Psalm 98 | Bibelen på hverdagsdansk

Psalm 98 | Bibelen på hverdagsdansk

Lovsang til Gud for hans frelse

1 Syng en ny sang for Herren om de underfulde ting, han har gjort. Han har vundet en vældig sejr ved sin egen guddommelige kraft. 2 Han har vist sin magt til at frelse, alle folkeslag har set hans retfærdige dom. 3 Han har vist sin trofasthed og nåde mod Israel, hele jorden har set, hvordan han frelste sit folk. 4 Bryd ud i lovsang til Gud, hele jorden, råb af fryd og syng af glæde. 5 Syng for Herren til harpeklang, lad lovsangen lyde til strengespil, 6 til trompeter og vædderhornets lyd, en vældig symfoni til Herren, vor konge. 7 Lad havet med alt dets liv stemme i, sammen med jorden og alle dens folk. 8 Lad floderne juble og klappe i hænderne, bjergene bryde ud i glædessang for Herren, 9 for han kommer og dømmer jorden. Han dømmer verden med retfærdighed, alle folkeslag får en fair behandling.