die Wahrheit und lüge nicht und mein Gewissen bezeugt es mir im Heiligen Geist:2Ich bin voll Trauer, unablässig leidet mein Herz.3Ja, ich wünschte selbst verflucht zu sein, von Christus getrennt, um meiner Brüder willen, die der Abstammung nach mit mir verbunden sind.4Sie sind Israeliten; ihnen gehören die Sohnschaft, die Herrlichkeit und die Bundesschlüsse; ihnen ist das Gesetz gegeben, der Gottesdienst und die Verheißungen;5ihnen gehören die Väter und ihnen entstammt der Christus dem Fleische nach. Gott, der über allem ist, er sei gepriesen in Ewigkeit. Amen.
Israels Väter. Die geheimnisvollen Wege der Erwählung Gottes
6Es ist aber keineswegs so, dass Gottes Wort hinfällig geworden ist. Denn nicht alle, die aus Israel stammen, sind Israel;7auch sind nicht alle, weil sie Nachkommen Abrahams sind, deshalb schon seine Kinder, sondern es heißt: In Isaak wird dir Nachkommenschaft berufen.8Das bedeutet: Nicht die Kinder des Fleisches sind Kinder Gottes, sondern die Kinder der Verheißung werden als Nachkommen anerkannt;9denn es ist eine Verheißung, wenn gesagt wird: Um diese Zeit werde ich kommen, dann wird Sara einen Sohn haben.10So war es aber nicht nur bei ihr, sondern auch bei Rebekka, die von einem einzigen Mann empfangen hatte, von unserem Vater Isaak;11denn ihre Kinder waren noch nicht geboren und hatten weder Gutes noch Böses getan; damit aber Gottes freie Wahl und Vorherbestimmung gültig bleibe,12nicht abhängig von Werken, sondern von ihm, der beruft, wurde ihr gesagt: Der Ältere muss dem Jüngeren dienen;13wie geschrieben steht: Jakob habe ich geliebt, Esau aber gehasst.
Mose und Pharao. Ein Gespräch über Gott – ein Gott der Willkür?
14Was sollen wir nun sagen? Handelt Gott ungerecht? Keineswegs!15Denn zu Mose sagt er: Ich schenke Erbarmen, wem ich will, und erweise Gnade, wem ich will.16Also kommt es nicht auf das Wollen und Laufen des Menschen an, sondern auf den sich erbarmenden Gott.17Denn in der Schrift wird zum Pharao gesagt: Eben dazu habe ich dich bestimmt, dass ich an dir meine Macht zeige und dass auf der ganzen Erde mein Name verkündet wird.18Er erbarmt sich also, wessen er will, und macht verstockt, wen er will.19Nun wirst du einwenden: Wie kann er dann noch anklagen, wenn niemand seinem Willen zu widerstehen vermag?20O Mensch, wer bist du denn, dass du mit Gott rechten willst? Sagt etwa das Werk zu dem, der es geschaffen hat: Warum hast du mich so gemacht?21Ist nicht vielmehr der Töpfer Herr über den Ton? Kann er nicht aus derselben Masse ein Gefäß herstellen zu ehrenhaftem, ein anderes zu unehrenhaftem Gebrauch?22Wie aber, wenn Gott in der Absicht, seinen Zorn zu zeigen und seine Macht zu erweisen, die zur Vernichtung bereiteten Gefäße des Zorns mit großer Langmut ertragen hat,23auch um den Reichtum seiner Herrlichkeit an den Gefäßen des Erbarmens zu erweisen, die er zuvor zur Herrlichkeit bestimmt hat?24Sie hat er auch berufen, das sind wir, nicht allein aus den Juden, sondern auch aus den Heiden.25So spricht er auch bei Hosea: Ich werde als mein Volk berufen, was nicht mein Volk war, und als Geliebte jene, die nicht geliebt war.26Und dort, wo ihnen gesagt wurde: Ihr seid nicht mein Volk, dort werden sie gerufen werden: Söhne des lebendigen Gottes.27Und Jesaja ruft über Israel aus: Wenn auch die Israeliten so zahlreich wären wie der Sand am Meer - nur der Rest wird gerettet werden.28Denn der Herr wird handeln, indem er sein Wort auf der Erde erfüllt und durchsetzt.29Ebenso hat Jesaja vorhergesagt: Hätte nicht der Herr Zebaoth uns Nachkommenschaft übrig gelassen, wir wären wie Sodom geworden, wir wären Gomorra gleich.
Israel und die Heiden auf der Suche nach Gerechtigkeit
30Was sollen wir nun sagen? Heiden, die nicht der Gerechtigkeit nachjagten, haben Gerechtigkeit empfangen, die Gerechtigkeit aber aus Glauben.31Israel aber, das dem Gesetz der Gerechtigkeit nachjagte, hat das Gesetz nicht erreicht.32Warum? Weil es ihm nicht um die Gerechtigkeit aus Glauben, sondern um die Gerechtigkeit aus Werken ging. Sie stießen sich am Stein des Anstoßes,33wie geschrieben steht: Siehe, ich richte in Zion einen Stein auf, an dem man sich anstößt, einen Fels, an dem man zu Fall kommt. Und wer an ihn glaubt, wird nicht zugrunde gehen.
Bibelen på hverdagsdansk
Paulus’ sorg over jødernes vantro
1Jeg bærer på en stor sorg og har en stadig smerte i mit hjerte. Jeg lyver ikke, for jeg tilhører Kristus. Helligånden bekræfter over for min samvittighed, at jeg taler sandt, når jeg siger,3at jeg er parat til selv at gå fortabt, hvis det kunne redde mine jødiske landsmænd fra fortabelsen.4Det drejer sig jo om israelitterne, der blev udvalgt til at være Guds eget folk, og de har oplevet hans mægtige undere. Det var dem, han oprettede sine pagter med. Det var dem, der modtog Guds lov, tempeltjenesten og løfterne om velsignelse.5De udgør Abrahams slægt, og ud af den slægt kom Messias. Lovet være Gud til evig tid, han som er Herre over alle ting. Amen.*
Velsignelsen fås ved tro på Guds løfter
6Når nu flertallet af jøder ikke oplevede den velsignelse, som Gud havde lovet skulle komme gennem Abrahams slægt, betyder det så, at man ikke kan stole på Guds løfter? Nej, for det er ikke alle jøder, der hører med til det sande Guds folk.*7Det er jo heller ikke alle Abrahams efterkommere, der får del i Guds løfte til Abrahams slægt, men kun dem, der nedstammer fra hans søn Isak.8Det betyder, at man ikke bliver et Guds barn blot ved, at man nedstammer fra Abraham,* men ved, at man tror på, hvad Gud har lovet.9Guds løfte vedrørende Isak lød jo sådan: „Næste år ved denne tid kommer jeg igen, og da har Sara født en søn.”*
Er Gud uretfærdig?
10Gud gav også et løfte til Rebekka, som blev gift med vores stamfar Isak. Da hun ventede tvillinger, sagde Gud til hende: „Den ældste kommer til at tjene den yngste.”* Det blev sagt, før Jakob og Esau blev født, så de havde endnu ikke udført hverken gode eller onde bedrifter. Det viser, at Guds beslutninger står fast. Udvælgelsen bygger ikke på vores anstrengelser, men på Gud, som kalder.13Gud har jo selv sagt: „Jeg foretrak Jakob frem for Esau.”*14Betyder det så, at Gud er uretfærdig? På ingen måde!15Han sagde engang til Moses: „Jeg viser barmhjertighed mod hvem, jeg vil.”*16Altså beror det ikke på menneskers viljestyrke eller anstrengelser, men på Guds barmhjertighed.17Gud sagde engang til Egyptens konge: „Jeg har gjort dig til konge for at demonstrere min magt på dig, og for at mit navn kan blive kendt over hele jorden.”*18Det er altså Gud selv, der afgør, hvem han vil være barmhjertig imod, og hvem han vil gøre hård.19Nu siger du måske: „Så kan Gud da ikke bebrejde os noget, for vi kan ikke gå imod Guds vilje.”20Menneske dog! Tør du gå i rette med Gud? Mon det, som er skabt, har ret til at beklage sig over for Skaberen og sige: Hvorfor har du skabt mig sådan?21Har pottemageren ikke ret til ud af den samme klump ler at lave enten en smuk vase eller en krukke til affald?22Selvom Gud ønskede at udøve sin magt og straffe dem, som gjorde oprør imod ham, og som er på vej mod fortabelsen, så holdt han igen. Har han ikke ret til det?23Han ønsker nemlig at vise sin overstrømmende kærlighed og nåde mod dem, han har beredt til at få del i hans herlighed.
Guds nye folk
24Vi hører med til dem, som har oplevet Guds tilgivelse, uanset om vi er af jødisk afstamning eller ej.25Det nye Guds folk står omtalt hos Hoseas, hvor han siger: „Det folk, som ikke var mit folk, vil jeg kalde ‚mit folk’, og det folk, som jeg ikke elskede, vil jeg kalde ‚det elskede’.”*26Hoseas siger også: „På det sted, hvor der blev sagt til dem: ‚I er ikke mit folk’, vil de blive kaldt ‚den levende Guds børn’.”*27Og Esajas råbte med smerte om det jødiske folk: „Selvom Israels folk er talrigt som sandet ved stranden, vil kun nogle få af dem blive reddet,28for Herren vil gøre kort proces og føre straffen over landet til ende.”*29Det er, som Esajas også har forudsagt: „Hvis ikke den almægtige Gud havde reddet en rest, var vi blevet udslettet som Sodoma, gjort til intet som Gomorra.”*
Hvorfor tog det jødiske folk ikke imod Messias?
30Hvad kan vi uddrage af alt det her? At folk, som ikke er jøder, og som ikke stræbte efter at blive accepteret af Gud, blev accepteret, vel at mærke på grund af deres tro.31Men jøderne, som hele tiden stræbte efter det ved at prøve at overholde loven, opnåede det aldrig.32Hvorfor ikke? Fordi de mente, at han ville godtage dem på grund af deres gode gerninger, ikke på grund af deres tro. De snublede over „anstødsstenen”,33og dermed opfyldte de Skriftens ord: „Jeg lægger en anstødssten på Zions bjerg,* og folk vil snuble over den. Men de, der tror på ham, vil ikke blive skuffede.”*
Diese Website verwendet Cookies, um Ihnen die bestmögliche Nutzererfahrung bieten zu können.