1Saul redete vor seinem Sohn Jonatan und vor allen seinen Dienern davon, dass er David töten wolle. Sauls Sohn Jonatan aber hatte David sehr gern;2deshalb berichtete er David davon und sagte: Mein Vater Saul will dich töten. Nimm dich also morgen früh in Acht, verbirg dich in einem Versteck!3Ich aber will hinausgehen und auf dem Feld gerade dort zu meinem Vater hintreten, wo du bist. Dann werde ich mit meinem Vater über dich reden, und wenn ich etwas erfahre, werde ich dir Bescheid geben.4Jonatan redete also zugunsten Davids mit seinem Vater und sagte zu ihm: Der König möge sich doch nicht an seinem Knecht David versündigen; denn er hat sich ja auch nicht an dir versündigt und seine Taten sind für dich sehr nützlich gewesen.5Er hat sein Leben aufs Spiel gesetzt und den Philister erschlagen. Der HERR hat ganz Israel eine große Rettung geschenkt. Du hast es selbst gesehen und dich darüber gefreut. Warum willst du dich nun versündigen und unschuldiges Blut vergießen, indem du David ohne jeden Grund tötest?6Saul hörte auf Jonatan und schwor: So wahr der HERR lebt: David soll nicht umgebracht werden.7Jonatan rief David und berichtete ihm alles. Dann führte Jonatan David zu Saul und David war wieder in Sauls Dienst wie vorher.
Davids Flucht
8Der Krieg ging weiter und David zog wieder gegen die Philister in den Kampf. Er brachte ihnen eine schwere Niederlage bei und sie ergriffen die Flucht.9Doch wieder kam vom HERRN ein böser Geist über Saul, während er in seinem Haus saß und den Speer in der Hand hielt. David schlug mit der Hand die Saiten.10Da versuchte Saul, David mit dem Speer an die Wand zu spießen; aber er wich Saul aus, sodass der Speer in die Wand fuhr. David floh und brachte sich noch in derselben Nacht in Sicherheit.11Saul schickte Boten zum Haus Davids, die ihm auflauern und ihn am nächsten Morgen töten sollten. Doch Michal, Davids Frau, warnte ihn und sagte: Wenn du dich nicht noch in dieser Nacht in Sicherheit bringst, wirst du morgen früh umgebracht.12Michal ließ David durch das Fenster hinab, sodass er fliehen und sich in Sicherheit bringen konnte.13Dann nahm Michal das Götterbild, legte es in Davids Bett, umgab seinen Kopf mit einem Geflecht von Ziegenhaaren und deckte es mit einem Kleidungsstück zu.14Als nun Saul Boten schickte, die David holen sollten, sagte sie: Er ist krank.15Da schickte Saul die Boten wiederum, um nach David zu sehen, und befahl: Bringt ihn im Bett zu mir her; er soll umgebracht werden.16Als die Boten kamen, entdeckten sie im Bett ein Götterbild mit einem Geflecht von Ziegenhaaren um den Kopf.17Da sagte Saul zu Michal: Warum hast du mich so betrogen und meinen Feind entkommen lassen, sodass er sich in Sicherheit bringen konnte? Michal antwortete Saul: Er hat zu mir gesagt: Lass mich weggehen, sonst bringe ich dich um!18David floh also und brachte sich in Sicherheit. Er kam zu Samuel nach Rama und erzählte ihm alles, was Saul ihm angetan hatte. Dann ging er zusammen mit Samuel ins Prophetenhaus und beide blieben dort.19Als man nun Saul berichtete: David ist in Rama, und zwar im Prophetenhaus!,20da schickte Saul Boten, um David holen zu lassen. Sobald sie die Schar der Propheten mit Samuel an ihrer Spitze in prophetischer Verzückung sahen, kam der Geist Gottes auch über die Boten Sauls und auch sie gerieten in Verzückung.21Als man Saul das meldete, schickte er andere Boten; aber auch sie gerieten in Verzückung. Da schickte er zum dritten Mal Boten; doch auch sie gerieten in Verzückung.22Darauf ging er selbst nach Rama. Als er zu der großen Zisterne in Sechu kam, fragte er: Wo sind Samuel und David? Man antwortete ihm: Sie sind gerade im Prophetenhaus in Rama.23Als er von dort zum Prophetenhaus in Rama weiterging, kam auch über ihn der Geist Gottes und er ging in prophetischer Verzückung weiter, bis er zum Prophetenhaus in Rama kam.24Er zog sogar seine Kleider aus und blieb auch in Samuels Gegenwart in Verzückung. Den ganzen Tag und die ganze Nacht über lag er nackt da. Deshalb sagt man: Ist denn auch Saul unter den Propheten?
Bibelen på hverdagsdansk
David undslipper Saul
1Saul talte nu med sine folk og med sin søn Jonatan om at få David skaffet af vejen. Men Jonatan holdt meget af David,2og derfor røbede han sin fars planer. „Min far er ude på at finde en anledning til at slå dig ihjel,” sagde han. „I morgen tidlig skal du derfor skjule dig et sted ude på marken.3Så vil jeg bede min far om at gå en tur med mig, og jeg vil bringe dig på tale i nærheden af det sted, hvor du ligger skjult. Bagefter skal jeg nok fortælle dig, hvad jeg har fundet ud af.”4Så talte Jonatan med sin far og lagde et godt ord ind for David. „Han har jo aldrig gjort dig noget ondt,” sagde han. „Tværtimod har han altid forsøgt at hjælpe dig.5Har du glemt, hvordan han satte livet på spil for at slå Goliat ihjel, og hvordan Herren ved den lejlighed gav Israel en stor sejr? Du så det selv og glædede dig over det. Hvad får dig nu til at ændre mening, så du pønser på at slå en uskyldig mand ihjel? Det er der absolut ingen mening i.”6Til sidst lod Saul sig overtale, og han svor: „Så sandt Herren lever, skal David ikke blive dræbt.”7Så kaldte Jonatan på David og fortalte ham det hele. Derefter førte han ham til Saul, som tog ham i sin tjeneste som før.8Krigen fortsatte, og David og hans mænd rykkede ud mod filistrene og dræbte så mange af dem, at resten af filisterhæren flygtede i panik.9En dag, da Saul sad derhjemme med sit spyd i hånden, kom den onde ånd fra Herren igen over ham. David tog sin lyre og spillede for ham. Men pludselig kastede Saul sit spyd imod ham for at spidde ham til væggen. David sprang til side, og spyddet borede sig ind i væggen. Så flygtede han ud af huset og slap bort i mørket.11Straks sendte Saul nogle af sine folk hen for at holde Davids hus bevogtet, så han kunne komme og dræbe ham den følgende morgen. „Hvis du ikke flygter øjeblikkelig,” advarede Mikal sin mand, „er du dødsens i morgen.”12Derefter hjalp hun David ud gennem et vindue, så han undslap.13Så lagde hun husguden i hans seng, dækkede den med et tæppe og lagde noget gedehår i hovedenden.14Da Sauls mænd næste morgen trængte ind i huset for at hente David, sagde Mikal: „Han er syg.”15Den besked overbragte de til Saul, men det var han ikke tilfreds med. „Så bær ham hen til mig på sengen, så jeg kan gøre det af med ham,” befalede han.16Men da de trængte ind i Davids soveværelse, opdagede de, at det var husguden, der lå i sengen med noget gedehår over hovedet.17Så skældte Saul sin datter Mikal ud. „Hvorfor har du bedraget mig og ladet min fjende undslippe?” „Jeg blev tvunget til det,” forklarede hun. „Han truede med at slå mig ihjel, hvis jeg ikke gjorde, som han sagde.”18Det lykkedes altså David at flygte. Han tog til Rama for at opsøge Samuel, og han fortalte ham om alt, hvad Saul havde gjort imod ham. Samuel tog ham med sig til Najot, hvor han kunne bo en tid.19Da Saul fik at vide, at David opholdt sig i Najot tæt ved Rama,20sendte han folk ud for at fange ham. Da de kom til stedet, hvor Samuel og de andre profeter stod og profeterede, kom Guds Ånd over dem—og de begyndte også at profetere!21Da Saul hørte om det, sendte han andre folk af sted, men de begyndte også at profetere. For tredje gang sendte Saul en gruppe folk af sted, men de endte også med at profetere!22Så tog Saul selv af sted til Rama. Da han kom til den store brønd ved Seku, spurgte han efter David og Samuel. „De er i Najot,” fik han at vide.23På vejen derhen kom Guds Ånd over Saul, og han profeterede hele vejen til Najot!24Derefter flåede han tøjet af sig, og hele dagen og den følgende nat lå han på gulvet og profeterede foran Samuel. Derfor siger man: „Er Saul nu også blandt profeterne?”
Diese Website verwendet Cookies, um Ihnen die bestmögliche Nutzererfahrung bieten zu können.